For få minutter siden dumpede en advarsel ind i min mailboks med ordet “Virusalarm” på emnelinien. I mailen blev advaret mod at kigge nærmere på en mulig mail, der ville ankomme med et bilag, der vil hedde “Postkort fra Hallmark”. Klikkede man på bilaget ville der ske alskens ondt. Og advarselsmailen opfordrer til, man sender mailen videre til alle man kender/har i sin mail-adressebog.
Det gør folk så desværre. Formålet med sådanne kædebreve er imidlertid i bedste fald at drille. Den oprindelige afsender sætter gang i en storm af mails, der løber på kryds og tværs, og i dette tilfælde lyder rådet i mailen således: “Slet straks mailen og sluk straks computeren”. Man mangler kun “Og hold op med at trække vejret”.
I værste fald er formålet at få fat på indholdet i en masse menneskers adressebøger, at få folk til at klikke på et vedlagt bilag f.eks. med gode råd (der så vil downloade ondartet kode) eller at få folk til at klikke ind på en link, der bringer en til et ondartet websted
Den mail, som jeg fik har været omkring to personers adressebøger, så jeg har fået en masse menneskers mailadresser blot ved at kigge i “til”-feltet og tidligere til felter.
Der fortælles mere om problemer og farer ved at sende kædebreve videre på webstedet wiredsafety.org.
Husk også jævntligt at advare mindre erfarne netgængere i familie/vennekredsen mod at falde for denne slags advarsler, der jo synes så venligt ment og så appellerende til at hjælpe andre.
PS: Tak til personen, der fik samme varselsmail som jeg og som efterfølgende pegede på wiredsafety.org.
20. november 2008 kl. 15:06
[...] Dorte Toft tells you that you shouldn’t. [...]
20. november 2008 kl. 19:21
Hallmark-kædebrevet er ikke nyt. Jeg modtog det igen for en lille uge siden, og kunne med sindsro slette mailen, som jeg genkendte, da den allerede for et halvt års tid siden havnede i min mailboks. Også dengang var der en tilsvarende omtale af den – i avisen eller på nettet.
Mvh
Søren Iversen
25. november 2008 kl. 14:46
Jeg fik lige Hallmark kædebrevet og sendte en besked tilbage til afsenderen – som jeg kender – med et link til dette blogindlæg.
Det er ikke første gang vedkommende har sendt sådan een, med en hel stribe af navne og adresser synlige, men nu får jeg se om lidt oplysning ikke hjælper på det.
27. november 2008 kl. 20:25
denne type af mails er meget gammel, den var meget udbredt for 10 år siden, formålet med den er at indsamle email-adresser.
Spam mails er blevet et meget stort problem, og den bedste måde at undgå det på er ikke at installere diverse spamfiltre, men at brugerne bruger den indvendige side af hjerneskallen, og nu kommer det med stort BRUG ALDRIG FORWARD TIL GRUPPER, LÆG ALDRIG E-MAIL ADRESSER PÅ INTERNETTET, OG TRO ALDRIG PÅ AT AFSENDEREN AF EN EMAIL ER DEN DU SER I FRA FELTET.