Din næste it-medarbejder bliver måske et lidt frustreret menneske, der drømte om at blive filmanmelder lige som hundredevis af andre, uden at blive blandt de ganske få udvalgte. Film- og medievidenskab-studiet, der skulle have åbnet døren til det forjættede anmelderland, er nemlig klassificeret som en it-uddannelse.
Dette faktum kom lidt bag på mig. Jeg havde noteret mig, at videnskabsminister Helge Sander i en pressemeddelelse udtrykte stor glæde over, at antallet af unge, der er blevet optaget på en it-uddannelse er steget med 11 procent, og jeg rekvirerede lige en liste over, hvilket studier det tæller med som it-uddannelse.
Jeg kigger nærmere på den liste i min klumme i morgendagens Berlingske Business.
Jeg kan konstatere, at der ved flere af studierne ikke er krav om matematik på noget som helst niveau (og ingen af studierne stiller krav om datalogi på gymansieniveau. Det er jo sært med dette fag i gymnasiet, at det ikke er adgangsgivende til en skid).
På denne webside kan man se optag på “it-uddannelser” fra 2005 til 2009. 2008 var i øvrigt et ganske usædvanligt år med et drastisk fald i antallet af unge, der ønskede at påbegynde en længerevarende uddannelse. Derfor kan væksten fra 2008 til 2009 visse steder synes stor, så det er nok mest realistisk at sammenholde 2009 med 2007, der var et normalt år.
Vil man danne sig et nærmere indtryk af, hvad en IT-uddannelse er i Videnskabsminiseriets øjne, kan det være interessant at tjekke, hvorledes universiteterne præsenterer de involverede uddannelser.
It spiller kun en birolle for en del, nemlig rollen som et af mange medier. Ministeriet kunne med lige så stor ret havde kaldt en del af dem for “papir-uddannelser”, da papiret også indgår som medie.

2. august 2009 kl. 18:03
Well socialrådgiveruddannelsen må i så fald også være en IT udd. da en stor del af vores studie og senere arbejde foregår ved en computer.
Fantastisk!
3. august 2009 kl. 12:52
Nu er IT jo som bekendt en forkortelse for Informations Teknologi, og, uden at brede teknologibegrebet for langt ud, kan det jo være mange forskellige ting (ja, også bøger, men jeg er enig i at litteraturvidenskab ikke kvalificerer som IT). Læren om Data (Data-logi) eller Computer Science er noget helt helt andet – et langt mere teoretisk, conceptuelt/logisk felt end IT. IT handler om mennesker, medier, organisationer, information, og teknologi. IT er ikke læren om DATA! Derfor kan et fagområde som medievidenskab (jeg mener desuden at film også er et medie) sagtens være kvalificerende som et studie i IT – ikke pr. definition, men i praksis. Kommunikationsfag, mediesociologien, studier i netmedier mv. er helt klart indenfor fagområdet IT.
3. august 2009 kl. 13:03
At definere hvad der falder ind under en it-uddannelse er en meget svær øvelse. Og en ting er de uddannelser som tæller med, hvad med dem som er udeladt. Jeg noterer mig at de studerende som starter på ved ingeniør højskolernes IKT linier ikke tæller med hvis de ikke lige foregår på et universitet. Hvad med de ingeniører som starter på et elektronik studie (som indeholder en stor del hardware nær systemudvikling)? Hvad er din definition Dorte?
3. august 2009 kl. 14:28
Tallene var interessante – også for det, som de ikke fortalte. Tallene var f.eks. kun for bacheloruddannelser. De fleste studerende på IT-universitet kommer med en bachelor andetstedsfra, for så at læse en overbygning og blive cand. IT.
Alt ære for datalogerne, men IT har længe været mere end kodning, hvilket er begrundelsen for at ITU har delt sig i tre hovedområder – teknik, design, og business. Man skal næppe have læst matematik på høj plan for at forstå useability eller skrive en forretningsplan, men begge er lige så ”IT” som C++ , Java eller Python.
3. august 2009 kl. 19:19
Medialogi kræver nu også matematik B og er desuden ganske kodetungt såvidt jeg ved. Så mon ikke den klassificering er fair nok.
4. august 2009 kl. 13:50
En formel kommentar:
- der tælles nok i nogen grad institutter, da mediefolkene flere steder i DK er på institut med it-uddannelser af forskellig slags
En forståelseskommentar
- det er helt galt at tro, at matematik er et behov for at kunne arbejde med it i et moderne samfund. It er overalt, og det er netop brugen i praksis – som foregår inden for alle fag, selv medieområder – som kræver en også teoretisk uddannelse.
Et godt eksempel er koblingen af it og organisationsfag, som har ført til en forståelse af it i arbejdskontekst, der involverer helt andre ting end hardware og matematik. Humanistiske og andre bløde områder bliver centrale. Men forstået i en sammenhæng med teknologi.
5. august 2009 kl. 08:25
Jeg bukker mig i støvet Dorte: endnu et pletskud.
Poul-Henning
5. august 2009 kl. 15:34
Det er Dorte Toft, der fupper læserne
Af Helge Sander (V)
I sin it-blog mandag 3. august skriver Dorte Toft, at Videnskabsministeriets definition af it-uddannelser er tvivlsom. Hun kalder det sågar en ”Fupklassificering af studier”.
Det er i stedet Dorte Toft, der fupper læserne.
Med hensyn til hvilke uddannelser, der er it-uddannelser, adskiller årets opgørelse sig alene fra sidste års opgørelse ved at inkludere de nye uddannelser “Kommunikation og it” på Københavns Universitet og ”Digitale medier og design” på IT-universitetet. I forhold til om medievidenskab er en it-udannelse, så deler vi opfattelse med Danmarks Statistik, der definerer it-uddannelser således. Så derfor har jeg svært ved at forstå, hvorfor Dorthe Toft mener, at vi har ”fuppet” med opgørelsen.
Stigningen på 11 procent på optaget til landets it-uddannelser skyldes primært, at de to nye uddannelser, og at der er 30 flere som begynder på datalogistudiet på Københavns Universitet. Det er altså ikke, fordi der er flere som er kommet ind på medievidenskab, som Dorthe Toft nævner i sin blog. Faktisk er optaget på medievidenskab faldet med 6 personer fra 2008 til 2009.
It-universitetets uddannelser er faktisk så populære, at de i år kan melde alt udsolgt. Der er ingen ledige pladser. Jeg er enormt glad for fremgangen på it-uddannelser og IT-universitetet i særdeleshed. Det synes jeg også, at Dorthe Toft burde være.
Det er da rigtigt, at det er svært at sige præcis hvilke uddannelser, som hører under it-området. I løbet af de sidste par år er der oprettet en række nye uddannelser som kombinerer it med andre fagområder. Et eksempel er Københavns Universitets nye uddannelse kommunikation og IT.
Jeg ved ikke om Dorthe Toft ønsker, at universiteterne kun skal have de ”rene” it-uddannelser, men jeg er i hvert fald glad for, at it-faget i højere grad kombineres med andre fagområder. Det tror jeg erhvervslivet på sigt kan drage gavn af.
IT-branchen iværksatte for nogle år siden en image-kampagne for at ændre it-fagets lidt tørre og nørdede look. Jeg er sikker på, at nogle af de nye it-uddannelser har været med til at mindske det. I min optik skal en it-uddannelse ikke være nørdet for at være relevant.
5. august 2009 kl. 20:43
@ Helge Sander og på sin vis også til nogle af jer andre. Allerførst en gentagelse af mit svar på Sanders indlæg under min klumme på business.dk:
Tak fordi du, Helge Sander, læser min klumme og min blog og reagerer på, hvad du finder forkert.
Jeg har dog på intet tidspunkt skrevet eller ment, at stigningen hidrører fra tilkomsten af film- og medievidenskab. Jeg har jo – som det fremgår af bloggen – set listen over omfattede studier, og af den fremgår jo, at filmsiden har været med længe. Det kan ALLE jo også forvisse sig om ved at tjekke på websiden, hvor jeg har gjort statistikken tilgængelig.
Hvad jeg rejser spørgsmål ved er især om film- og medievidenskab hører til under it-uddannelser? Og hvis ja, hvad er det i studierne, der gør dem til it-uddannelser – vel ikke, at optag og redigering i stigende grad sker digitalt. Hvad så med musikvidenskab, hvor jeg går ud fra, at pc’en også er ved at blive en centralt værktøj (komponisterne sætter sig til jo også pc’en og komponerer)? Hvad med litteraturvidenskab, hvor pc’en er midlet til at søge igennem store litteraturmængder, til at skrive litteratur, til at redigere litteratur, til at publicere litteratur?
Hvor går grænsen for, hvad der er en it-uddannelse? Nogle af de andre synes på jeres nuværende liste synes også at ligge på vippen, hvis man nøjes med at læse universiteternes markedsføring. Om der så er mere it-relevans under selve studierne har jeg ingen chance for at vurdere.
SLUT på det svar.
Og så lidt andet. Når jeg nævner matematikkens fravær som krav, er det ikke for at påstå, at man skal være matematiker for at kunne nogen inden for it. Logisk sans er på flere områder tilfælde nok (men rækker som en skrædder i helvede, hvor der er behov for at udvikle algoritmer). Jeg vil også tilføje, at hvad angår grænsefladen og organisation af viden så er kendskab til menneskers måde at se, tænke og handle på jo helt afgørende.
Jeg bruger fraværet af matematik-kravet for at sætte de forførende sange om alt den af studiet, der IKKE har med it at gøre, lidt i relief. Måske et forkert doseret krydderi fra min side.
Og jo, jeg er glad for, at der er kommet brede kombinationsfag både inden for it- og ingeniørstudiet. Men jeg er så også overbevist om, at uddannes der ingen på de fag, hvor der virkelig gås i dybden, så tvivler jeg på, at bredde-specialisterne får noget som helst at arbejde med – at bygge videre på.
Jeg tror IKKE på, at Danmark kan leve på design, kreativitet og kommunikation, eller hvad mantraet ellers hedder. Jeg tror på, at der både er behov for dybde (kernekompetence) og bredde i dansk erhvervsliv og i det offentlige.
Jeg hører IKKE til dem, der siger, at kodning og konstruktion af algoritmer outsourcer man bare til lande som Kina og Indien, og så smækker vi lige lidt Dansk Design henover og erobrer verden.
Min holdning er ikke god tone, men sådan er den altså. At der så findes undersøgelser, som fortæller, at dansk erhvervsliv ikke vil have dybde (nørder) i deres it-folk, men bredde, rokker mig ikke. Sådanne undersøgelser blev også gennemført vedr. ingeniører, men gik man virksomhederne nærmere på klingen, ville de have både og. Ingen ville have skåret ned på dybden, men ville bare have mere ved havelågen.
Og så lige en afsluttende bemærkning, der går på de mellemlange uddannelser, som jo ikke var omfattet i Helge Sanders pressemeddelelse om it-uddannelser.
Hos Ingeniørens Version2 kan man læse, at optaget på datamatiker-uddannelsen er faldet med 8 procent i forhold til året før. Artiklen er her:
http://www.version2.dk/artikel/11689-faerre-datamatikere-paa-skolebaenken-uddannelsen-skal-saelges-bedre#post39858
Man kan også læse, at de unge fortsat strømmer til multimediedesigner-uddannelserne. En gang kunne man “fodre grise” med håbefulde multimediedesignere, men så fik vi fuld beskæftigelse. Gad vide, hvordan det går nu.
Tilføjet den 7. august. Ingeniøren fortæller, at der er fremgang for de klassiske discipliner, altså der hvor der er en stor specialisering, og at det er, hvad erhvervslivet også helst vil have. http://ing.dk/artikel/100316-unge-giver-comeback-til-maskin-og-elektro-ingenioerer?utm_medium=email&utm_source=nyhedsbrev&utm_campaign=ingformiddag
Ved nærmere eftertanke, så kan det være, at jeg har været for påstående vedr. it-arbejdsgivere. Hvor ingeniørfaget i Danmark er “skabende” er der jo en tendens til, at på it-området er meget i stedet “tilpassende”. Der er jo ikke nogen særlig stor softwareindustri herhjemme, så hvad der bruges købes jo især fra udlandet. Der tales også i it-kredse meget om, at Danmark på den front er et bruger-land, ikke et skaberland.
5. september 2009 kl. 12:28
[...] har tidligere skrevet om fupklassificeringen i en klumme og på bloggen. Umiddelbart ville jeg anbefale Danmarks Statistik snakke med de fagkyndige på IT Vest – et [...]