Så forskellige medier som DR2′s Deadline 17, Information samt Jern- og Maskinindustrien er dem, der foreløbig har haft øjne og øren mest åbne for problemstillingen, jeg rejser i bogen “Lykkelig i nørdland”.
Bogen, der udkom i mandags på Gyldendal Business, handler om årsager til danske pigers ekstreme fravalg af ingeniørfag, længerevarende it-uddannelser, matematik og fysik. Og den handler om, hvad pigerne går glip af, og hvad ikke mindst samfund, erhvervsliv og forskning går glip af.
Drastisk budgetbeskæring for Viden Om
Jeg er ellers noget ude med riven efter DR i bogen for netop at forsømmelser i interessen for de “hårde” områder. For eksempel reduceres budgettet for Viden Om med hele 35 procent for år 2010, og det er langt fra første gang, at der skæres i det budget. Faktisk var beskæringer årsagen til, at den tidligere vært, Anja Philip, sagde op.
En pæn portion af pengene føres over til gadgetprogrammet “So Ein Ding” – et forbrugerprogram, der også ligger under videnskabsredaktionen. Men DR2-chefredaktøren Arne Notkin giver i bogen udtryk for, at samlet set vil dækningen af de hårde områder blive øget i 2010.
Fornem prioritering
Men DR viser virkelig interesse denne gang. Professor i nanoteknologi Anja Boisen, der portrætteres i bogen, og jeg var i onsdags i Deadline 17, der havde afsat hele 11 minutter til at tage fat på problemet. Først via et to-minutters oplæg og dernæst kom spørgsmålene fra værten, Lene Johansen, der havde haft et godt kig i bogen. Onsdagsdækningen ligger her nogle dage endnu (lykkelig-starten er kl. 17.13).
I den kommende uge skal jeg så interviewes i P1-programmet Apropos (til udsendelse ugen efter), som et led i ugetemaet, der er “konkurrence”.
DR’s interesse gør mig bare så glad. Men ligeså varmede det at se, hvorledes Information prioriterede sagen med en stor artikel i avisen, og hvorledes ugeavisen Jern- og Maskin industrien, brugte både en forsidehistorie, lederen og en side med reportage fra en tilhørende minikonference på sagen.
Afgørende med omtale
Omtale af en bog betyder meget for om en boghandler overhovedet vælger at tage den hjem, og for om nogen uden for kredsen af i forvejen indviede får øje på en bog.
Endnu ved jeg ikke, om de store dagblade Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten vil kaste et øje på bogen, men dagbladet Børsen havde i fredags en pæn omtale i Executive-sektionen.
Jeg har ikke turdet have store forventninger til pressedækningen. Emnet ligger milevidt fra tidsånden – mediernes normale fokusområder.
Kønsaspektet
Ser man udelukkende på kønsaspektet, går debatten på fuld skrue om andel af kvinder i bestyrelser og direktioner og på om kvinder, der udtaler sig om køn, bare er elitefeminister – ude af takt med resten af kvindekønnet.
Personligt betragter jeg de to områder som noget mindre væsentlige, end at danske piger i ekstremt grad vender ryggen til de fag, der rummer en stor del af løsningerne på nogle af de allerstørste problemer.
Lyspunkterne
Jeg har aldrig i mit journalistiske virke brugt så megen tid på et emne som dette, men der har været masser af lyspunkter, såsom interviews med de kvinder, der er gået mod strømmen.
Men også det at blive klogere på årsager og sammenhænge er jo en gave. En af disse lyder således:
Fædre har en afgørende betydning for, om piger tør vælge utraditionelt. Fædre, der selv har en traditionel holdning til kønsroller, gør ingen forskel.
Gør du en forskel for din datter?
PS: Jeres døtre kan via Facebook-finde ud af, hvilken af de seje rollemodeller de ligner mest. Via testen, kan de også få adgang til hele kapitlet om match-personen. Du kan jo også teste dig selv – uanset køn:-)

17. november 2009 kl. 16:59
Jeg har en datter som der går på biotek linjen på nyk.f gymnasium. Hindes oprindelige ide var at blive dyrlæge. Men på det seneste har min kone og jeg talt om at det ikke ville være “spildte” evner, da hun har en fantastisk fornemmelse for matematik samt en uovertruffen evne til bruge oplagede oplysninger, hun er en flittig læser af ill.videnskab og kan huske de mest vanvittige detaljer.
17. november 2009 kl. 19:25
Din datter lyder som en gave til de “hårde” områder. Hvis I kommer i nærheden af bogen, så lad hende f.eks. læse kapitlet om Danica Kragic, robotprofessor.