Stein Baggers og Mikael Ljungmans tidligere partner, den bedrageridømte svensker Carl Freer, er tæt på at lande på klipperne med sit seneste selskab, GetFugu, naturligvis efter selv at have scoret millioner i tide.
“Looks like Carl & Co. have Gizmondo’ed Getfugu and investors,” lyder det i en mail til mig fra USA. Gizmondo var Carl Freers tidligere selskab, der modtog hundredevis af millioner kroner fra investorer, som troede på Freer påstande om en revolutionerende lille spilkonsol, men som tabte alt.
Mailen kommer efter Getfugus netop aflagte kvartalsregnskab, hvori der kan læses følgende:
“The Company needs to raise additional capital from external sources in order to sustain its operations ….As of the filing of this report, we have extremely limited cash availability of less than $50,000.”
Dagbladet Børsen fortæller i dag lidt om den seneste udvikling for GetFugu. I disse dage ser vi i øvrigt også en revival af Bagger-relateret stof, fordi 1-års dagen for det spektakulære kollaps nærmer sig.
Nogle påstår, at vi intet særligt kan lære eller gøre på baggrund af Bagger-sagen, netop fordi den var en så spektakulær banal svindelsag. Bare falske underskrifter og en leasingskarussel.
Jeg hører ikke til blandt dem. Der er masser at lære af Bagger & Co-sagerne, også for adskillige herrer med store egoer og en karriere, der måske er tæt på “has been” eller for længst i den kategori.
Lære nr. 1. Plattenslagere leder altid efter “has beens” som galionsfigurer
Jeg indleder med at illustrere denne lære med Getfugu. Med underskriften på kvartalsindberetningen til finansmyndigheden SEC.
Underskriveren er Bernie Stolar, administrerende direktør (CEO) for GetFugu. En mand, der måske kunne frygte at være på nippet til at have fremtiden bag sig, da svenskeren Carl Freer indledte sit bejleri på Getfugus vegne.
Freer spillede, og har altid spillet på navne, der kan give genlyd i pressen. Bernie Stolar faldt for bejleren, og i pressemeddelelsen kan man se, hvorledes Freer & Co. trækker grundvand med henvisning til kendte navne fra Stolars erhvervsmæssige fortid. Google, Mattel, Sony, Sega etc. En ikon inden for “gaming”, altså computerspil - men, hov. Getfugu handler om mobiltjenester….om augmented reality, om reklamer især.
I juli var det en herre inden for filmbranchen, Michael Jay Solomon, der lod sig besnære. I juli var det en stifter af en gammel, og engang bemærkelsesværdig webtjeneste, nemlig Ask Jeeves, der sagde ja til frieriet. Mandens navn er David Warthens, og han blev teknisk direktør.
For nylig kom der en anden veltjent herre ombord, Derek Norton, som daglig driftsansvarlig (Chief Operating Officer) for et så lille firma, at det synes helt overdimensioneret. Også denne pressemeddelelse taler en lang, lang fortid op.
Der er flere udnævnelser til direktion og bestyrelse af denne art, men set udefra ligner det ganske enkelt “name dropping” som afgørende forretningsstrategi.
Sundt mix mangler
Jeg om nogen anerkender bestemt erfaringens betydning, men ærlig talt, så tror jeg, at firma med en såkaldt “revolutionerende teknologi” også har brug for kræfter, der enten forskningsmæssigt eller iværksættermæssigt at vist, at de pr. dags dato er helt på forkant.
Og hvordan var det hos IT Factory? På bestyrelsesposter ser vi en Asger Jensby med et generalieblad plettet af nogle pludselige exitter, senest fra EDS, og oveni - fortæller DR os - en falsk cand.merc.-grad. Og vi ser en Henning Børgesen med en fortid hos IBM, TDC og så sin egen konsulentvirksomhed.
Ind i selve direktionen bragte Stein Bagger egne trofaste følgesvende uden overbevisende trackrecord med sig. Først de seneste år blev der udnævnt direktører med et godt ry på it-fronten udefra, hvorfor Bagger da også scorede fin PR på det. Man kan så efterfølgende måske undre sig over deres ville’de blindhed, men det er en anden sag.
Sin anden ungdom
Men enhver erhvervsmand m/k, der i stille stunder frygter at være forbi den tid, hvor han kan sole sig i aktuel beundring, bør vende skåen et par gange, hvis han pludselig udsættes for en salgstale, som var han stadig på toppen. Uanset hvor penge penge, der også lokkes med.
Det er en ærlig sag at sukke efter sin anden ungdom eller en ny succes, men en smule realisme vil nok beskytte eftermælet bedre. Der er FOR mange, der falder i med begge ben, også herhjemme.
Lære nr. 2. Advokaters sans for moral
Hvad jeg selv har lært? Masser. Jeg har for eksempel fået kallibreret mit syn på advokater. Min tiltro til standen er mindsket, efter jeg har konstateret, i hvilken grad nogle advokater går kundens ærinder.
Jeg har været alt for naiv, når jeg troede, at også advokater havde en moralsk forpligtelse til ikke at gå tvivlsomme ærinder. Til at reagere på, når lugten af råd blev påtrængende.
Man kunne måske indføre en slags advokat-løfte, hvis det ikke findes i forvejen, nemlig et løfte om ikke bare at være til fals for penge.
Vil den nyudklækkede jurist ikke skrive under på det løfte, så skal han eller hun bare tilbagebetale, hvad universitetsgraden har kostet samfundet:-)
Lære nr. 3. Tag dog referencer
Bagger-sagen bør få lært alle, hvor afgørende det er at tage valide referencer på folk, der ansættes, og ikke bare nøjes med rosende ord fra et menneske som Asger Jensby, uanset hvor forkromet en erhvervsmand, han måtte syntes den gang.
Jensby havde jo kun kendt Stein Bagger fra relativt få møder og havde aldrig havde haft ham som ansat. Havde den daværende bestyrelsesformand for IT Factory, Søren Jonas Bruun, taget den relevante reference på sin virksomhedsdoktor, ville han vide, at den tidligere patient også døde.
Måske er det fordi Danmark er så hulens lille et samfund, at det kniber voldsomt med at tage referencer herhjemme, men der er ingen udvej.
Lære nr. 4. Få styr på jeres viden
Dette punkt gælder især IBM, der lang tid efter man burde være flygtet skrigende væk, stadig lod Bagger læne sig tungt op af det fine “blå image”. Helt indtil ballonen eksploderede den 1. december.
IBM’s globale matrix-organisation sikrede tilsyneladende, at højre hånd ikke anede en dyt om, hvad venstre gjorde, og meget tyder faktisk på, at IBM rystende nok heller ikke er i besiddelse af den tekniske viden, der skal til for at skille skæg fra snot, ønskedrømme fra realiteter.
Men Danske Bank, KPMG og mange andre fik også bevist, at de ikke havde styr på bare elementære fakta om den type business som IT Factory påstod sig at være i.
Lære nr. 5, 6, 7, 8, 9, 10. Tag hånd om aben selv
Vigtigst af alt er nok læren i, hvor dyrt det bliver i sidste ende, når man bare passerer aben videre til andre. Stein Baggers bedragerier, der har kostet omkring en milliard kroner, er et grotesk eksempel.
Der har været mange situationer, hvor manden kunne være standset, for eksempel på grund af de falske fakturaer, men alligevel havde Stein Bagger som bekendt en ren straffeattest til det sidste.
Erhvervsfolk har holdt sig tilbage fra retslige skridt for ikke at spilde flere kroner og mere tid på “platuglen” - et udtryk, brugt af en af dem, der kunne have stoppet ham. Det kom i sidste ende til at koste andre meget, meget dyrt.
Et par lønlige håb
Mit håb er, at vi får set lidt flere mandfolk m/k i erhvervslivet - chefer, der vælger ikke blot at sende aben videre, selv om det er det umiddelbart synes som den mest økonomiske løsning.
Jeg håber så også, at færre chefer tør risikere deres fremtidige karrieremuligheder på grund af en kortsigtet guldrus. I militæret er det for længst stadfæstet, at en ordre ikke altid er en ordre. At hver enkelt har et moralsk ansvar. Det gælder jo også i erhvervslivet.
Og endelig håber jeg, at medarbejdere ethvert sted, hvor man bruger pressen - eller en enkelt journalist - som den ydre onde fjende, ryster hovedet klart. Benægterkulturen hos IT Factory er af legendarisk art.
Betalt omtale?
Der er dog meget, meget mere at lære. Kig f.eks. på diskussionsgruppen hos Google Finance om Getfugu, og gæt på, hvem der mon får penge for at fortælle om, alt det fantastiske, der kommer lige om hjørnet, ligesom det har været interessant at se “anmeldelser” af GetFugus iPhone-applikation og visse skamrosende blogindlæg.
Nok intet under, at Getfugus udgifter til konsulenthonorarer og professionelle services er løbet løbsk. Det er jo heller ikke gratis at få “rengøringshold” til at muge skidtspor væk fra nettet, ej heller at have advokatassistance nok. Og jo. Også på det punkt er der lighedspunkter med IT Factory-sagen.
Det blev en lang smøre. Sorry. Men vil du gøre den længere med, hvad du mener, der bør være læren, er du mere end velkommen.

27. november 2009 kl. 16:14
Jeg synes sådan set ikke, at det mest skræmmende er, at der er nogle advokater, der vender det blinde øje til, når indsatsen er nogle betragtelige beløb, men alle de ansatte i IT-Factory, der uden andet på spil end de ganske få månedslønninger, der kunne være på spil for de mere menige medarbejdere, hvis de var blevet fyret og skulle finde sig et nyt job, vælger IKKE at råbe op, når det de ser i pressen slet passer med det de ser i deres daglige arbejde. Det er altså nogle få tusinde kroner, der skal i spil før den menige dansker er villig til at lægge navn til en løgn. Det synes jeg er uhyggeligt.
27. november 2009 kl. 17:56
Jeg er helt enig med dig i din vurdering af problemerne med advokater, der ikke siger fra i tide. Du bør dog i lige så høj grad framhæve problemet med journaliststandens imkompetence og impotens. Hvor advokaten jo trods alt bliver betalt af klienten for at tale dennes sag (og så skal holde sig inden for lovens rammer), så er journalisten jo alle os andres (offentlighedens) advokat, hvorfor det er endnu mere skræmmende og dadelværdigt, når man som journalist fuldstændig ukritisk videregiver salgsgas fra svindlere a la Bagger. Bagger problemet kunne være løst, hvis pressen have været på banen lagt tidligere, og ikke først efter at du havde taget aktion. Det er her, at der foreligger et megasvigt!
28. november 2009 kl. 11:52
[…] » Kære alle I fine gamle narhoveder… 10 x lære af Bagger & Co. – Bizzen – IT &a…. […]
30. november 2009 kl. 12:14
@ Mads Buchter. “Det blinde øje” har også været dybt interessant at kigge nærmere på. Men intetsteds var det blinde øje af så utilgivelig en karakter som blandt ITF-direktørerne/bestyrelsesmedlemmerne, og jeg fokuserede meget på det i min bog “Bedrag”. Bortforklaringerne fra dem, der indvilgede i at tale med mig, er mange, og jeg kunne se, at i bogen om Bagger og inderkredsen, skrevet af Erik Ove og Stig Andersen, slap de “blinde” let, men det var måske betingelsen for deres medvirken. Hvem ved.
De menige? Udviklerne i Danmark (7-9 personer) arbejdede jo alene med et fremtidsprodukt, mere eller mindre hjernevaskede til at bilde sig selv ind at det ville være revolutionerende. De produkter, der allerede skulle have skaffet omsætning, men som ikke gjorde det, blev udviklet i Indien, og umiddelbart tror jeg, at IKKE var fællesskab på tværs af de menige i DK og Indien. Det skulle ikke undre mig, om ledelsen havde forbudt direkte kontakt.
Men benægerkultur var der også. Det hæftede jeg mig ved, da Berlingske tidligere spurgte, hvad jeg havde lært af sagen (inspirationen til dette blogindlæg). Mit svar var der:
“Jeg har også fået lært meget om, i hvilken grad grådighed får folk til at afmontere deres sunde fornuft og fortrænge alle tegn på, at noget er galt, uanset hvor højt alarmklokkerne burde bimle. Jeg har hørt om en slags benægterkultur før, men aldrig oplevet den i så ekstrem grad blandt IT Factory’s ledelse og medarbejderstab. Måske er det i tiltroen til, at de lukkede øjne måske kun er nødvendige i en kort fase, indtil alt igen synes at hænge sammen på logisk vis.” Citat slut.
@ Martin von Haller Grønbæk. Pressen! Ja, jeg burde have haft det punkt med. Stein Bagger fik alt for lidt modspil, og det er svagheden ved den klassiske forestilling om, hvad der er en god nyhed udi det danske.
Der er en tendens til, at når det ser ud til at gå danskere/et dansk firma, godt i udlandet, så lægges den kritiske sans på hylden. Og det gælder så ikke kun på erhvervsområdet.
Det er ligesom, at der er begejstring endelig på sin plads, og det er jo ellers sjældent, for adelsmærket er jo at være kritisk.
Men spørgsmålet er så, om journalisten skal gå ud fra, at det er en løgn, når en erhvervsmand fortæller om en ny, lovende aftale i udlandet. Hvis det er den n’te lovende aftale… og hvis bundlinjen bekræfter, det går fantastisk?
Den er svær, men jo. Læren af Bagger-sagen bør også være, at vi journalister dæmper vores nationale klaphat.
1. december 2009 kl. 09:31
Fin artikel. Det er sagens kerne du har fat i. Men hvorfor tager ingen konsekvensen. Hvordan kan disse ting ske fortsat og for næsen af os.
Som Marcuse siger et eller andet sted. “Det er ikke katastrofen i sig selv der er skræmmende men det er dens forudsigelighed”…
Vi har altså noget i vores DNA som gør at vi sejler på Titanic. Så paradoksalt nok kan vi ikke “lære”.
A. Benægtelseskulturen hos det berørte erhvervsliv er så stærk
B. Der findes ingen “opposition” til erhvervslivet
A1. Benægtelsens nødvendighed - vi dækker røv
TV2 News 2 timer om Bagger i aftes viste hvor lidt de implicerede havde lært eller ville lære. Benægtelsen er strategisk. KPMG og andre er nødt til at benægte, for har man begået en fejl skal der betales. Er man et offer så slipper man for ansvar. Især hvis offeret har handlet i god tro eller normalt. Så er Jensby lige pludselig ude af søgelyset og en af os!
A2. Den sociale kapital er nødvendig - vi er normal
Tillid er et godt “smøremiddel” i økonomien. Det ved alle og denne kendsgerning udnyttes også af benægterne. Normalitetsbegrebet bruges til at immunisere overfor kritik.
B1. Det er en kendsgerning, at journalistikken som Martin skriver er fraværende som samfundets kontrolinstans.Og hvad kan man forvente af advokater og revisorer?
Når man lægger alt dette sammen og der hverken er selvrensende kræfter indefra eller kritisk tryk udefra, så er der ikke meget der tyder på at man kan gøre noget ved problemet.
Så Dorte alt det du skriver er rigtigt og fint. Men det er ligesom med slankeråd, kostkampagner osv. Det gør ingenting ved fedmen…
1. december 2009 kl. 13:25
Det med GetFugu var til at forudsige… det var der vist også mange der gjorde. Nu venter den slags folk så på at der kommer en ny optur hvor de kan få fat i andre folks penge.
Jeg frygter lidt, at den seneste gang indsprøjtning til at få gang i økonomierne vil trække nye og gamle cirkusheste frem der udnytter systemerne og folks velvilje. Det har vi set med biotek virksomheder og vi får det også snart at se med “grøn teknologi”.
Måske går op til 10% af økonomien til den slags sager? Der burde forskes lidt i den slags. Vi har jo set “jobkurser”, indvandrere der kom til Danmark for at få understøttelse m.v. (i 70′erne)- er de attraktive muligheder for næsten arbejdsfri indkomst, så dukker “opportunisterne” frem.
Det virker faktisk som om, at jo bedre en idé er, jo sværere er det at få finansiering og investorer. Det skal helst være noget stort og svært at forstå. Som Getfugu - internet 2.0 - verdensomspændende reklame m.v.
Omkring referencer, så bygger en stor del af vores kontakt med omverden på tillid og mavefornemmelse …. og det virker også langt hen ad vejen. Men jeg formoder, at omkring 50% af alle ledere enten overdriver eller direkte lyver om deres meritter. Så man bør få 1-2 referencer man kan checke, selvom det ikke altid er muligt hvis det er en konkurrent eller lign. Det kan jo også være at den tidligere arbejdsgiver er lykkelig for at tørre idioten af på en konkurrent! Og så er vi tilbage ved tillid og mavefornemmelse.
Det samme gør sig nok gældende med de folk der har tabt penge - lær af det og kom videre. Man tjener ikke penge ved at forfølge en tabt sag, og det kan jo være at ham man tabte penge på kan trække en konkurrent ned - sådan er logikken. Faktisk skal man jo ikke være sur på ham der snød dig - du skal være sur på dig selv, fordi du blev snydt. Og så er der den - var det mine penge, bestemmer man selv om man vil forfølge sagen. Var det andres (aktionæres m.v.) - så er det op til dem. I erhvervslivet er det “dog-eat-dog”.
Advokater er noget fanden har skabt! Desværre er de nødvendige, men at forvente at de altid taler sandt eller følger loven er naivt. Sad, but true!
Når historier kommer frem som virker “too good to be true”, så er de det nok også. Og her er det at journalister skal være andet end mikrofonholdere. De er de eneste der ikke har (bør have) lod i sagen og kan være upartiske.
Der kommer helt sikkert mange nye sager - så der er nok at gøre for kritiske journalister og bloggere.
2. december 2009 kl. 22:00
Klaphat journalistik er en forudsætning for at sådan een som Stein Bagger mfl. kan holde sine projekter flyvende.
Hverken økonomi/finansering, revison, bestyrelse, ledende medarbejdere, skattekontrol - forhindre eller sikre (!) - luftfrikadelle projekter.
Det gør pressen…. baseret på klaphat journalistik
Dorte, du er jo nærmest en enlig svale. Desværre.
Din basale undren - var jo, hvis jeg ikke husker galt, hvordan vækstraten kunne passe….(?)
Det kræver jo ikke dyb erhvervsøkonomisk udd. at lægge 2+2 sammen - men det var der åbenbart ikke rigtig nogen af dine kollegaer der gjorde…
Og så var der alt det andet….personkreds m.m. …