Dorte Toft
Medforfatter af "Bedrag" om Stein Bagger-sagen, hvor Bizzen-bloggen spiller en væsentlig rolle. Har modtaget eJour-prisen, IT-prisen, FUJ-prisen og Publicistprisen for sin journalistik. Desuden nomineret til Cavling-prisen i 2009.
Lykkelig i nørdland. Hvem bygger fremtiden? Gyldendal, 256 s., kr. 249,95.
Læs mere hos Boghuset eller download bogen gratis her.
Sidst med det nye! Sådan kan man på sin vis betegne dette blogindlæg, der tager udgangspunkt i, at jeg den 16. december blev nomineret til den traditionsrige, fornemme Cavling-pris. Men jeg har skullet “tygge” på nomineringen.
Det er nemlig også svært at håndtere den ære, som en sådan nominering udgør. Selvfølgelig giver den en fantastisk glæde, men den fostrer en vis angst for, om man egentlig fortjener medgangen (jeg er ikke ene om sådanne tanker om priser og berømmelse).
Jeres store aktie i æren
Men nomineringen er der alligevel al grund til at nævne her på bloggen, fordi I læsere og bidragsydere har en stor aktie i den. Jeg nomineres nemlig for:
“…med onlinejournalistik at vise, hvordan sund skepsis og kritisk journalistik kan udfolde sig i dialog med læsere og kilder på digitale mediers præmisser.”
Min første rigtige blogpost skrev jeg tilbage i efteråret 2005, men det varede længe, før kommentarerne begyndte at flyde ind, og uden kommentarer kan man blogge solen sort uden at flytte ret meget.
Man skal faktisk gøre sig fortjent til kommentarer – de værdifulde af dem. Pløren kommer af sit selv, især hvis bloggen er tilknyttet et kendt medie, som min blev, da jeg flyttede den til business.dk i november 2006.
Løfter kvaliteten
I den mellemliggende tid har jeg flere gange konstateret, at summen af den dialog, der kommer efter selve blogindlægget, hæver kvaliteten af hele pakken betydeligt. Til tider er kommentarfeltet det allerbedste ved pakken.
Læsere påpeger nye vinkler, og der tilføjes detaljer af folk, der virkelig ved, hvor skoen trykker. Også påpegningen af fejl skal fremhæves som en absolut styrke ved dialogen, for fejl sker, og jo hurtigere de korrigeres, jo mere troværdig bliver den samlede historie – også for eftertiden.
Travlhed bag bloggen, men også svigt
Bag selve bloggen møder jeg jo også jer læsere. Nogle ringer, og ganske mange foretrækker at sende mails om blogindlæg i stedet for selv at stå frem med en kommentar. Oftest får jeg accept at at bringe budskabet i anonymiseret form.
Jeg får også mange henvendelser om sager, jeg burde tage fat, og her har jeg desværre måttet skuffe en del. Jeg har hverken evner eller tid til at gå ind over alle områder, men forsøger at holde mig til it-området, hvor min styrke er størst.
Det mest konkrete af, hvad der falder uden for, forsøger jeg jævnligt at få gode kolleger på de klassiske medier til at interessere sig for, men det lykkes kun sjældent. Travlhed står typisk i vejen, og måske kan “not invented here” spille ind.
Det er så svagheden ved en blog, der er lykkedes ret godt, nemlig at der intet bagland er. Til gengæld har jeg så – via bloggen, Twitter og Facebook – et ret så udvidet kontaktnet, at meget alligevel lykkes.
Fra modstand til medvind
Cavling-normineringen er jo den 3. anerkendelse, der er givet mig fra journalistside i år. Tidligt på året var det eJour-prisen, som gives for digitalt båren journalstik, og i november var det en særpris fra FUJ – Foreningen for Undersøgende journalistik.
Det er overvældende, ikke mindst set i lyset af reaktioner blandt flere kendte mediefolk umiddelbart efter, at mit blogarbejde kom frem i lyset takket være Bagger-sagen.
Farlige kommentarer og rygende revolvere
For lidt over et år siden, var der flere markante redaktører, der havde mere travlt med at fastslå, at “blogs er ikke journalistik”, end redaktører, der talte om potentialet i det nye journalistiske medie. Og der var flere, der lagde mere vægt på faren ved anonyme kommentarer, end værdien af kommentarer fra kyndige folk, man næppe havde haft en chance for at finde på anden vis. Lad mig lige tilføje, at de 5 kommentarer, som Stein Bagger og hans advokat fandt injurierende, alle holdt.
Der var den gang også travlt med at påpege, at jeg jo ikke på bloggen havde budt på nogen rygende pistol i Bagger-sagen. Det er der jo mange årsager til, blandt andet en aftale om, at røgen skulle på Computerworlds-spalter, men desværre udsatte avisen at bringe de afsluttende artikler i dækningen.
På den anden side er der langt mellem rygende revolvere i sværvægterhistorierne inden for erhvervsjournalistik, hvor man jo ikke – som i sager om politikere og embedsmænd – har krav aktindsigt. Ofte er det alene presset fra banker, medier m.fl., der medvirker til, at et korthus kollapser.
Objektivitet kontra subjektivitet
Men der var heldigvis også journalister, unge som gamle, der brugte langt flere kræfter på at se mulighederne.
Svært er det dog at koble blogs ind i det journalistiske univers, medmindre det blot skal være ufarlige klummer. Problemet har altid har eksisteret. Kan man den ene time som journalist hævde, at man er tilstræbt objektiv i en sag, og den næste time fortælle “at i øvrigt mener jeg om sagen, at xxxx”? Normalt nej, omend det griber mere og mere om sig.
Jeg selv valgte at lade holdningsjournalistikken (blogs/klummer) være på Berlingske, mens jeg afsatte den tilstræbt objektive journalistik andetsteds. Og den business-model duer jo ikke for fastansatte:-)
Blot at oprette en blog den dag, hvor man har opgivet af fiske videre på traditionel vis, er ikke opskriften, for – som sagt – man skal gøre sig fortjent til tilliden, før de relevante kommentarer begynder at flyde.
Mellemvej trækker tænder ud
Men der en vej, som synes farbar og som også sikrer, at bloggen har journalistisk værdi, når der virkelig er brug for den. Den vej trækker bare tænder ud. For det er på bloggen, at journalisten så skal lægge de historier, der var for små til det primære medie (så de SKAL altså skrives), og det er på bloggen, at det vigtige, der af pladshensyn måtte skæres væk fra historien, også fremhæves. På neutral vis. Ikke holdningspræget.
Problemet er så, at journalister i forvejen lever i et rotteræs, slemt påvirket af krav om et stigende antal artikler eller indslag.
Bagger eller ej?
Lige en afsluttende bemærkning. Så vidt jeg kan se af den begrænsede tekst fra Cavling-komiteen sker nomineringen ikke udelukkende for Stein Bagger-sagen.
Måske bliver jeg klogere den 6. januar om aftenen, hvor vinderen udpeges og valget begrundes. Måske får jeg det aldrig at vide, for jeg er med i et formidabelt opløbsfelt.
PS: Vil du vide mere om, hvad der tæller i journalistkredse, så er der i øvrigt læsestof nok. Bare kig efter neden under selve nomineringerne, og så finder du de begrundede indstillinger for samtlige journalister.
31. december 2009 kl. 10:39
Tillykke med nomineringen. Jeg, og formentlig også mange andre, ser frem til at høre hvad du har at sige i år 2010.
Og godt nytår :-)
31. december 2009 kl. 18:45
Ja – Tillykke med nomineringen, meget velfortjent – Dorte!
>
Lad mig lige tilføje, at de 5 kommentarer, som Stein Bagger og hans advokat fandt injurierende, alle holdt.
>
Hvem var advokaten?
Er det ikke ansvarspådragende, at hævde injurier når man bevidst ved det ikke er tilfældet?
vh
Frans
1. januar 2010 kl. 12:17
Godt Nytår og held og lykke med Cavling.
Som du selv siger; det er et temmeligt stærkt opløb. Men vi krydser fingre for dig og er spændte på den 6. januar.
2. januar 2010 kl. 14:44
Tak til jer alle.
@Frans Josef Meyer. Jeg kender ikke lovgivningen, men på sin vis burde det vel være ansvarspådragende at anlægge en injuriesag, når man ved, at der ikke er tale om injurier, for retssager og forberedelser dertil koster jo dyrt. Svært at forstå, hvorfor Stein Bagger gik så langt som til at lade sin advokat, Michael Christiani Havemann, først true med en injuriesag og så anlægge den.
Det er også svært at forstå, hvorfor hans kommunikationsrådgiver Erik Ove ikke frarådede det, men han var tilsyneladende aldrig i tvivl om, hvem skurken var, så måske var det tilmed hans råd at anlægge sag. Ret så sigende er jo den kommentar Erik Ove lagde på min blog i en sen nattetime få uger før skandalen blev kendt. Fra kommentaren kan nævnes følgende: “Med den attitude har Dorte Toft demonstreret, at hun er så forudindtaget, at hun ikke er modtagelig for fakta. Vi anser det derfor for formålsløst at indgå i en yderligere dialog med hende.”
Tjek evt. hele kommentaren her
http://bizzen.blogs.business.dk/2008/08/11/efter-mange-lig-i-gr%C3%B8ften-skabte-it-factory-rigm%C3%A6nd/#comment-9777
og læs også de efterfølgende kommentarer, hvor jeg og Computerworlds chefredaktør Jan Horsager tager til orde.
Erik Ove har jo siden brugt mange kræfter på at gentage sit enkle budskab om, at INGEN kunne have gennemskuet, at der var noget galt, når KPMG og Danske Bank heller ikke havde gennemskuet det. Måske lykkes det ham at overbevise også andre end dem, for hvem besværgelsen er overmåde velkommen.