Sådan tog DR livet af Store Nørd

Af Dorte Toft 24

“Naturfag skal gøres populære,” læste jeg i min morgen-Berlingske. Undervisningsminister Bertel Haarder og videnskabsminister Helge Sander vil nu gøre noget ved den katastrofalt lille interesse, der er blandt danske unge for disse fag.

Det fik mig til at tænke på en snak i går med en mor til to døtre. Hun fortalte, at tv-programmet Store Nørd er blevet elendig efter DR’s flytning af B&U til Århus. DR’s engagement i naturvidenskab for de 7-13 årige rækker efterhånden ikke til meget andet end traktortræk, brændt gummi og svejsning.

For blot to timer siden hørte jeg det samme fra far til to sønner.

Hvor er det synd, nu hvor DR omsider havde fået sat lidt naturvidenskab på programmet. Jeg har tidligere hørt megen ros af Store Nørd. Værterne, hvoraf den ene var tilknyttet Experimentariet, favnede bredt med emner som solformørkelse, ubåde, grundvand, universet, menneskeøret, elektromagnetisme, raketter og meget andet. Se blot listen over programmerne her.

Men da DR ville fylde tomme lokale i Århus ved at flytte B&U med videre dertil, var “Store Nørd”-værterne blandt de mange, der ikke ville/kunne rykke teltpælene op.

De nye “nørder” præsenterer DR således: “Martin og Flemming har kendt hinanden i mange år. Det meste af den tid de har det, har de brugt på deres Team Fox, hvor de dyrker traktortræk. Det er noget med kubik – rigtig mange kubik! ”

Det er i hvert fald noget med køretøjer. Se blot listen over programmer her. Det fænger nok adskillige drengerøve også i DR’s redaktionelle ledelse, og måske giver det tilmed flere seere, men det virker da som en ejendommelig indskrænkning af målgrupper, mål og midler.

I Berlingske-artiklen kunne jeg læse, at de danske 15-årige piger er de allermindst begejstrede, når der står naturfag på skemaet, og der er sammenlignet med forholdene i 31 lande. Det gør av på Danmark. Tænk bare på, at i Danmark udgør pigerne 60 pct. af eleverne i gymnasiet. Rekrutteringsgrundlaget til uddannelser inden for nat/tek/it-skrumper dermed gevaldigt.

Jeg har tidligere på denne blog påpeget DR’s manglende samfundssind, hvad angår naturvidenskab, og senest i går. Jeg har også skrevet om det på den blog, der hører til medieprojektet “Nærmest lykkelig i Nørdland”, som skal gøre folk kloge på, hvad piger går glip af ved at fravælge de “hårde” fag. Se for eksempel her, hvor det er citater fra den tidligere Viden Om Vært, Anja Philip, jeg bringer.

Bertel Haarders holdning lyder således: ”Min ambition er, at naturvidenskabelig indsigt vil blive en del af den almene dannelse. Naturvidenskab er i den sammenhæng lige så vigtigt som for eksempel dansk og historie. Når en række store virksomheder kan se det, bør vi andre også kunne se det og gøre alvor af det.”

Montér briller og øresnegl, kære DR.

24 kommentarer RSS

  1. Af Rasmus

    -

    I tilfælde af at DR skulle læse med, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at det skam også er til at opdrive vaskeægte nørder i Århus. Universitetet er hjemsted for et par foreninger ved navn Fysikshowet og Kemishowet, som er et oplagt sted at starte.

  2. Af Ekstrem dansk rekord « Nærmest lykkelig i Nørdland

    -

    […] I øvrigt er den generelle tendens, udtrykt i andre undersøgelser, at jo mere velstående et land er, jo mindre interesse for naturvidenskab.  Det er måske også forklaringen på, at vores Public Service tv-station, DR, også slipper af sted med sin overmåde beskedne interesse for området. Det har jeg i øvrigt også skrevet om her. […]

  3. Af Stine Jylov

    -

    Jeg vil blot melde mig til koret af skuffede forældre, der savner det gamle Store nørd, som var en helt fantastisk programrække, som også mine piger syntes var gode.
    Nu er det mest faderen der hænger foran fjerneren og griner over de – ja undskyld udtrykket, bonderøve, der ganske vist er charmerende, men som ikke lærer ungerne andet, end at svejse i jern. Det er en trist udvikling.

  4. Af Birthe Østerbye

    -

    Jeg er helt enig. Konceptet med Store Nørd og Lille Nørd er noget af det bedste DR nogendsinde har lavet til børn. Begge programmer er blevet totalt uinteressante efter de skiftede værter og gav køb på den smittende glæde og ægte interesse for emnerne som programmerne rummede. Her var programmer som udfordrede seerne uanset alder og gjorde dem nysgerrige på emnet. I vores familie brugte vi megen tid på at dykke mere ned i emnerne når udsendelserne var slut og er alle både blevet klogere og særdeles godt underholdt. Programmernes store variation og grundighed er gået totalt tabt – traktortræk er ikke det der får børn og unge til at interessere sig for naturvidenskab. Håber meget at DR finder fokus og igen lever op til sit ansvar som Public Sevice kanal.

  5. Af Lotte Engbæk Larsen

    -

    Enig – enig.
    Det er SÅ trist at “Store Nørd” er blevet fyldt med bonderøve (- og “bonderøvsemner”), som ikke kan andet end noget med biler og traktortræk. Det er ensidigt og det er absolut ikke noget man bliver interesseret i naturvidenskab af. Lad os håbe at vore børn ikke tror at naturvidenskab og Store Nørd har noget med hinanden at gøre – for så får vi da ikke flere naturvidenskabeligt interesserede børn og unge.
    Og også et suk om svanet af et ordentligt “Lille Nørd” !!

  6. Af Peter Schaufuss

    -

    100% enig

    I vores familie har vi også været MEGET begejstrede for både Store- og Lille Nørd, men efter skiftet er det så, som så med begejstringen.

    Især Store Nørd er blevet præcis som du beskriver – et par bonde/drengerøve der morer sig med biler og traktortræk – plat, dårligt og ikke særlig underholdende eller interessant.

    Det er en OMMER!

  7. Af Kim

    -

    Der er så trist at Nørd er blevet så ringe. Det var tidligere en af ugens højdepunkter og nu er det tæt på et lavpunkt (kun overgået af en lørdag aften på DR1 – men det er en anden sag.)
    Det gamle store nørd var spændende, udfordrende og intelligent. Jeg troede ikke mine egne øjne, da de nye startede – det er jo stik det modsatte. En gang “Johnny-Brian”/bonderøvs-TV hvor benzin og kubik åbenbart er det eneste, som de magter at beskæftige sig med.

  8. Af Camilla

    -

    Hvor dejligt at høre, at andre end jeg er skuffet over, at Store Nørd mistede den væsentlige formidling af naturvidenskab og blev til ren drengerøv. Og hvor herligt, at du også inddrager den kvindelige side af sagen: hvor mange piger i målgruppealderen vil med nogen som helst sandsynlighed begejstres over Store Nørd?! Og DR blomstrer jo ellers ikke med inspirationsmateriale til de piger, som helst skulle vokse op og blive interesserede i naturfag – til vores alles bedste!

  9. Af Michael Frausig

    -

    Jeg er far til en dreng på 9 som synes at de nye drenge fra århus har været sjove og fine nok, men forleden fik han en anden opfattelse da han sad og så hvordan en campingvogn skulle monteres på en flydende pram. Han synes deres sprog og meget pjattede adfærd ødelagde programmet og ønskede at de “gamle nørder” ville komme tilbage, men jeg måtte skuffe ham med at det ikke ville komme på tale, da alle programmer skulle laves i Århus af et par drenge som synes det er morsomt at høre sig selv snakke sjovt og pjattet end at lave god og informativ teknikfjernsyn.

  10. Af Karin

    -

    Ja, det er en kæmpe skuffelse! Den studehandel, der er lavet med at sende B&U til Jylland, er en katastrofe. Super-programmer, viden om at formidle viden pædagogisk er røget ud med badevandet.
    Mine unger er vildt skuffede og fjernsynet bliver ikke længere tændt om tirsdagen, hvor hele familien tidligere var samlet om både lille og store Nørd.
    Valget af værter er katastrofalt, de ved helt tydeligt ikke andet end noget med kubik og om at bygge motorer, og kunne de så endda forklare noget om hvorfor og hvordan de er sat sammen, så kunne det til nød gå. Men det kan de ikke, lige som de ikke kan tale dansk! Som jyde, der hylder dialekter, skurrer det alligevel forfærdeligt i mine ører, når børn skal høre på et dovent og dårligt sprog! Kan simpelthen ikke holde det ud! Helt ærligt DR – hvad har I gang i?

  11. Af Søren Spork

    -

    Helt enig i kritikken, før sad jeg med min dreng på 9 år og nogle gange også med min datter på 16 og nød programmet, det var særdeles lærerigt, nu er det nærmest dårlig underholdning. Iøvrigt er det fuldstændigt det samme for lille nørd, det er noget pjattet noget hvor værterne kan hæve sig op til at lege med mudder, slet ikke den dybde , profesionalisme og god undervisning og god underholdning som før. Det holder bare ikke med de nuværende folk i Århus.

  12. Af Dorte Toft

    -

    Det er jo skuffelse over hele linjen, men DR har tilsyneladende ikke ønsket at kommentere.

    Public Service-institutionen er ellers ganske flittig til at tage til orde, når der sker angreb i for eksempel læserbreve i de store dagblade, men måske tæller blogs ikke.

    Synd at DR ikke vil være med i denne debat, selv om den rører ved et fundamentalt problem i det danske samfund. Nemlig de unges fravalg af naturvidenskab.

  13. Af Dorte Toft

    -

    …. så er der lige den med “rødgrød med fløde” kontra “rice & curry” :-)

    Men så vidt jeg erindrer, har DRs nedprioritering af naturvidenskab intet med diverse regeringer at gøre… eller? Gad vide om ikke “Viden Om”, “Lille nørd” og “Store nørd” er kommet under den borgerlige regering.

    Jeg er bange for, at DR’s interesse for emnet har været ej eksisterende siden 1970’erne, men giv lyd, hvis jeg tager fejl.

  14. Af Christian Schultz

    -

    Jeg og et par af mine venner er hverken fædre eller onkler eller noget lignende, men til trods for at vi nu er fyldt 30, så så vi ret ofte Store Nørd på DR1 – det var alt for cool og det var takket være de to gutter der stod for showet. Deres engagement lyste langt væk! Og hvis der er noget der altid virker på TV, så er det ægte engagement. WE WANT THEM BACK!

  15. Af Jan Bjeldbak

    -

    Jeg er enig i kritikken så langt, at den handler om programmets indhold og ikke geografi.
    Som også “Rasmus” er inde på, må det være muligt at finde et par (evt. af begge køn!) gode værter i Jylland, og så må “kjøvenhavner’n” lære at leve med andre dialekter.

  16. Af Lars Weigelt

    -

    Jeg vil tro at Peter Hald (VQ/kemishow/cand.scient. i kemi), er et godt eksempel på at der er folk i jylland som laver andet end trakortræk, og kan lave oplysende/underholdende fjernsyn. Desuden vil det være oplagt for DR at finde en god kvindelig vært/medvært til “Store nørd” når nu mere end halvdelen af dem der gennemfører en Gymnasial uddannelse er af hun-køn.

  17. Af Dorte Toft

    -

    @ Christian S…. Jeg bliver helt ærgerlig over, at jeg aldrig fik set udsendelserne:-)

    @ Lars W. Rigtig gode forslag… kan du ikke liste dem direkte til DR:-)

  18. Af Martin Milling

    -

    Så er der lys forude …Normalt synes jeg midtjysk er charmerende, men det her var godt nok for meget (undskyld, jyder, men ind imellem va rdet næsten uforståeligt for min datter – der i øvrigt droppede at se det efter en ½ udsendelse) – og alt for meget kubik, og drengeorienteret udsendelse…gad vide om 8-15 årige drenge synes det har været godt?:-)http://metroxpress.dk/dk/article/2008/02/26/07/3649-66/
    Gad vide hvad der sker med lillenørd, der også er blevet lidt mindre nørded (og nu kører de rundt i Kbh – er redaktionen flyttet tilbage til Kbh…. Og i mellemtiden bruger Jeppe & Marie tiden på andre DR programmer, så de er da heldigvis ikke sparet væk ^_^

  19. Af Dorte Toft

    -

    OBS. OBS. OBS. DR oplyser, at man erkender problemet. At der blev for meget “hardcore motorlarm”, og at man udskifter værter i næste sæson.

    Det er MetroXpress, der har fået DR i tale. Se her:
    http://www.metroxpress.dk/dk/article/2008/02/26/07/3649-66/

    Hvor rart, at DR viste sig at være opmærksom på sagen. Det hjalp jo tilsyneladende at en blogger på Ingeniøren, hospitalsfysikeren Klaus Seiersen, tog sagen op. Der er masser af læseværdige kommentarer på hans blog her:
    http://ing.dk/artikel/85920

  20. Af Michael petersen

    -

    Det er fint nok at i er nogle der ikke syntes om programmet, men alle dr’s programmer kan da ikke være røv kedelige og omhandle samfundet og naturvidenskab. når børnene har fri fra skole skal de da ha lov til at se noget sjovt og ikke nødvendigvis lære noget.
    Alle mine børn ser det både mine to piger og min dreng, de elsker det.

  21. Af Peter Michael

    -

    Michael – så er du en bonderøvs-far, med nogle bonderøvs-unger.

    Det lyder hårdt, men jeg mener det sgu.

