Dorte Toft
Medforfatter af "Bedrag" om Stein Bagger-sagen, hvor Bizzen-bloggen spiller en væsentlig rolle. Har modtaget eJour-prisen, IT-prisen, FUJ-prisen og Publicistprisen for sin journalistik. Desuden nomineret til Cavling-prisen i 2009.
Lykkelig i nørdland. Hvem bygger fremtiden? Gyldendal, 256 s., kr. 249,95.
Læs mere hos Boghuset eller download bogen gratis her.
“En ældre dement mand er forsvundet fra sin bopæl. Politiet ønsker assistance til at søge efter manden.” Et uddrag fra Forsvarskommandoens døgnrapport den 12. september. Den dag blev Forsvarskommandoen faktisk kontaktet to gange om bortgående demente. Kontakten skyldes et behov for at få en helikopter i luften, så eftersøgningen også kan ske fra luften.
Politiet er første indgang på de mange efterlysninger af demente, og politifolk og deres hunde sættes ind på eftersøgningen i omegnen af plejehjemmet.
Hver gang en dement skal spores, koster det dyrt i bekymring og samfundsudgifter. Hvorfor ikke en GPS-chip på den demente? Så kunne for eksempel denne sørgelige historie, som stod i BT i august, være undgået:
“Den 87-årige demente kvinde, der mandag forsvandt fra et plejecenter i Vordingborg, er fundet død viklet ind i et elhegn på Trellemarksvej”.
Kvinden burde have haft en GPS-chip på sig – i måske et armbånd – måske placeret lige under huden. Havde hun på egen hånd bevæget sig længere væk end for eksempel 50 meter fra plejehjemmet kunne der pr. automatik været slået alarm.
Men nej. Ifølge lovgivningen er kravet, at den demente skal give sit samtykke til at bære en GPS-chip, skriftligt eller mundtligt. Ifølge Serviceloven ses det som “magtanvendelse”, hvis plejehjemmet forsyner den ældre med en chip, fortæller Alzheimer-avisen her. Det er ikke nok, hvis pårørende gerne ser deres ældre beskyttet. Kun hvis personen er til fare for sig selv eller andre må man “påtvinge” en chip.
Jamen selvfølgelig. Vi skal vel ikke have lavet et BigBrother-samfund, vel? Og selvfølgelig er enhver dement i stand til at tage stilling, ligesom der er to torsdage i en uge.
Her er nogle tal, jeg gerne ville se:
- Hvor ofte må politiet på eftersøgning efter demente, der er gået ud af døren?
- Hvor ofte må der sættes redningshelikoptere ind?
- I hvilken grad må plejepersonale forsømme de andre demente, fordi en dement har været alt for længe væk?
Og hvilken politiker vil forsvare den del af Serviceloven? DF’s Pia Kjærsgaard? Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen? SF’s Villy Søvndal? Justitsminister Brian Mikkelsen? Hvad koster politikernes beslutning de pårørende og ansatte i bekymring? Hvad koster det i kroner og øre?
Hvis en læser, politiker eller ej, nu føler sig kaldet til at skrive en kommentar om, at et menneske ikke må degraderes til at handle om, hvad mennesket koster samfundet, så tøv alligevel en kende. Måske er det den nuværende lovgivning, der er umenneskelig. At ende sit liv i et elektrisk hegn!
Tag en søgning på ordene dement og efterlyst og se, hvor stort problemet er. Der er jo også en årsag til, at Ældresagen også har anmodet om at få Serviceloven ændret på det område.
Og vedrørende at få en chip injinceret lige under huden, så bliver det på et tidspunkt et krav fra en del ikke-demente patienter. Der vil være patienter, som foretrækker sikkerhed for, de findes, skulle noget gå galt. Der vil også være allergiske patienter, der vil sikre sig mod, at de får livstruende medicin, skulle de være i koma, når de indlægges.
15. september 2009 kl. 17:29
Helt enig!
Men nu har du fat i et team der handler om etik, og ikke om ideologi, så bliver det svært at få en politikker på banen….
15. september 2009 kl. 21:17
Yderst fornuftige betragtninger. Men findes der virkelig chips med GPS-modtager og ikke mindst en form for sender der kan “melde tilbage” (via radio-frekvens eller mobil-nettet?) hvor den demente befinder sig? Hvis det er tilfældet, så skriv gerne navnet på produktet eller link dertil. Umiddelbart ville jeg tro, at du skriver om RFID-chips, men kan meget vel tage fejl.
Venligst, Niels
16. september 2009 kl. 02:21
Nej det er ikke en RFID chip, den kræver man er i nærheden. Løsningen er en GPRS enhed med et simkort samt en mobiltelefon. Når enheden flytter sig 100-200 meter væk fra mobiltelefonen sender den en SMS, der viser positionen med gadenavn og nummer. Ringer man til enheden får man en MMS retur med kortskitse, der viser hvor enheden befinder sig.
Set hos http://www.danbit.dk
16. september 2009 kl. 08:23
Det er en lidt underlig problemstilling, valget mellem integritet og i værste fald død. Jeg ved godt hvad jeg ville vælge.
@Søren Jensen,
Der findes flere slags RFID, aktive og passive.
Der findes utrolig mange løsninger. GPS/GSM – GPS der arbejder sammen med aktive RFID.
Der findes en kombi løsning hos: http://www.tagstrack.com/tagstrack_tag6.htm
Et helt dansk produkt.
Og rene GPS/GSM løsninger findes der mange af. Og der findes også satellit løsninger som virker hvor der er dårlig GSM dækning.
16. september 2009 kl. 14:09
Nuancer, kære Dorte, nuancer. De mangler igen.
Hvis en dement bliver væk kan det af hensyn til vedkommende selv være rimeligt at man EN GANG kan aktivere en måde at finde vedkommende på / som kan rejse en lost-n-found signal om hvor vedkommende kan findes.
Gøres det rigtigt kan det ikke misbruges til at overvåge. Vores bud er en one-time-only model hvor f.eks. pårørende skal genoplade den mellem sådanne events og evt. endda aktivere finde-funktionen.
Det kan designes præcis som vi vil – men når tenken er så sort/hvid som du præsterer her, ender vi i et valg mellem pest eller kolera.
18. september 2009 kl. 17:10
GPS eller RFID? Ak. Det er vist en kombination af de to teknologier, der kan bruges for at kunne sende hjælp ud, INDEN det er gået helt galt.
Har blandet det lidt sammen, sorry. GPS-funkionalitet fylder noget mere end RFID.
Her i øvrigt lidt debat fra 2007 fra UK om demente, RFID og GPS:
http://www.theregister.co.uk/2007/12/27/dementia_tagging/