Dorte Toft
Medforfatter af "Bedrag" om Stein Bagger-sagen, hvor Bizzen-bloggen spiller en væsentlig rolle. Har modtaget eJour-prisen, IT-prisen, FUJ-prisen og Publicistprisen for sin journalistik. Desuden nomineret til Cavling-prisen i 2009.
Lykkelig i nørdland. Hvem bygger fremtiden? Gyldendal, 256 s., kr. 249,95.
Læs mere hos Boghuset eller download bogen gratis her.
Er Facebook en gave til erhvervslivet? Udgør Facebook og alle de andre sociale net, hvor millioner af mennesker afleverer masser af data, en risiko? Disse to emner dækkes i dette indlæg.
Jeg fik en stank af brændt barn i næsen, da jeg læste artiklen “Sådan tjener du penge på Facebook” i Berlingskes Nyhedsmagasin. Flere kloge mennesker anbefaler virksomheder at bruger Facebook som experimentarium for fremtidens forretningssucceser, men måske var det blot en stank af et spøgelse, jeg fik i næsen – af Second Life.
Det kraftige pres for at få erhvervslivet til at omarme Facebook, der ifølge opslagsværket Wikipedia havde over 130 millioner unikke besøgende i juni, minder mig grangiveligt om situationen for et par år siden. Den gang blev virksomheder fortalt, at hvis de ville have en fremtid, så MÅTTE de på Second Life – 3D-verdenen, hvor millioner af mennesker havde deres egen lille personlige digitale repræsentation i form af en avatar. Bag presset stod typisk organisationer/firmaer, der tjente på at rådgive om Second Life og på at “bygge” i den virtuelle verden, hvor man jo blot køber sig et goldt stykke land.
Uretfærdig kobling
At jeg forbinder de to fænomener, Facebook og Second Life, er på sin vis uretfærdigt, for jeg kan jo se, at min egen aktivitet på Facebook, der endnu er ganske begrænset, alligevel giver mig langt mere relevant viden og oplevelser, end jeg fik i Second Life. Men jeg tror, at der er masser af virksomheder, der vil overleve fint uden at lave en Facebook-satsning, for eksempel de allerfleste inden for business-to-business segmentet. Men retfærdigvis må siges, at det især er business-to-consumer, som er i fokus for Facebook-pushet.
Nyhedsmagasinet citerer blandt andet Peter Svarre, der er et menneske med fornemmelsen for moderne former for kommunikation brusende i blodet. Han er blandt dem, der siger “Go, go”, når det gælder Facebook. Svarre har en nøglestilling hos mediehuset Hello Group, hvis medejer er den kendte investor, Morten Lund.
He loves Facebook
Svare har også skrevet om Facebook på det sociale netværk Kommunikationsforum, og her er afslutningen på indlægget med overskriften “I love Facebook”:
“Facebook er med andre ord en perfekt legeplads for den virksomhed, der ønsker at forstå, hvordan man kommunikerer med den moderne forbruger og den moderne medarbejder. Kan man ramme rigtigt på Facebook, er der også en god chance for, at man kan ramme rigtigt med resten af virksomhedens kommunikation og med produktet. Derfor er Facebook forretning. Derfor burde virksomheder elske Facebook.”
Peter Svarre fortæller om, hvorledes Facebook kan bruges som virksomheden intranet (det interne net med opslagstavler, videnbaser og meget andet rettet mod eget personale), og han fortæller om, hvorledes virksomheder kan lave applikationer – småprogrammer, som millionvis af Facebook-brugere måske vil bruge. Men lugte af reklame, det må den givne applikation ikke. Firmaet vil i stedet score anseelse på, at give folk noget, der fænger dem, hvad enten det gælder sjov eller hard core viden.
Nu får vi så se, hvad der sker. Foreløbig fortælles vi – ligesom med Second Life – om enkelte unge udviklingsfolk, der tjener millioner på at have udviklet noget til Facebook. Foreløbig hører vi om enkelte firmaer, der har taget Facebook i brug som intranet.
Læs Peter Svarres indlæg, hvis du vil have en ret så grundig introduktion til fænomentets betydning for erhvervslivet. Og så vil jeg tilføje, at jeg også selv spekulere lidt i retning af, om det er muligt at trække på Facebook-styrker i relation til et af mine egne projekter.
Kortlægning af dig
Og så til en helt anden sag, der også har noget med Facebook at gøre, nemlig min klumme i morgendagens Berlingske Business. Den har overskriften “Nettet giver en kortlægning af din psyke.”.
De af os, der i stort omfang lever og ånder på nettet forretningsmæssigt, er med på Facebook, LinkedIn, Plaxo, K-Forum, Twitter, Jaiku, FriendFeed og og og. Listen bliver længere dag for dag. Her forærer vi gavmildt viden væk om os selv og vores kontakter med andre, og en dag vil der være nogen, der professionelt sammenstykker brikkerne til et puslespil, der kan påstås at repræsentere din psykiske profil.
Gefundenes fressen for kriminelle
Vor herre bevares, siger jeg selv, hvor hvad vil marketingfolk ikke kunne få ud af dette, for ikke at tale om kriminelle, der vil lære, hvad der tricker dig, når de laver netbaserede angreb baserede på hvad der kaldes “social engineering”.
Men det vil komme. Om det vil være effektivt, ved jeg ikke, men der er en risiko for det, medmindre du og jeg begynder bevidst at mixe vores information med 20 procent løgn eller deromkring.
Inspirationen til klummen har været der længe, forårsaget af alle de mails, jeg får med anmodninger om at blive “ven”, om at prøve en given Facebook-applikation, om hvem af mine venner, der nu er blevet venner med andre, om hvem der har ændret status fra Married til Single etc. etc. Sparket fik jeg med dette blogindlæg “Psychological profiling on the net”, skrevet af journalist på Cnet, Elinor Mills – en meget skarp journalist, jeg tidligere har haft fornøjelsen af at have som kollega på IDG News Service. Tag en tur ud af alle hendes links i blogindlægget. Gode at blive klog på.
Total åbenhed giver størst fordele eller?
Hvad siger du? Har du holdningen, at du intet har at skjule – at det moderne menneske rask væk deler “sig selv” med andre, fordi man får så meget mere igen via nettet? Eller ender det således, at en forkert post på RKI (den største danske skyldnerregister) en gang i fremtiden vil være det rene barnemad mod, hvad du kan opleve, når nogen har lavet og solgt din karakterprofil?
25. august 2008 kl. 00:23
Open is the new default :-)
Og egentlig dækker det både min tilgang til FaceBook i virksomheder (og ja, hvis man tør åbenheden er der meget at hente og meget at lære om netværk som organiserings-princip – men jeg forstår omvendt godt de virksomheder der vælger at starte andre steder – for FaceBook er altså også meget fjollet efter min mening) og til den generelle tillid til fremmede, som er nødt til at være udgangspunktet, hvis vi skal kunne møde hinanden på nettet, skal kunne forme nye grupper og organisere os – uden organisationer.
Og hvis vi nu bare går udfra at vores handlinger på nettet er åbne for alle, så håber jeg, vi bliver sværere at snyde? For så vil vi lære, at de virkelige hemmeligheder, det vi af private årsager ikke vil dele med verden og det som vi ikke mener kommer alle andre ved – det skal altså ikke på nettet – ikke på Facebook, men heller ikke i e-mails eller blogindlæg.
Det skal ind i de lange, alvorlige, spændende, levende samtaler vi fører med andre mennesker af kød og blod ude i den virkelige verden.
Og ja – der vil altid være fjolser der forsøger at bruge teknologien til at skaffe sig kortsigtede gevinster, men der vil samtidig altid være nogen der kæmper imod – og jeg er sikker på, at vi i nær fremtid på regulerings-siden vil se nogle kampe om hvem der ejer personlige data, hvem der kan bruge personlige data og til hvad – og hvad prisen skal være for at misbruge data.
25. august 2008 kl. 13:01
Jeg tror, at man kan skelne mellem 2 metoder, som andre kan anvende til at ”misbruge” de personlige data, som man har publiceret om sig selv, nemlig:
• Interaktiv brug, hvor nogen i en bestemt anledning søger, finder, fortolker, sorterer og sammenstiller oplysninger om dig og dit levned
• Systematisk brug, hvor nogen automatisk og på struktureret vis opsamler, matcher og sammenstiller data om en given målgruppe
Den første brug – den interaktive – forekommer jo helt sikkert allerede.
Den anden brug – den systematiske – er der sikkert mange der gerne ville og nogen der prøver. Men det er uhyre vanskeligt. De fleste virksomheder, som i givet fald vil kunne tjene på dette, har som problemer nok med bare at få styr på de data, som de allerede har: ”Går man til bunds i data, finder man oftest et morads af fejl, dubletter, levende døde og meget andet.”. Disse problemer mangedobles, når man automatisk skal sammenstille med data ude fra skyen.
25. august 2008 kl. 13:25
Efter 10 år på internettet har jeg endnu ikke fået etableret nogle kontakter der, som jeg ikke i forvejen havde i det virkelige liv. Der er mange, der har en økonomisk interesse i at opvurdere betydningen af Facebook og slige (som for eksempel kommunikationsmanden i den artikel Toft referer til ovenfor). Men det er næppe andet end vage forhåbninger. Ingen andre end amazon har direkte kunne profitere af mine aktivivteter på nettet. Og hvis virksomheder eller kriminelle (eller en blanding af de to) skulle kunne profitere af datafangst på profilerne, er det kun fordi at de formår at overbevise eventuelle købere om, at disse data indeholder indtjeningsmuligheder … en dødfødt idé da ingen (andre end bagstræberiske, desperate kommunikaitonsfolk) længere tror på, at man kan lave forretning på at sælge målgrupper – den slags hører 90?erne til
25. august 2008 kl. 13:36
Siden du ved det misbruges kriminelt allerede, hvorfor så stille spørgsmålet?
Eller rettere spørgsmålet er om du stiller det rette spørgsmål !?
“Men det vil komme. Om det vil være effektivt, ved jeg ikke, men der er en risiko for det, medmindre du og jeg begynder bevidst at mixe vores information med 20 procent løgn eller deromkring.”
Hvorfor skulle vi mixe vores information med 20 procent løgn? Hvad skulle det hjælpe?
Den eneste måde at få fordelene uden at sikkerheden smelter er virtualisering – dvs. så man kan have den rene basis for transkationer uden risiko, trusler, udfordringer og belastninger af sammenblanding med tidligere eller trusen for fremtidige irelevante forhold.
Ja, der er en masse information derude. Og ja det bliver allerede misbrugt både kriminelt, kommericelt og på andre måder. Og det vil blive værre.
Det kan også vendes – men ikke før folk begynder at stille de rigtige spørgsmål.
25. august 2008 kl. 13:39
Vi, vores færden og personlige data på Nettet bliver allerede misbrugt i stor stil.
Jeg startede som lalleglad YahooMail-bruger, efter at have mistet al maildata da en pc blev stjålet.
Jeg blev dog stigende irriteret over, at der i højre side af skærmen, er en aflang boks, hvori alskens ultrabevægelige og ofte skrigkulørte reklamer udfolder sig.
på et tidspunkt var det lykkedes mig at installere et lille gratisprogram, der – åh lykke! – simpelthen blokerede grafikken i nævnte stribe.
Efter en pc-rensning foretaget af en velmenende ven, forsvandt dette program, og jeg har ikke fundet det siden.(Det var ikke en almindelig pop-up-blokker, da alt andet stadig fungerede mens jeg brugte nævnte program.)
Og da først muligheden for at klikke en tilsendt mail op i et fullsizewindow forsvandt, og der nu kommer en VILDT irriterende teaser på betalingsYahoomail op, hvergang jeg trykker på pilen i højre side, der kan trække mailen hen over reklamesøjlen,lavede jeg en anbefalet Gmail.
Men det tog dælme ikke længe før jeg opdagede, at der simpelthen ag Googlebizz bliver aktivt spioneret direkte i det skrevne indhold i mine mails, idét reklameboksene – der godt nok står stille og er ren tekst – på Gmail, SJOVT nok direkte refererer til det emne jeg har skrevet med modtageren om!!!
Hidtil har jeg kategorisk nægtet at udfylde kolonner med “afkryds venligst
disse emner, som vil HJÆLPE dig med at få informationer som DU interesserer dig for”, lagt 100 år til min alder osv., fordi jeg ikke gider mere pådutning af nogetsomhelst.
Nu gider jeg så godt modtage informationer om
en god ( IKKE MS-relateret) reklamefri mailservice, hvis der er nogle der skulle ligge inde med viden om en sådan.
25. august 2008 kl. 19:33
@ Trine-Maria. Umiddelbart sagde vel både firmaer som Facebook og Google, at de ejede VORE data… så ja, der bliver nogle interessante kampe, og så vidt jeg husker, så er det f.eks. blevet muligt at slette sig selv fra Facebook, hvilket vist var umuligt i starten. Der er jo også den anden trussel, som vi har set praktiseret af både Facebook og Google – at de pludselig slukker og lukker for en flittig bruger og ikke altid af gennemskuelige årsager.
@ Henrik L.S. God vinkel det med det problem, der også er i forvejen med datakvaliteten.
@ Preben. Der handles jo allerede med persondata blandt kriminelle, så nogen er altså villige til at betale for “målgrupper”:-)
@ loretta. At Gmail kører ordene i mails igennem et filter for at placere annoncer har jo været kendt stort set altid. Synd, at ingen fortalte dig det. Men ud af de ejendommelig annoncer, der indimellem placeres på ens mails, ser man også, at Google IKKE kigger på indhold – hvad sætningen går på – kun på enkeltord. Min personlige vurdering er, at hvad jeg får ud af Gmail af god mailfunktionalitet, overgår minusset ved, at der sker en scanning af min mail på de nuller og ettaller, der danner ord.
Desværre kan jeg ikke hjælpe dig med anbefaling af en reklamefri service, men mon ikke andre kan.
26. august 2008 kl. 09:11
Sidst jeg googlede “social network fatigue” fik jeg 12.300 hits…
26. august 2008 kl. 09:17
Tjaaa.. hvor meget, hvilke og til hvem du spreder dine informationer Dorte er jo iblandet en faglig-/erhvervsdel.
Personligt har jeg kendt internettet før navnet blev moderne i DK, og jeg har aldrig spredt eller afgivet unødvendige oplysninger. Bruger ingen af de utallige ‘hype’tjenester nævnt i din blog.
Lader du også din dør stå ulåst, og giver alle adgang til din fysiske snailmail post Dorte ;-)
Hvis en udbyder ønsker oplysninger udover det nødvendige, så har jeg ingen interesse i tjenesten. Ligeledes hvis software har lidt for travlt med ikke aktiverede opgaver, så bliver det omgående smidt ud. Har nok for mange år i faget og ved, at alt bliver brugt + misbrugt.
28. august 2008 kl. 20:22
Well – selvom Dorte får præsenteret mig som lidt af en web 2.0 varmluftsballon, så er jeg faktisk ret enig i Dortes betragtninger omkring henholdsvis Facebook og Second Life.
I min optik var Second Life altid et ret uinteressant fænomen fra et forretningssynspunkt – i modsætning til Facebook, som åbenlyst har et utal af muligheder for at skabe forretning på den ene og den anden måde. Det hænger sammen med, at SL og FB faktisk er to vidt forskellige fænomener: Hvor SL handlede om at lege med alternative (virtuelle) identiteter, handler FB om det stik modsatte, nemlig at turbobooste sin egen virkelige identitet ved hjælp af det digitale netværk. For os, der primært lever (og holder af at leve) i en fysisk virkelighed, er Facebook og andre online netværk altså en mulighed for at kommunikere, interagere og reklamere med en masse andre mennesker, der også lever i en fysisk verden.
Når det så er sagt, så er Facebook da bestemt heller ikke den oplagte forretningskanal for alle typer af virksomheder. Men Facebook er alligevel et fænomen, som de fleste virksomheder har svært ved at komme udenom af den simple årsag, at flere og flere af deres medarbejdere befinder sig på Facebook, hvilket alt andet lige, kan få både positive og negative konsekvenser for virksomheden.
Som Dorte også skriver, har jeg skrevet en del om disse ting på min blog http://www.petersvarre.dk, så jeg vil ikke gå i dybden med mine pointer her, men blot henvise til min blog, hvor jeg også i fremtiden vil skrive mere om dette ;-)
30. august 2008 kl. 08:58
Den faglige del
Det store problem her er sammenblandingen mellem det erhversrettede og det personlige.
Hvis du som sælger via sådanne netværk kan få adgang til at sælge så er du fagligt glad herfor. Og hvis din indtægt afhænger af at du gør noget som ofrer / tilsidesætter andre hensyn så er du naturligvis disponeret herfor.
Problemet er imidlertid at hele setuppet fungerer på angribernes vilkår, dvs. forsvarsmekanismerne er nærmest ikke-eksisterende fordi det drives af angribernes interesse i at angribe og betale herfor. Så længe det kun er reklamer er problemet måske til at overse, men angrebene eskalerer hurtigt – også udover det rent kommercielle.
Et centralt spørgsmål er derfor hvordan man totalt adskiller det personlige sociale aspekt fra det fagligt/kommercielle.
Hvis mennesker ønsker at leve et digitalt promiskiøst liv kan og bør man ikke forhindre dem i det. Men hovedproblemet er, hvorvidt vi tvinger folk til at være promiskiøse for overhovedet at kunne leve.