  22. Af Rasmus Ladefoged

    -

    Rygterne om Store Nørds død er stærkt overdrevne

    Først og fremmest tak for alle indlæg og kommentarer vedrørende Store Nørd. Vi på DR vil naturligvis meget gerne deltage i debatten om programmet, og engagerede holdninger til vores produktioner er altid velkomne.

    Store Nørds seneste format er ikke tænkt som en ”indskrænkning af målgrupper, mål og midler”, men som et forsøg på ny-vinkling og fortsat udvikling af et program, der allerede har været gennem flere forskellige indholdsformater. Man kan sige, at det hele startede med ”Naturfags Nørd”, som derefter blev til ”Ellert Nørd”, hvor værterne byggede om på en ellert, til ”Sports Nørd”, som gik forud for det, vi har produceret på det seneste. Man kunne vælge at kalde Store Nørd med Martin og Flemming for ”Bygge Nørd” eller ”Motor Nørd”.

    Versionen med Martin og Flemming var et forsøg på at lade Store Nørd tage fat i nogle nye emner og nogle håndgribelige projekter, der hver gang kunne munde ud i en – forhåbentlig – spændende test. Altså et program, der med dramaturgiske virkemidler forsøgte at formidle fascinationen ved motorer og byggeprojekter.

    Jeg vil gerne understrege, at vi på DR står ved det bevidste valg, at lade Store Nørd udvikle sig i en ny retning – vi forsøger sæson for sæson at udvikle programmet, og det er altid en balancegang at prioritere vægtningen mellem fascinationen og den renere videnskab. Det har været et nødvendigt eksperiment, men vi er også blevet enige om, at det emneområde og den form nu er afprøvet. Derfor er det igen tid til at videreudvikle programmet, og det er – som refereret i MetroXpress – planen, at formidlingen af naturvidenskab igen skal spille en større rolle.

    Når Store Nørd med Martin og Flemming kritiseres for dets mangel på mere traditionel, bredtfavnende naturvidenskab, som fysik, kemi etc., hænger det derfor formentlig sammen med, at forventningerne til programmet ikke har harmoneret med den præmis, det nye program har været produceret efter. Vi kan lære dét af kritikken, at det er problematisk at beholde et bestemt navn til et program, når den bagvedliggende præmis ændres. Når titlen ”Store Nørd” i så høj grad konnoterer klassisk naturvidenskab, er det klart, man bliver skuffet, når det ikke er det forventede, der løber over skærmen. Vi håber til gengæld, at den seneste version af programmet har inspireret børn til at interesserede sig for fx mekanik og smedehåndværk.

    Når en blog som denne får så stor opmærksomhed, at indlæg og kommentarer bliver viderebragt i dagspressen, synes vi, det er på sin plads at sørge for at fakta er korrekte:

    Ny-udviklingen af Store Nørd er påbegyndt med de første spadestik i efteråret 2007 og de første konkrete tiltag i januar 2008 – altså før denne verserende kritik, som dog lykkeligvis bekræfter os i, at det er på tide med nytænkning. At DR har valgt at udskifte værterne har ikke noget med den seneste kritik på denne og en anden blog at gøre.

    Den seneste version af Store Nørd er udviklet af den ”gamle” Store Nørd-redaktion, der også producerede de tidligere udsendelser. Konceptet og værterne er godkendt af DR’s chefredaktion for børn og unge. Vi i Århus har været meget glade for at arbejde med dette koncept.

    Lille Nørd er ikke flyttet til Århus, men produceres fortsat i København. Det er planen at Lille Nørd på sigt skal produceres i Århus.

    På vegne af Store Nørd-redaktionen,
    venlig hilsen
    Rasmus Ladefoged
    Projektleder

  23. Af Dorte Toft

    -

    Det var rart at høre DR’s vinkel på kritikken af Store Nørd her.

    Og ja – et navn som Store Nørd sender et meget kraftigt signal. Ordet Nørd har vist aldrig nogen sinde været ordet, man forbinder med dem, der elsker at rode med motorer og svejsning, men måske det kommer:-) Det er jo på sin vis et udtryk for at fordybe sig ekstra i noget. Men indtil videre er nørd jo mest forbundet med it og med naturvidenskab. Og derfor giver det støj på ledningen.

    Glæder mig til at se, hvorledes I vil flytte programmet tilbage mod det mere “nørdede”.

  24. Af Torben Larsen

    -

    Martin og Flemming er et forfriskende indslag i DR’s rigtigt gode række af Nørd programmer. Martin og Flemming demonstrerer på glimrende vis naturvidenskab anvendt i praksis. Sådan fanges mange små ingeniørspirer. Mine børn ser synes udsendelserne er rigtigt spændende, ligesom de også syntes de tidligere udsendelser var.
    Dejligt at DR er alsidige – et stort plus.

Kommentarer er lukket.