”Jeg går ind for kvoter for kvinder. Norge er på rette spor” Ordene kommer fra en ældre herre, der just har tryllebundet en hel sal med sine råd om, hvad der fungerer og ikke fungerer for iværksættere. Det er Kenneth P. Morse, der er medstifter af MIT Entrepreneurship Center og en hel masse andet.

Jeg taber underkæben, for nylig ankommen fra Danmark, som jeg er. Et land, hvor “Kvoter er for torsk”, og hvor journalisten Leny Malacinski turnerer rundt blandt mikrofonholdende medier med budskabet i sin nye bog om, at positiv særbehandling af kvinder er diskrimination af mænd.

Socialt eksperiment

Men Verden står dog endda. For Kenneth Morse tilføjer, at han går ind for kvoter i en periode, og at han betragter Norge som et vigtigt socialt eksperiment, som andre kan lære af. Men det er ikke alle steder, der skal indføres kvoter.

Men hvorfor overhovedet, spørger jeg ham?

“Fordi det tvinger os til at tænke nærmere over problemet med den svage kvindelige repræsentation flere steder. Det skaber ekstra opmærksomhed, og det er der behov for. Der skal handles,” lyder svaret.

“Det er nøjagtig som med affirmative action i USA, hvor vi blev tvunget til at se på problemet med hvor sparsomt afro-amerikanere var repræsenteret i uddannelsessystemet og andre steder. Programmet er så afsluttet, men se blot, hvor mange talenter, der viste sig at være,” siger Kenneth P. Morse.

Flere succeser i baggagen

Hvem manden er, vil jeg illustrere ved at bringe omtalen af ham fra den konference, jeg lige nu deltager i Bosteon, EmTech 09 (Emerging Technologies), arrangeret af Technology Review, der udgives af verdens nok mest berømte udklækningssted for ingeniørgenier. Det er i øvrigt tredje gang, jeg deltager på denne konference for spirende teknologier, og det er som en turbo-opladning af batterierne. Men Morse beskrives altså således:

Founding Managing Director, MIT Entrepreneurship Center; Chair, Entrepreneurship, Innovation & Competitiveness, Delft University of Technology; Chairman, Entrepreneurship Ventures.

Ken has been a high performance leader in global high tech sales and sales management for over 30 years. He was a co-founder of six high tech companies, together with MIT friends and classmates, including 3Com and AspenTech. Five did well; one was a disaster.

Ken is a member of the Board of Advisors of several start-ups and MIT-spinoff companies, including Terrafugia, the flying car. He is currently working on a book about global entrepreneurs.

Dermed håber jeg, at have fået placeret manden. Han er altså ikke en guru, der excellerer i at fortælle, hvordan det skal gøres, uden nogensinde at have gjort det selv. Han har solide succeser i ryggen.

Radikal innovation
Jeg opsøger ham for at høre, hvorfor vi ser så få kvinder, der laver, hvad der kan kaldes radikal innovation – altså virkelig banebrydende nye ting eller tjenester. Om kvinder bare ikke er radikale? Om der bare er alt få kvinder, hvis intelligens virkelig ringer helt i top? Det høres jo i akademiske cirkler.

Hans svar falder i punkter:

1. Problemet kan løses

2. Kvinder skal blive bedre til at sælge sig selv (pitche) – til selvpromovering.

3. Kvinder skal blive bedre til netværk. De er dygtige til alt det med sociale netværk, men de er ikke dygtige nok til business-netværk. “Det værste, man kan anbefale kvinder, er, at de skal i netværk med andre kvinder”, lyder det.

4. Og så kommer den med Norge, der er “på rette spor”.

Gør en forskel

Jeg forsøger at provokere med et spørgsmål om, hvorvidt kvinder overhovedet gør en forskel.

Den gamle velklædte charmør, der på humoristisk vis kører på småfornærmelser for at få visse budskaber igennem, ser strengt på mig.

“Gang på gang, hvor mine ingeniørteam ikke har fungeret, og hvor der har været smålige indbyrdes skænderier, har jeg sat en kvinde ind. Det får tingene på rette vej.”

Mere blev det desværre ikke til, da andre også stod i kø for at få talt med ham.

Men Morse er interessant mand, der i øvrigt kalder sin årlige ugelange program “MIT Entrepreneurship Development Program (EDP)” for tæt på en dødsmarch, idet der slides fra morgen til sen aften.

At dømme efter den lille prøvetime, vi fik, falder “snapsene” ekstremt tæt. Jeg selv har aldrig hørt noget så konkret og så indlysende rigtigt præsenteret på så kort tid. Næste program kører i øvrigt i januar 2010.

Jeg kan forestille mig, at der findes et par vigtige danske venturefolk og nogle iværksættere, der ville have ganske godt af en sådan uges praktik og teori. Et par gange har jeg jo hørt fra toneangivende danske venturefolk, at vi må have den danske venturebranche undskyldt i endnu nogle tiår, fordi Danmark begyndte så sent i forhold til USA.

Undgå venturepenge

Et råd, som Kenneth Morse i øvrigt gentog et par gange var følgende: “Skaf dig penge fra dine kunder – eventuelt fra dine underleverandører. Aldrig fra venturefolk. De vil simpelthen have for meget af din virksomhed til gengæld.”

Nogen, der har erfaring med kurset?

PS: Jeg havde knapt præsenteret mig, før Morse kom med de bevingede ord “Rødgrød med fløde”. Imponerende vel udtalt:-)

Skriv en kommentar   RSS feed

  1. aase

    Jeg har i en årrække arbejdet med at formidle bestyrelsesposter til kompetente kvinder i såvel Danmark som Norge. Jeg hører fra norske erhvervsfolk, at bestyrelserne i ASA- virksomhederne (de største børsnoterede virksomher i Norge)har fået et kvalitetsløft, da kvoterne blev indført. Mange dygtige kvinder kom ind i disse bestyrelser, og jeg vendte på en tallerken og blev 100% for kvoter efter mine oplevelser i Norge.
    En væsentlig ting er her, at selvfølgelig havde de pågældende kvinder en del af æren for succes, men en anden væsentlig parameter er, at kvoter bevirkede, at der skete en udskiftning i de pågældende bestyrelser. Ingen afgiver godvilligt magt, og det er magtfuldt at sidde i et børsnoteret selskabs bestyrelse. Derfor er det vigtigt, at der sker en vis udskiftninger – måske med en lovgivning for børsnoterede selskaber om
    1) bestyrelsesmedlemmer må max. have et nærmere defineret antal bestyrelsesposter
    2) eller bestyrelsesmedlemmer falder for en vis aldersgrænse
    3) eller et bestyrelsesmedlem kan kun genvælges et vist antal gange
    Det er nødvendigt at indføre en form for lovgivning her og det er vigtigt at starte fra toppen som i Norge – det sætter fokus på dygtige kvinders kompetencer og giver disse kvinder en reel mulighed for at få magt og indflydelse

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes



Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites