DR som PR for Finn Nørbygaards nye show. IT Factory som madding

Af Dorte Toft 37

Det går sjældent godt, når to venner sidder over for hinanden som interviewer og den, der skal interviewes.

Mere problematisk kan det blive, når vennerne også samarbejder professionelt.

Og kæden er tæt på at falde af, når den interviewede netop har valgt sin ven/samarbejdspartner, som den han endelig vil løfte sløret overfor, fordi han vil være sikker på, at det han vil fortælle, kan komme frem på rette måde, for det kan han ikke være sikker på, med alle de journalister, der jagter ham.

Kæden falder helt af, når radiointerviewet, der forud markedsføres i brede medier som værende afslørende om Finn Nørbygaards del af IT Factory-historien, i formatet er og forbliver hyggesnak over cafébordet. Og når der ikke leves op til løfterne. “Jeg fortæller ærligt om de oplevelser, jeg har haft med Stein Bagger, Jensby, KPMG og Den Danske Bank,” lød det fra entertaineren Finn Nørbygaard før udsendelsen. Det holdt ikke stik.

Ren udmelding

Sådan var mit indtryk af  entertaineren Finn Nørbygaards lille time på Café Hack på P4 søndag formiddag, altså i dag. Rammen var en gammel café med samme navn på Århus Teater, og i værtens stol var DR’s Søren Dahl, der har været vært for mange DR-programmer og som oprindelig er uddannet musikpædagog.

Søren Dahl meldte rent ud: Ja, vi er venner, og vi har været det i mange år. Senere i udsendelsen nævnte han, at han også arbejdede for Nørbygaards entertainerforretning ind imellem.

Dahl spurgte i slutningen publikum, om det mente, at han manglede at stille nogle kritiske spørgmål? Om Nørbygaards valg af udspørger, skyldtes at entertaineren ville sikre sig mod kritiske spørgsmål? Latter og kaffekoppernes klirren gjorde det ud for svar.

Gemmer godbidder til show

Der var meget lidt nyt at hente for dem, der havde tændt for radioen for at få den bebudede og hidtil skjulte sandhed om Finn Nørbygaard og IT Factory-sagen.

Måske gemmer entertaineren godbidderne til sit nye show, som P4’s lyttere fik at vide, hvornår løb af stablen og hvor. IT Factory bliver udgangspunkt for en musikalsk folkekomedie i showet, fortalte Nørbygaard. Stein Bagger bliver skurken, han selv helten, og i birollerne var blandt andet “pastor Jensby”.

Samme skurke

Finn Nørbygaards skurkebillede i relation til IT Factory var i radioprogrammet, som det hele tiden havde været. Bagger og Danske Bank er skurkene. Han selv offeret.

Jensby? Han nævnte “pastor Jensby”. Ellers var det eneste andet tidspunkt, hvor han nævnte Jensby, som han så mange gange tidligere har rost til skyerne, da han fortalte, at han selv altså ikke havde forstand på tal og aldrig ville få det.

Ville udvikle hjernehalvdel

Nørbygaard var gået ind i Jensbys JMI Invest for at prøve “udvikle den hjernehalvdel, havde med it at gøre,” og det lykkedes aldrig. Og når han deltog i JMI’s bestyrelsesmøder satte han sig altid ved vinduet.

“Når Asger Jensby kom med de store tal, og det var meget store tal, så åbnede jeg vinduet for at trække vejret. Jeg kunne ikke det med tal,” fortalte Finn Nørbygaard.

Han kunne dog fortælle, at han havde skudt “nogle millioner ind”, men han fortalte ikke, at han og alle de andre i JMI Invest har scoret pæne udbytter på deres investeringer, indtil fupforretningen kollapsede. Værten stillede heller ikke spørgsmål om udbyttet.

Flot udbytte til Nørbygaard

Alene i 2006, 2007 og 2008 scorede ejerne af IT Factory 108 millioner kroner, oplyste boets kurator, Boris Kristensen tidligere på året. Mest i 2008, hvor udbyttet, der blev udbetalt, var på hele 60 millioner kroner.

Ejerne, der scorede nogenlunde ligeligt, var JMI Invest samt Agios United, som Stein Bagger hævdede af være eneejer af, mens partnere Allan Vestergaard havde en helt anden holdning.

Så vidt jeg ved, skød Finn Nørbygaard i alt 2,5 millioner kroner i JMI Invest, og ved konkursen var hans ejerskab på 17,41 procent. Det indebærer, at han på blot tre år fik omkring 9,5 millioner kroner i udbytte – i cool cash, ikke papirpenge.

Tilføjelse den 17. august kl. 10.15. Finn Nørbygaard oplyser i en artikel på epn.dk, at udbyttet ikke gik videre til investorerne, altså blev i JMI Invest.

Fra halvmilliardær til fattig

Men Nørbygaard kom altså ikke ind på det pæne udbytte. I stedet fokuserede han på, at han på papiret var 437 millioner kroner værd, da bomben sprang den 1. december.

“Og dagen efter ved jeg ikke, om jeg får råd til at give min familie mad i morgen,” sagde entertaineren.

Ifølge ham havde Danske Bank forinden fortalt ham, var han det dobbelte værd.

De hårdt tjente penge

Nørbygaard kunne fint leve med at tabe sine papirmillioner, sagde han, men det tog hårdt på ham at miste de 37 millioner kroner, som han havde optjent gennem sine lange karriere. Pasning af hans pengetank var først overladt til et firma, der hedder Formuepleje, og senere overdraget til Danske Bank.

“Men den 1. december var de væk, og banken lod sig ikke nøje med det. “Vi vil også have dit hus, dine sommerhuse, din bil.”

Blandt de få sandheder, han ikke havde berettet offentligt, var at banken havde taget alt. Han havde tidligere hele tiden sagt, at han forhandlede med banken og håbede på en mindelig ordning – en, der måske kunne afvente en positiv udvikling på aktie- og ejendomsmarkedet, men det blev altså ikke tilfældet.

En af de lovede afsløringen blev altså, at der ikke var fundet en mindelig ordning med Danske Bank. Banken ville ikke vente. Flyttebilen er bestilt.

Overleveren

Ifølge værten Søren Dahl, havde Finn Nørbygaard været igennem noget, der havde taget livet af de fleste.

Nørbygaard, der selv er uddannet psykoterapeut, fortalte, at rigdommen nok havde gjort ham til “en fed hankat, der lå i sofaen”, men ulykken havde brændt noget af fedtet af i hjernen.

Efter tre måneder i kulkælderen havde han fået gnisten tilbage, og hvordan det ville gøre hans show endnu bedre. Mere selvironi og mere skørt end tidligere.

“Jeg kan sige, jeg får hævn over Stein Bagger,” sluttede han.

Udsendelsen sluttede med Abba-sangen “Money, money, money.”

Løse ender

Nu var det jo Nørbygaard selv, der styrede, hvad der skulle fokuseres på, også ved valget af sin talerstol. Jeg håber så, han er villig til en anden gang at fortælle nærmere om, hvad det var, der gjorde, at han forgældede sig så voldsomt.

En entertainer med en opsparet formue på 37 millioner kroner har jo bevist, at han har langt bedre økonomisk sans end de fleste i den branche, hvorfor var der ingen tanker på det gamle udsagn om, at når noget synes for godt til at være sandt, så er det næppe sandt?

Hvorfor røg han på bankens skønsange om lån og nye investeringer? Havde IT Factory ikke været fup, havde det så været god brug af papirpengene? Og hvorfor valgte Nørbygaard en tilsyneladende meget omfattende høj-risikoprofil i sine investeringer? Jeg tror, at vi alle kan lære noget at en sådan fortælling.

Jeg håber også, at han en dag vil fortælle nærmere om Asger Jensby som person og som bestyrelsesformand. Jensby er stadig et mysterium for mig. Kunne den mand sælge den mangeårige aura af troværdighed på flaske, ville han ikke længere have økonomiske problemer.

Jeg synes så også, at det er helt ejendommeligt, at Søren Dahl ikke udspurgte Nørbygaard om det samspil, som der må have været med Stein Bagger – direktøren for firmaet, han var medejer af og som tilsyneladende forgyldte ham.

Glæder mig til showet

Men nu bliver jeg altså nødt til at vente på hans show starter i september, og jeg vil helt sikkert løse billet:-)

Jeg har faktisk en særlig veneration for manden i denne sag, idet hans udtalelser i en formiddagsavis var, hvad der skulle til, for at jeg første gang kunne blogge om IT Factory under overskrift “Rigmanden Finn Nørbygaards papirpenge“. Det blogindlæg blev årsag til, at jeg fik efterhånden fik en stor hjælp fra bloglæsernes side.

Til den, der har behov for lidt støtte til repetition af IT Factory-sagen, kan henvises til den tidslinje, som er en del af min særlige blog til Bagger-bogen Bedrag – Om IT Factory, grådighed og magtsyge.

PS: Nørbygaard ønskede i programmet også at fortælle om skilsmissen efter kun et års ægteskab, men jeg nåede egentlig ikke at blive klar over, om skilsmissen var en and, men det var den vist.

Nørbygaard fortalte, at han havde været dybt nede i kulkælderen og havde sagt til sin nye hustru, at nu ville han skilles. Hun havde så SMS’et venner med det triste budskab og en bøn om hjælp til at finde bolig. Den SMS var også kommet i Se & Hørs besiddelse, og selv om Nørbygaard havde udtalt til bladet, at nej, de skulle ikke skilles, så sagde journalisten, at den historie ville blive skrevet alligevel, da man var i besiddelse af SMS’en.



37 kommentarer RSS

  1. Af Ole Pedersen

    -

    Ja, og eftermiddagens TV2 News gav ligeledes Nørbygaard rigelig plads til at gentage (forbløffende ordret) sine replikker fra Café Hack. – Heldigvis fik han lidt mere modstand på TV2 uden dog at kaste lys over de uafklarede og ganske centrale spørgsmål, Dorte Toft nævner.
    Det handler tilsyneladende om, at det er betydningsfuldt for Nørbygaard, at vi har ondt af ham. Hans selvfremstilling som naiv og offensivt uvidende tumling i Stein Baggers Crazy Cabaret er hans gennemgående rollefigur.
    Men ER det nu synd for ham? Ja, for min skyld gerne. Gu’ er det da synd for ham. Arme mand.

  2. Af Dorte Toft

    -

    epn.dk går tættere på:
    http://epn.dk/samfund/article1783346.ece
    epn.dk repræsenterer Jyllands-Posten, EkstraBladet og Politiken.

  3. Af John Iversen

    -

    Hov, hov – det går slet ikke at henvise til TV” News. Du skal vide at ingen ærlige mennesker ser denne kanal. Det er en hæderssag ikke at se den. Men bevares, jeg kan forstå det økonomiske rationale, som ligger i at sidde klinet til skærmen for at få så meget som mulig ud af det kontingent man, måske tvungent, har betalt til en antenneforening.

    Men stadig vil jeg hævde, at det burde være let at trykke på OFF-knappen. Men det er måske et afhængighedsforhold som har lignelser til de, som er afhængige af nikotin.

  4. Af M. Nielsen

    -

    Et nyt slogan for Danske Bank:

    Gør som Finn Nørbygaard – Lad Danske Bank passe på dine penge…

    Med den måde Danske Bank forholder sig til rådgiveransvar, er det fra nu af finansielt uansvarligt at overlade nogen form for penge til dem.

  5. Af Frederikke Madsen

    -

    Hvor er jeg dog enig i Dorthes betragtninger.

    Om jeg fatter hvorfor det p.t. kun er JP, der har stillet de naturlige spørgsmål, som radioprogrammet ikke stillede.

    Det var usympatisk at opleve den rene form for mikrofonholderi, der blev udvist i radioprogrammet. Hvis man ikke vil stille de nødvendige spørgsmål, så skal man ikke acceptere FN som gæst.

  6. Af Jesper Jakobsen

    -

    Cafe hack er og bliver noget hygge-bras.
    Den feminine vært har ikke skyggen af evne til at skulle agere kritisk vært, så derfor FN vælger at tage dertil.

  7. Af Erik Christensen

    -

    Det gik helt som jeg havde forventet, der kom ingen sandheder frem, kun at Finn Nørbygaard fortalte, at han har mistet alt og ikke fik en særaftale med Danske Bank, så han kunne blive boende i sin villa, banken ville have sine penge, som de vil med alle andre skyldner.
    Hvis han ville have fortalt hele sandheden, som han bebudede, skulle han have fortalt, hvor mange penge han har investeret i IT Factory aktier og hvor meget han har fået udbetalt i udbytte, jeg føler mig overbevist om, at det er et plus i Finn’s farvør.
    Det er ret beskæmmende at være vidne til, hvordan medierne indtil nu, kun har været mikrofonholder for Finn og ikke har stillet nogle kritiske spørgsmål og det gælder især DR og TV 2, Ekstrabladet er dog i dag, begyndt at bore lidt i, hvor stor Finn’s investering i IT Factory aktier egentlig har været.
    Jeg håber virkelig ikke, at han har undervist i regning eller matematik dengang han var skolelærer, jeg ved godt at det er nemt at være bagklog, men hvordan kan man tro, at en investering på 2 mill. kr. kan vokse til et aktiv på 400 mill. kr. – eller 800 mill. som DR hævdede i dag – på 2 – 3 år, det ville da vist være første gang i Danmarkshistorien at dette ville være sket.
    I min optik kan man ikke miste noget man aldrig har haft, jeg kan ikke tabe mit armbåndsur hvis jeg aldrig har ejet et og Finn har jo aldrig haft hverken 200, 400, eller 800 mill. kr., det var kun noget han troede, Stein Bagger har jo hverken gjort Asger Jensby, eller Finn Nørbygaard fattige, det lykkedes ham blot ikke at gøre dem rige og der i er der en forskel.
    Jeg har aldrig forstået hvorfor man skulle have så ondt af Finn, fordi hans investering på 2 mill. kr. ikke er 200 eller 400 mill. kr. værd, der er millioner af mennesker der går sulten i seng hver dag og ikke kan give deres børn mad, dem har jeg utrolig ondt af, men at Finn ikke ejer 200 eller 400 mill. kr. kan jeg ikke have ondt af, så skulle jeg jo have ondt af de fleste mennesker, for det er dog de færreste der gør dette.
    Der er tusindevis af mennesker der taber penge på aktiehandler, så hvorfor det skulle være værre for Finn end dem, kan jeg ikke lige forstå og var det nu gået godt, havde han jo været en fandens karl og opført sig som sådan.
    Jeg forstår godt at han er sur på sine bankrådgivere, for Danske Bank vurderede jo IT Factory til at være næsten et par milliarder kroner værd, men at sige at han selv er helt uden skyld og at det hele er de andres skyld, er lidt for sølle, jeg føler mig overbevist om, at Finn har skrevet under på samtlige lånedokumenter og det er jo almindelig børnelærdom, at man ikke skal investere i aktier for lånte penge, ville han det sikre, kunne han have købt Statsobligationer eller ladet pengene stå på en Formuekonto, så havde han nok haft mindst de 37 mill. kroner i dag, men grådigheden vandt over den jyske besindighed og fornuft – men måske hvis han er heldig, kan han få en gammel Skoda 105 og sin gamle kone tilbage, nu hvor han ikke har råd til Mercedes og ung kone.
    Jeg tror nu ikke at det vil lykkedes ham at gøre Stein Bagger til grin i sit Show, men måske sig selv.
    OK – han fik lidt gratis reklame inden sit Show og håber vel på at folk nu køber billetter af medlidenhed, så der kan komme lidt penge i kassen igen.

  8. Af Jens Gert Sørensen

    -

    Finn er og bliver entertainer og det kan vel ikke undre nogen, at han glider af på de fordele han helt kontant havde ud af eventyret med IT Factory.

    Og så er det altid smart at spille naiv og skyde ansvaret for tab over på Danske Bank, der principielt ikke kan forsvare sig i konkrete kundesager.

    Men jeg er enig i at DR er nemme ofre for Finns PR-stunt. De plejer ellers at gå til stålet når det handler om at hudflette dubiøse erhversfolk.

  9. Af John de Summer-Brason

    -

    Man kan undre sig over Finn Nørbygaards udstillede naivitet. Men også konstatere, at han med sit gode, kendte navn har været med til at tilføre Bagger & Jensbys ulyksalige enterprise en legitimitet verden godt kunne have undværet. I sine film og sketches spiller Nørbygaard altid naive og troskyldige roller. vorherre bevares! Hvor tæt er familieforbindelsen i øvrigt mellem Asger Jensby og Svend Aage Jensby, forsvarsministeren, der førte det knap så succesrige felttog mod Irak?

  10. Af anne Jensen

    -

    Hmm man kan vel overordnet drage nogle paralelle med denne sag.
    Nørbygård har nogle penge det ved bank rådgiver i danske bank denne rådgiver kan også se sin løn og provision vokse hvis han kan få fat i nogle af disse herlige penge. Det samme er sket i Roskilde bank og andre banker hvor man har fået folk til at belåne huse, værdier og lign, for at investere i tvivl somme aktier
    En hver person ville hoppe på limpinden hvis der sættes et stort tal op som udbytte.
    Men dem som har haft gavn af cirkuset er faktisk banker og deres ansatte. Folk tror altid at deres bank mand er alt vidende
    Danske bank findes utallige eksempler på sløset omgang med folks penge. Banken har investeret pensions penge i Madoff Usa selv om der allerede var anmærkninger fra SEC filling Usa
    Hvor danske bank går fri af at betale tilbage til folk
    Hvor imod Bank santander er dømt til at betale og har betalt de spanske kunder tilbage.

    De penge danske bank og andre banker har investeret og lånt til projekter som It factory og Madoff kommer sådan set fra de almindelige kunder De penge er tabt og af en eller anden årsag skal bankerne ikke betale tilbage det hænger jo ikke sammen.

  11. Af Boe Jørgensen

    -

    Jeg syntes at Finn Nørbygaard er ikke så lidt af
    et pjok.
    Han forsøger at skjule sin almene meneskelige grådighed under en maske af uvidenhed i en PR aktion for sit ny show.
    Når man for lånte penge gearer investeringer i en udvikling som man ikke aner en pind om så er det rigtige udtryk GREED.
    Boe Jørgensen

  12. Af Anders Olsen

    -

    Jeg mener ikke, at det er retvisende at skrive, at “det indebærer, at han på blot tre år fik omkring 9,5 millioner kroner i udbytte – i cool cash, ikke papirpenge”.

    JMI (hvor Nørbygaard var minoritetsaktionær) fik omkring halvdelen af de 108 mio. kr., som blev betalt i udbytte fra IT Factory. Men pengene havnede jo i JMI, der brugte pengene til øvrige investeringer, herunder likviditetsstøtte til alle de nødlidende porteføljeselskaber.

    Så medmindre JMI betalte et tilsvarende udbytte til sine aktiobnær – og det gjorde de mig bekendt ikke – så fik Nørbygaard netop ikke pengene i cool cash. Et selskab, hvor han var minoritetsaktionær, fik dem i cool cash, men Nørbygaard har tilsyneladende aldrig set noget til disse penge.

  13. Af Marlis Frederiksen

    -

    Jeg så TV-interviewet i TV2 news og det var ynkeligt at se Finn Nørbygaard (næsten stolt) udstille sin naivitet. Tal sagde ham ingenting. Nej men det tal som bankrådigveren stillede ham i udsigt som fortjeneste må alligevel have gjort indtryk dengang han skrev lånedokumentere under. Har han aldrig hørt om at man ikke skal investere for lånte penge – især ikke aktier? Som voksen menneske må man SELV sætte sig ind i hvad risikoen er og om man er parat til at tage det. Man må går ud fra han tilhører venstrefløjen som har sådan et afsky for at beskæftige sig med penge og tal – og tage et ansvar. (Jeg mindes et læserbrev fra en kendt forfatter for nyligt som havde stolet blind på sin bankrådgiver og nu havde næsten mistet alt….) Dermed vil de fremstå som bedre og mindre pengegrisk end almindelige mennesker. Men når pengene lander i deres lommer er det helt ok at have dem og når man oveni ikke kan nøjes med de mange millioner men bliver GREEDY kan det gå galt.
    Når han så finder ud af at Danske Bank ikke vil give ham særbehandling (hvorfor skulle de det?) sa har de sovet i timen og så stiller han op til det ene interview efter det andet.
    Den helt uskyldige Finn Nørbygård har nu fået alletiders reklame til sit nye show – helt gratis.

  14. Af Dorte Toft

    -

    @Anders Olsen. Cool cash eller ej? Det kan være, at jeg har taget fejl, måske præget for meget af historierne om, Asger Jensbys forbrug. Og som du skriver, var størstedelen af JMI Invests selskabsportefølje nødlidende, så der skulle jo skaffes penge til dem. Kigger lidt på sagen og vender tilbage.
    Tilføjet kl. 10.17. Jeg har nu gengivet Finn Nørbygaards udtalelser i epn.dk, om at udbyttet ikke endte i investorernes lommer.

  15. Af Mikrofonholderi vs. bidsk journalistik « TaleGaver

    -

    […] DR som PR for Finn Nørbygaards nye show. IT Factory som madding […]

  16. Af Poul Andersen

    -

    Finn N. siger selv han er blevet ramt af to katastrofer – Stein Bagger og så finanskrisen. Det fremgår nu efterhånden, at første katastrofe er ubetydelig, måske endda en overskudsforretning, og at det er hvad Finn kalder finanskrisen, der har væltet læsset. Min fornemmelse er at “finanskrisen” er et dumdristigt investeringsæventyr drevet af udsigten til hurtige nemme penge.

    Finn nævner ordet “gearing”, hvilket minder mig om min svigerfars investeringsæventyr. Svigerfar havde efter et langt liv som forretningsdrivende nogle få millioner stående på bankbøger og i sikre obligationer. han blev fristet af jyske banks tilbud om investering og skrev under på en investringsprofil, med en vis risiko. Han kom ind i noget med “gearing” og såkaldte hedgefond afdelinger. De første perioder medførte et moderat tab, men stort nok til at svigerfar trak følehornene til sig og satte det hele tilbage på bankbøger med 5% i rente. Senere viste det sig at disse hedgefondafdelinger tabte op til 80%. Svigerfar havde også tænkt på at investere i IT, men var skræmt af den tidligere såkaldte IT-boble. Som han sagde: det der IT har jeg ikke forstand på.

    Finn N. har vel blot været ude i det samme, (blot helt uden livrem og seler og naturlig mistænksomhed og kritisk sans). Han har sågar lånt måske det dobbelte (det tal vil han ikke ud med) af hans egenkapital på 37 millioner til at investere for. Han har så ikke været begavet med svigerfars naturlige skepsis og realitetssans og mistet 80% af det investerede. Er det investerede beløb 80 millioner er der så et tab på 64 millioner. Bundlinie: En gæld på 27 millioner.

    Nu har Finn N. så mistet hele sin opsparing fra hans karriere samt det lånte og må pga. dumhed starte helt forfra og på landevejen igen med sine shows. Hvordan hulen kan en mand satse alt (hele sin families eksistensgrundlag) inklusive det dobbelte i lånte penge. Kunne han ikke bare havde sat små 20 millioner ind i stedet for hele butikken – ufattelig dumt.

    Finn N. kører nu kanonerne i stilling og ønsker vel at tjene penge på et show ud fra temaet – ærlig velmenende jyde bliver snydt af IT-smart svindler – det hele ridende på “Stein Bagger” bølgen. Det virkelige tema er nok snarere, jyde med snu kræmmermentalitet samt en god portion dumhed og grådighed kommer galt afsted i finansverdenen. Men det er der jo nok ikke meget overskudgivende show i.

    I relation til sagen med IT-factory, Stein Bagger og Jensby mv. er Finn N. ganske uinteressant.

  17. Af Allan Skovmand

    -

    Jeg synes Dorte har ret.

    Hvis den gode Finn evner at tjene 37 mio på at være sjov på jydernes bekostning, så er han ikke helt tabt bag en vogn. Halvdelen er nok kommet via investering af den anden halvdel som er penge tjent på shows/DVD’er.

    Nu er strategien så at sige at “jeg er et fjols med penge” få lidt sympati i befolkningen, og gøre Danske Bank til skurken i sit investeringsspil.

    Jeg kan godt lidt Martin Thorborgs udtalelse på Erhvervsbladet da hans Spamfighter gik i blod-rød “over night”.

    “Det er jo ikke et barn der er sygt” siger han blandt andet. Og tilføjer også at det “ikke er samfundets skyld”.

    Hvis man investerer må man også tage tæskene når det går galt med investeringerne, heck der er jo ingen som er døde.

    Læs Thorborg her: http://www.erhvervsbladet.dk/ivaerksaetteri/thorborg-har-i-maven

  18. Af Mogens L. Nielsen

    -

    Kan vi ikke snart blive fri for at høre mere klynkeri fra denne ufrivilligt komiske person. Hvis han føler sig snydt, må han som alle andre anlægge sag. Hvis han bare har dummet sig, må han tage konsekvenserne. Det andet her er for ynkeligt.

  19. Af Anders Olsen

    -

    @ Poul:

    “Hvordan hulen kan en mand satse alt (hele sin families eksistensgrundlag) inklusive det dobbelte i lånte penge.”

    Det interessante her er, hvilken aftale Nørbygaard rent faktisk havde med Danske Bank om forvaltning af pengene. Ifølge ham selv havde han jo netop bedt banken om at investere “med livrem og seler”, og så blandede han sig øvrigt ikke i, hvad de gennemførte af transaktioner.

    Hvis det er rigtigt, kan jeg da godt forstå, at han nu “klynker” lidt, for så er det Danske Bank, som har løbet en risiko, som slet ikke svarede til kundens ønske.

    Men sandheden er nok et sted midt i mellem.

    Hvis Danske Bank virkelig havde gennemført investeringer, der afveg så meget fra det aftalte, så havde Nørbygaard haft en solid sag mod banken. Så mon ikke det simpelthen handler om en kombination af efterrationalisering og dårlig kommunikation mellem Danske Bank og Nørbygaard; hans penge er blevet investeret langt mere risikabelt end han ønskede og med potentielt langt alvorlige konsekvenser end han var klar over. Men jeg er overbevist om, at investeringerne er sket i overensstemmelse med den aftale, som han har underskrevet – han har nok bare ikke forstået dens potentielle konsekvenser.

    Uanset hvad så er det endnu en streg i regningen for Danske Bank. For det er altså ikke kønt, at man taber 37 mio. kr. af kundens penge og oven i købet efterlader kunden i bundløs gæld. Det er dårligt bankhåndværk.

  20. Af Anders Olsen

    -

    @ Dorte

    “Det kan være, at jeg har taget fejl, måske præget for meget af historierne om, Asger Jensbys forbrug.”

    Er det ikke netop fremgået, at Asger Jensby aldrig havde nogen penge, og derfor bl.a. lånte cool cash hos SB? Det mener jeg da, at SB udtalte under domsforhandlingen.

    Det er i øvrigt efter min mening det tydeligste tegn på Jensbys manglende kvalifikationer som erhvervsleder. En ting er, at man kan lade sig vildlede af en dygtig manipulator, men at en bestyrelsesformand låner en formue af sin adm. direktør, det er simpelthen noget af det tåbeligste, jeg har hørt.

  21. Af Sanne Udsen » Blog Archive » Finn Nørbygaards økonomiske problemer

    -

    […] myldre ind og se hans nye show? For god reklame, det har han da fået! Ikke alle debattører på Dorte Tofts blog finder det lige smagfuldt. Men derfor kan det jo godt være effektivt. Filed in Aktuelle emner, […]

  22. Af Poul Andersen

    -

    @Anders

    Jeg kan huske, at der er flere niveauer for risiko der indgår i en investeringsaftale. Han må have valgt en med risiko. Siden Finn N. skiftede fra sin gamle formueforvaltning, har han jo nok tænkt at han skulle have et større afkast = højere risiko. Han er måske blevet overmodig, da han jo “havde 400 millioner”, så hvad fanden vi satser en 80 stykker.
    Han har meget af skylden selv er jeg sikker på.

  23. Af Anne Petersen

    -

    Jeg syntes, det er beskæmmende den skadefryd, overfor FN og andre der har tabt store beløb, der kommer frem i diverse debatfora. Mens bankernes rådgivning og mangel på samme knapt nok berøres.

    Heldigvis lægger en gruppe investorer nu sag an mod Jyske Bank for tabte investeringer i deres hedgefonde. Finanstilsynet har givet Jyske Bank en påtale for mangelfuld rådgivning og at undlade at oplyse om de betydelige risici, der var forbundet med investeringerne. Det bestyrker søgsmålet.

    Jeg spekulerer over, om FN var udsat for samme mangelfulde rådgivning.

    Min professionelle holdning er, at kun professionelle spekulanter og investorer skal beskæftige sig med gearede investeringer. Med professionelle mener jeg dels, at de har et indgående kendskab til det de investerer i, dels at de selv overvåger og monitorerer investeringen. At overlade forvaltningen af gearede investeringer til såkaldte investeringsrådgivere, der får en stor provision og løn næsten uanset resultatet ? var det ikke 194.000 kr. i gennemsnit? ? er bare vejen til sikker ruin!

    Man skal ikke overse, at bankerne jagtede personer med formuer. Enten i form af opsparinger eller friværdier. Pengene skulle jo ud og arbejde! Lige ned i et sort hul.

  24. Af Henrik K

    -

    Den “offentlige” hukommelse er desværre ufattelig kort – allerede i 2007 blev det klart, at Finn Nørbygaard og Asger Jensby havde investeret i firmaer, der reelt kunne sidestilles med de allerværste annoncehajer. Finn Nørbygaard var blevet advaret, men han fortsatte af simpel grådighed.

    se: 180Grader.dk (20. nov 2007 kl 12:50)
    http://www.180grader.dk/nyheder/Finn_N_rbygaard_indblandet_i_kommunalt_k_mpeoverforbrug.php

  25. Af Peter Kjær

    -

    Den helt store skandale her og nu er, at DR lader sig bruge til fuldstændig ukritisk markedsføring af Finn Nørbygaards nye show, hvor han skal ud og tjene nogle af de tabte penge hjem igen. Det er jo tydeligt for enhver, at der ikke var tale om “ærlig snak” i Café Hack.

    Jeg ved snart ikke, om jeg er mest forarget over den mikrofonholdende slaskerøv Søren Dahl eller over hans redaktør på DR. Men det er dybt problematisk for den licensfinansierede public service institution DR at medvirke til det her.

    Stor ros til Dorte Toft for hendes afklædning af interviewet.

  26. Af Erik Christensen

    -

    @ Peter Kjær
    Og du kan være forvisset om, at vennerne i DR køber Finn’s Show og lader licensbetalerne spytte lidt i Finn’s slunkne pengekasse.
    Jeg synes også at det er en skandale, at en Statslig TV-station viderbringer Finn’s påstande helt ukritisk og måske endda lægger lidt til, i første TV-avis søndag aften, var hans tab nu helt oppe på 800 mill. kr., hvis han, som Dorte Toft nævner, har investeret 2,5 mill. kr. og trukket 9,5 mill. kr. ud i udbytte, over en 3 – 4 årig periode, har det jo været en særdeles guldrandet investering, at pengene så er overført til andre tabsgivende selskaber i JMI Invest, har jo intet med IT Factory eller Stein Bagger at gøre.
    Til Anne Petersen, det har intet med skadefryd at gøre, men mange mennesker kan måske ikke forstå, hvorfor vi skal synes at det er så synd for Finn, at han ikke ejer 400 mill. kr., det er jo ikke således, at hvis Stein Bagger ikke var blevet ansat i IT Factory og lavet sit svindelnummer, så have Finn ejet 400 mill. kr.

  27. Af Anne Petersen

    -

    Til Erik Christensen:
    Du har åbenbart ikke bemærket, at FN netop ikke øffer over de manglende 400 mio. i IT Factory. Men over at han lod sig overtale af “rådgiverne” i Danske Bank til at foretage gearede investeringer med udgangspunkt i værdierne i ITF.

    Da værdien af de investerede midler forsvandt i kølvandet på finanskrisen og da værdierne i ITF var luft, var der kun FNs personlige formue at komme efter. Som så er forsvundet og mere med.

    FN har udtalt, at han ønskede at “gå med livrem og seler” mht. investeringer. Da gearede investeringer er det stik modsatte af at gå med livrem og seler, kan man som minimum konkludere, at der har været tale om en alvorlig kommunikationsbrist mellem FN og de såkaldet “rådgivere”.

    Vi ved også, at en anden ellers seriøs bank som Jyske Bank, har fået en påtale fra Finanstilsynet for ikke at informere investorerne korrekt om de risisi, der var forbundet med investeringer i deres hedgefonde. At det stod med småt på side 33 var ikke godt nok.

  28. Af Anna B.

    -

    Endnu en gang kæmpestor ros til Dorte Toft for sin saglige, sobre afdækning af tingenes tilstand –
    blot patetisk at ikke andre medier har denne vinkel på FN´s gratis markedsføring af sig selv i public DR.

  29. Af lars pedersen

    -

    Er da spændt på hvor mange der vil betale for at komme ind og høre FN fabulere om hans fald fra millionærlivets tinder og den forskrækkelige Stein B?
    Tænker da lidt at publikum istedet, ligesom en terapeut, burde have vederlag for at lægge øre til….

  30. Af Poul Andersen

    -

    DR´s aftenshow hoppede også på Finn N´s “det er så synd for mig” limpind. Interviewet antog at Finn havde mistet 400 millioner pga. IT-factory. Finn fik lov til at reklamere og fremføre et nummer fra det kommende show. TV2, der også har public service forpligtelser kørte nøjagtig samme linie i Goáften DK. Lidt under lavmålet at kanalerne skal køre denne sensationspresse journalistik.

  31. Af Kaj Nielsen

    -

    Jeg hørte også Cafe Hack, i søndags, desværre har jeg sjældent hørt, sådan engang jubelnaiv sludder. Dette var lige lovlig jysk.

    At Finn N, ikke skal have noget med penge, at gøre, er da helt klar. At Finn N, ville prøve, at tørre det hele af på Danske Bank, og få ham til at fremstå, som en anden helgnen, er for tyndt.

    Hvis det er sandt at Finn N har givet, Formue Pleje, i DDB, 37 mill. Dette gør man ikke uden man fået et stykke papir på det. Jeg tvivler på , han har mistet alt. Skulle det være tilfældet, kan man med rette køre en sag mod banken.

    Om aftenen kommer det jo frem i TV, at der var lånt en del penge i banken. Det er sikkert det, banken smider Finn N på gaden for.

    At Finn N ville sige sandheden, i Cafe Hack, var et flop og desværre tror jeg at Finn N lyver.

  32. Af Anna-Marie Bernat

    -

    Ubegribeligt at Fin Nørbygaard har kunnet tjene
    penge overhovedet på sine show, noget mere plat
    og talentløst skal man lede længe efter. Han har haft gæster som har reddet forestillingen, og det er så det. Hans udtalelser er usympatiske.

  33. Af Jonni Hansen

    -

    Grådighed har sin pris. Tag en tudekiks Finn!

  34. Af Erik Christensen

    -

    @ Anne Petersen
    Det er da rigtigt at Finn her på det sidste, lidt nølende, er begyndt at indrømme, at han aldrig har haft de 400 mill. kr., men det er absolut også først nu at han gør det og vel fordi folk også er ved at opdage, at de er blevet ført bag lyset af Finn Nørbygaard, medierne og især DR og TV 2. Siden Stein Bagger sagen begyndte, er vi blevet tudet ørene fulde med, at Finn Nørbygaard havde tabt, først 200 mill. kr., så 400 mill. kr. og i TV Avisen DR søndag, 800 mill. kr., inden året er omme, er vi vel oppe på 2 milliarder kr.
    Når man taler om tab er det udfra den investerede kapital og hvis Finn har investeret 2,5 mill. kr. og trukket 9,5 mill. kr. ud i udbytte, er der altså ikke tale om et tab, men om en særdeles fin gevinst.
    Finn er jo ikke en naiv bonderøv der er kommet ind med 4 toget og ikke har forstand på penge, han har eget investeringsselskab og har flot formået at oparbejdet en formue på 37 mill. kr. som han så sørgeligt nok har tabt.
    Jeg kan da også i en vis grad se at Finn har handlet i god tro, når Danske Bank kunne vurdere IT Factory til at være 8 milliarder kr. værd., men der er kun ham selv, der har ansvaret for egne handlinger og det er ham selv der har besluttet at geare investeringen op, ved at flytte den fra Formuepleje til Danske Bank og det er ham selv der har underskrevet lånedokumenter og investeret i aktier for lånte penge, hvad enhver ved kan gå grueligt galt – også Finn.
    Jeg bliver forarget når medierne manipulere med sandheden og ikke fortæller sandheden, men pisker en stemning op, om at der er så synd for Finn Nørbygaard og bliver ved med at hævde at Finn har tabt 400 mill. kr. på grund af Stein Bagger, og især i en tid hvor nogle mennesker må gå fra hus og hjem fordi de har mistet deres arbejde og det eneste de har gjort, var at passe deres arbejde, og ikke som visse andre har spillet hasard.
    Hvorfor er det mere synd for Finn – blot fordi han er en kendt person, at han må gå fra hus og hjem og ikke har 400 mill. kr., end det er for Mads Larsen i Frederikshavn, der må gå fra hus og hjem, fordi han har mistet sit arbejde.
    Jeg tror heller ikke på Finn’s “livrem og seler” forklaring, men Danske Bank kan jo ikke kommentere sagen, så den er omkostningsfri.
    Finn sagde også at nu vil han fortælle hele sandheden og lægge Stein Baggger tiden bag sig og komme videre med sit liv – og hvad er det han bruger al sin tid på og skal bruge al sin tid på i tiden fremover i sit Show – Stein Bagger sagen – temmelig selvmodsigende.

  35. Af 23. Aug 2009 - Dagens ting og sager | Jacob Nordahl

    -

    […] DR som PR for Finn Nørbygaards nye show. IT Factory som madding Tak til utrættelige Dorte Share and […]

  36. Af Niels Christensen

    -

    Finn i BT idag:
    “Jeg håber da at vinde en lille del af mine mistede millioner. Nogen må jo sidde med de millioner, som jeg havde engang, siger Finn Nørbygaard til B.T.”
    http://www.bt.dk/kendte/nu-gaar-finn-til-modangreb
    Er der ikke nogen der kan give Finn et kursus ?

  37. Af Fjodor Pedersen

    -

    23,50 kr. og dåseananas til NørbygårdKunstnergruppe fra Esbjerg brugte Finn Nørbygårds bankerot til at sætte fokus på hjemløse.man, 07/09/2009 – 13:07

    En gruppe kunstnere fra Esbjerg fik nok af at høre om Finn Nørbygård og de 437 millioner kroner, han mistede på affæren med Stein Bagger og IT-Factory. Så de satte en indsamling i gang, men resultatet blev ikke ligefrem prangende.

    En dåse ananas, 23,50 kroner og en pose pandekagemel var alt, hvad foreningen kunne skrabe sammen i forbindelse med “velgørenhedsarrangementet”, hvis formål var at sætte fokus på hjemløse, skriver Jydske Vestkysten.

    – Vi synes jo umiddelbart, at det var lidt hyklerisk, at det i medierne kom til at fremstå, som om Finn Nørbygård var endt som hjemløs for lud og koldt vand. Det er nok næppe tilfældet, at han kommer til det., siger Jannie Schau Kristensen, der er formand for foreningen Mød en Esbjerg-kunstner til avisen.

    -Naturligvis er hele sagen omkring de tabte millioner da synd for ham, men der er altså folk, der har det meget værre, og det var det, vi gerne ville prøve at fortælle omverdenen, siger hun.

    Ifølge Jannie Schau Kristensen var arrangementet ment som en ironisk spøg, men Finn Nørbygård vil alligevel blive tilbudt at modtage udbyttet fra arrangementet.

Kommentarer er lukket.