Jag de danske politikere til Washington DC

Kulturudvalget skal på studietur til Caribien i marts 2010. Andre udvalg sætter kursen mod andre pletter på denne jord, men jeg vil foreslå, at samtlige udvalg i stedet stiler mod Washington DC. Det synes nemlig som om, at de danske politikere i nærmest ekstrem grad er ude af trit med it-udviklingen, i modsætning til hvad Obama og hans folk er.

Hvis man ikke fornemmer, hvilket afgørende værktøj it er for en nation, der er trængt på kassebeholdningen og på antallet af ”varme hænder”, kører man med blikket i bakspejlet.

De mange it-skandaler og problemerne med at fastholde dygtige it-folk i ministerierne burde være advarsel nok.

“Det har man folk til”
Politikerne svigter, og uden politiske visioner for it-anvendelsen, får vi kun gold effektivisering fra embedsværkets side. Det er ikke er nær så effektivt, som hvis man med visioner skaber en win-win situation mellem det offentlige på den ene side og borger/erhvervsliv på den anden.

Slemt er det også at se, at de politikere, der påtager sig it-ordførerskabet, begraver sig i detaljer, der efterhånden kun har en perifer betydning for Danmarks fremtid.

Religionskrig om lagring af breve

It-ordførerne har de seneste år camperet dybt inde i it-maskinrummet og diskuteret, om et statsligt brev eller regneark skal lagres i den ene eller anden anden åbne standard.

Jeg selv erindrer ikke, at noget på it-fronten nogensinde har oplevet samme politiske dækning. Og imens slås Danmark med alle de problemer, som visionær brug af it kunne afbøde.

I min klumme i morgendagens Berlingske Business beskriver jeg mere om den sag.

Nyt blod

Jeg håber på, at nogle af de helt nytilkomne it-ordførere, Socialdemokraternes Yildiz Akdogan, og de konservaties Jørgen S. Lundsgaard får næsen ud af maskinrummet.

Det sker næppe for de gamle. For dem, er sagen alt for politisk, og her tænker jeg især på SF’s Hanne Agersnap, Enhedslistens Per Clausen og Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, der nu er erstattet af Mikkel Dencker. Eller er det måske snarere blevet det en religionssag for politikerne?

Offentlige it-chefer skuffede

Måske skulle jeg lige påpege, at i årets ”IT i praksis”-undersøgelse, foretaget af Rambøll Management, peger 62 procent af it-cheferne i det offentlige på manglende it-mæssig modenhed hos politikerne som en barriere for deres arbejde med at modernisere og udvikle de offentlige tjenester med it-løsninger.

For at give et indtryk af, hvad politikeren kunne lære af Obamas folk, så her et par appetizere. For eksempel gennemsigtighed i, hvorledes det går med de offentlige it-projekter. Tjek her.

Og regeringen opfordrer også folk til at give et bud på, hvilken ekstra nytte man kan presse ud af offentlige data. “Vis os en bedre vej” er navnet på det websted.

Lidt frisk luft

Jeg skal dog her lige tilføje, at der netop er åbnet for et spædt forsøg af lignende art også på dansk grund. Tjek på digitaliser.dk. Men vil politikerne give afkald på data som skatteobjekt?

6 responses to “Jag de danske politikere til Washington DC

  1. Det er efterhånden fuldstændig grotesk at se hvordan det offentlige arbejder med IT.

    Elektronisk Patient Journal er blot et enkelt skrigende eksempel. Er man i den uheldige situation at man bliver sendt lidt rundt mellem Danmarks sygehuse (jeg vælger aktivt ikke at kalde det hospital, for man bliver oftest mere syg!) – så kan man være ganske sikker på, at de forskellige hospitaler kører med hver deres system og de forskellige undersøgelser ikke ligger i et fælles system, men skal sendes i trykt form fra det ene til det andet hospital.

    Jeg håber, at med de nye hospitaler i regionerne, kommer der et fælles effektivt system, men symptomet – “det har vi altid gjort” må der gøres effektivt op med.

    Når nu klima topmødet er overstået, så burde der etableres et IT ministerium der kigger på alle offentlige IT systemer og sørger for effektivisering.

    Som positiv reference, kunne man tage Skats behandling og selvbetjening (selvom der stadig er meget tilbage at ønske). Og dermed er vi ved skatteobjekt, hvor man med god grund kan frygte at lettelse i den offentlige sektor ikke vil give skatte lettelser, og dermed indirekte skatte stigning.

    Men på den anden side – når nu de offentligt ansatte har 6-7 ugers ferie og andre goder, så skal de jo naturligvis også have en løn der snart ligger over det private erhvervsliv… Læs evt. Bertel Haarders indlæg i Politiken Debat lørdag d. 10. oktober.

  2. Jag de danske politikere til Nyborg, Århus, eller bare ud af busken

    Politikere skal udstikke visioner (også) på det it-mæssige område og bruge dem som styringsmæssige pejlemærker.

    Det kræver indsigt, at kunne udstikke holdbare, troværdige og gennemførlige visioner og den tid hvor politikere fik indsigt gennem en struktur af vælgerforeninger er ovre. Så spørgsmålet er hvor politikerne så skal hente deres viden? Dorte foreslår de skal tage til Washington.

    Det er naturligvis altid godt, at blive inspireret af hvad der sker uden for landets grænser. Men der foregår faktisk rigtig meget på det it-mæssige område i Danmark, som kan inspirere politikerne. Så i første omgang vil jeg opfordre dem til at tage med på konferencer, hvor de kan indhente ideer, høre indsigtsfulde debatter og snakke med it-folket.

    Sidste år deltog jeg på EPJ Observatoriets årsmøde (nu: E-Sundhedsobservatoriet) og blev overrasket og glad, da jeg så Lotte Bundsgaard på konferencen – hun var ordstyrer i en heftig diskussion om teknologi, velfærd og etik. Jeg var simpelt hen nødt til at hilse på hende og sige hvor glad jeg var for, at se politikere, der interesserede sig for Sundheds-it, hvortil hun tørt svarede: ”Jeg er ikke længere politiker”…

    Så hermed en opfordring til folketingets sundhed- og it-ordførere: ”Tag til Nyborg og bliv inspireret på E-Sundhedsobservatoriet (http://www.e-sundhedsobservatoriet.dk/)

    Og generelt til alle politikere, der vil inspireres til, hvad it kan gøre for samfundet: ”Tag til Århus og bliv inspireret på Arkitekturkonferencen (http://www.itst.dk/arkitektur-og-standarder/arkitektur/it-arkitekturkonferencen)

    Derudover er der glimrende konferencer og gå-hjem-møder i Dansk-it (http://www.dansk-it.dk/arrangementer.aspx) og IDA-IT (http://ida.dk/arrOrg/Sider/default.aspx?ID=IDAIT)

    vh/Morten

  3. Kære Dorte Toft,
    Du skriver som sædvanligt nogle gode og rammende kommentarer vedrørende
    IT-problemer, men på et enkelt punkt er jeg ikke helt ening i alle dagens
    betragtninger.
    Jeg har siden 1. Windowsversion opgraderet og anvendt alle senere, inkl. –
    gud bedre det – Vista.

    Absolut ikke fordi jeg synes Microsofts konstante “forbedringer” har været
    interessante, men alene fordi mine kunder anvendte skidtet.

    Dette har bl.a. medført, at jeg – så længe jeg stadig havde arkivpligt – har
    alle documenter liggende i det utrolige antal forskellige formater, som M.
    har “beriget” os med i årenes løb, og det eneste system der gav bingo, hver
    eneste gang jeg skulle hente noget “gammelt” er faktisk Open Office,
    hvorimod M. meget hyppigt kommer med den lakoniske melding om at formatet er
    ukendt eller filen ødelagt.

    Når jeg betragter udviklingen i M. tror jeg også jeg kender forklaringen,
    for i stedet for at opbygge et samlet og sammenhængende system, så forfaldt
    M i en årrække til at udvide ved hjælp af andres programmer og dermed
    sammenflette andre “kulturer” med M.s og de øvrige kulturer der allerede var
    integreret.

    Samtidig er noget så enkelt som tekstsystemer konsekvent udbygget i en grad,
    som selv super-super-brugere ikke har behov for, og hvor de skal til
    omskoling for blot at finde ud af mere og mere indviklede og uoverskuelige
    menuer, så de ligesom Skats medarbejdere, aldrig er ajour, idet der kommer
    nye regler, cirkulærer og love hver eneste dag året rundt!

    At aviser, revisorer, advokater, teknikere og andre specialbrancher kan have
    fornøjelse af nogle af disse ting, eller specialsyede programpakker, det er
    forståeligt, men i almindelighed er det overflødighedshorn uden brugsmæssig
    værdi for de fleste.

    Nøjagtigt lige som den totale udskiftning af skærme til fladskærme, også
    hvor almindelige skærme både plads- og brugsmæssigt stadig kunne anvendes i
    årevis, medens man til gengæld skal tilbagelægge mange hundrede meter
    dagligt, når der kun er en centralprinter til rådighed, hvor man så
    yderligere står i kø resten af dagen.

    At man end ikke kan finde ud af at opbygge fornuftige og let anvendelige
    skærmbilleder, er vel egentlig en direkte arv fra M.s totalt uoverskuelige
    menuer.

  4. Personligt syntes jeg at artiklen rammer godt. Det er det billed, jeg ser for mig af offentlige IT-Danmark.

    Det er svært at skrive en kritik, uden man også rammer nogen uforskyldte. Ellers skal det være en afhandling.

    Der er sikkert mange med visioner i DK. Det er helt sikkert, at man kan finde nicher og del projekter som kører strålende.

    Jeg formoder at en af grundende til Dorte henviser til USA, er fordi de skifter administrationen ud ved magtskifte. Og det kan give dynamik, at der kommer nye kræfter til. Der ligesom med fodboldhold hvor et trænerskifte kan gøre underværker. Det betyder ikke at den nye træner er bedre, men han ser på tingene med nye øjne.

    Man bruger undskyldningen i Danmark, at en blivende embedsværk ved magtskifte skaber stabilitet. Men vi lever i en tidsalder, hvor alt går meget hurtigt, så denne stabilitet kan også virke som visions stagnerende.

    For lidt at kunne forstå, hvordan det står til med politikere og IT, så prøv at læse Poul-Henning Kamp’s blog på Version2, læs også kommentarerne.

    http://www.version2.dk/artikel/12256-it-politik-paa-max-500-ord?utm_medium=rss&utm_campaign=poulhenningkamp

    Med knap 30 års IT- erfaring og uden at vide alt om IT, så 500 ord – tja…hmmmm…tjaaa. Jeg kunne ikke klare det.

    Jeg har personligt haft en del IT-chefer i mit IT-liv, som på ingen måde var eksperter. Men de forstod begreberne og visionerne. Jeg ønsker ikke teknokrat politikere, men nogen som forstår begreberne og hvad der er væsentlig, det vil være fuld tilstrækkeligt! Sådan føler jeg ikke det er i dag.

  5. Hej Dorte

    Dette er på en og samme tid en kommentar til din blog og til din klumme i Berlingske Business, som du linker til ovenfor.

    Jeg er enig med dig i, at vi i Danmark kan trænge til at ryste posen og tænke større end vi plejer. Dit forslag om at lade Folketingets udvalg tage en tur til Washington for at studere Obamas politik, kan jeg kun bifalde. Men nu, hvor de alligevel er der, så synes jeg, at Videnskabsudvalget skulle tage en stikker 300 km. mod nordøst, til New York, for her sker der _virkelig_ spændende ting på IT-området.

    New York har udgivet en “strategy for openness”-rapport, der blandt andet indeholder denne passus:

    “Increased numbers of formats for doing the same office tasks do not increase choice in any positive manner. Use of multiple formats increases complexity and ongoing costs. The use of single, standardized formats increases efficiencies and furthers compatibility and interoperability.”
    (executive summary (Part I) side 9)

    Med andre ord: Et format, ikke to – og alt peger på ODF i New York.

    Rapporten kan hentes her:
    http://www.cio.ny.gov/Policy/ESRA/erecords-study.htm

    Folketingets Videnskabsudvalg diskuterer i disse dage, uger og måneder (og efterhånden også år) dokumentformater, og jeg er uenig med dig i, at ODF/OOXML-sagen er lille i forhold til de store IT-politiske dagsordener. Hvis det bare var de sølle 4-600 mio. kroner, som de offentlige myndigheder hvert år bruger på Microsoft-licenser til kontorpakker, så var det temmelig ligegyldigt i det større perspektiv. Men det er langtfra tilfældet. Microsoft Office hiver Sharepoint med ind i arkietekturen, ofte via Enterprise Agreements, og Sharepoint forudsætter andre Microsoft-produkter – blandt andet MS-servere – hvilket konsoliderer den enkelte myndigheder på en generel Microsoft-platform. Intet kan afvikles på andre platforme end Microsofts egen. Samlet betyder det, at det er stort set umuligt for andre at levere alternativer til Microsofts produkter, hvis ikke der bliver åbnet op Microsofts dominans.

    Hvis det vitterligt kun var den halve milliard årligt, der var på spil, så ville det kun være de små virksomheder, som min egen, der kæmpede kampen mod Microsofts formater. Men når IBM, Oracle/Sun, Google, osv. er med i kampen, så skyldes det, at der er langt større beløb på spil.

    I min egen virksomhed – en af de mange tusinde SMV’er – er vi 7 medarbejdere, og vores primære kundegruppe er offentlige myndigheder. Vi kan ikke lave en hujende fis for de myndigheder, der kører Microsoft fra top til bund, for vi er ikke Microsoft-partnere, og deres snitflader er hverken åbne eller gennemskuelige. I de kommuner og regioner, der har valgt at udskifte Microsoft Office med OpenOffice, får vi imidlertid mange muligheder – bl.a. for at kunne foretage integration mellem kontorpakke og ESDH. Vi kan også tilbyde myndigheden at flytte den samlede portefølje af applikationer over på en Linux-arkitektur. Det er ikke nemt, og der er endnu ingen, der har taget springet i Danmark, men det er muligt, og det kommer – ligesom det er tilfældet i Frankrig og Tyskland.

    I princippet er jeg ganske enig med dig i, at embedsmændene burde opholde sig i maskinrummet, mens politikerne udstikker visionerne, for embedsmændende skulle have langt mere styr på detaljerne og have langt bedre analysemuligheder end politikerne, der principielt blot burde pege retningen ud.

    I Danmark har vi imidlertid den absurde situation, at embedsmændene _ikke_ fortager analyser og graver grundigt i sagerne – og det gælder ikke kun i Finansministeriet, som du beretter om. Det gælder i høj grad også i Videnskabsministeriet og IT- og Telestyrelsen, der synes meget fokuseret på, at intet må true Microsofts position, der slet og ret er et monopol med 98-99% markedsandel i den offentlige sektor. Jeg forstår ikke, hvad dette skyldes, og jeg kan ved gud ikke forstå, hvorfor embedsmændene har sprøjtet den ene rapport ud efter den anden, hvor alskens ulykker ved indførsel af ODF bliver udpenslet.

    Samtidig ser vi i landene omkring os – Norge, Holland, Belgien, Tyskland – at embedsmænd både analyserer _og_ implementerer åbne formater. Der er en helt anden åbenhed end i Danmark, hvad dette angår – det får jeg også bekræftet af mine kontakter i de fire lande, der ikke forstår, hvorfor det ikke er politikerne, der blokerer for ODF, men embedsmændene. I deres lande er politikerne fodslæbende, mens embdsmændene roses for deres visioner og mod.

    Så i stedet for at skyde efter de danske politikere for detailregulering, så bør de roses for at holde fast i sagligheden, mens embedsmændene beklikker deres integritet løbende for at fastholde en monopolsituation, som andre lande bekriger med næb og klør.

    Og så lige om anbefalingen fra Ekspertudvalget vedr. dokumentformater: Det er meget vigtigt at forstå, at Ekspertudvalget i sin anbefaling for en uge siden gik i rette med Konkurrencestyrelsen på flere punkter, og faktisk anbefaler Ekspertudvalget _ikke_ begge formater, men i stedet _ingen_ af formaterne, fordi de angiveligt begge er for umodne. Denne konklusion er noget anderledes end den, Konkurrencestyrelsen kom med, og selv om jeg er uenig i forhold til ODF’s modenhed – der er 7-8 leverandører og en række større offentlige myndigheder, der kører ODF – så holder Ekspertudvalget døren åben for, at et af formaterne kan vinde kampen – og _bør_ vinde kampen efter min opfattelse, fordi det vil være noget gevaldigt rod med to standarder på samme område.

    Microsoft Office kan i øvrigt sættes til at køre ODF som default – også derfor bør ODF være formatet, der standardiseres på. Det vil få meget stor betydning for retningen for IT-udviklingen i Danmark. Og for, om vi kan få en hjemlig innovativ IT-industri, eller om vi blot bevidstløst skal kaste licenkroner over Atlanten. Men at politikerne bør rejse over Atlanten for at lære af Obama, er jeg enig i – også fordi de sandsynligvis vil lande i Danmark igen forvissede om, at én dokumentstandard er det klogste, og at den skal være åben :-)

    Venlig hilsen
    Morten Kjærsgaard

Comments are closed.