Softwarehusene Red Hat og Novell, der er de to største udbydere af Linux-styresystemet, har hver for sig udtalt, at man ikke foreløbig vil satse på Linux til forbrugerne. De to vil fortsat koncentrere sig om erhvervslivet, hvor Linux på servere vinder pænt frem, samt på at få erhvervslivet til også i stigende grad at lægge Linux på pc’erne – desktops. (Om Red Hat, her en Computerworld.com artikel. Om Novell, her fra ComputerSweden.se)
Begge er firmaer, der skal have profit på bundlinien, og selv om selve Linux-kernen udvikles af andre på non-profitvis, ligger der penge i at udvide funktionalitet og sikre support. Men de to for-profit firmaer, tror altså ikke på, at der er penge i forbrugermarkedet før om mange år.
Som bloggen Engadget påpeger gør de måske regning uden vært. Lige nu ser vi, at de nye mini-pc’er fra firmaer som Asus og HP, forsynes med Linux, der jo er langt billigere, hvis ikke gratis, og som fylder langt mindre end Microsofts Windows (jeg har senest skrevet om mini-pc’erne her). Hvis folk begynder at vænne sig til at bruge Linux på mini-pc’er og andre på arbejdet, kan det måske få effekt på Microsoft-trofastheden derhjemme.
Engadget peger også på, at der findes to ret så brugervenlige former for Linux til pc’ern, nemlig Ubuntu og gOS, så selv om Red Hat og Novell vender ryggen til forbrugermarkedet, sker der noget.
Debatten om Linux på pc’en kører i øvrigt på fuldt drøn på dansk på Version2.dk under overskriften “Derfor fejler Linux på desktoppen”. I kommentarfelterne modsiges overskriften af de fleste. Version2 har i øvrigt procentvis usædvanligt mange Linux (Open Source) tilhængere i læserskaren.
PS: Efter pres fra potentielle købere åbnede pc-producenten Dell for et år siden for, at pc’erne kunne leveres med præinstalleret Linux fra fabrikken side i stedet for Windows. Ifølge denne Computerworld-artikel er Dell fornøjet med resultatet.

21. april 2008 kl. 13:33
Husk Husk Husk.
Linux er ikke som Windows og dette er heller ikke meningen.
Følgende udemærkede artikel synes jeg illustrerer forskellene mellem Linux og Windows rigtigt godt:
http://linux.oneandoneis2.org/LNW.htm
21. april 2008 kl. 20:33
Er problemet ikke, at der er for mange “nørder” der udtaler sig om Linux og for få erhvervsfolk.
Hvis man er erhvervsmand / IT-mand så ønsker man ikke at høre om jumpers og arkiver og Unix-kommandoer (Begge typer begynder straks at se TCO’en rulle derudaf, og vel og mærke i den forkerte retning).
Hvis nu x-antal kendte erhvervs folk trådte frem, og sagde “Vi har indført Linux, og for fanden det virker bare!” så ville billedet tegne sig anderledes.
Peter hansen
21. april 2008 kl. 20:44
Jo, det vil bestemt hjælpe på erhvervsfronten.
På privatfronten er Linux-brugere jo flittige, hvad angår bemærkningen “Linux på desktop fungerer bare” – men man hører jo også andet.