Jeg har før skrevet her på Bizzen om, hvorledes to pc-skærme øger din produktivitet. Hos New York Times fandt jeg en ny solid artikel, der går nogle skridt videre end blot én eller to skærme.
Jeg hæftede mig ved en væsentlig ting, jeg hidtil har overset, nemlig, at med to skærme (eller en meget stor), så mindskes risikoen for, at man ryger for længe ud af en tangent, helt væk fra den egentlige opgave.
Og ja. Hvem kender ikke Google-søgningen, der lige er nødvendig til opgaven vi løser? Vi ender med først at komme retur til opgaven efter 15 minutter svinkeærinder, der kan have været nok så interessante, men ikke 15 minutter værd i den aktuelle situation. Har vi hovedopgaven stående fremme på den anden skærm, mindskes risikoen for langvarige svinkeærinder, lyder vurderingen.
Skærme er billige nu, kære arbejdsgivere! Og jo, jeg har ekstra skærm på mit kælderkontor. Desværre foretrækker jeg ofte at arbejde hjemme i en lænestol eller sengen, hvor det er svært med ekstra skærm, men har ThinkPad-producenter Lenovo måske en halvløsning med halvanden skærm. Tjek Thinkpad W700ds – anmeldelse og foto her hos Computerworld US.
I New York Times-artiklen eksperimenteres også med at have én skærm på højkant, så et langt dokument kan læses, uden at der skal scrolles, og den anden skærm på almindelig “bredkant”. Kombinationen synes at være den bedste.
Charmekampagner over for unge
Både IT Branchen og Ingeniørforeningen (med flere) er gået ud med kampagner, der skal trække unge til henholdsvis it- og ingeniørfag. Og begge har – a pro pos diskussionen om engelsk-dominansen på universiteterne – valgt at give deres kampagnesteder engelske navne.
IT Branchens er choosedifferent.com. Her er korte fortællinger og videoindslag om rollemodeller plus en lille test, om hvad den unge helst vil.
Ingeniørcharmen ses på engineers.swdc.dk. Her er fokus på et lille spil i Trivial Pursuit stil. Spørgsmålene handler om, hvordan den unges viden er i relation til, hvad der tæller på de forskellige ingeniørretninger. Spillets it-tekniske udførelse får dog nogle drøje hug på Ingeniørens web-sted, også i kommentarfeltet.
Nu bør jeg jo vare min tunge, da jeg absolut er inhabil. Også jeg arbejder på en charmekampagne, der dog skal øge interessen for både it og ingeniørkunst, men den er så rettet mod unge piger. Projektets blog er på lykkeliginoerdland.dk, og den er forsømt lige som det tilhørende bogarbejde, men forhåbentlig lysner det snart.
Kampagner, der springer ud i fuld blomst i den værste krise længe? Jamen, når det gælder disse områder, så er det måske godt. De synes at være blandt de mest recessionssikre, og det må jo tælle ekstra.
Datalogernes sans for programmering
På en anden blog, ført på Version2 af den knivskarpe ingeniør Poul-Henning Kamp, rejses imidlertid et spørgsmål om universitetesstudiet, datalogi. Det gælder her DIKU, der er datalogisk institut på Københavns Universitet.
Poul-Henning Kamp er ikke begejstret for DIKU, eller rettere for de dataloger, der udklækkes der. Ikke hvis de skal bruges som programmører i praktisk sammenhæng.
Ifølge ham, er der lavstatus i at kode for DIKU-dataloger. Jeg har dog tidligere hørt, at også blandt it-ingeniører kan samme holdning spores. Programmering – det har man folk til!
Kamp spiller op til debat, og den kommer i rigeligt mål i debatfeltet.
Misk Mask
Det var så lidt inspiration til weekend-læsning og måske til debat her. Misk-mask, men det går nok.

16. januar 2009 kl. 15:03
Som mac-afficionado må jeg lige sparke en kommentar ind ang. to eller flere skærme. I OSX Leopard kan man oprette flere workspaces, hvor man kan parkere overspringshandlingerne til senere granskning. Det fungerer også fint i sofaen :-)
16. januar 2009 kl. 21:42
Det med at tilføje flere skærme til sit arbejdsmiljø kan sagtens gøres for ingen penge.
DisplayLink har udviklet et produkt, som kan forbinde en hvilken som helst skærm til en usb-port via en konverter – og så kan man tilføje alle de skærme man har brug for gennem usb-porten. Virker fint, hastigheden er ok til normalt arbejde, det er nemt at tilslutte og virker både til laptops og stationære.
Se et eksempel her: http://www.displaylink.com/how_it_works.html
16. januar 2009 kl. 21:59
Ang. charmeoffensiv for ingeniøruddannelserne; så er der kommet et spil- og info-site, som ser ud til at kunne ramme målgruppen bedre: http://www.go-ing.dk