Til lykke til banditterne: Digital tinglysning

Det er et eller andet rivende galt med de mennesker, der har udtænkt den digitale tinglysning. Vi har foreløbig hørt, at den forsinkede tjeneste, der burde repræsentere et stort fremskridt, er overmåde bøvlet at bruge. Nu kan fagbladet Journalisten fortælle, at den også nedsætter sigtbarheden på ejendomsområdet.

“Til lykke til banditterne”, er hvad en af Jyllands-Postens erfarne journalister, Niels Sandøe sammenfatter situationen som. Han og kolleger har tidligere stået for en grundig afdækning af den fusk, som ejendomspekulanter har stået for.

I dag ville samme afdækning have kostet avisen 120.000 kroner i betaling til Staten for dataadgang, fordi der er skruet voldsomt op for gebyret. Dertil kommer, at der er skåret ned på, hvad man kan få oplyst. Journalistens artikel er god at blive klog på.

Det er sygt, at det offentlige nu går videre med at ville tjene penge på allerede registrerede data, når den faktiske udgift for at udlevere dem er forsvindende lille. Ligeså at der i den elektroniske form kan hentes færre informationer, end da det hele skete pr. papir.

En gang – for et par årtier siden – hed en visionær plan for det offentlige, at registrerede data skulle gøre nytte, hvor de kunne (selvfølgelig under hensyntagen til privatlivets fred). Nu ser politikerne det blot som endnu en indtægtskilde for en slunken statskasse.

Endnu et eksempel på, at det politiske liv ikke fatter, hvad der skal til for at gøre ting mere effektivt? Endnu et eksempel på, at embedsværket vil have skodder for vinduerne? Eller bare en fuser?

Tag et kig på it-mediet Comon’ s kritiske artikler om den digitale tinglysning her. Noget af kritikken skyldes nok modstand mod forandring, men ikke alt kan placeres under den hat.

Ingeniørens it-medie Version2 har også haft nogle skarpe historier. For eksempel blev der en overgang krævet, at cpr-numre skulle fremsendes ukrypterede – helt uforsvarligt set med it-sikkerhedsbriller på.

Findes der i øvrigt noget ministerium lige så uprofessionelt på it-området, som Justitsministeriet? Alene et kig på politiets forældede systemer er rystende. For eksempel sidder politifolk og indtaster nøjagtig det samme til det store centrale system, som borgere møjsommeligt har indtastet, når de melder tyverier via nettet. Der er ingen forbindelser mellem de to systemer, så borgernes anmeldelser printes ud, og så skal data altså indtastes igen.

Vi hører ustandselig om, at der skal mere politi på gaderne. Jeg vil vædde 10 stegte rødspætter på, at det ikke er antallet af politibetjente, der er problemet, men alle de elendige it-systemer, der dels binder politifolk bag skærme, og dels forhindrer dem i at have alle relevante data ved fingerspidserne, når de er i feltet.

9 responses to “Til lykke til banditterne: Digital tinglysning

  1. Kunne ikke være mere enig i kritikken af den digitale tinglysning. Udover de allerede nævnte kritikpunkter er der tilsyneladende sket et eller andet koks i registreringen af datoerne for underpant, medmindre snart sagt alle landets banker valgte at udtage det d. 1. september. Og spørgsmål desangående pr. telefon og mail bliver ikke besvaret af Tingretten.

    Den har til huse på Majsmarken i Holstebro – og med fare for at blive beskyldt for københavneri er det i sig selv sigende. Måske en dimension af problemet er, at regeringen laver egnsudvikling med placering af statsinstitutioner – frem for at de bliver lagt, hvor det er lettest at rekruttere kompetente medarbejdere?

  2. For det første:
    Helt enig i DT’s skarpe betragtninger.

    For det andet:
    @Simon Nyborg: Læs venligst på lektien, inden du går i gang med “københavneriet”.

    Dine bemærkninger vedr. egnsudvikling nærmer sig det flabede!

    Tinglysningen er placeret i Hobro. En fornuftig geografisk placering. En by der ligger i rimelig afstand til Århus, Aalborg, Randers og Viborg.
    Mener du, at det ikke er muligt at skaffe kompetente medarbejdere i og omkring disse byer?

  3. Dorte set men mine øjne er der ikke sket meget siden på Ludvig Holberg tid, djøfferne kan ikke stikke en pind i en l… uden at ødelægge begge dele.

    Jeg er virkelig i tvivl om hvor meget politikerne er blandet ind i dette her, det er embedsmændene som stadigvæk ikke følger med tiden. Man laver bare systemer med ud fra deres egen snæversynet fagområde. Brugerne er bedøvende ligegyldige.

    Man laver i Danmark stadigvæk Systemer som er proprietært til Microsoft browsere. Jeg fatter bare ikke hvad der sker i hovedet på de folk. (Jeg vil lige sige at jeg ikke selv har erfaring med det, men har læst det på Version2)

    Jeg ved snart ikke hvad man skal tro, for det ser ud til hvergang det offentlige laver noget med IT går det galt. Der må da være nogen som analyserer hvad det er der går galt hver gang.

  4. Som en god ven sagde til mig

    “Gebyrer, der overstiger omkostningen, er ikke gebyrer, men skat. Og vi har skattestop, ikke?”

    og det har han jo ret i….

  5. Offenlige IT-projekter er et ta’ selv bord for konsulentvirksomhederne. Det må kunne gøres bedre?

  6. I min klumme til Berlingske Business mandag tager jeg et nærmere kig på, hvor kæden hopper af, når det gælder it og data i det offentlige. Og når det gælder politikere/embedsværk i relation til offentlig it.

    Det kan ligne en stinker, men jeg er kun lige begyndt.

Comments are closed.