Rettet den 20. 2. jvf. kommentar fra Danske Regioner. Rettelse i kursiv.

Landets 5 regioner har netop besluttet at oprette en fælles it-organisation RSI (Regionernes Sundheds it-organisation). Ifølge formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, sker det for at skaffe bedre behandling på sygehusene og store besparelser.

Nyheden udløste en mail fra en erfaren læge: ”Er det virkelig organisation nr. 91 vi har brug for?”, lød spørgsmålet til mig. Svaret på spørgsmålet fremgår af forhistorien.

Solgt i to omgange

Regionerne har haft eget it-selskab, men valgte at score en stort trecifret millionbeløb på salget af det. Tidslinjen er således:

November 2000: Forløberen for Danske Regioner, Amtsrådforeningen (ARF), sælger 60 procent af sit it-selskab Scandihealth til CSC. Hvor mange hundrede millioner kroner, Amtsrådsforeningen fik i kassen, blev vist aldrig kendt.

November 2006: Danske Regioner sælger de sidste 40 procent af Scandihealth, til CSC for 120 millioner kroner. Formanden for Danske Regioner Bent Hansen oplyser, at pengene går til kontingentbesparelser for regionerne.

Guldgrube og irritation

Da ARF i 2000 sælger størstedelen af selskabet, udtaler foreningens direktør Otto Larsen, at prisen ikke er det vigtigste…

Ifølge ham handler især om at ”få tilført nogle flere muskler til Scandihealth og til udviklingen af IT-systemer til sundhedssektoren.”

Scandihealth var oprindelig en del af Kommunedata, ejet af ARF og Kommunernes Landsforening. (I dag er navnet KMD, og ejere er ATP og kapitalfonden EQT.)

Det går a.h.t.

Men allerede i 1999 blev salgsplaner vedr. sygehus-it-selskabet luftet i Computerworld:

”Rent ud sagt er de store IT-projekter på sygehusene gået af helvede til”, sagde Kresten Philipsen, der da var formand for Amtsrådsforeningen og amtsborgmester i Sønderjyllands- amt.

Han klandrer Kommunedata for at have investeret for lidt i amternes it, og derfor skal Kommunedata have en alliancepartner på det amtskommunale område for at løfte de tunge projekter.

Stadig fiaskoer en masse

Og så er vi retur ved 2010, og hvad nyt under solen?

Regionernes/amternes it-strategi resulterede blandt andet i, at satsning på udvikling af fælles system til de elektroniske patientjournalsystem (EPJ) blev fravalgt. I stedet blev der udviklet et utal af ”dybe tallerkener”, med det lokale embedsværks og de lokale politikeres velsignelse.

Regionerne gjorde ikke CSC Scandihealth til den stærke muskel, der skulle ændre alt, blot til en leverandør blandt mange.

De 12 amter investererede i alt flere milliarder i EPJ-systemerne fra forskellige leverandører. Miseren blev ikke mindre af, at de forskellige EPJ-systemer IKKE kunne kommunikere indbyrdes om patientjournaler og andre vigtige informationer.

10 år med Århus-systemet

Det allerdyreste af EPJ-systemerne, det såkaldte Århus-system, hvis udvikling blev igangsat i 2000, har stadig ikke bevist sig i fuld daglig drift.

Da Region Midtjylland blev dannet, var Århus-systemet blot 1 af 5 systemer i regionen. Sygehuset i Randers er siden udnævnt som prøvekanin for Århus-systemet. Går det godt, skal det indføres i hele regionen.

Den mest komplekse del er selve journalsystemet, som for første gang blev sat i drift så sent som 1. februar 2010 – på en af sygehusets afdelinger.

Prisen lå på godt 400 mio. kroner, sidst jeg kiggede på projektet. Amtet valgte som leverandør det højprofilerede lokale Systematic, der har en del militærkunder, men som ingen erfaring havde på sygehusområdet.

Nu kan det være nok, sagde Løkke

De skæve regionale it-satsninger fik i 2006 Lars Løkke Rasmussen, der da var sundhedsminister, til at oprette centret Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark (SDSD).

Der gik imidlertid over et halvt år, inden centret fik en direktør. Valget faldt på Otto Larsen, der i 20 år var direktør for Amtsrådsforeningen.

SDSD-centret er siden røget ud af finansloven og er henvist til selv at søge penge fremover.

Danske Regioner er med i Løkke Rasmussens SDSD. Ifølge regionsformand Bent Hansen kommer der bare ikke nok ud af samarbejdet. Derfor opretter regionerne eget selskab, RSI.

Er organisation “nr. 91″ den rette løsning?

Skriv en kommentar   RSS feed

  1. Lisbeth

    Kære Dorte Toft og andre interesserede

    Jeg har netop læst din blog om vores nye fællesregionale initiativ RSI. Hvis det var et it-selskab vi havde planer om at lave, vil jeg sådan set give dig fuldstændigt ret i det er en tåbelig idé.

    Men RSI er ikke et it-selskab, men derimod et initiativ der bygger ovenpå regionernes eksisterende it-organisationer og danner rammen om et mere forpligtende regionalt samarbejde.

    Regionerne opstiller som det ene fælles mål for, hvornår man kan hvad i hele sundhedsvæsenet ? eks. single sign-on og booking på tværs. Og som det andet forpligter de sig til at samarbejde om anskaffelse og implementering ud fra en ?følg eller forklar-model?. Det kan enten være i form af rammeudbud eller køb af en fælles løsning/tjeneste.

    Hvis der er en business case for samarbejde, etableres et projekt og en region forestår projektledelsen på de andres vegne.

    Organisationen bringer i endnu højere grad sundheds-it beslutningerne ind på direktionsgangen, og ledes af en smal og beslutningsstærk styregruppe med en regionsdirektør for bordenden og direktionsrepræsentanter rundt om bordet.

    Lige nu er regionernes it-direktører i gang med at pege på de projekter, som RSI i første omgang skal sætte i værk. Allerede om få måneder forventer vi at se de første forslag til konkrete projekter.

    Mvh.

    Lisbeth Nielsen
    Kontorchef
    Danske Regioner

  2. Frans Josef

    Kære Lisbeth Nielsen,
    kernen i det Dorte Toft skriver i dette indlæg, er jo:

    * Sporene Skræmmer *

    når man kigger bagud…..

    Hvad mener du, der på afgørende vis, med jeres nye tiltag, vil ændre på dette?

    Peg blot på eet punkt.

    mvh
    Frans Meyer
    IT Arkitekt

  3. Lisbeth

    Kære Frans Meyer

    Det ene og helt afgørende punkt er, at alle større eller strategiske it-investeringer i hver enkelt region udsættes for “kan vi med fordel gøre dette i fællesskab”-testen.
    Nævn mig nogen anden del af den offentlige sektor som på tværs af politisk ledelse har givet hinanden et sådant håndslag?

    Dortes kommentar på de skræmmende spor gik på selskabsdannelse. Og det er jo netop den vej, vi ikke vælger. Men gode råd er velkomne.

    Vi ønsker at lære af fortiden og imødekomme sundhedsvæsenets reelle behov for it-understøttelse, ikke bare kaste os over letkøbte løsninger.

    Mvh Lisbeth Nielsen

  4. Dorte Toft

    @ Lisbeth Nielsen. På papiret ligner det en god løsning, og så må fremtiden jo vise, om den holder. Og i øvrigt tak fordi du tog dig tid til at forklare sagens helt rette sammenhæng her.

    Men hvorfor blev SDSD-centret ikke rammen for denne koordinering? Jeg burde måske ikke stille spørgsmålet, da Bent Hansen jo har udtrykt sig noget skeptisk om, hvad der sker fra SDSD-siden.

  5. » Konference om fremtiden med den gamle garde - Bizzen - IT & Business

    [...] Vil Bent Hansen komme med radikalt nyt, hvad angår regionernes store investeringer i hver sin dybe tallerken (elektroniske patientjournaler)? Nå nej. Regionerne har jo netop oprettet en ny rundbordsorganisation. [...]

  6. » Får Løkkes opfindelse, Digital Sundhed, stækket fjerene? - Bizzen - IT & Business

    [...] som regionerne selv oprettede. Jeg skrev tidligere om  RSI (Regionernes Sundheds it-organisation) her på [...]

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes



Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites