Dorte Toft
Medforfatter af "Bedrag" om Stein Bagger-sagen, hvor Bizzen-bloggen spiller en væsentlig rolle. Har modtaget eJour-prisen, IT-prisen, FUJ-prisen og Publicistprisen for sin journalistik. Desuden nomineret til Cavling-prisen i 2009.
Lykkelig i nørdland. Hvem bygger fremtiden? Gyldendal, 256 s., kr. 249,95.
Læs mere hos Boghuset eller download bogen gratis her.
I min klumme i morgendagens Berlingske Business stiller jeg spørgsmålet, om den sammensætning, som vi har i regeringen og i Folketinget i øvrigt, nu også er, hvad der skal til at bringe landet ud af den alvorlig krise.
Danmark slås som bekendt med alt for lav produktivitet, for høje omkostninger, et kæmpe budgetunderskud, stigende arbejdsløshed og et umætteligt behov for offentlige ydelser.
Regeringen, der skal bringe os på ret køl, består af 5 jurister, 5 cand.scient.pol’er (statskundskab), 1 økonom, 1 cand.merc.dat, 1 mag.art., 2 lærere, 2 med kortvarige uddannelser, og 2, der standsede ved studentereksamen.
Det hedder sig, i hvert fald i udlandet, at viden inden teknologi og naturvidenskab bliver afgørende for et lands evne til at klare sig. Den viden er svær at spore på politikerfronten.
Lad mig lige tilføje, at når OECD hæver den advarende pegefingre over for Danmark, er en af årsagerne, at vores uddannelsesprofil er skæv.
Danmark ligger nede på en 26. plads ud af 34 lande, hvad angår andelen af akademiske grader taget inden for naturvidenskab/teknik sat i relation til det samlede antal bachelorer og kandidater, der udklækkes (2005). Der er i Danmark, hvad der kan kaldes en overproduktion inden for samfundsfag og humaniora. Mange af disse uddannelser er især rettet mod senere ansættelse i den offentlige sektor.
Jeg kan bestemt klandres for spørgsmålet, om politikerne qua deres uddannelse er klædt på til at bringe landet ud af krisen, også selv om jeg supplerer med et kig på de pågældendes erhvervserfaring. Det er jo demokrati, det her. Folkevalgte medlemmer, der skal agere på vores vegne.
Det er IKKE en direktion, hvor produktionschefen skal være ekspert på det område, økonomidirektøren på sit, salgsdirektøren på sit etc.
Det er embedsværket, der skal sikre, at den nødvendige ekspertise er til stede, men også på ledende embedsposter ses jo i høj grad mennesker, der er uddannet til at kontrollere, regulere og administrere, uden praktisk erfaring i, hvorledes verden tikker uden for murerne. En del af den lovgivning, der udformes, bærer præg heraf.
Der er desværre heller ikke megen pres at hente fra mediernes side, for også her kniber det med lysten til at pege på de “hårde” områder som værende afgørende at få sat kvalificeret på dagsordenen. Også mediernes topfolk og udøvere har rødderne og hjertet i andre fag end de hårde.
I det private erhvervsliv og på de offentlige arbejdspladser tales om Djøficering – et udtryk for, at jurister og økonomer har fået for megen magt.
I USA tales om, at MBA’er (Master of Business Administration), der jo har fået stor magt i erhvervslivet, også er medvirkende til, at det faktisk går skidt i forhold til den gang, det var folk med dyb fagviden, der udgjorde ledelsen.
Er det legalt at diskutere vores regerings sammensætning, vores Folketings, vores embedsværks – og mediernes?
2. marts 2010 kl. 12:22
Hvorvidt vores ledere er kvalificeret til deres stillinger er bestemt et godt emne til debat. Det forekommer også alle mulige andre steder – og spørgsmålet om papirkvalifikationer er væsentligt.
Som udgangspunkt, burde manglen på papir ikke diskvalificerer enkelte individer. Det kan næppe forstilles at der bliver et uddannelseskrav til f.eks. statsministerposten. Men hvad med finansminister? Emnet er til debat i sundhedssystemet, hvor der har været en debat f.eks. om hvorvidt sygeplejersker må få ledelsesansvar for hospitalsafdelinger.
Måske burde tilgangen værre noget i retning af en kravspecifikation, som vi kender den fra IT – udvikling, hvor der ofte tages udgangspunkt i spørgsmålet, ”som bruger ville jeg kunne…”. Herved undgår projekter unødvendigt at låse sig fast i bestemte teknologier eller løsninger.
Hvis vi kunne svare spørgsmålet, ”som borgere ønsker vi at vores regering kunne…”, så ville vi måske stå tættere svaret på, hvilke kvalifikationer vi ønsker at finde i en regerings profil.
2. marts 2010 kl. 14:22
Om den nye regering kan det siges, at det ville ikke være så stort et problem, hvis de blot udstak rammerne for vores ageren, men der kommer mere og mere specificerede love og cirkulærer, så enhver handlefrihed forsvinder. Måske er det et større problem end ministrenes manglende uddannelser og (i dine øjne manglende) erhvervserfaring.
Medierne hjælper, i forening med de linseliderlige folkevalgte, godt til med at få generalisere på enkeltsager, så en landspolitiker forventes at skulle foholde sig til en hvilken som helst sag i et hjørne af virkeligheden.
Forestil jer at Villy S. eller Pia K’s eneste kommentar til mødremødet på Holbergskolen havde været “Det lyder vel nok spændende, men jeg udtaler mig ikke om enkeltsager”. Mon der så havde været en sag?
Bortset fra det, så skal eksperter kun rådgive, ikke beslutte. Ellers ender man som der er mange IT-systemer der er endt: ja, man har det seneste nye og alle IT-folk er rasende imponerede, men der er ingen der ved om det hjælper med at føre strategien ud i livet…
2. marts 2010 kl. 15:17
Jeg hørte en udmærket kommentar fra en bekendt fra HR verdenen, der gennem flere år har arbejdet internationalt.
Selvfølgelig er uddannelse af en hvilken som helst slags bedre end ingen uddannelse, men ofte mangler evnen til at eksekvere og udnytte uddannelsen praktisk eller:
They talk the talk but cannot walk the walk
4. marts 2010 kl. 08:26
Problemet er vel ikke nødvendigvis den formelle uddannelse af politikerne, men mere at der er opstået en politisk klasse, som har hele deres erfaring fra det politiske liv. Dermed mangler der en føling med den hverdag som vi andre lever i.
Men jeg kan sagtens se at der kan være et problem med politikere og embedsmænd som mere er uddannet i reglerne end i det som der skal reguleres.
4. marts 2010 kl. 13:36
Ved sidste kommunalvalg kunne man på Politiken, var det vidst, krydse af, hvad man selv mente om diverse ting, og så blev man præsenteret for de politikere, der lå nærmest på.
Den gang efterlyste jeg, at man også kunne klikke af på, om de f.eks. have over 4 års erfaring uden for det politiske liv, og klikke af på, hvilken uddannelsesmæssig baggrund man ønskede. Naturvidenskab/teknik, samfund, kultur etc.
Det er, som om politikere udelukkende vil markere sig på alle gaverne de vil give til vælgerne i deres segment, men vi kan ikke krydse af på den rette “gave” til os:-)
15. marts 2010 kl. 17:56
Spørgsmålet om den optimale ledelse af landet er yderst relevant. Landets statsminister kunne med stor fordel vælge personer med lederevner og driftserfaring fra kommercielle virksomheder. Ofte er det danske system med videreførsel af det underliggende administrationslag omtalt som en fordel med kontinuitet ved regeringsskift/ministerskift. Hvis der er behov for et boost i administrationen – hvad alt meget stærkt tyder på, at der er – må det ses som en rigtig fodslæber, at have en stivnet organisation med en dårlig virksomhedskultur. Modellen fra USA med skift af topledelsen var måske en fordel.
Private virksomheder er tvunget til at reagere, idet økonomiske resultater skal sikre overlevelse. Samme krav stilles ikke til skattefinansierede foretagender. Eksempelvis har bestyrelsen i A.P. Møller-Mærsk med valget af ny topchef udefra netop vist, at en stivnet virksomhed trænger til oprydning og trimning, hvis sædvaner og rekrutteringsmåder stiller sig i vejen for udviklingen af en slagkraftig og konkurrencedygtig organisation.
Ministre behøver måske ikke nødvendigvis at have den fulde faglige ballast, men skal have evnen til at stille relevante spørgsmål og være i stand til at bruge sund fornuft, samt være tilstrækkelig selvstændig og stærk til at kunne flytte det øverste lag i embedsværket. Udannelsesmæssig ballast borger ikke for succes – Lene Espersen slap ikke særlig heldig fra posten som justitsminister, hvis vi ser på politireformen samt retsreformen, og Justitsministeriet virker stadig ret støvet og præget af indavl.
De talrige eksempler på det offentliges projekter (forsvaret, skat, politi, retsreform, digital tinglysning, DSB’s IC4-tog, TETRA kommunikationssystemet, sundheds- og hospitalsvæsenet, rejsekortet m.m.fl.), der er kuldsejlede og forfejlede, taler sit tydelige sprog om et generelt problem.
Bruttonationalproduktet stiger, men det meste – eller måske mere end det – af tilvæksten brændes af i nedsatte kommissioner, konsulentundersøgelser, ombygning af forkerte løsninger, reparation og implementering af erstatningsløsninger for forsinkede og opgivne projekter.
Der kunne blive rigtig mange hænder til rådighed, hvis de statslige og kommunale myndigheder samt industrien åbnede øjnene. I øjeblikket ser det ud til, at de toneangivende kun ser bortfald af efterløn og statstilskud til energiløsninger samt kinesiske lønninger som svaret på udfordringerne. Muligheden for at arbejde smartere og mere intelligent overses – de mange timer borgerne spilder på grund af manglende effektive løsninger og udsatte projekter ænses næppe. Det er rigtig skidt!
16. marts 2010 kl. 10:45
@ Søren Pedersen. Desværre synes der jo heller ikke at være nogen som helst tegn på, at politikerne selv bekymrer sig over et system, der nok burde have fremtiden bag sig.
Men må så krydse fingre for, at det ikke bliver værre og værre, men noget kan indikere, at det går den vej.
Kan der laves politik i Danmark – afgørende politik, eller forhindrer hensynet til vælgerskarens sammensætning det?
Når det politiske arbejde ikke består af meget andet end at fordre flere penge til “velfærden”, flytte kommaer og overdrive virkningen heraf, hvilke hoveder er det så, der søger de politiske embeder?