En sjælden nyhed dukkede op til overfladen i dag efter mange måneders rygter derom. For en gangs skyld kommer vi til at se en ung iværksætter, der flere gange har bevist sine evner, i et dansk ventureselskab, og det er Nikolaj Nyholm.
Han har ikke selv været imponeret over aktørerne i den danske VC-branche. Nu han bliver partner hos Sunstone Capital, oprettet af den statslige Vækstfonden i 2007.
Danske ventureselskaber er ellers typisk bemandet med folk, der aldrig selv har prøvet den store satsning, suppleret med ganske få, der skabte noget for mange år siden.
Nikolaj Nyholm har netop forladt en post som adm. direktør for Polar Rose, der har fokus på ansigtsgenkendelse i forbindelse med digitale fotos. Hans allerførste succes var domæne-selskabet Speednames, og han har siden været involveret i andre lovende selskaber – som aktiv og eller som investor.
Interview
Da Nikolaj Nyholm lige nu er optaget på konferencen Le Web i Paris blev det til et kort interview, foretaget via email.
Hvorfor går du den vej, i stedet for selv at fortsætte som seriel iværksætter?
NN: Hovedræsonnementet for mig gælder, hvordan jeg kan skalere det at skabe. Jeg er – som så mange andre – en junkie, hvad angår lysten til at skabe.
Men jeg skal være ærlig og indrømme, at det jeg har brugt allermest tid på diskutere med min kone og venner er, om jeg selv skulle lave nyt (jeg har et projekt jeg tror meget på, men som jeg nu ikke længere kan løfte selv), om jeg skulle tage imod tilbuddet fra Sunstone, eller gøre noget helt nyt (sikkert inspireret af YCombinator – en ny type ventureselskab).
Jeg har i de sidste par år lavet en del mindre investeringer som CloudMade, Imity og Polar Rose. Det har jeg nydt i uhørt stor grad, og jeg tror på, at jeg har gjort en forskel i hver case. En oplagt mulighed var at fortsætte med at finansiere personligt, men der går ikke lang tid, før det ikke skalerer (opfølgende investeringer, kolleger, mv).
Har den danske VC-branche generelt set en god track record?
NN: Nej
Hvorfor går du så ind i den?
NN: For at gøre en forskel. “I joined the dark side to shine light on it”- og nej. Jeg tror ikke for lidt om mig selv:-)
På hvilken måde mener du, at Sunstone adskiller sig fra de andre danske VC’er?
NN: Sunstone er de oplagt mest hands-on investorer, hvilket er noget jeg bryder mig om. Jeg har siddet i bestyrelsen for flere af deres selskaber, og de har selv fulgt deres arbejde med Cloudmade.
De er også mere internationalt orienterede, hvilket man ser af deres seneste investeringer: Layar (Holland), Prezi (Ungarn/USA), Boozt (Sverige), og CloudMade (UK/USA).
Hvad ønsker du for danske iværksættere?
NN: At de begynder at lære mere fra hinanden. Det er absolut en af mine højeste prioriteter, uanset om jeg investerer i selskaberne eller ej.
Hvad ønsker du for den danske VC-verden?
At der kommer flere entreprenører ind i ventureselskaberne.
At det københavnske startup miljø bliver mere ‘dense’
SLUT
Forhistorien
Sunstone, der også har tiltrukket privat kapital, er omstridt. Ved oprettelsen hørtes der modstand i VC-branchen, idet man opfattede det som om, at staten oprettede en privat konkurrent.
I Vækstfondens regnskab for 2008 står Sunstone-fonde alene til 61 pct. af det samlede pengetilsagn fra Vækstfonden.
I dagens pressemeddelse fra Sunstone fremhæver partneren Jimmy Fussing Nielsen den nye partner for at have fingeren på techpulsen og et fænomenalt netværk i iværksætterkredse.
Så hvad tror I derude. Gør en svale en sommer? Kan en ildsjæl som Nyholm skabe mere som del af etablissementet? Kan han mon finde sig i den etablerede verden i længden? Trækker han flere rigtige iværksættere over på VC-siden af bordet?

10. december 2009 kl. 19:24
Farcen om iværksætteriet har, som man tidl.har måttet konstatere, tilsyneladende ingen udløbsdato. Hvor mange overlever første år? Og hvad med fx juraen og reglerne? Hvad med fx den danske skattemodel? osv. osv. Man kunne fortsætte, men da litteraturen om iværksætternes vanskelige vilkår jo allerede er velkendt og alenlang, stopper jeg her.
Undtagelsen bekræfter reglen, siges det. Det gælder også succeshistorierne fra denne branche.
10. december 2009 kl. 22:22
Held og lykke Nikolaj, her på 10 års fødselsdagen for de fleste VC inititativer i Danmark (husk VC’erne er også startups, så døm dem som sådan), er det godt at se at der er lyst, mod og vilje til at gøre en forskel. Please do. Det ER brug for det, og netop det.
Kan en person gøre det alene; naturligvis ikke. Men læg mærke til hvad der sker på startup scenen lige nu, tech iværksætterne er netop ved at blive mere “dense” gennem en række initiativer, f.eks.: Startupbootcamp fra bl.a. Rainmaking, Dorte Wienes nye Aditus netværk og First Friday i OK1 regi. Alle iværksætter drevne, to the point fokuserede events, inspirations og “klub” agtige ting med nerve og sjæl.
11. december 2009 kl. 01:12
Én person kan ikke gøre en forskel, det kan kun mange-til-mange, og dér kan jeg håbe at bidrage.
Arne, du har ret i at den danske venturebranche er ung. Jeg kan huske at da jeg stiftede Speednames sent 1998, blev det stiftet som et amerikansk selskab. Jeg turde ikke sætte liden til et land med bare et enkelt ventureselskab (2M). IVS og Nordic Venture Partners (dengang Danske Venture Partners) kom først til i efteråret 1999.
Nu er jeg jo ligepludslig farvet, men en af de ting som jeg kan se at ihvertilfælde Sunstone har lært i disse år er at det handler om at være hands-on. Jeg har arbejdet med flere top-tier internationale ventureselskaber og folkene hos Sunstone matcher dem hvad angår den evige, daglige dedikation til deres selskabers succes.
/n
11. december 2009 kl. 21:26
Sunstone Capital virker lidt som en skatteyderfinansieret sandkasse for en række tidligere ansatte i Vækstfonden, så lidt frisk blod kan næppe skade. Håber dog ikke EL, S, SF og DF glemmer de skattefinansierede fondskonstruktioner, når de i foråret starter med at rydde op i bonustildelinger i den finansielle sektor.
20. september 2010 kl. 18:03
[...] var i mange år den danske iværksætter Nikolaj Nyholm, som kom med egen succes i bagagen. Nyholm sidder i dag på den anden side af bordet – som partner og investor i ventureselskabet Sunstone, der har [...]