Står dagbladet Børsen til troende har min tiltro til advokater fået et hak til. I Børsen kan man nemlig læse følgende:

“I sin timelange procedure slog Stein Baggers forsvarer igen og igen på, at IT Factory var en succes, og at det var et sammenfald af uheldige omstændigheder, der gjorde, at læsset væltede.”

Forsvarer Lars Kjeldsen siger, at “Stein Bagger begynder at skabe yderligere vækst med usunde aktiviteter i en ellers sund virksomhed.” Kjeldsen mente, at IT Factorys hidtidige regnskaber viste, at der var tale om en reel virksomhed, ikke en kulisse.

Hans udtalelser har for en lille stund trukket mig ud af ferien, hvis tidpunkt blev fastlagt for over et halvt år siden. Gemalen har en af den slags job, hvor man skal bestille sommerferie i god tid før juleaften, og havde jeg vidst…..

“Order in court”

På sin vis er jeg dog taknemmelig for at sidde i Boston. Havde jeg siddet i retssalen og hørt Lars Kjeldsen fortælle om den “sunde virksomhed”, var jeg nok blevet irettesat for at blande mig.

Men på afstand kan jeg vel meget vel anmode Lars Kjeldsen om at forklare, hvad en advokat opfatter som en sund virksomhed. Det stemmer vist ikke helt overens med, hvad der undervises i på handelshøjskoler rundt om i verden.

Nye kunder?

Måske kan Lars Kjeldsen fortælle mig, hvor mange nye kunder IT Factory evnede at få fra sommeren 2003, hvor Bagger og Jensby købte aktiverne ud af det IT Factory, som bestyrelsen havde erklæret konkurs (økonomien var håbløs, og de havde grebet Stein Bagger i at fifle med en faktura).

Hvor mange NYE RIGTIGE kunder fik “dit” IT Factory i hus, kære Lars Kjeldsen? Altså det IT Factory, der opstod på ruinerne af det gamle, altså fra eftersommeren 2003 til 1. december 2008?

Produkter til salg?

Og kære Lars Kjeldsen. Hvordan kan man betegne en virksomhed som sund, når produktudviklingen mislykkes? Når de tre længe opreklamerede netbaserede produkter, der skulle have været lanceret med bulder og brag i sommeren 2007, aldrig blev lanceret, fordi to ud af de tre simpelthen var for dårlige til at sende på markedet? Når det var direktionen selv, inklusive Stein Bagger, der måtte trække håndbremsen?

Var det mon den oldgamle Business Suite, udviklet i slutningen af 90′erne, der solgte som is i Sahara? Think not.

Fremtidens genialitet?

Eller mener Lars Kjeldsen måske, at IT Factory var sund, fordi der var en halv snes udviklere i Danmark, der puklede på for at få et nyt produkt på gaden. Et produkt, der ifølge Bagger var revolutionerne. Der kunne det umulige, nemlig sikre, at ethvert gammelt program kunne få et nyt liv på nettet uden omprogrammering, bare via en browser? Noget ikke en gang Microsoft, eller IBM eller Oracle eller VMware kan klare.

Tror Lars Kjeldsen på, at med produktet, hvis navn var PaaS, ville IT Factorys lykke være gjort?

Måske burde han tænke på, at al IT Factory-software, hele moletjavsen inklusive “revolutionen”, blev solgt for blot 1 million dollar, altså knap 6 millioner kroner. Så sent som i 2006 havde IT Factory selv givet to millioner kroner mere for et lille islandsk softwarefirma, hvis analyse- og rapportprogram faktisk duede (som det eneste af de tre netbaserede produkter).

IT Factory havde ikke én ordre på det nye PaaS-software. Kun omkring 40 partnere var så småt gået i gang med at teste softwaren, der skulle være lanceret i en ufuldstændig version i januar 2009.

Mistillid til kurator?

Kurator Boris Frederiksen har fortalt, at den eneste reelle omsætning i IT Factory lå i omegnen af 5-12 millioner kroner? En sund bund?

Da Asger Jensby med hjælp fra IT Factorys daværende bestyrelsesformand Søren Jonas Bruun fik sat “virksomhedsdoktoren” Stein Bagger på direktørposten i december 2001 i det helt oprindelige IT Factory, var der en reel indtægt på omkring 15-19 millioner kroner (eksisterende kunders betaling for vedligehold af software).

Da Bagger og Jensby efter konkursen i sommeren 2003 købte aktiver ud til det nye IT Factory, var der sikkert stadig en del kunder, der betalte vedligehold, men siden er det bare gået nedad bakke.

Hvad er det med advokater?

Forhåbentlig er der nogen af jer derude, der kan fortælle mig, hvad jeg har misforstået. Jeg troede, at i en retssal handlede det om sandheden, og hvor sandheder ikke er kendt, så noget der ligger så tæt på som muligt.

Fortæl mig, hvorledes Lars Kjeldsen kan sige, hvad han ifølge Børsen har sagt?

På den anden side, så har vi jo set før, at Stein Baggers ord tæller som sandhed for advokater. Tænk bare på hans og IT Factorys mangeårige advokat, Michael Ziegler.

Ziegler var allerede i september 2006 blevet adviseret om, at der fandtes en person ved navn Allan Vestergaard, som var medejer af IT Factory. Det var Vestergaards advokat, der adviserede Ziegler, som tilsyneladende valgt at ignorere henvendelsen. Jyllands-Posten har historien her.

PS: For den, der gerne vil kende til den reelle sundhedstilstand for IT Factory, kan jeg henvise til bogen “Bedrag“, som jeg har skrevet sammen med erhvervsjournalisten Henrik Tüchsen. Havde jeg været hjemme, havde jeg sandsynligvis sendt Lars Kjeldsen et af de få tilbageværende frieksemplarer:-)

PPS: Og så overlader jeg igen bloggen til min gode gæsteblogger, Steen Toft Jørgensen, men jeg kigger ind og tjekker kommentarer. Og så har jeg lige lidt spørgsmål, som I kan hjælpe med.

A: Hvor mange millioner er der IKKE styr på? Nogle gik jo til drift indklusive de store direktørlønninger, nogle gik til udbytte til Jensbys JMI Invest og Bagger selv. Nogle stak Bagger-partneren Mikael Ljungman i egen lomme, men hvad savnes? Og hvor er de mon:-)

PPPS: Jeg må lige tilføje, at jeg IKKE har læst anklageskriftet, da jeg jo forsøger at holde fri. Men jeg forsøgte ligegodt at få nogle tidligere kolleger her i Boston til at kigge nærmere på de amerikanske spor, men forgæves:-) Bagger er en lille fisk i deres optik.

Skriv en kommentar   RSS feed

  1. Peter

    Kære Dorte Toft

    Du beder om at få fortalt, hvad du har misforstået med hensyn til advokater.

    Jeg skal ikke gå ind i din drøftelse af din kritik af Michael Ziegler, da jeg ikke har noget konkret kendskab til den rådgivning eller mangel på samme, som han har ydet Stein Bagger.

    Din kritik af advokat Lars Kjeldsen er dog mildt sagt misforstået, da den beror på en klar misforståelse omkring rollefordelingen i en straffesag.

    Anklageren skal fremlægge sagen objektivt i den forstand, at han både skal fremhæve de momenter, der taler til fordel for straf og til fordel for frihed (strafnedsættelse). Præcis den rolle som anklageren har indtaget i denne sag.

    Lars Kjeldsen har som forsvarer i en straffesag bestemt ikke den samme pligt til at være objektiv som anklageren. Hans opgave er alene at fremhæve de momenter, der taler til fordel for hans klient. Det indebærer naturligvis også, at det er hans pokkers pligt at lave et subjektivt indlæg, hvor han mest muligt bøjer de faktuelle forhold i hans klients retning. Det er derfor helt korrekt og helt i orden, at han argumenterer for, at ITF var en sund virksomhed. Du kan ikke i ramme alvor forvente, at mandens forsvarer skal stille sig op læse op fra en lærebog fra Handelshøjskolen og derefter smadre de momenter, der kunne tale til fordel for strafnedsættelse.

    Til at vurdere, om Lars Kjeldsen har ret i sit indlæg har vi netop dommerne, der i modsætning til Lars Kjeldsen kan og skal forholde sig til sandheden og vurdere fakta og jus. Du kan derfor roligt regne med, at dommerne nok skal være i stand til at vurdere, om det var korrekt, at ITF var en sund virksomhed.

    Jeg har meget stor respekt for dit arbejde med ITF-sagen og din opklarende journalistik. Dit blogindlæg her er dog i for høj grad båret af en (måske udpræget) misforståelse af, hvordan rollefordelingen i en retssag er. Flere journalister kunne trænge til et oplysnende kursus på KU eller AU i straffeproces til lige at få styr på retsplejelovens principper. Det ville sikkert indimellem forbedre fremstillingen af retssager.

  2. Jens

    Hej Dorte

    Der er mange ting i denne sag, som er svære at forstå. Udover forsvarsadvokatens glorificerende fremstilling af Bagger og IT Factory, kan jeg nævne TV2′s selvfede tilfredsstillelse over at de har sikret sig interviews med manden bag det hele. Manden som i årevis har omgået sandheden med sine løgne og bedrag og på vejen har trampet hen over uskyldige forbipasserende i form af tidligere ansatte, leverandører mv., som har mistet deres job eller virksomhed eller aldrig har modtaget deres betaling.

    Nu kommer der et par programmer, hvor vi tilsyneladende skal ind under huden på den smilende SB, som hverken TV2 eller de fleste andre medier endnu har fattet er en rendyrket psykopat. Hvad med at sætte fokus på alle de mennesker som han har trampet på hen ad vejen i stedet for? Hvad med de skæbner han har skabt?

    Nej – nu skal han bagefter hyldes som en eller anden gud og opnå store honorarer på interviews og rettigheder til bøger og film. Penge som sikkert ved hjælp fra Ziegler eller andre “smarte” advokater kan placeres i endnu et skattely og som kan sikre ham økonomisk fremadrettet og gøre det muligt for ham at fortsætte med at trampe på alt og alle – ligesom han har gjort i alle årene.

    SUK – hvor er medierne – og specielt TV2 – mange gange latterlig naive og medløbende….

  3. Jan

    Det er nok rigtigt, som den første reaktion her er inde på, at forsvareren gerne må give udtryk for en opfattelse, der af andre vil kunne betegnes som det rene vrøvl. Hvad jeg også mener, der er tale om. men lad os nu afvente dommen – der kan komme meget andet til diskussion efter den.

  4. Poul

    Yep! Jura og retfærdighed er to forskellige ting.

  5. Dorte Toft

    Jamen så blev jeg så meget klogere. Tænk at have været så naiv i så mange år:-) Tak for oplysningen om, at en forsvarsadvokat har så vide rammer.

  6. Anna

    Kære Dorte

    Du har fuldkommen ret i dine indvendinger -
    men måske skulle man vende sig mod anklageren i stedet for forsvareren – anklagerne, som måske slet ikke har været skrap nok, men har ladet sig “besnære” af Stein Bagger, der uhyre flittigt har hjulpet med at udrede alle 61 forhold.
    DET forekommer mig at SB på den måde har hjulpet med at anklageren har fået succes som anklager igennem hurtig sagsbehandling og fuld tilståelse med rel. lang strafudmåling:)

    Og derved er der en masse nedenunder som bare får lov at ligge. Hvilket bl.a. JP bliver ved med at grave i.
    Det var i hvert fald som om SB endnu engang styrede sagens gang i retten – og åbenbart at han havde regnet med en kortere straf.
    Synd du ikke oplevede det på nær hold, Dorte:)

    Men skønt du er i Boston, nyd dit ophold.

    du bør dog lige se det her fra Asger Jensby
    http://www.business.dk/article/20090613/ittele/706120092/
    “det er så synd for mig, synes han, at ingen vil lege med ham mere og det er alle andres skyld, herunder medierne”

    take care and have fun, Dorte

    PS – stort tillykke med filmen:) – hvad sagde jeg engang i december: det her er bedre end Watergate – med Deep Throat og det hele:)

  7. Jørgen

    Hej Dorthe.

    Din kommentar om forsvareren fortjener bestemt en kommentar – du har ganske ret i dine betragtninger set som lægmand.
    Men som Peter BB skriver, sådan er verden bestemt ikke indrettet. Alt vi har fået puttet i hovedet i skole og senere er stort set bare sket for at lulle os ind i den forestilling, du rigtigt giver udtryk for.

    Loven er ikke skrevet for at ”Hver mand skal kunne forstå det” Det var forordet i den første Lov fra 1241 (Jyske LOV), men det er siden blevet undertrykt glemt og fjernet.
    Som Peter skriver er jurister personer, der både kan tilbageholde oplysninger og lyve lodret om sagerne. Det drejer slet ikke om retfærdighed, det er for de naive, det gælder om at vinde eller tabe.

    Nogle konkrete eksempler der understreger dette.

    Retsplejeloven burde gælde for alle, som jeg har forstået det. Men stort set tror jeg kun den bliver brugt i straffesager. I civilsager kan man bare se bort fra den og lyve som en hest kan rende.
    F.eks indeholder Retsplejeloven en regel:
    §259 Enhver kan både som sagsøger og som sagvolder gå i rette for sig selv.
    Stk 2. Retten kan pålægge en part at lade sagen udføre af en advokat, dersom den ikke finder det muligt at behandle sagen på forsvarlig måde, uden at parten har sådan bistand. Pålægget kan ikke indbringes for højere ret.

    I praksis opleves dette som en ren gummiparagraf (sådanne er lovgivningen fyldt med) fordi dommeren i mit tilfælde ikke har en pind indsigt i Skattestyrelsesloven, hvorfor han uden videre pålægger mig store udgifter til advokat. Det sker uden nogen som helst begrundelse!
    Det har alvorlige konsekvenser, for i Skattesager må man selv betale omkostningerne uden mulighed for at få dem fuldt dækket.

