Når retten i Lyngby kl. 9.30 i dag åbner for sagen mod svenskeren Mikael Ljungman, er forventningerne store. Vi ved så lidt, fordi Stein Baggers taktik med blot at køre en tilståelsessag, ikke gav meget, udover, at han pegede på netop Mikael Ljungman som den eneste medskyldige.
Ljungman har nægtet, og derfor indkaldes vidner, der kan bidrage til at opklare, hvad der rent faktisk skete. Nogle fortæller mig, at Stein Bagger også vil blive ført som vidne en af dagene.
Ifølge bagmandspolitiet har svenskeren begået 9 forhold af “bedrageri af særlig grov” karakter til over 200 millioner kroner.
Jeg er ikke selv med i retten, hvor fristet jeg end har været, men medierne har nogle af deres bedste folk på, så jeg skal nok blive orienteret, og min lille enmandsbutik kan ikke sættes på “hold” i så lang tid.
Den glade forhandler
Lad mig lige give et lille resumé. Mikael Ljungman blev først kendt bredt herhjemme for at have lånt Bagger sin Audi og kreditkort til flugten på tværs af USA.
Men Ljungmand udgav sig tidligere for at være en meget succesrig forhandler af software fra IT Factory via sit firma eCommerce LLC. Til Computerworld fortalte han om 750 kunder på den software og en succes, der gjorde, at han havde fået udarbejdet tre versioner – en til små virksomheder, en til mellemstore og en til store.
(Det var softwaren, som det viste sig, at IT Factory rent faktisk aldrig fik sendt på markedet, fordi den ikke var driftsstabilt.)
Læser blotlægger problemer
Da en af Computerworlds læsere på nettet konstaterede, at der ikke kunne findes en softwareforhandler ved navn eCommerce på nettet, at Mikael Ljungman ifølge opslagsværket Wikipedia i Sverige var frakendt retten til at drive virksomhed og dømt for bogføringsfusk, bekymrede det ikke Stein Bagger.
Det bekymrede ham heller ikke, at det viste sig, at den glade kunde, der også blev interviewet, Richard Jenkins, faktisk var i et firma, MediaPower, der ejede eCommerce, som – når man endelig fandt frem til webstedet – fremstod som et investeringsselskab, ikke en softwareforhandler.
“eCommerce betaler sine regninger til tiden,” lød det et par gange fra Stein Bagger under et 3-timers interview den 29. oktober 2008. Bagger var flankeret af sin kommunikationschef Erik Ove, og foruden Computerworld deltog også jeg.
Bagger gav udtryk for, at når folk betalte deres regninger til tiden, så var der ingen grund til at se dem nærmere efter i kortene.
Lovede navn på ny forhandler
Men da Computerworlds journalister anmodede om at få en anden forhandler i tale også af hensyn til deres læsere, var Stein Bagger imødekommende. Der ville bliver sendt svar på dette og på andre spørgsmål, som jeg og Computerworld havde stillet uden at få konkrete svar.
Den imødekommenhed rakte dog ikke længe. I stedet modtog vi et nonsvar, der samtidig blev offentliggjort på IT Factorys hjemmeside. Forinden havde Stein Bagger lige sendt en mail, han havde modtaget fra Ljungman, til Computerworld.
I den mail fortalte Ljungman, at selvfølgelig eksisterede eCommerce, og at MediaPower var en vældig succes, førende inden for mobilteknologien Augmented Reality med professorer i ledelsen, herunder en, der havde modtaget en fin pris af præsident Bush.
“Der er nok nogen, der er jaloux på din succes,” skrev Ljungman beroligende til Bagger, som i øvrigt oplyste, at han kun havde mødt Ljungman 2 gange.
Gizmondo og GetFugu
Ljungman kom også ind på spil-konsol-firmaet Gizmondo, som han tidligere var nøgleperson i, sammen med svenskeren Carl Freer. Ifølge Ljungmand var Gizmondo en succes, selv om firmaet gik konkurs med et brag og investorerne tabte enorme beløb. Han præciserede også, at Carl Freer var frikendt for enhver skyld i Gizmondo-krakket.
Som DR 21 Søndag i aftes kunne fortælle, så er der meget, der tyder på, Carl Freer får en hovedrolle også i IT Factory sagen. Kuratoren Boris Frederiksen har tidligere oplyst, at der var omkring 200 millioner kroner, som ingen vidste, hvor var endt, men nu har han fået en stor mængde dokumenter med transaktioner i hænde.
Noget tyder på, at de endte i GetFugu. Det firma står nu bag hedengagne Media Powers teknologi til mobiltelefoner, og det er stiftet af Carl Freer, der også er højt på strå i GetFugu.
På nettet har der været forlydender om, at Mikael Ljungman helt oprindelig også stod som medstifter af GetFugu, men at hans navn hurtigt blev slettet.
XIOP som mellemled
Mange af de fakturaer på fiktive produkter, som blev brugt i leasingsvindlen, involverede det svenske firma Xiop, som Ljungman er koblet til, og der vil i retsagen blive inddraget vidner med tilknytning til det svenske selskab. Fra Xiop gik pengene så videre ud i verden til andre selskaber, men noget tyder altså på, at pengestrømmen endte hos GetFugu.
Jeg har fulgt GetFugu konstant, og meget tyder på, at mobilteknologien, der foreløbig er frigivet til iPhone, Blackberry og mobiler med Android-styresystemet, fungerer ret dårligt. Også min egen lille test af softwaren på en lånt iPhone.
Der findes meget kritisk omtale af GetFugu ude på nettet, og der findes meget skamrosende omtale.
Interessante steder at tjekke er for eksempel diskussionen på Google Finance, Yahoo Finance og Jobvent.com (folk giver anonymt karakterer til arbejdspladser). Der er ses også en del interessante blogindlæg om GetFugu, herunder dette SharkJumping.

1. marts 2010 kl. 13:35
Interesseret i at få mere af forhistorien? Så har Computerworlds Kristian Hansen en god artikel her:
http://www.computerworld.dk/art/55175?page=3
Kristian Hansen har fulgt de to svenskere tæt i meget lang tid, og er du interesseret i selve retssagen, så følg hans dækning fra retssagen.
Den første artikel er her: http://bit.ly/9Nax7N
2. marts 2010 kl. 12:03
Man kan også følge lidt med hos vores svenske venner:
Två svenska vd:ar vittnar mot Mikael Ljungman
http://realtid.se/ArticlePages/201003/01/20100301080206_Realtid868/20100301080206_Realtid868.dbp.asp
Freer och Ljungman stäms på 2 miljarder
http://realtid.se/ArticlePages/200911/27/20091127104711_Realtid766/20091127104711_Realtid766.dbp.asp
Hemliga bolag kopplar Stein Bagger till Carl Freer
http://realtid.se/ArticlePages/200910/12/20091012180513_Realtid245/20091012180513_Realtid245.dbp.asp
Virker links ikke, så gå ind på http://www.realtid.se og søg.
Om Ljungmann er lystløgner eller ej, må retten afgøre. Han har dog en række problemer og en historie der viser at hans version af sandheden ikke altid stemmer overens med alle andres :-)
I øvrigt er det en ganske omfattende dækning de har haft af sagen i de svenske medier, og meget detaljeret.
3. marts 2010 kl. 11:06
Mange gange tillykke med publicistprisen herfra Kolding egnen. Fortjent!