Dorte Toft
Medforfatter af "Bedrag" om Stein Bagger-sagen, hvor Bizzen-bloggen spiller en væsentlig rolle. Har modtaget eJour-prisen, IT-prisen, FUJ-prisen og Publicistprisen for sin journalistik. Desuden nomineret til Cavling-prisen i 2009.
Lykkelig i nørdland. Hvem bygger fremtiden? Gyldendal, 256 s., kr. 249,95.
Læs mere hos Boghuset eller download bogen gratis her.
Alt, hvad der har med Google at gøre, vækker jo opsigt, og i mine noget sporadiske kig på nettet de sidste par uger har jeg hæftet mig ved to ting, nemlig Googles Knol samt søgemaskinen Cuil, der lanceres som en Google-konkurrent.
Og hvad er Knol så? “Første gang du søger på et emne, har du måske lyst til lige at læse en nærmere beskrivelse af det emne”. Nogenlunde således præsenterer Google sin Knol – et udtryk, der dækker “unit of knowledge” – en bid viden. Søgegiganten er ved at udvikle hele den infrastruktur, der skal få “knol’ene” til at vælte frem fra folk, der virkelig ved, hvad de skriver om, og fra alle de andre.
Ej Wikipedia-lig
Konceptet er anderledes en hos det berømte opslagsværk Wikipedia, hvor princippet er, at alle kan bidrage til én fyldestgørende definition. Med en “knol” er det den enkelte forfatter af videnstumpen, der alene har ordet, men andre kan dog bidrage i kommentarfeltet. Det er også frit for at 25 forskellige personer skriver hver sin knol om nøjagtig det samme emne.
Og hvordan skal vi andre så manøvrere i det knol-univers, hvor alt for smarte marketingfolk straks vil lægge deres definitioner på deres “produkt” ind som den eviggyldige sandhed? Googles løsning er, at læserne er dommerne. De kan via et klik markerer, om det er godt eller skidt, så hvad der stinker af ren marketing eller bezzerwisser-blålys ikke når frem til en pæn præsentation i forbindelse med søgeresultaterne.
Jeg erindrer en del gange, hvor jeg egentlig gerne ville have en nærmere definition i forbindelse med en søgning, og senest var det “hvilke uddannelsesretninger ligger inden for det naturvidenskabelige felt”. Jeg prøvede af få en definition både gennem at søge med de danske ord og med de engelske, men for vild i manglen på entydighed. Gad vide om en knol havde hjulpet? Problemet er blandt andet, at der også på universitetsniveau er forskellige holdninger til hvad der er inde og ude.
Til slut om Knol. Jo, forfatteren kan tillade annoncering ved sin knol. Google er jo en annoncebusiness.
Søgemirakel skuffer
Og så over til den nye søgemaskine, Cuil.com, der i skrivende stund har indekseret 121.617.892.992 websider. Den fik ved lanceringen i forgårs, så stor en omtale, som overgik den gamle Google med med hestelængder i gode og relevante resultater.
Jeg tog den letteste vej til en test. En søgning på eget navn. Cuil.com gav 8.500 svar. Det første ledsaget af et billede af Joachim Sperling – min medblogger på business.dk! Og hans smukke kontrafej dukkede op flere steder. Ellers var de indledende svareresultater domineret af en lang række gamle artikler, jeg havde skrevet skrevet for IDG News Service, da jeg arbejdede i Boston i 1999.
Samme søgning på Google gav 66.800 svar (og jeg så, at Bizzen – denne blog – der nu ligger på business.dk stadig rangerer lavere, end den oprindelige Bizzen på blogspot.com, selv om alt blev kopieret over, og skiftet i slutningen af 2007). Der er også lidt flere forskelllige “Dorte Toft”‘er med. Alt i alt synes Google også at prioritere det nyere bedre.
Forklaringen på opstandelsen over Cuil.com (som vist burde fremkalde udtalelen Cool) er måske, at denne nye søgemaskine er startet af ex-Googlere. Om min test duer? Well, jeg sidder jo i et lille hjørne af verden, som en helt ny søgemaskine måske ikke har mest fokus på her i starten. Men lad mig høre, hvis du har bedre erfaringer.
Styr på dine passwords
Og så lige til slut en lille link, der kan være af nytte for dem, der leder efter de mest effektive softwareværktøjer og tjenester til fremme af den personlige produktivitet. Der findes en blog netop med speciale i disse værktøjer, og her har skribenterne netop lavet hver sin oversigt over, hvad de bruger. Oversigten findes her på lifehacker.com, og jeg hæftede mig især ved redaktøren Gina Trapanis anbefaling af en tjeneste, der hjælper hende med at holde styr på sine brugernavne og password. Tjenesten er KeePass Password Safe, og jeg SKAL have afprøvet den for at få sluppet for en masse bøvl, men erfaringer modtages gerne her.
30. juli 2008 kl. 10:17
Cuil har virket fint for mig, og jeg er ved at varme op til endelig at vende Google ryggen. Men hvad er egentlig forretningsmodellen i Cuil – jeg kan ikke se nogen annoncer? Er det et filantropisk projekt – er internettets fremtid filantropisk (Wikipedia)? For hver kommerciel tjeneste på nettet, er der to der er gratis og bedre, og det gælder lige fra virusprogrammer til websteder med madopskrifter. Er Cuil et symptom på, at der ikke længere kan tjenes penge på viden? I så fald kan jeg proklamere: viden er blevet devalueret, og vidensøkonomien er et falsum. Go Cuil!
30. juli 2008 kl. 13:12
Således inspireret har jeg også testet mig selv.
Mit første indtryk var positivt – cuil.ccom genkender mig i dropdown listen sammen med bl.a. Claus Hjorth Frederiksen – men til gengæld er søgereultaterne på de første sider udelukkende Jaikku’s anprisning af at jeg tilmeldte mig den tjeneste for år tibage. Og selv på side 5 er 80% stadig Jaikku “spam”.
Ikke nogen særlig lovende test. Men det kanjo selvfølgelig gå fremad.
Google giver et væsentligt mere nuanceret billede omend det ses, at Linked, Facebook m.fl. er uhyggelig gode til at få deres sider eksponret på google.
30. juli 2008 kl. 17:05
Først og fremmest hilser jeg initiativet velkommen.
Men – jeg siger mig enig med dig Dorte. Søgningen på “Michael Leander” gav flere end 7 mill. resultater, mange af dem irrelevante, der er baseret på tags i blogs, og ingen af billederne er af mig.
Til gengæld synes jeg godt om ideen med at levere søgeresultatet med images. Forudsat, naturligvis, at det så er relevante images, der præsenteres.
Sammenlignet med Vista, virker denne beta version da lovende for fremtiden :- )