“Life goes on….” Heldigvis. Efter godt seks måneder med fokus på “Bagger & Bog” står jeg på tærsklen til igen at kunne bruge kræfter på alt andet. Det næsten absurde teater med seks Bagger-bøger på ingen tid gør dog, at der lige skal lægges lidt ekstra kræfter ind i spotlight-slutfasen, men så er det stort set også slut.

Jeg glæder mig især til at vende tilbage til mit con amore-projekt “Nærmest lykkelig i nørdland”, og til at passe “min have” – denne blog – bedre.

Men. Der kom i dag en mail fra Søren Queitsch, den administrerende direktør for IDG Danmark – mediehuset, der står bag Computerworld på papir og net. Han påpeger en fejl i bogen, der jo udkom for blot to dage siden.

Stærk Computerworld

Computerworld var avisen, som jeg arbejdede sammen med i den afsluttende fase af efterforskningen, og som tidligere i flere omgange har været min arbejdsplads. Jeg skrev i bogen Bedrag, at Computerworld gennem flere år havde haft underskud. Det er ikke tilfældet, skriver direktøren. Ifølge Søren Queitsch er Computerworlds position stærkere end end i mange år, både hvad angår læsertal, brugertal og annoncer.

Forhåbentlig får jeg ikke mange flere mails af den art. Min medforfatter Henrik Tüchsen og jeg har naturligvis bestræbt os hårdt på at få en korrekt og godt skrevet bog på banen, men tidspresset, som opstod på grund af forlagsræset, gjorde ikke arbejdsbetingelserne helt optimale.

Blog til fejl og anmeldelser

Men. Nu jeg oprettet en blog, der også skal opsamle eventuelle fejl, og det er sket på “quick and dirty vis” – på halvanden time og ved brug af standardsoftwaren WordPress. Så ligger viden derom offentligt tilgængelig. Også forslag til uddybninger kan afleveres, og skal bogen nogensinde udgives i revideret form, vil bloggens informationer blive reflekteret.

Jeg bringer også uddrag af pressens anmeldelser på bloggen, der kan findes her bogenbedrag.wordpress.com, ligesom der er åbent for at også ikke-anmeldere kan skrive deres vurdering.

Men bloggen er altså ikke på nogen måde forbundet med forlaget Gyldendal Business. Den står for egen regning. Fiasko eller succes. Men min medforfatter har dog vendt tomlen op:-)

Før jeg opdaterer med fejlen, påpeget af IDG’s Søren Quietsch, skal jeg dog lige have drøftet detaljerne med ham.

Nej, jeg afslørede ikke Stein Bagger
På tærsklen til Business as Usual bliver jeg nødt til at påpege endnu en gang, at hverken jeg eller Computerworld eller os tilsammen trak tæppet væk under Stein Bagger. Vi var i gang med at fjerne ganske store dele af fundamentet for løgnene, men fik det ikke tilendebragt.

Overfaldet på Stein Baggers partner, Allan Vestergaard, satte – lige som Baggers egen flugt – fuld gang i den endelige afsløring. Dertil kom, at IBM omsider slog bak og krævede et møde med Stein Bagger, som Jyllands-Posten fortæller her. IT Factorys bestyrelsesformand Asger Jensby udtalte til Computerworld-dækningen den 21. november, at en særlig profitabel aftale med IBM var hovedårsagen til de gode resultater, og den påstand vakte ikke genklang hos IBM.

At jeg finder det nødvendigt igen igen at påpege de forhold skyldes to ting. Dels at fordi det er svært at få budskabet igennem, især i de elektroniske medier, hvor tiden er så trang og derfor så styret, som tilfældet er. Dels fordi der er mediefolk, der hidser sig unødigt op over påstande om, at jeg afslørede noget.

Så: “I did not have s.. ” Nåh, nej. Clinton-sammenligningen holder ikke, for han havde det jo:-)

Skriv en kommentar   RSS feed

  1. Overskrifts underskrift

    Dorte Toft opretter errata blog…

    Jeg er igang med at læse Dorte Tofts bog “Bedrag” om Stein Bagger og hele IT Factory sagen. Det er lidt af en page-turner og det flyver med navne på kendt og ukendte erhvervs- og IT folk,  faktisk så meget at der bag i bogen er et helt …

  2. Dorte Toft

    Opdatering vedr. Computerworld. Jeg har nu talt med Søren Queitsch, adm. direktør for mediehuset IDG Danmark, der har Computerworld (på print og net)som største udgivelse.

    Som allerede nævnt i dette blogindlæg er det ikke Computerworld, der giver underskud, men mediehuset IDG som sådan, der har haft underskud i flere år. Det er dog reduceret væsentligt, hvilket fremgår af denne artikel:
    http://www.business.dk/article/20090224/medier/90224137/

    Søren Queitsch oplyser, at når han taler om Computerworld står stærkere end nogensinde, så er en af forklaringerne, at CW ikke længere har konkurrenter på print (både Version2 og Comon er lukket på print). Læsertalsmæssigt er der ifølge Gallup dog et beskedent fald i andet halvår 2008 i forhold til samme periode året før, men disse læsertalsopgørelser udviser til tider store fluktuationer, som om de holder, ved jeg ikke. Gallup-opgørelsen kan ses her:
    http://www.gallup.dk/Laesertal/L%C3%A6sertal%202H.pdf

  3. Diana

    Din bog. Super interessant læsning og rigtig godt skrevet. Har kun fulgt med på sidelinien, så derfor var bogen et oplagt køb for mig til indsigt og forståelse af hvad f….. der egentlig skete. Jeg er rystet i min grundvold og min fremadrettede tro på hurtige, smarte, højttalenede og selvpromoverende mænd i flotte jakkesæt. Tiden er endegyldig forbi, der hvor også jeg faldt på næsen over flotte eksamensbeviser, smart og hurtig tale og karismatisk fremtoning. Revisorerne hos KPMG ligger jo ikke langt fra dette billede og interessant bliver det i hvert fald, at følge den næste etape med kulegravning af revisionsfirmaets rolle i og håndtering af ITF. Alene det faktum, at der ikke var udset en partner til at favne ITF, men blot en – dog blankpoleret – revisor, vækker undren….især med tanke på, hvordan det normalt ellers forholder sig, når kunden bevæger sig på første klasse. Om du i samarbejde med CW trak tæppet væk under Stein Bagger eller ej, er knap så væsentligt for mig. Du har lavet et fantastisk arbejde og kæmpe roser for det. Keep on going Dorte. Der skulle være flere af samme støbning som dig :-)

  4. Dorte Toft

    @ Diana Gosvig. Rystet i din grundvold! Jamen, så har bogen gjort nytte:-)

    Hvor godt at høre, at du fandt bogen interessant. Den var svær at skrive, for nogle ville have fulgt sagen ret tæt, andre kun på sidelinien, og hvordan balancerede man mellem de to typer læsere?

    Bogens blog, hvor der også er plads til læsernes anmeldelser, er i øvrigt nu blevet opdateret med en tidslinje. Bloggen er her:
    http://bogenbedrag.wordpress.com/anmeldelse-din/

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes



Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites