Dorte Toft
Medforfatter af "Bedrag" om Stein Bagger-sagen, hvor Bizzen-bloggen spiller en væsentlig rolle. Har modtaget eJour-prisen, IT-prisen, FUJ-prisen og Publicistprisen for sin journalistik. Desuden nomineret til Cavling-prisen i 2009.
Lykkelig i nørdland. Hvem bygger fremtiden? Gyldendal, 256 s., kr. 249,95.
Læs mere hos Boghuset eller download bogen gratis her.
Der synes at hvile en forbandelse over de it-systemer, som har med de arbejdsløse at gøre. Forbandelsen startede med “Amanda”. Det var et system til Arbejdsformidlingen, bestilt i 2006 og leveret i 2000 med over to års forsinkelse og en trecifret millionoverskridelse af budgettet. Alligevel stod Amanda slet ikke distancen.
Siden har vi gang på gang hørt om problemer med de systemer, der er leveret på området. At jeg drager emnet frem nu, skyldes to gange aktuel omtale.
Hos fagforeningen 3F kan man læse, hvorledes et dårligt it-system gør livet endnu hårdere for de arbejdsløse. Artiklen indledes således:
Jobnet skaber panik blandt ledige
Lediges ugentlige bekræftelse af jobsøgning på jobnet.dk giver sved på panden blandt ledige og a-kasser: cv’er forsvinder, koder virker ikke. Arbejdsmarkedsstyrelsen erkender fejl.
Den ledige SKAL hver uge logge sig ind og bekræfte, at han eller eller hun fortsat er arbejdssøgende. Ellers mistes understøttelsen.
En af de ledige oplyser tilmed, at da hans kode ikke virkede, fik han besked på at slå sin firewall fra, for så ville den virke. Det lyder jo som rent galimatias. En firewall er simpelthen et “must” som beskyttelse mod hackere.
Den anden aktuelle historie bringes på Version2, og det er Rigsrevisionen, der råber højt. De første afsnit lyder således:
Kritikken hagler ned over a-kassernes it-brug i ny rapport fra Rigsrevisionen. It-koks betyder, at de lediges sager trækkes i langdrag og giver unødig bøvl.
Rapporten peger blandt andet på, at information mellem jobcentrene og a-kasserne går tabt, så kommunikationen om de ledige kokser. De ledige skal gentage informationer unødigt til flere instanser. Og a-kassernes rådighedsvurderinger på de ledige når ikke frem til jobcentrene.
Er der nogen derude i det danske land, der kan forklare, hvorfor det gang på gang går galt på dette område. Skyldes det for hyppige ændringer i lovgivningen? Skyldes det inkompetente ordregivere på systemerne, eller inkompetente leverandører? Tvinger man folk, hvoriblandt der nok er nogle it-analfabeter alt for hurtigt over på systemerne? Er det summen af alt ondt? Eller er der bare ikke en eneste sjæl, som har styr på krav og rettigheder?
(PS: Undskyld at overskriften blot lå og flagrede uden medfølgende tekst i nogle timer. Jeg ville blot havde “gemt” den, for at gøre indlægget færdig senere, men fik trykket “udgiv”, så den røg på nettet – uden at opdage det. Og tak til Thomas Kalhauge, der på humoristisk vis gjorde mit opmærksom på problemet).
8. februar 2008 kl. 10:36
Hej Dorte
Det er nogle store spørgsmål du stiller og hvis der var nogen, der havde alle svarene, gik det nok ikke så galt. Men lad mig alligevel forsøge med nogle bud:
I eksemplet med AMANDA skyldes miseren ganske enkelt at man tænker for stort og komplekst. AMANDA bestod både af en ny infrastruktur med nyt netværk, nye servere, nye PC’ere, nyt operativsystem og flere nyudviklede applikationer som et altomfattende sagsbehandlingssystem, økonomistyring og Notes mail og dokumenthåndteringssystem, der alle integerer til hinanden. Der er ikke nogen grund til at klandre hverken leverandør aller ordregiver på det pågældende grundlag. Problemet er simpelthen at projektet er for stort og komplekst til at styre i praksis. Man risikerer at få en DORA-løsning der er forældet både teknologisk og lovgivningsmæssigt inden den er leveret.
En anden ting der går galt med offentlige projekter er at der ofte er for mange interessenter. I AMANDA-eksemplet var der ikke kun een ordregiver. Systemet blev bestilt af Arbejdsmarkedsstyrelsen i forening med de daværende 14 selvstændige AF-regioner. Ordet selvstændig skal her tages bogstaveligt da hver AF-region forsøger at markere sig selvstændigt. F.eks. er der i AMANDA vandtætte døre mellem data fra forskellige AF-regioner selv om det er samme system på samme server. Det må ikke være muligt for en region at se en anden regions data. Det viste sig så at være et problem da f.eks. Nyborg og Kørsør ville samarbejde om at skaffe folk i arbejde i forbindelse med opførelsen af Storebæltsbroen. Dette fænomen har man også kunnet observere hos politiet, der i hvert fald indtil fornylig har haft selvstændige sagsbehandlingssystemer for hver politikreds. Man tager sig jo til hovedet over at man skulle faxe sager imellem politikredsene for derefter at taste dem ind igen. Jeg behøver vel heller ikke at nævne amternes forskellige implementationer af patientjournaler?
Den tredie ting jeg vil påpege er at man stadig kører efter modellen om at ordregiveren specificerer hvad man ønsker hvorefter leverandøren kvitterer med en detailspecifikation. Ordregiveren godkender derefter specifikationen inden udviklingen kan begynde. Hvis det så senere viser sig at det ikke fungerer efter hensigten, kan leverandøren bare henvise til den underskrevne specifikation. Lad os indse det: De offentlige ordregivere er ikke IT-eksperter allesammen og det ønsker jeg heller at de er. De skal være gode til at administrere det område de nu en gang er sat til at administrere. Det må være leverandørernes opgave at hjælpe projektet igennem, for de er de eneste, der kan mappe vidensdomænet til konkret IT. Og de skal hjælpe ordregiveren med at skære opgaven ned til mindre håndterlige klumper.
Mht. at tvinge de arbejdsløse til at bruge et bestemt IT-system hver uge, så kan jeg bare sige at det er en typisk rationel tankegang udtænkt i et ministerium hvor alle er vant til at bruge IT. Man kan ikke forestille sig at man kan løse opgaven uden effektivt IT, og jo mere effektivt det er, jo større besparelse. Problemet er jo bare de enorme summer du skal bruge på at udvikle alt det her IT. Jeg spørger bare: Hvad er der blevet af den gode gamle metode som faktisk virker: Når en person ønsker at melde sig ledig, så tag jakken på og gå med ham ud for at finde et arbejde. Lad være med at bruge en dag på at registrere ham i systemet, da det alligevel betyder at der går mindst 14 dage til en måned før der sker noget i hans sag. Jeg tror at det var det man havde gjort i Vejle, hvilket havde været en stor success! Stor overraskelse. IT er ikke løsningen på alting.
10. februar 2008 kl. 11:48
Interessant læsning om årsag og resultat. Du sætter fingeren lige på de ømme punkter, som jeg ser det. At alle skal være med til at skrive ønskelisten (hvorfor alle også hypper egne kartofler – min tilføjelse).
Jeg tror, vi ville nå langt længere med mange systemer, hvis man gik benhårdt efter “need to have” og ikke “nice to have”… hvis man for hvert ønske virkelig testede, om det var den ekstra kompleksitet/tid værd. Der er jo en gammel 80/20 regel også på dette område, nemlig at 20 pct. af systemet håndterer 80 procent (eller mere) af opgaverne. Måske kunne man forsøge at eksperimentere lidt med tanken om, at de sidste 10-20 procent løses enten af specialprogram og/eller manuelt? Eller er det helt ude i hampen.
PS: Jeg er dog lidt uenig med dig i, hvorvidt det offentlige skal have ekspertise nok til selv at omforme krav til en detailspecifikation. Er det ikke en alt for alvorlig sag at overlade til leverandører – ikke for at nedgøre deres ekspertise, men er det ikke netop i detaljerne, det typisk går galt?
11. februar 2008 kl. 16:00
Jeg var naturligvis lidt firkantet i min udtalelse af hvem der skal have ekspertisen.
I praksis sker der det at ordregiveren hyrer et konsulenthus til at forfatte de systemkrav som rækker ud over dem man selv magter at definere.
Min pointe er egentligt bare at det er langt vigtigere at ordregiveren/konsulenthuset koncentrerer sig om at strikke en kontrakt sammen der på forhånd definerer et udviklingsforløb med mange milepæle og feedbackmuligheder i stedet for at detailspecificere store områder fra starten af. For det kan man simpelthen ikke.
Det betyder at ordregiveren har en kontrolleret mulighed for at ændre på ting undervejs og dermed også selv bærer et tydeligt ansvar hvis processen forsinkes. Ydermere er det nemmere for leverandøren at specificere mindre opgaver og det sikrer at man hele tiden leverer noget – og måske oven i købet det som kunden forventer.