    En anden regel (som direkte vedrører det fremførte punkt:
    §354. Udebliver sagsøgeren fra et møde, som han er indkaldt til efter §351, stk,1, eller fremlægger han ikke på mødet de….afviser retten sagen ved en beslutning, der meddeles parterne.
    Stk. 6. Har retten truffet bestemmelse om forberedelse efter §352, finder bestemmelserne stk. 3 og stk. 5 tilsvarende anvendelse….. udeblivelse, svarskrift etc.
    I min oplevelse udebliver sagsøgte dvs. Kammeradvokaten, der jo fører sager for det offentlige, ja han forsøger at udsætte en sag 5 minutter efter tidspunktet for start, fordi han sikkert meget sent (efter 2 års tovtrækkeri indser, at han trods alt måske ikke bare klarer sig med at råbe højt og lyve) men må fremlægge fakta.

    Jeg beder min Højesteretssagfører om at påberåbe lovens krav, dvs. fastholde at sagen er tabt af Kammeradvokaten der, trods 2 års behandlingstid ikke opfylder proceduren.
    Hvortil min advokat siger det går ikke, han får jo sin vilje igennem alligevel. Dommeren gjorde i øvrigt ikke noget men indvilgede – jeg havde taget en feriedag forgæves.

    I relation til denne sag er det vigtigt at give lidt mere baggrundsinfo.
    I Skattesager har man indrettet sig med et langt hierarki af såkaldte pseudo anke muligheder.
    Det har den konsekvens, at nå man ikke får medhold ved nogen af de pseudoankeinstanser der er, ja da må man selv rejse civil sag mod Skattevæsenet, og da står man selv med hele opgaven, at rejse sag, at føre bevis og påstand medens den anden part (den stærke part) nu benytter sig af ovennævnte ræsonnement, man kan da bare lyve, man skal have lov at forsvare sig.
    Jo retssikkerhed i Danmark betyder, at du har ret til at rejse en sag. Men retfærdighed glem det helt.

  8. Lars

    En klog mand (og på ingen måde en lægmand som jeg) sagde en gang til mig, da jeg deltog i et kursus om skatte- og afgiftsstrafferet: ”Hvis det tilkom de forurettede – eller blot de, der føler sig forurettede – at bedømme skyldsspørgsmålet og dernæst fastsætte straffen for den fastslåede forseelse, så ville vores fængsler være overfyldte af livstidsfanger, indsat for cykeltyveri”.

    Det var selvfølgelig en svært populistisk formulering af det meget alvorlige spørgsmål om retssikkerhed og proportionalitet i vores straffesystem.

    Du rører, Dorte, faktisk ved et alvorligt spørgsmål. Om vi er et demokrati, hvor den anklagede har ret til at forsvare sig med alle midler – herunder faktisk også at lyve. En anklaget har ikke pligt til at udtale sig og ikke pligt til at tale sandt. Det har kun vidner.

    Det er den gamle tese om, at vi hellere må lade 9 skyldige gå fri, end dømme blot én uskyldig.

    Jeg tror ikke, det altid er lige nemt at være forsvarsadvokat. Tænk på, at en advokat ikke kun skal forsvare den økonomisk kriminelle, men også voldsmanden, voldtægtmanden, morderen osv. Det kræver en helt umenneskelig indsats, jeg i hvert fald ikke ville kunne lægge for dagen: At arbejde for, at en person jeg måske VED er skyldig, ikke skal idømmes en meget streng straf.

    Jeg kan sige meget godt om advokater – og også noget dårligt :-). Men det er vigtigt vi retter kritikken rette sted hen.

    Det jeg mener er, at hele vores retssystem er baseret på, at en anklaget får det bedste forsvar muligt – uanset om han er skyldig eller ej. Det er således ikke advokater, du i givet fald skal kommentere – det er vores demokrati.

    Der er ingen tvivl om, at din indsats i forhold til ITF har været enorm – det har jeg faktisk også skrevet til dig i en privat besked i en helt anden forbindelse. Og en sådan indsats går naturligvis ikke upåvirket hen over et menneske.

    Jeg tror, uanset du er hamrende dygtig til dit job, at du hører til i gruppen som måske føler sig forurettet – jeg tager måske fejl, og så beklager jeg.

    Der jeg vil hen er, at jeg tror, du har et helt naurligt reaktionsmønsker i forhold til den sentens jeg indledte med. Og det er det reaktionsmønster, forsvarsadvokater og dommerstanden skal være modvægten til.

    Lad mig slutte med nogle store ord, jeg i bund og grund slet ikke er kompetent til at tage i min mund – men alligevel drister mig til at udtale: ”Styrken af et demokrati måles ikke på, hvordan vi behandler dem vi kan lide – men på, hvordan vi behandler dem, vi ikke kan lide”.

    Venlig hilsen
    Lars

    PS. Og du er stadig en sejg dame – og jeg taler stadigvæk som en teenager.

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes



Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites