Dorte Toft
Medforfatter af "Bedrag" om Stein Bagger-sagen, hvor Bizzen-bloggen spiller en væsentlig rolle. Har modtaget eJour-prisen, IT-prisen, FUJ-prisen og Publicistprisen for sin journalistik. Desuden nomineret til Cavling-prisen i 2009.
Lykkelig i nørdland. Hvem bygger fremtiden? Gyldendal, 256 s., kr. 249,95.
Læs mere hos Boghuset eller download bogen gratis her.
Om man skal bygge sig et hus, på sit livs rejse til Langbortistan eller blot lave et nyt køkken, så er en ting helt sikker, nemlig intet er helt sikkert. Man ændrer og ændrer undervejs i planlægningen. Man bliver klogere, jo tættere man når slutresultatet. Det, der så ideelt ud på blokken, holder ikke til, hvad der viser sig rigtigst.
Men når det offentlige ønsker et nyt it-system til 250 millioner kroner, som skal udvikles over 2-3 år, så forventes opdragsgiveren at vide alt på forhånd. Leverandøren, der byder ind på udbuddet, får stort set en bunden opgave. Men der er jo altid mirakelteknologi undervejs.
Og surprise, surprise. Rigsrevisionen påtaler, at der er overskridelser af budget og/eller tidsplaner, og medier finder ud af, at der er endnu større overskridelser på endnu flere systemer.
Og når de nye systemer endelig afleveres til afsluttende test blandt de sagesløse brugere 5 minutter i 12, så tårner utilfredsheden sig op.
Men nu lover finansminister Lars Løkke Rasmussen, at han vil finde en måde at sikre det offentlige bedre mod fejlende it-projekter. Ministeren nedsætter en arbejdsgruppe, hvor repræsentanter for en lang række ministerier skal drøfte situationen og inddrage eksterne eksperter.
Hvor store er din forhåbninger til resultatet herfra?
Størstedelen af årsager til problemer og råd til, hvorledes de undgås, blev allerede fremlagt i den såkaldte Bonnerup-rapport i 2001.
Rapporten er navngivet efter den tidligere departementschef Erik Bonnerup, der udmærker sig ved en stor it-kyndighed. Den er opnået blandt andet som direktør for Statsanstalten for Livsforsikring. Bonnerup stod i øvrigt i spidsen for privatiseringen af dette selskab.
Men nej. 2001-rapporten fra Bonnerup-udvalget er kun en vejledning, lyder det nu. Og “vi er hinsides vejledninger”, siger Finansministeriets digitaliseringschef, Lars Frelle-Petersen til Computerworld, der her har en solid dækning af problematikken. Klik dig også gerne ind på beskrivelserne af fire store nødlidende statslige it-projekter.
Jeg kommer ind på problemer med de offentlige udbud og it-projekterne i min klumme i Berlingske Business i morgen. Overskriften er “Politiets molbo-IT er blot et symptom”.
Jeg vil desuden i ugens løb her på bloggen kommer nærmere ind på, hvorfor det går galt, og hvad kloge folk har af forslag. Stay tuned, og bidrag gerne.
25. januar 2009 kl. 21:32
Hejsa,
Mit lille bidrag.
Citat fra den linkede artikkel: “Arbejdsgruppen skal blandt andet se på samarbejdet med større leverandører..”
Jeg ser ikke løsningen ligge hos de store leverandører men hos de små og mellemstore leverandører. Tænk hvad der ville ske hvis vi gik ud og sagde, “Vis os tillid og lad os køre et stort offentlig IT-projekt. I ville få den rigtige pris første gang(og det er ikke sikkert de kan lide det), vi ville stille krav til jer som vores kunde men til gengæld ville i få en løsning til tiden, prisen og som dækker jeres behov” ?
Så ville de måske sige “I er for lille og det har vi ikke tillid til” og konklusionen må vel være at vi skal vente 1-2 år indtil de store leverandører og staten har set hvad de mindre leverandører er i stand til. Jeg kan også se at der er kommet mange små leverandører med på den sidste SKI aftale, så et skifte er nok på vej.
Små autonome enheder er vejen frem i produktionssammenhæng, en stor virksomhed kan ikke løse et stort projekter selv, siger min erfaring mig. Det er ikke fordi der er noget i vejen med store virksomheder men pga deres størrelse i organisatioen har de en tendens til at opbygge en meta virkelighed omkring et stort projekt som de bruger til at navigere efter. Mindre virksomheder har bedre mulighed for at kigge ned i maskinrummet, specielt hvis de mener agilt alvorligt.
Hilsen Frank Bengtsson
25. januar 2009 kl. 22:11
Frank Bengtsson 25. januar 2009 kl. 21:32
Det var et ægte reklameindlæg Frank, incl. reklamelink.
Det hjælper dig ikke selvom dit firma måske er dygtigt nok. Dit firma kommer til i lang tid fremover at mærke at politikerne vil sky alle løsninger som kunne ligne de overståede sager omkring ambulancer og rekruttering af indiske læger.
Det er ikke tilfældigt man søger efter store virksomheder. Men de skal selvfølgelig heller ikke være i IT-Factory klassen.
25. januar 2009 kl. 23:59
Hej Claus,
Det var netop ikke meningen at reklamere og der stod at det kun var mit navn som ville blive oplyst og ikke links og hvad der ellers fulgte med, Så det beklager jeg. “Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes”.
Jeg tror ikke jeg forstår dit indlæg ? Du må gerne uddybe lidt mere.
Hilsen Frank
26. januar 2009 kl. 01:57
Jeg skal ikke blande mig i dine bevæggrunde Frank. Grundlæggende er det jo sundt at nogen har noget at byde på som kan gøre offentlig virksomhed til en effektiv service.
Men når jeg taler om ambulancer og indiske læger så regner jeg med at du er bekendt med at her har politikerne brændt fingrene ganske grundigt. De gik efter det nominelt billigste tilbud uden at tage de afgørende forhold i betragtning. Det handler om firmaets evne til at leve op til kontraktens betingelser(et lille privat svensk ambulancefirma uden egenkapital) eller nogle useriøse virksomhedsledere(private indere som boede vist i Haslev uden referencer eller kendskab til hvad de bød på).
Jeg har intet kendskab til din virksomhed men det du er oppe mod er politikernes behov for at sikre sig mod at noget lignende vil kunne ske igen.
IT-Factory kender jeg ikke noget særligt til. Jeg har forstået at det handler om brudt tillid til storhed.
Politikerne ved grundlæggende ikke hvad de har med at gøre når de skal vurdere produkter og værdier. Det er også ganske svært. Hvis du vil have et kursus kan jeg anbefale dig at se Nachtstudio fra i dag. Du kan finde det på ZDF Mediathek. Det hvad penge og værdier betyder. Her går politikerne fejl men de kan ikke tillade sig at gentage katastrofer som vi stadig husker.
Een ting har politikerne vist lært og det er at IT projekter er ustyrlige. Det kan være rigtigt eller forkert. Jeg mener det er forkert men for de politikere vi har, er det måske nok korrekt.
26. januar 2009 kl. 08:28
Det er ikke kun det offentlige som har store budgetoverskridelser – i det private er vi blot bedre til at “skjule” tingene bl.a. fordi det ikke er skatteyderpenge der er i spil…
Der er een ting som går igennem alle dén slags nødlidende projetker – offentlige og private. Typisk er kravspecifikationen (hvad der skal leveres) uklar. Kunde og leverandør kan f.eks. være enige om at systemet skal kunne XXX men ikke have aftalt hvordan XXX skal udføres. Det kan være en meget dyr diskussion. Dertil kommer at leverandørerne ofte stiller garantier som kunden lægger stor vægt på (og som leverandøren stiller uden ordentlig eftertanke) som ikke konkretiseres og således ikke er forventningsafstemt. Det kan ligeså være en meget dyr diskussion.
Uklare kravsspesifikationer og garantier er en farlig kombination.
De samme forhold har såvidt jeg kan se været tilstede i forbindelse med DSB’s IC4 kontrakt – så det gælder langt fra kun IT projekter.
26. januar 2009 kl. 10:04
@ Frank Bengtsson. Teksten før boksen til blogkommentar er ikke helt rigtig:-)Hvis skribent oplyser URL, bliver fornavn/efternavn pr. automatik til en link, og det er normalt en god service for læseren, der gerne vil vide lidt mere om afsenderens baggrund.
Der har været enkelte, der har misbrugt koblingen til ren reklame, men jeg ser ikke selv ikke dit indlæg ud fra den vinkel. Indlægget falder også i tråd med debatten, der var tidligere:
http://bizzen.blogs.business.dk/2009/01/15/offentlig-prispolitik-g%C3%B8r-slagteren-til-kirurg/
Tilføjelse kl. 11.20. Her er fagfolk på it-fronten inde på de offentlige it-problemer. Godt indlæg på bloggen EA Fellows (Enterprise Architect Professionals):
http://www.eafellows.com/?p=206
26. januar 2009 kl. 12:48
Jeg tror grundlæggende problemet er, at man i det offentlige 1) Ikke ved hvad man vil have og 2) Ikke forstår hvad der muligt.
Ledelsen foregår alt for ofte fra en politisk eller financiel baggrund; de starter med en ide om at “vi skal have noget der kan det samme som det gamle system, bare bedre”, og så begynder de at bunke ambitionerne på uden reference til virkeligheden.
Den anden fejl de ofte – altid – begår er at de tror et “stort” projekt er et der håndterer mange data eller bruges af mange mennesker. Det er helt ved siden af – mange af de offentlige systemer er egentlig ikke fra naturens hånd “store” i EDB sammenhænge. Der er fx ingen logisk grund til at det koordinerede tilmeldingssystem til højere uddannelser skulle være et gigantisk projekt.
Den tredie misforståelse, efter min mening, er at man tror at et stort EDB firma vil være godt til at håndtere den slags opgaver. Problemet her er, at et stort firma vil have en tendens til at se alle problemer som noget der skal løses med noget stort af folk med fine titler og høj uddannelse. Ikke et ondt ord om de veluddannede, men meget ofte ser man at den dybe tallerken lige skal genopfindes – og man ender med at insistere på at folk skal lære at gøre tingene på en ny måde. Dette til trods for at de folk, der har arbejdet med tingene i måske årtier allerede har udviklet en metode der er praktisk og formålstjenlig.
Hvad man skulle tage og gøre i de fleste tilfælde er: tag et open source projekt som ser ud til at være næsten godt nok, og så bøj det i facon, så at sige. Og hvis der ikke findes et projekt, så start et. Det er langt billigere og det kan umuligt komme til at tage længere tid.
26. januar 2009 kl. 16:38
Jan Andersen 26. januar 2009 kl. 12:48
“Hvad man skulle tage og gøre i de fleste tilfælde er: tag et open source projekt som ser ud til at være næsten godt nok, og så bøj det i facon, så at sige. Og hvis der ikke findes et projekt, så start et. Det er langt billigere og det kan umuligt komme til at tage længere tid.”
Selv hvis du skulle have ret i dine antagelser vil det normalt støde på udbudsreglerne i EU. Det synspubnkt du forfægter har reelt ikke været gangbart i de sidste 15 år.
26. januar 2009 kl. 19:00
@Claus Sønderkøge
Det er ikke fordi jeg vil nedgøre dig på nogen måde, men jeg har på fornemmelsen, at du aldrig har haft noget med offentlige systemer at gøre.
Hvad jeg ved, ligger der ikke noget Open Source, der lige med et snuptag kan tilrettes.
Det er en del år jeg selv har haft med det offentlige og IT at gøre, men jeg kan ikke forstille mig at der er sket en revolution.
Personligt tror jeg, at de mange mislykkede tiltag skyldes at systemerne er for komplekse. Og jeg mener at det hele skal nedbrydes i mindre enheder, som dem der laver kravspecifikationen kan overskue, og det samme for leverandør siden. Og jeg har på fornemmelsen at den dybe tallerken er opfundet mange gange.
Jeg ved ikke nok om hvordan det foregår i dag, til kunne give en vurdering.
Jeg håber at Dorte finder nogen udtagelser for folk som har fingrene dybt begravet i materien.
26. januar 2009 kl. 22:38
Agile projekter stiller nye muligheder til rådighed i projektnavigering. Det giver muligheden for tidligt i et projekt at se værdien og kvaliteten istedet for at vente flere år inden dommen falder.
