Dorte Toft
Medforfatter af "Bedrag" om Stein Bagger-sagen, hvor Bizzen-bloggen spiller en væsentlig rolle. Har modtaget eJour-prisen, IT-prisen, FUJ-prisen og Publicistprisen for sin journalistik. Desuden nomineret til Cavling-prisen i 2009.
Lykkelig i nørdland. Hvem bygger fremtiden? Gyldendal, 256 s., kr. 249,95.
Læs mere hos Boghuset eller download bogen gratis her.
E-mails er farlige. For eksempel læser jeg for nylig, at der ligefrem er amerikanske politikere og direktører, der er holdt op med at bruge e-mails af frygt for, at en sandhed eller en løgn måtte sive blot ved et klik. Men når jeg kalder dem farlige, gælder det noget helt andet.
E-mails er især farlige, fordi de er så fristende at bruge som overspringshandling, og når man gør det, så varer det alt for længe, inden man kommer tilbage på sporet igen (for os, der ikke er disciplinerede nok). Og så er mails farlige, fordi mange af os glemmer at trække vejret – i hvert fald dybt – når vi begraver os i vore mails med alt, hvad de vil og alt hvad man skylder.
De to sider af sagen, overspringshandlinger og mails effekt på åndedrættet, skriver jeg om i min klumme på bagsiden af Berlingske Business i morgen. Klummen præsenteres således:
E-mails giver dig iltmangel
At dykke ned i fyldte indbakker kan resultere i samme reaktion, som hvis du stod over for en giftig slange eller fem hærdebrede mænd en sen aften på et smalt fortorv. Det er følgen af e-mailapnø.
Her er nogle links til amerikanske Linda Stone, hvis blogindlæg på The Huffington Post gav inspirationen til klummen. Her skriver hun om det med, at man glemmer at trække vejret ordentligt, og hvad konsekvenserne er. Og her fortæller hun om sine egne typiske overspringshandlinger. At tjekke mails er den værst mulige.
Linda Stone, der jævnligt ses i en række anerkendte medier, har en fortid hos Apple og hos Microsoft Research. Første gang jeg blev opmærksom på hende, var da hun kom med begrebet Continuous Partial Attention, der handler om den konstante delvise opmærksomhed, nogle af os praktiserer. Den kommer af, at vi ikke vil risikere gå glip af noget som helst, ikke mails, ikke telefonopkald, ikke SMS’er, ikke seneste nyheder… fortsæt blot listen.
Jeg ser hyppigt, at afbrydelser bliver taget som vigtigere end personerne, man er sammen med, men måske ser jeg spøgelser.
Jeg tog i øvrigt også et kig ud hos det gode leksikon Wikipedia for at se definitioner på overspringshandlinger, og deres årsager. Mest står der hos den engelsksprogede Wikipedia, hvor man indledningsvis kan læse, at psykologer typisk ser overspringshandlinger som en måde at håndtere den angst, der er forbundet med at begynde eller fuldføre en opgave. Det britiske ord er procrastination. I danske Wikipedia ser man blandt andet en gren af overspringshandlinger benævnt som “akademisk rengøring”, der medfører, at det allervæsentligste udskydes til sidste øjeblik.
17. august 2008 kl. 21:40
Donald E. Knuth er foregangsmand her, han så lyset og droppede e-mail i 1990:
http://www-cs-faculty.stanford.edu/~knuth/email.html
18. august 2008 kl. 08:17
Hej Dorte.
Godt indlæg, om de tidsrøvende overspringsbevægelser.
Mht. panikken der kan brede sig når man tjekker sin Inbox, tillad mig da at henvise til artikel i Berlingske for et år siden:
http://www.berlingske.dk/article/20070824/livsstil/108241165/
Her står hvordan man tager magten over sin Inbox, altid har overblikket, og sørger for at ens emails til andre altid bliver besvaret(!).
Metoden kan også læses om på http://www.howtomanageemails.com, altsammen helt gratis :-)
Håber det kan hjælpe nogen, det har hjulpet mig overleve 10 år med 100+ emails per dag.
18. august 2008 kl. 19:51
Vildt nok med Donald E. Knuth, men det er ikke os alle der har en sekretær.
Måske er her mulighed for et koncept for et nyt firma. Der samler dine mails og en gang om ugen printer dem ud og sender dem til dig.
Dette firma skal dog have en god spam filtrering. :-)
Og forresten så gælder dette apnø også for facebook.
19. august 2008 kl. 11:00
Spændende læsning.
De fleste af os er jo tvangsindlagt til at anvende email på enten arbejdspladsen eller studiet.
Jeg sidder i en supportfunktion og skal selvfølgelig holde øje med om brugerne skriver mails med spørgsmål. Men jeg vil da godt indrømme at det kan være en tidsrøver og man bliver helt tosset i hovedet hvis man hele tiden skal svare på et eler andet.
Min pap-far har lavet sin egen email-politik. Han ser kun i sin indbakke 2-3 gange i løbet af en arbejdsdag. Det svarer jo lidt til den “gammeldags” metode hvor man modtager intern post et par gange om dagen. Dette giver ham mindre stress og gør ham i stand til at holde koncentrationen på de arbejdsopgaver han har.
Privat bruger jeg ikke mail særligt meget. i stedet er jeg dog tilhænger af MSN, Facebook og SMS, men email er kedeligt og formelt i forhold til de andre “sociale” kommunikationsformer.
Hvordan får vi mængden af emails ned? Nogle kollegaer nærmest nyder at overspamme en med 1000-vis af mails som der slet ikke var behov for at sende. men det er så nemt og man kan gemme sig bag sin email, i stedet for at tage en diskussion op på et følsomt emne…
- Indførelse af obligatorisk intranet hvor alle nyheder og informationer er opslået?
- suppler email med coporate instant messaging?
- http://www.computerworld.dk/art/46880/idc-instant-messaging-overhaler-e-mail?a=block&i=189
- http://www.comon.dk/news/saadan.ville.emma.gad.bruge.messenger_29736.html
20. august 2008 kl. 07:36
Sad netop og tænkte på, hvad man gjorde tidligere. Dengang man ikke havde email. Jeg har selv en baggrund som håndværker, og dengang havde vi hverken email eller mobiltelefon. Alligevel kom vi rundt til alle kunderne og jobbet blev udført.
Jeg har arbejdet på kontor de sidste ca. 10-12 år, hvor e-mail hele tiden har været en del del af den daglige kommunikation, og jeg kan ikke forestille mig et kontor uden email. Det er jo et fantastisk kommunikationsmiddel, men alt for for nemt at misbruge, og hvor er grænsen mellem hvad der skal kommunikeres i en mail og hvad der skal fortælles personligt, du ved, ansigt til ansigt. Og så er vi tilbage til det, jeg sad og funderede over: “Hvad gjorde man rundt omkring på landets kontorer, inden vi fik email?
25. august 2008 kl. 00:29
Jeg har startet et eksperiment – så få e-mails som muligt i den kommende uge – flere blogindlæg, mere chat og sikkert flere telefon-samtaler :-)
http://socialsquare.dk/2008/08/24/what-would-happen-if-you-didnt-write-any-e-mails-for-a-week/
25. august 2008 kl. 09:48
E-mails er et fantastisk middel til at kommunikere med omverdenen. Møde indkaldelser, navne data osv.
Desværre er der en tendens til at E-mail også bliver brugt til at kommunikere med sit netværk, dvs. misforståelser, stemning og humør er udelukket fra kommunikationen, hvilket jeg finder yderst kritisabelt.
Når jeg spørger min omgangskreds, om vi skal mødes ender det ofte med, at ordet e-mail kommer på tale, eks. send lige nogle datoer, tager vi den derfra. Og det er så hvis vi overhovedet taler sammen. Jeg synes E-mail er blevet et symptom på, at vi har for travlt med børn og job.
.. at kigge tilbage til dengang det ikke fandtes kan vi jo ikke bruge til noget konstruktivt. For hvad gjorde man dengang der ikke var motorveje, biler, glødetråden microchippen osv. Udviklingen er jo noget vi mennesker gerne vil have skal være og så lærer vi fra historien – vi bliver nok bare aldrig klogere, da udviklingen aldrig ligner det gamle!
E-mail er en gave, men den skal bruges med måde ellers glemmer vi at “snakke” og lytte!
25. august 2008 kl. 12:33
@ Jacob Vidkjær:
TAK!, og så fra en mand ;-)
Jeg er K midt i 40′erne og ved at gå i spåner over den tilsyneladende konstante “kommunikation” mellem folk – og den på samme tid fuldstændige mangel på nærvær!
For et par måneder siden så jeg i et månedsblad en “plus og minus-liste”.
På plussiden var gudhjælpemig anført at, “nu er alle aftaler tentave – dvs. de er så løse, at de kan aflyses i sidste øjeblik, hvis noget bedre skulle dukke op”.
!!!???!!!????
Helt så afslappet foregår det selvfølgelig ikke i den verden hvor tallene på bundlinen sætter Limbopinden, men den konstante tvangslytning til(især yngre) menneskers udbasunering af de sidste 24-timers udskejelser, parret med den åbenlyst stigende venden sig fysisk fra sin næstes beden om konkret hjælp eller bare et klap på kinden i en hård tid, får det til at vende sig i min mave.
Og rose mig selv endnu engang, for ikke at have sat flere mennesker på kloden, da jeg ikke bryder mig specielt om de nulevende abearters valgte styreform.
Som kompensation for denne, er jeg begyndt på et selvopdragelsesprojekt, der bl.a. går ud på, at sige TAK for fysisk samvær senest 2-3 dage efter det er foregået, at rose, at kigge i øjnene, og insistere på en konkret samtale omkring næste fysiske møde.
- hvis du ikke gider ofre de par kroner og minutter det tager at planlægge dette IRL!, GIDER jeg ikke spilde min kostbare livsessens på at være i din stressede nærhed.
Det er utroligt hvor hurtigt afhægtet og venneløs man kan blive!
Socialisering og smalltalk på mindre vigtigt niveau er også livsopretholdende – jeg vil bare godt selv være med til at bestemme HVOR overfladisk det skal være.
Og jeg er TRÆT af at hælde hjerteblod ud pr. mail.
Jeg vil have samtalepartnerens små udbrud og misbilligelse på mine vegne med, vil jeg, ellers kan jeg jo skrive til en Brevkasse!
Desuden er faren for misforståelser overhængende, fordi oprigtighed og stemmeleje ikke altid kan indikeres af Smileys, og f.eks. et afbud pr. sms simpelthen er for luset – slet og ret!
Og i øvrigt prøver at dirigere enhver med en mobiltelefon ind i folden af mennesker, der FORVENTES at have apparatet fastlimet til øret eller håndflade
n/monteret på pcskærmens øverste kant/siddende i holderen ved siden af toiletrullen!
Fordi det ellers er ens egen skyld, at man stod og kiggede på souffleén i ovnen eller trak vinen op, og derfor ikke så sidste øjebliks afbuddet til den middag man havde forberedt i timevis.
Det er bare overhovedet ikke i orden!
Og jeg vil have pli, respekt, empati, næstekærlighed, hjælpsomhed, høflighed, lavmælt samtale og hensyntagen til de omkringstående/boende tilbage – NU!
25. august 2008 kl. 19:40
Det er jo også en god rutine, hvis man lige tjekker med sig selv, før man skriver en mail, om det er fordi det en bekvem måde at slippe for “rigtig” kontakt, eller om det blot er den bedste kommunikationsform i den givne situation.
(Og jo, jeg kan have tendens til at vige tilbage for at ringe, selv om jeg måske burde. Og jeg er bestemt ikke alene)
Jeg vil i øvrigt også have alle de gamle dyder tilbage, men det er vel, hvad alle gamle mennesker har sagt igennem hele historien. Gad vide, om der er faktorer, der kan udløse en revival.