Iraneren Atefeh Riazi var kun 11 år, da hendes forældre modtog det første tilbud om et ægteskab med datteren fra en dobbelt så gammel mand. Pigen sagde nej tak. Hun havde planer om senere at rejse til USA for at læse ingeniør. Den unge mand argumenterede for sin sag. Han sagde, at hun sagtens kunne gøre både og.
“Men jeg vidste jo bedre,” sagde den spinkle Atefeh Riazi med et skævt smil til mig, da jeg interviewede hende i sidste uge i New York. Hun gav mig tre timer. Hun gav mig et kig ind i en verden, der er danske kvinder så fjern, og et dybt kig ind it-chefens mange udfordringer.
I dag er den 47-årige “Atti”, som hun ofte kalder sig, en af USA’s mest respekterede it-chefer. Jeg hørte hende kort i september sidste år, hvor hun indledte en paneldebat på workshoppen Women in Technology på MIT (Massachusetts Institute of Technology) ved Boston, og til september holder hun hovedtalen – “keynote’n” – på årets workshop. Bag arrangementet, der indleder en konference om vigtige nye teknologier, Emtech, står Technology Review, der udgives af MIT.
De relativt få minutter, det blev til første gang, brændte sig fast. Da jeg gav mig i kast med medieprojektet “Nærmest lykkelig i nørdland”, der skal gøre alle klogere på, hvad unge piger kan opnå ved at tage en “hård” uddannelse som for eksempel ingeniør, var hun en af kvinderne, jeg gerne ville skildre. God nok har vi først og fremmet fokus på danske rollemodeller, men en mønsterbryder som Atti Riazi skulle med, og jeg var så heldig, at hun sagde ja.
Jeg fik til langt mere end et kapitel i en bog, og jeg fik indblik i hendes markante holdninger til de ansvarlige for “business” kontra de ansvarlige for it. Dem ville jeg gerne orientere flere om, så derfor bruger min klumme på bagsiden af Berlingske Business på mandag til hende.
Hun siger blandt andet, at det er på tide for “business” at udøve lidt selvkritik, i stedet for altid at bruge it-chefen som syndebuk. Forretningsfolket selv bør tage sig sammen til at få gennemført den nødvendige strømlining af organisation og processer, FØR it-støtten kobles på.
“They don’t have the stomach to do it”, siger hun. De har ikke modet, og det er derfor, at man alt for tit ser, at en strømlining skal drives igennem med et kæmpe it-projekt (såsom SAP) som løftestang. Og så er det, at it-chefen kommer til at bøde for de andres fejhed.
Atti Riazi har siden 2000 været partner og direktør med ansvar for it globalt hos reklamegiganten Ogilvy & Mather. Tidligere stod hun for en præstation, der bør fostre beundring herhjemme, nemlig indførelse af et elektronisk rejsekort for busser og undergrundstog i New York. Projektet til 1,2 milliarder dollar berørte seks millioner rejsende ugentligt, 486 subway-stationer, 5.000 busser, uddannelse af 11.000 personer, installation af over 10.000 online kortlæsere med videre. Første års gevinst på at undgå at folk rejser uden gyldig billet lå på 45 millioner dollar.
Til sammenligning burde et elektronisk rejsekort til den københavnske trafik vel være som at klø sig bag øret. Nåh, nej. Det er jo forsinket – stadig i test og med særpræget takstudregning, som Computerworld fortæller om her. (Tilføjelse den 5. maj: Version2.dk fortæller, at trafikministeren nu har udskudt rejsekortet på ubestemt tid grundet problemer).
Men hvad mener du? Forsøger forretningens folk at springe over, hvor gærdet er lavest, ved at gøre strømlining til en effekt af et nyt it-system? Kan nogen af de store SAP-implementeringer, vi ser herhjemme, falde ind i den kategori? Er business villig til at gå forrest – til at tage de store skridt – opgør med silotænkning og fede processer – eller overlades arbejdet til it-styringsgruppen?

5. maj 2008 kl. 13:16
[...] nok, har Dorte Toft netop skrevet om manglende mod og feje direktører. Det jeg hæfter mig ved, både i hendes blogindlæg og klummen, er at det alt [...]
6. maj 2008 kl. 07:03
den amerikanske IT verden er fuld af dygtige kvinder fra alle dele af verden – ikke nødvendigvis mønster brydere, med dygtige – det kunne være befriende hvis vi så det samme i Danmark.
6. maj 2008 kl. 13:31
Jeg har fået to mails fra personer, der af hensyn til karrieren ikke ønsker at stå frem. Men jeg har fået lov til at fortælle om dem.
Her et citat fra den ene mail: “en rigtig spændende klumme man sagtens kan nikke genkendende til sin dagligdag, og især tidligere steder hvor jeg har været ansat”. Citat slut.
Den anden mail rummer samme essens, men også en tilføjelse af, at man jo ikke kommer langt ved åbent at erklære over for business, hvor problemets rod virkelig er. Business ejer jo i sidste ende pengepungen, og et dårligt indbyrdes forhold vil udgøre et problem.
14. maj 2008 kl. 10:46
Ja det er rigtigt at det er et møsterbrud, men i Danmark er der også nogle super eksempler men vi høre bare ikke så tit om det.