Mere kontrol er forøvrigt ikke en del af løsningen til det offentlige, bla fordi at “Grisen bliver ikke federe af at veje den” som en Dansk politiker engang sagde. Løsningen er istedet tranparens i projekteterne.
Det gælder om at lave projekter transparente og tage beslutningerne på det tidspunkt hvor man har størst viden om beslutningen. Det hedder beslutningsparadokset. Dette fænomæn kan man ikke med vandfald og kravspec, men det fungerer fint på agile projekter. Men det stiller store krav til kunden at være med i et agilt projekt, så det kræver også at kunden(og leverandøren) er moden til dette.
Man kunne lave et eksperiment hvor man lavede et offentlig IT-projekt, hvor selve projektudviklingsforløbet var fuldstændigt transparent for offentligheden og dermed kunne alle følge med i projektet. Det er dog tvivlsomt om kunden ville være med men så ville man gøre sig en masse erfaringer kollektivt. Det skulle så være en leverandør som nok ikke er børsnoteret etc og havde mod på at gøre en forskel.
26. januar 2009 kl. 23:09
Er kravene til et program nøje beskrevet er programmet næsten færdigt, problemet er at der kommer “noget” til, som påvirker den tidligere programmering. Vi kan lave programmer i Danmark, tænk på det oprindelige Navision, sidst Navision 3.56a, et fremragende program der virker stadig perfekt, men ødelagt af Microsoft, der ikke tillader udvidelser. Erstatningen fra Microsoft, der faktisk ikke kan mere, koster kapitaliseret ca 1 mille. Spild af penge. Læren er at det offentlige må kræve open source. Det er også et problem at programmørerne kan rejse fra programmeringsvirksomheder, onde tunger mente at det var programmørflugt fra IBM, der overtog Mærsk Data, de kunne ikke klare arbejdsbetingelserne containerne kom vist frem men forsinket. Jeg har stor erfaring med programmering i mit firma, alt tager den dobbelte tid – i bedste tilfælde, men ingen kan forudse programmeringsproblemet, måske ved en perfekt programmeringsbeskrivelse, men hvem kan lave den ?. Måske er løsningen at lede i udlandet, efter et program der duer og så oversætte det. Der er hospitaler og læger i udlandet, har de noget der duer så køb og oversæt det. Danske firmaer kunne passende udvikle et regnskabssystem lig Navision til Linux, det vil der være en masse penge i. Der skal nok være investorer, der vil være med. Bryd Microsofts monopol. Det er lidt trist at de bare køber et firma, kvæler produktet og får monopol sammen med SAP.
26. januar 2009 kl. 23:40
Erik Trolle det var ikke mig der talte for at anvende et open source modul og udvikle derfra. Som du måske husker fra tidligere er jeg helt kold overfor open source. Vi blev vist enige om at det var en virksomhedsmodel ud fra flere andre. Hverken mere eller mindre.
Jeg læste hen over ordet ‘open source’ og kommenterede på hvad jeg opfattede nemlig en slags standardmodul.
Det tror jeg godt man kan anvende – det er ikke problemet. Problemet er at det næppe er en troværdig kravspecifikation som der kan besluttes på grundlag af og styres efter. Det er hvad der bør tælle for politikerne. Politikerne opfatter sig, vist med rette, som gidsler i IT-projekter.
——————
Søren Jensen 26. januar 2009 kl. 23:09
“Måske er løsningen at lede i udlandet, efter et program der duer og så oversætte det.”
Det tror jeg afgjort man kan og afgjort at man bør søge efter. Det er ret utåleligt at se på at et lille land, som godt nok har råd til at bære tunge fejltagelser, altid skal genopfinde hjulet. Hvis vi havde erfaringer med at vi kunne udvikle exportmodeller ville den slags give mening – men det kan vi sjældent.
27. januar 2009 kl. 13:24
Der en også økonomistyringsdimension i budgetoverskridelserne.
Jeg tror projektledelsen ofte er for dårlig til at prissætte kravændringer.
Allerede fra projektstart bør man være bevidst om at få logget ændringer til budgettet, så udviklingen i projektøkonomien kan forklares.
God ledelsesrapportering vil kunne spare en projektleder for megen forklar-mig-r**, når regningen skal betales.
28. januar 2009 kl. 19:40
Den første problemstilling er, at offentlig virksomhed gennem århundrede et tunet til ‘kasseregnskab’ = du får næste pose penge hvert år * med x.xx% – aflæg regnskab.
Man har sædvanemæssigt ikke store udsving eller meget bevægelige (variable) udgifter.
Byggeri, it-projekter og lignende har så store usikkerheder, at de helt enkelt ikke passer ind i den vante form for økonomistyring – man omskoler heller ikke personale til en ad hoc opgave.
Derefter, hvis projekter skrider >10% på beløb eller på tid samt ændringer til opgaven så trækkes stikket. Det vil stoppe hovedparten af slendrian mht. underbudgettering og øvrige dårlige undskyldninger.
Det er normalt og en ærlig sag på forhånd at tillægge buffer i projekter til at dække uforudsete hændelser, så der er faktisk ingen undskyldning, når det som DR m.fl. havner i hængedyndet.
28. januar 2009 kl. 22:30
Hvis så problemet kun var at projekterne overskred budgetterne. Men det er jo kun den mindste del.
Hovedproblemet er at de fleste offentlige projekter er fejldesignet allerede på udbudstidspunktet og skaber stribevis af forudsigelige fejl og problemer for sig selv.
Ikke bare ved man ikke hvad man vil have. Det man tror man skal have er dybt forældet.
1. februar 2009 kl. 20:00
Hej Dorte,
Som skattebetaler og it-professionel smerter det mig at se hvordan det offentlige igen og igen skyder ved siden af med sine it-investeringer. Især fordi jeg tror der er en nem og pragmatisk løsning på problemerne.
Næsten alle nye systemer bliver ramt af en kombination af second system syndrome, den bestillende parts inkompetence på området og konsulenthusets skrupelløshed. Resultatet kender vi allesammen; ubrugelige systemer, leveret alt alt for sent til en skyhøj pris.
Det man skal gøre er i stedet at bestille et fikseret antal timer, f.eks. 5 mand i en måned. Derefter benytter man udviklingsmetoden Scrum med ekstremt kort interval: en eller to uger (kaldet sprint). Man aftaler så hvilken funktionalitet der skal leveres efter de to uger. Og her er tale om brugervendt funktionalitet, som man kan tage i brug med det samme. Det kan være en lille ting, et enkelt arbejdsmoment. Derefter gentager man det hele og laver næste feature.
Hvis kunden er utilfreds kan de bare undlade at forlænge kontrakten og tage fat i en konkurrent. Det værste der kan ske er at man taber en i de her sammenhænge beskeden sum på 250-300 tusinde. Men selv i den situation har de fået et eller andet for pengene. De mister ikke en stor miliardinvestering og de har ikke givet konsulenthuset magten det betyder at sidde med ‘et snart færdigt system, bare 3 miliarder til så er den hjemme’. Nej nu sidder vores offentlige medarbejder i stedet med enkle udførelser af noget basal funktionalitet og det er i drift og kan bruges. Og når de har brugt det et stykke tid, så ved de nøjagtigt hvad den næste ting de mangler er.
Alle konsulenthuse vil naturligtvis påstå at det her er umuligt og at intet af værdi kan skabes på så kort tid, men det er sludder og vrøvl. Den vanlige offentlige medarbejder kan naturligtvis intet stille op på den slags udebane og går modvilligt med til konsulentens tåbelige plan, som i øvrigt er eksakt magen til 200 tidligere mislykkede projekter. De offentlige skal ud og alliere sig med en fornuftens stemme, en som ikke skal sige noget om hvad det skal koste eller hvad der skal laves, men som blot kan sige om det der bliver bedt om er muligt eller ej og foreslå enkle, usofistikerede løsninger som provokerer konsulenten til at forsvare sin professionelle stolthed. Og dermed mine skattekroner.
Når det her er prøvet i to sprint, opdager kunden at hun faktisk er god til at bestille it-systemer. Hun skal bare koncentrere sig om de lavest hængende frugter og få lavet en feature ad gangen, se den blive sat i drift og skabe værdi og erfaring med det samme. Og hvis den næste frugt hænger for højt til at det kan svare sig, ja så er systemet færdigt for nu. Måske opstår nye krav og ønsker hen ad vejen, måske får man pludselig øje på en frugt der sad så lavt at man overså den i første omgang. Det er jo ingen katastrofe, så kan hun jo bare bestille et par konsulentuger.
De store it-projekter i miliardklassen har aldrig været en god idé. Med moderne maskiners overflod af kraft og lagerkapacitet og med moderne højproduktivitetssprog som python, php, c# med flere er der alle muligheder for blot at supplere og overlappe det gamle system med noget nyt. Over tid vil det gamle være helt erstattet af nyt. Og de dele der ikke er blevet erstattet er bevaret fordi de fungerer og er billigere at vedligeholde end at nyudvikle. Det vigtige at holde for øje er jo ikke at man vil have et nyt system, men at man vil kunne løse flere opgaver eller arbejde mere effektivt.
Mvh Philip Bergen
9. februar 2009 kl. 22:33
Interessant. der skal altså 2 til at danse. de fleste indlæg her får det til at lyde som om kunden er den skyldige og leverandøren altid mere eller mindre uskyldsren. Jeg vil lige have lov til at sige et par ting her for at få et par småting på plads. Det her sker også i den private sektor og selv på mindre projekter, vi hører bare sjældent om det og det måske heller ikke så interessant da det ikke er skatteborgernes penge. Men det er interessant i det perspektiv at det handler om leverandørmoral. Jeg tror de fleste private virksomeder der har været igennem et større ERP projekt vil nikke til at det er dyrt og svært at styre og at leverandøren i mange henseender optræder umoralsk og inkompetent. Jo kunden har altid en del af skylden, men undskyld mig udtrykket “den sultne leverandør æder altid kunden” Og man er som leverandør sjældent i stand til at vurdere hverken risiko eller ens egen reelle kompetence. Når projekter går galt er det mangel på 3 ting Projektledelse, ledelsescommitment hos kunden og kompetence hos leverandøren. En stor indsats hos såkaldte professionelle leverandører fokuseres pga kontraktformen i projektledelsen alene på det jeg kalder enøjet kontraktforvaltning, hvilket udvander den livsvigtige projektledelse med manglende fokus på ledelse. Projektledelsen er desværre oftest “ledelsestynd” og fine certificeringer hos projektlederen er ingen garanti for kvalitet. Resultatet bliver derfor at “operationen lykkes (set med levs. øjne), men patienten dør. Leverandøren har leveret det der står i kontrakten, men skal det virke også virke så koster det ekstra!!! De objektive leverancekriterier styres knivskarpt for det er leverandørens exitkriterie, men uden skelen til praksis. Når så patienten=kunden er ved at dø må man konstatere at denne er særdeles dårligt stillet og nærmest ubeskyttet trods omfattende kontraktarbejde. Jet må nærmest konstatere at det i den private sektor ikke kan svare sig at lægge sag an mod leverandøren, da det oftest er spild af penge og tid selv hvis man anvender statens kontraktform K01 og K02. Jeg skal uden at blinke mene at disse kontraktformer blot koster skatteborgerne endnu flere penge når en styrelse eller kommune kaster sig ud i en sag for at få ret. Vinderne – det er altid advokaterne og taberne er til hver en tid kunden og staten skatteborgerne. Et sidste opstød er at IT branchen langt fra er blevet voksne og at de gang på gang kaster sig ud i større projekter hvor det hele er “bare lige” vidner dels vidner om elendig moral men også spejler sig i at en stor del af branchen aldrig formår at tjene penge
20. august 2009 kl. 12:52
[...] er også rigtigt spændt på hvad Dorte Toft bringer på banen, nu hvor hun ovenpå IT Factory sagen har kastet sig over offentlige [...]
10. november 2009 kl. 20:27
[...] statslige arbejdsgruppe, som jeg skrev tidligere om i klumme og på blog, blev tilbage i januar bebudet af Lars Løkke Rasmussen, som på daværende tidspunkt var [...]
19. maj 2011 kl. 13:10
[...] Djengis – det er pr?cis det jeg mener. N?r det offentlige er inde over s? g?r det galt. ? H?bl?se offentlige udbud – hvorfor forts?tter det dog? – Bizzen – IT & Business [...]