En halv million til “Nærmest lykkelig i nørdland” er hjemme

Af Dorte Toft 5

Det er knapt til at tro. Det er lykkes at skaffe alle pengene til et con amore-projekt. Ligestillingsministeriet har netop bevilget 50.000 kroner til vores medieprojekt med arbejdstitlen “Nærmest lykkelig i nørdland”, og Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, vil bidrage ved at være vært for lanceringsfesten, når den dag oprinder.

Alt i alt har vi nu rundet en halv million kroner fra en sponsorkreds, der også omfatter Microsoft, KMD, NNIT, IBM, HP, Danske Bank, civiling. Allan Fischer-Madsen, Traen, CSC, Oracle, Danfoss, SAS Institute og NOKIA. Nogle bidrager med penge, andre med hjælp. På mediesiden er det i øvrigt Berlingske Business, der støtter.

Projektet har undertitlen “Bliv klog på, hvad unge kvinder vinder ved at tage “hårde” fag”. Danske piger fravælger desværre i nærmest ekstremt omfang længerevarende uddannelser inden for datalogi, de klassiske ingeniørdiscipliner og visse naturvidenskabelige fag. Men de, der trodser tendensen, kan berette om spændende arbejdsopgaver, arbejdsbetingelser, som de i høj grad selv kan diktere, høj løn, gode muligheder for en international karriere og meget andet, som man ikke fatter, at pigerne så massivt fravælger.

På bloggen, der hører til projektet, fortæller jeg nærmere om pengene fra Ligestillingsministeriet og IDA, og om crashstarten på projektet her .

Desværre har min partner, litteraturmagister og journalist Annette K. Nielsen, trukket sig fra projektet, men et nyt team er på plads, og vi klør på. Projektet er nærmere beskrevet her.

Det har været min debut som “fundraiser”, og jeg havde først og fremmest ansvar for it-siden. Det har været en særpræget opgave for en journalist, der med den ene hånd appellerer om økonomisk støtte fra nogen, som man måske basker til med den anden hånd i morgen i spalterne eller på bloggen. Men jeg er jo så gammel i gårde som it-journalist, at de fint adskiller mine to kasketter, og det gælder et alvorligt samfundsmæssigt problem.

Både ingeniør- og it-arbejdspladser må sige nej til ordrer, fordi de mangler den type medarbejdere. Desuden er der noget skræmmende ved, at kvinder ikke har lyst til at få fingrene ned i de løsninger, som kan ændre så meget. Tænk at de gladeligt overlader konstruktion af produkter og it-systemer til mændene, men kvinderne må jo være tilfredse med de hidtidige resultater:-)

PS: Vedr. de to kasketter. Skulle nogen dog få en fornemmelse af, at jeg er blevet “korrumperet”, så er denne kanal jo åben:-)

5 kommentarer RSS

  1. Af Michael Carøe Andersen

    -

    Tillykke! Et fremragende projekt efter min mening – held og lykke med det.

  2. Af Karin Høgh

    -

    Til lykke – glæder mig at se, at det ikke er alle projekter med udgangspunkt ni web, blog – og måske podcast (?) der skal drives af frivilliges egne midler.

  3. Af JL

    -

    Kanon, Jeg håber på stor succes for projektet.

    Et øget antal piger på ingeniørstudiet vil ikke kun hjælpe pigerne, men ingeniørfaget som helhed. Selvom det ser ud til at toppen af opsvinget er nået, så er der stadig en enormt stor mangel på ingeniører i Danmark, og det er kun gennem projekter som dette, at man kan komme denne mangel til livs.

    Jeg ved gennem mit arbejde at myten om støvede ingeniører på ingen måde holder i dagens Danmark. Jeg ved også, at de piger, som går på ingeniørskolerne, faktisk er utrolig glade for deres studie og efterfølgende job, som i næsten alle tilfælde er både spændende, udfordrende og giver mulighed for udenlandsophold, god løn og lederstillinger.

    Jeg håber virkelig at pigerne hopper med på vognen :-)

  4. Af Peter Nørregaard

    -

    Et glimrende initiativ. Problemet er ikke nyt – jeg husker en sen nattetime på DIKU (Datalogisk Institut, Københavns Universitet) i ca. 1990 hvor vi kom til at diskutere om der var 7 % kvinder på studiet, eller om der blot var 7 kvinder. Uanset hvad var det godt nok ikke mange, heller ikke den gang.

  5. Af Dorte Toft

    -

    Tak for opbakningen. Nu krydser vi fingre, for nok er bog og blog relativt kendt land for os i teamet, men vi er også på vej ind i ukendt land.

    F.eks. vedrørende at få lavet en netbaseret test, som unge piger kan snuble over på nettet, og som leder frem til den rollemodel, der som ung minder mest om pigen.

    Vi skal også udskrive en konkurrence, der er åben for alle, knægte som piger, filmskoleelever som amatører, unge som gamle. Den gælder en video, der skal vare omkring 1 minut, men som på bemærkelsesværdig vis gør det lynende klart, hvad kvinder siger nej til i dag. Den skal have viralt potentiale – altså noget, som der går fra “øje til øje” – noget som fænger folk, så de opfordrer andre til også lige at tjekke det.

    Og jo, Karin. Vi vil lave podcasts, men vi er i fumlefasen, hvad angår koncept. P.t. går vi nok mest efter at hægte os på noget aktuelt, knytte noget til fra projektet – for eksempel udsagn fra nogle af vore rollemodeller og “eksperter” – og så give status for projektet. Men bliver det “af de frelste kun for de frelste”, så er det jo spild af kostbar tid og penge. Så er det bare “so ein Ding müssen wir auch haben”.

    Endnu er vi dog slet ikke i gang med det rigtige konceptarbejde. Først koncentrerer vi os om at få bogen færdig, mens bloggen sideløbende giver information med tekst, lyd og billede. Når bogen er afleveret til forlag kaster vi os hovedkuls ud i det andet.

Kommentarer er lukket.