Dorte Toft
Medforfatter af "Bedrag" om Stein Bagger-sagen, hvor Bizzen-bloggen spiller en væsentlig rolle. Har modtaget eJour-prisen, IT-prisen, FUJ-prisen og Publicistprisen for sin journalistik. Desuden nomineret til Cavling-prisen i 2009.
Lykkelig i nørdland. Hvem bygger fremtiden? Gyldendal, 256 s., kr. 249,95.
Læs mere hos Boghuset eller download bogen gratis her.
Skal man forarges over, at direktørerne på toppen af Fortune 100-selskaber (verdens største) i massivt omfang fravælger at benytte sig af de hotte nye sociale it-værktøjer som Twitter, blogs, LinkedIn og Facebook?
Nogen forarges, og heriblandt ÜberCEO – en tjeneste, der især holder øje med, hvad netop topchefer, altså CEOs (Chief Executive Officers), gør:
“In our opinion, the top CEOs appear to be disconnected from the way their own customers are communicating. They’re giving the impression that they’re disconnected, disengaged and disinterested”
Uden føling for kundernes måde at kommunikere på? Uinteresserede, uengagerede? Jeg er ikke enig.
Men lige lidt flere detaljer om, hvad det gælder.
Det er ÜberCEO selv, der har lavet en opgørelse over brugen af de forskellige værktøjer blandt direktørerne for Fortune-100. Resultatet er følgende:
- Ikke en eneste af dem blogger
- Kun to af dem bruger Twitter (korte beskeder, som andre kan abonnere på). Men brug er så meget sagt. Den stenrige Warren Buffet er den ene, og 7.441 abonnerer på hans beskeder, og hvad har de fået? En besked i februar, om der snart kommer beskeder. Den anden twittrende topchef har aldrig postet en besked.
- 81 procent af topcheferne har ikke en personlig Facebook-side, og for dem, der er på Facebook, er antallet af “venner” minimalt.
- Kun 13 af de 100 topchefer har en profil på erhvervslivets sociale netværk, LinkedIn, og de har kun ganske få kontaktpersoner blandt LinkedIn-nettets millioner af “tilmeldte”.
- 3 ud af 4 topchefer er på Wikipedia, det store opslagsværk på nettet, som enhver kan bidrage til. Men der savnes informationer hos mange, og der ses forældede informationer.
OBS på Wikipedia
Det er kun Wikipedia-delen, jeg overraskes over. Hvis topdirektøren ikke sikrer, at hans kommunikationsfolk sørger for en fornuftig tekst, så ligger der en klar risiko for, at andre med andre motiver vil forsøge at lægge noget andet på.
Det bør være en standardopgave for enhver kommunikationsafdelingen dels at sikre, at direktøren ER på Wikipedia, der jo i stigende grad bruges som opslagsværk også af journalister, samt at holde øje med, hvad andre tilføjer om direktøren og rette, hvis det er faktuelt ukorrekt.
Sociale medier er tidsrøvere
At jeg ikke forarges over, at topdirektører fravælger at Twitte, blogge, Facebooke etc., skyldes min erfaring med disse medier. De tager tid, langt mere tid end det ser ud til, hvis kommunikationen skal fungere. Og medierne optager mange hjernevindinger – hvis man vil noget med dem.
Sætter direktøren – som det hænder – en kommunikationsassistent til at være sit alter ego på nettet, kan det være det samme. Det mærkes straks, at det er upersonligt – og at der faktisk snydes på vægten.
Men hvis direktøren af natur er ekstremt kommunikerende – nærmest ikke kan lade være – og dygtigt kommunikerende, er der en lille chance for, at udbyttet står mål med tidsindsatsen.
Direktørens pligt
At være topdirektør på Fortune-100 niveau er jo alt andet end et 37-timers job, og hvad man end ytrer, så skal det kunne holde til en nøje granskning, for nettet har øget risikoen for at en fjer bliver til fem høns og det blot i løbet af et par timer.
Men at jeg synes, at det er helt o.k. at topdirektører IKKE fører blogs og kvidrer, er ikke ensbetydende med, at de ikke skal holde sig vældig godt orienterede om, hvad der sker på den sociale scene.
ÜberCEO selv mener, at det er frygt, mangel på viden og tidsnød, der holder CEO’erne tilbage. I kommentarerne under ÜberCEO-indlægget er det først og fremmest tiden, det handler om.
Når de unge kommer til
Nogle mener, det er et spørgsmål om generationer. De unge, der måske om 10-20 år bliver CEO for en kæmpekoncern, tager måske brugen af de sociale medier med sig.
Jeg tror nu personligt på, at den dag, man skal veje sine ord på en guldvægt af hensyn til aktionærer og aktiemarked m.v., så tørrer den linde strøm af beskeder voldsomt ind. Rigtigt eller forkert?
29. juni 2009 kl. 20:48
“Det bør være en standardopgave for enhver kommunikationsafdelingen dels at sikre, at direktøren ER på Wikipedia …”
Det kan man mene – vi er nogle, der vil mene at de skal sørge for at overholde de regler, der gælder på Wikipedia, og at de skal lade være med at blive forbavsede, hvis deres bidrag bliver markeret som reklame og derefter slettet.
30. juni 2009 kl. 11:38
Reklame? Jeg tænkte nu i retning af en lokumskold, faktuel kort opremsning af titel og lidt CV-data. Men måske er det journalisten i mig, der gerne vil have mulighed for lige et ekstratjek om korrekthed af titel m.v., hvis selskabets websted ikke har det. Og det hænder jo desværre stadig, at man ikke præsenterer ledelsen, hvilket for mig altid giver et lidt lysky indtryk, eller måske en firmapolitik, der hedder, ja A, er direktør i dag, men han skal ikke være for sikker :-)
2. juli 2009 kl. 13:14
I Wikipedia-sammenhæng er det ikke alene indholdet, men også udvalget af artikler, der tæller – og der er processen således, at vi hver især bestræber os på at skrive om de ting, vi 1) ved noget om, 2) ikke har personlig eller økonomisk interesse i, og så antager vi, at vi tilsammen får afdækket det, som er værd at skrive om. Teorien er naturligvis dybt naiv, men den virker i det store og hele.