Konkurrencen Vild med Bagger fik her til morgen den mest prominente nye deltager, som tænkes kan. Stein Bagger himself stiller op i Forlagsbranchens mest halsbrækkende publikumskonkurrence nogensinde. Den, der hedder Vild med Bagger, og som ser ud til at resultere i hele 7 bøger.

Stein Bagger skal ifølge BT skrive for Lindhardt & Ringhof. Som en af dem, der også skriver på en Bagger-bog, vil jeg ønske Stein Bagger velkommen i kredsen. Det synes så rigtigt, at manden der har givet så mange medier, læsere og seere et sandt overflødighedshorn af opsigtsvækkende historier, topper med også at blande sig i konkurrencen om bogen om ham.

7 bøger synes det at blive til. Og det er Kristian Hansen fra Computerworld, der kommer allerførst, nemlig i dag. Han gør det helt rigtige i en så sindsyg konkurrecesituation, som vi har, nemlig at trække på mulighederne i de elektroniske medier.

Hans bog Fupbrikken udgives som, hvad der kan kaldes book on demand, billigst, nemlig 99 kroner,  hvis man nøjes med at læse den i elektronisk form, mens papirbogen, der tager nogle dage at få leveret koster lidt mere. Og så tilbyder han også lydklip fra vores interview med en Stein Bagger, hvis bisidder var medierådgiveren Erik Ove.

Til lykke til Kristian Hansen, som jeg arbejdede sammen med i sidste fase af afdækningen. Supergodt tænkt.

Og nej. Jeg vidste ikke, at bogen kom, før i går aftes. Jeg vidste, at han skrev, “for at bearbejde situationen”, men overfor mig var meldingen, at – om det endte med at blive til en bog eller ej – det vidste han ikke. Men i går sendte han mig et lille stykke fra sin bog til orientering – mails vi havde udvekslet.. og så stod det klart.

Nu er jeg spændt på tidslinien, som han også reklamerer med. Den, der var i Computerworld har jeg nemlig fundet fejl i, og det er ikke rart, da jeg selv har skrevet den:-)

Jeg er selvfølgelig også spændt på at høre, om den stump af lydoptagelsen, hvor Erik Ove hudfletter mig, er med.

Gyldendal Business og mig

Om bogen, som jeg skriver sammen med den garvede erhvervsjournalist Henrik Tüchsen for Gyldendal Business, kan jeg blot sige, at vi pukler som ind i helvede. Vi har nemlig sat overliggeren højt. For højt til situationen, men passende højt for noget, som vi håber holder også for eftertiden.

Det er ikke blot en bog om en skandale. Den rummer erhvervshistorie, teknologihistorie og krimihistorie krydret med en lang historie om den eviggyldige kunst at forføre og om grådighed, der gør blind.

Stemt ud

Det ekstreme bogræs tærer, mens farcen eskalerer. EkstraBladet meldte ud, at man satte 12 journalister på bogen. BT fyrede to journalister, der skriver for en anden gren af Gyldendal – de havde glemt at få lov af chefredaktionen. Erik Ove, der må siges at have en af de store roller, skriver. Sanne Udsen, der gjorde sig bemærket med en bog om psykopater i jakkesæt skriver.

Måske burde forlagene tilbyde DR eller TV2 en helt ny form for underholdningsshow, hvor folk kan stemme “bøger” ud efter, at der fra hver bog læses 5 minutter:-) Så slipper forlagene for at skulle vente til salgstallene kommer ind fra boghandlerne for at se, om deres bog blev en succes eller ej.

At skrive en bog med stopuret for panden i den grad er en pest.

PS: Et lille paradoks. Mine egne overvejelser fra august 08 om at udgive i elektronisk form – en bog om et helt andet emne, nemlig danske pigers ekstreme fravalg af “hårde fag”. Og lydklip er der skam også på lykkeliginoerdland.dk:-) Den bog har jeg alligevel fået et forlag til, takket være Stein Bagger-sagen. Takket være Stein Bagger. Og det er jeg taknemmelig for.

Skriv en kommentar   RSS feed

  1. Henrik Sparvath

    Glæder mig til at læse din version.

  2. Palle Rasmussen

    7 bøger om Stein Bagger, det mener jeg ikke han er værd! Men jeg ender nok med at købe et par af dem :-)

    Kunne et par af forfatterne ikke istedet skrive lidt om hvad der skete bag kulisserne iforbindelse med bankkrisen, hvor tæt var Danske Bank fra at lukke, hvis de var, etc.

  3. Allan Skovmand

    Det er egentlig lidt spooky.

    Realiteterne er at ingen ved hvad som er foregået. Boris (kurator) kan se bogføringerne, men ved heller ikke hvorfor det ser ud som det gør.

    Journalisterne har indlet DM i research, og forsøger at skelne facts fra fiktion (noget af et job), og præsentere det i interessant og læsbar form.

    Erik Ove er spillet som en ren pinnoccio, og ved reelt ingenting, – men tror selv han var tæt på kernen.

    Og når vi så har Bagger selv, som har cementeret sig selv som lystløgner, så er det lidet sandsynligt at hans egen bog bliver den endelige sandhed. Jeg gætter på han skriver et SPIN som skal understøtte hans dækhistorie.

    Det bliver et 200 sider røgslør, der skal fjerne fokus fra 200 mio gemt i et palmeland.
    Men det står helt for min egen regning…

    Det handler når alt kommer til alt om troværdighed, – mon ikke Dorte (og Henrik) står med hæderstrofæet i den forbindelse?

    I konkurrence med formiddagsblad-journalister og andre fantaster, er det nok værd at vente på den “rigtige vare”.

  4. Søren F.

    Kære Dorte.

    Tag det roligt og skriv en kvalitetsbog. Husk på at du er en ældre dame. Hvis nogen af de bøger der kommer ud før din viser sig at indeholde noget du ikke allerede ved, kan du jo også bruge og arbejde videre med det. Husk at hastværk er lastværk og at kunderne ikke er dumme.

  5. Martin Bøgelund

    Kære Dorte.

    Hvis jeg ender med at købe en bog om IT Factory forløbet, så bliver det din. Hvis jeg skal give en boggave om sagen, bliver det også din.
    Uanset ventetiden.

    Så vidt jeg kan se, har det haft afgørende betydning for at gemmekasserne blev lirket op, at du har været så sej en kælling (særdeles positivt ment :-).

    Din grundighed og dit ønske om at få alle brikkerne i puslespillet med – uanset trusler ol. – har været et knaldgodt brækjern, og det må meget gerne skinne igennem i tilblivelsen af bogen.

    Mvh

  6. Dorte Toft

    Godt at vide, at der ER købere trods mylderet, og tak for de rare ord.

  7. Aleksander S

    Kommer der måske et lille preview her på bloggen, når I er ved vejs ende?

    Det ville være fantastisk.

  8. Dorte Toft

    @ Aleksander S. Bogen skal nok give bloggen lidt foder:-) Det er i øvrigt en forunderlig rejse jeg er på med skrivningen. Brikkerne i afklaringen falder så fornemt på plads – det hele bliver så logisk, hvilket jeg ikke kunne se, mens jeg var midt i det. Men der også flere gange, at jeg er tæt på at sværge “tumbe” om mig selv, fordi jeg burde have set misforhold tidligere. Men den enkleste kunst i verden er vel at være bagklog.

  9. Sanne Udsen

    Kære Dorte,

    Som en af de andre forfattere vil jeg gerne sige et foreløbigt tak for kampen. Min bog, “Stein og drømmefabrikken”, udkommer den 1. april på Børsens Forlag, og det betyder, at jeg lige pt. sidder og puster ud efter at have hamret i tasterne ganske længe. Jeg kan i allerhøjeste grad dele din frustration over at skulle skrive om kap (det har jeg dog alligevel aldrig prøvet før) – men det har samtidig også været en oplevelse. Jeg glæder mig til at læse din bog!

  10. Jeanett Exner

    Kære Dorte

    Jeg er selvstændig og driver min forretning med hjertet. Jeg kæmper med og mod overflader og systemer.

    Er lige nu på ferie og har købt bogen om din sag” Bagger”m.m. og har lige læst den færdig.

    Jeg er så uendelig taknemmelig for at der stadig findes mennesker af din kaliber eller slags. Det hjælper mig at læse om hvordan du holder fast og bliver ved. Tak fordi du er et godt eksempel på at vi ikke må give op når vi tror på noget og tak fordi du i din bog giver udtryk for at “mavefornemmelser” er rigtig vigtige at lytte til. Stort tak for dit bidrag på Bagger historien.

    Jeg håber og ønsker mig for dig at du får den anerkendelse du har fortjent.
    Men jeg kan desværre godt fornemme at folk omkring dig nu har lugtet penge og selv vil høste æren og hvad der ellers følger med når noget bliver en succes.
    Du fik ret med dine “mavefornemmelser” omkring Bagger, men dengang ville ingen høre dig eller være med…..-nu vil de alle sammen være med…..-det er da lidt sjovt.
    Endnu engang STORT TAK til dig Dorte for dine bidrag til og om dansk erhvervsliv….Du er en dygtig kvinde

  11. Dorte Toft

    @ Jeanett Exner,
    Og et stort tak til dig, fordi du giver dig tid til en tilbagemelding. Den varmede.
    I øvrigt har jeg oprettet en lille bogblog, som et supplement til bogen, der jo “afbrydes”, inden sagen er sluttet. Den findes her: http://bogenbedrag.wordpress.com

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes



Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites