Dorte Toft
Medforfatter af "Bedrag" om Stein Bagger-sagen, hvor Bizzen-bloggen spiller en væsentlig rolle. Har modtaget eJour-prisen, IT-prisen, FUJ-prisen og Publicistprisen for sin journalistik. Desuden nomineret til Cavling-prisen i 2009.
Lykkelig i nørdland. Hvem bygger fremtiden? Gyldendal, 256 s., kr. 249,95.
Læs mere hos Boghuset eller download bogen gratis her.
Når historien om præsident George Bush en dag skal skrives, kan der meget vel mangle vigtige mails, ligesom der kan indgå mails med manipuleret indhold, og det på trods af, at der lige siden 1993 har ligget et ufravigeligt lovmæssigt krav om, at alle elektroniske dokumenter, inklusive mails, skal arkiveres på sikker og umanipulerbar vis.
Det fortæller det anerkendte netmedie, Ars Technica om under overskriften: “An elephant never forgets? George W. Bush’s lost e-mails”. Anledningen er, at Bush-administrationen for nylig har fået en hævet pegefinger fra det juridiske system, fordi man ikke kan redegøre for manglende mails i to sager.
Historien får mig til at tænke på to ting. Den ene var, da investeringsbanken Morgan Stanley endte med en bøde på 15 millioner dollar for ikke at kunne finde relevante mails frem til finansmyndigheden SEC. Den anden sag vedrører en tidligere præsident, nemlig Richard Nixon. Hvordan ville råddenskaben, der udmøntede sig i Watergate-affæren, være blevet afsløret, hvis man ikke havde haft båndoptagelserne fra Det hvide Hus? Og jovist, der var slettet på visse bånd, men det blev jo opdaget.
I dag er mails jo blevet en af de allervigtigste kommunikationskanaler, hvor man end ser sig om i erhvervsliv og offentlig administration. Derfor kan det være en alvorlig sag, hvis man ikke har styr på dem.
Ifølge Ars Technica er det et teknologiskifte, der har gjort Bush-regimet “utilregneligt”, hvad angår dokumentation. Under præsident Bill Clinton blev der opbygget et system, der pr. automatik indekserede mails og sikrede, at der ikke kunne manipuleres med indholdet.
Det gamle system var bygget på Lotus Notes, der nu er ejet af IBM, men som i mange år var det tunge erhvervslivs foretrukne mailsystem. Siden er adskillige skiftet over på Microsofts Outlook/Exchange platform, og det gælder også Det hvide Hus. Problemet er tilsyneladende, at Bush-administrationen vælger at tilknyttet et journaliseringssystem, der ikke fungerer pr. automatik, men ad hoc, når folk har tid til det, som ikke er særligt konsekvent i indekseringen, og som heller ikke sikrer de arkiverede mails mod at blive ændret.
Et forsøg på at koble Microsoft-systemet op mod arkiveringsdelen af Lotus-produktet er mislykkedes, og ligeledes et projekt vedrørende udvikling af et arkiveringssystem skræddersyet til Det hvide Hus. Der arbejdet fortsat på at få sat et nyt, mere professionelt system på plads.
Og hvorfor jeg hæfter mig ved Bush-regimet? Det skyldes ikke kun den amerikanske historieskrivning. Det skyldes også, at jeg stadig oftere oplever, at embedsmænd og politikere herhjemme omfortolker (for nu at bruge et pænt ord) virkeligheden for ikke at komme i klemme. Det “privilegium” er ikke længere forbeholdt erhvervslivet. Men jeg er faktisk mere bekymret, når embedsmænd og politikere omfortolker, fordi risikoen for, at der går Kafka i det, øges. Derfor er det for mig så afgørende, at der ikke kan så tvivl om, at mails og andre dokumenter altid arkiveres til punkt og prikke og på en måde, der forhindrer, at nogen kan manipulere med indholdet.
Hvordan har du det med den sag?
6. maj 2008 kl. 16:10
Bush-systemet minder såvidt jeg kan se meget om det danske, en mail journaliseres normalt kun, hvis sagsbehandleren sender den til journalen til journalisering (arkivering), hvilket kun sker sjældent.
Men det mærkelige er, at efter IT-revolutionen journaliseres en langt mindre del af dokumentinformationen end i papirtiden, så det er i dag langt sværere at rekontruere hvem der gjorde hvad i en sag end dengang.
Da jeg startede som student i et ministerium for 38 år siden var sagsgangen følgende: Jeg skrev et udkast (koncept, der så blev maskinskrevet i skrivestuen med dobbelt linieafstand, det afleverede jeg med mine initialer til næste led i kæden, der rettede med fyldepen med godkendt holdbart blæk, satte sine initialer osv. Først når det var godkendt af sidste led, fx departementschefen, blev det renskrevet til fx ministerens underskrift. Men det renskrevne koncept blev journaliseret, og da det en dag lykkedes mig at skrive et glimrende brev, bare til en forkert adressat, var det helt klart i sagen at det var mig der havde kvæget mig:-)
I dag ville brevet blive udskrevet på ny, hver gang et komma blev ændret, og inden ville med sikkerhed kunne sige hvor fejlen var dukket op.
Indlægget er ikke en opfordring til at vende tilbage til skrivestuer, overreferenter og elektriske skrivemaskiner, men til at få etableret et effektivt fælles offentligt journalsystem. Jeg er sikker på, at forskere vil forbande perioden fra midtfirserne og frem til den dag hvor vi måtte få et ordentligt system, fordi det bliver meget svært at følge sagernes gang i den offentlige sektor
12. maj 2008 kl. 19:34
Tankevækkende indlæg. Jeg er overbevist om, at du har ret. Vi plages og vil blive plaget af store huller i den offentlig hukommelse. Sært, at det bare kan ske.
19. maj 2008 kl. 12:37
En bekendt, der er uddannet historiker, sagde for nogle år siden, at historieskrivningen ændrer karakter i enorm grad, fordi de kilder, som man før kunne grave sig ned i, ikke fremefter vil blive bevaret i formater, hvor man kan forvente årelang levetid.
Eksemplet med Watergate er meget præcist.
19. maj 2008 kl. 13:06
Ja, og gad vide hvor professionelt alle de gamle organisationer, der lovmæssigt skal føre arkiver, går til den nye teknik/til sikring af overførsel på andet, hvis en format forsvinder på en måde, så det bliver for dyrt, at bevare “læseren” – hvis en gruppe CD’ers levetid er for kort etc. etc.