Hallloooo DR og TV2. Hjælp på it-fronten

Kære DR/TV2,

Kan jeg låne lidt tv-sendetid? Bare 10 minutter hver dag i en uge eller to. Jeg har nemlig en forskrækkelig lyst til at fortælle en masse mennesker, hvor meget enklere og hurtigere mange ting kan gøres ved hjælp af nye og ofte gratis it-tjenester på nettet.

Mange danskere synes jo, at ”det med computere – det er så kompliceret”. Derfor holder de sig helt til det vante, eller helt væk, og det er synd. Dag for dag bliver tingene nemlig mindre komplicerede, men forenklingen sker ude på nettet, og tør man ikke eksperimentere lidt, når man aldrig at opdage det, hvilket er en skam.

Privatmennesket går glip af gode hjælpemidler, og det samme gør alle de små en- og tomandsvirksomheder, der virkelig kunne drage nytte af lidt it-mæssige genveje.

Jeg skriver lidt om nogle af de netbaserede værktøjer i min klumme på bagsiden af Berlingske Business i morgen. Overskriften lyder: ”Quick and Dirty-løsninger rækker langt”, og jeg sætter link på, når den er lagt på business.dk i morgen. (OBS: Overstregningen markerer i blogverdenen, at noget “fjernes”. Her fordi sætningen ikke længere er relevant, da link er lagt på).

I klummen har jeg især fokus på to ting: Samarbejde og tilstedeværelse på nettet.

Det er blevet så enkelt at dele viden og samarbejde om den på tværs af afstande. Jeg er selv midt i at løbe et projekt i gang sammen med en kvinde, der bor og arbejder i den anden ende af byen, og vi udnytter raske væk enkle gratis-værktøjer fra Google, nemlig Docs (”Word” og ”PowerPoint”) samt Spreadsheets (Excel). Får jeg en tagsten i hovedet, ligger min projektviden på nettet og ikke – måske i koma – på hospitalet. Og vi kan med få klik åbne adgang for flere personer – eller for hele verden. (At der så også er store svagheder i den verden, fortæller jeg også om).

Det andet, jeg har fokus på i klummen, er, hvor enkelt det er blevet at oprette sig med et hjemsted på nettet, hvis man altså snyder lidt på vægten og bruger et blogværktøj som WordPress eller Blogger til det. Så har man som helt ny erhvervsdrivende lidt fred i sindet, indtil der bliver tid – og måske råd – til et professionel hjemmeside.

Jeg nuppede også et par timer lørdag formiddag til at sætte en vordende free lancer fra det jyske ind i et par andre nyttige værktøjer.

Jeg har spekuleret på at “producere” nogle små undervisningsprogrammer her til bloggen. Men det forudsætter, at jeg får anskaffet mig software til screencasting (det fanger, alt hvad der sker på skærmen, plus stemmen) plus et videokamera som supplement til, når der skal fortælles om noget, der ikke kan fanges på skærmen.

Men tiden! Tiden til at lære at bruge den teknologi (nørd er jeg IKKE), og der skal jo smør på brødet. Investeringen tærer også. Så derfor foreslår jeg en handel, kære DR/TV2. Jeg (med hjælpere) hjælper jer med at gøre folk klogere på meget andet end prise på parcelhuse og fup med frikadellerne. I klarer så teknikken og klipningen.

Hvem ved om ikke tusindevis af ganske almindelige mennesker kunne blive en smule klogere på værktøjer, der letter samarbejde, foreningsarbejde, erhvervsarbejde, deling af fotoalbum, personlig tilpasning af bykort og meget meget andet.

De unge? Den attråede målgruppe. Jamen, de lærer det jo af sig selv, og ligeså de halvgamle it-kyndige. Det er for alle de andre. Og I behøver ikke at finde et ungt, smukt nystrøget ansigt til det her, ej heller at trække en af it-berømthederne af stalden. En gammel rolig dame eller to “will do”:-)

2 responses to “Hallloooo DR og TV2. Hjælp på it-fronten

  1. Jeg er helt enig, at vi også skal have fokus på it-brug for ikke-tek folk. Jeg har faktisk netop dækket det emne på min blog indenfor de sidste dage, fordi jeg faldt over et par videoer på YouTube, som forklarer (desværre på engelsk) begreber som RSS og blogs på en simpel og pædagogisk måde.

    Nogle af disse videoer kan findes på:
    http://www.youtube.com/watch?v=0klgLsSxGsU
    http://www.youtube.com/watch?v=NN2I1pWXjXI

    Og der er flere videoer i serien, så det er bare at lade sig inspirere til den danske udgave. Hvis DR og TV2 ikke vil være med til at sende mange forklaringer, så lad dem starte med at forklare YouTube og så sørge for at få resten af undervisningsvideoerne lagt derud :-).

  2. @ Therese. Godt forslag til DR og TV2 – det med at lære folk at bruge YouTube… men så er der lige problemet med, at mange ældre ikke er så godt hjemme i det engelske sprog, når det gælder om at skulle lære noget teknisk. Og forklaringerne i de ellers så gode indslag går jo med en hulens fart:-)

Comments are closed.