Refer om fiktiv markedsværdi og bestyrelse hos Masterseek

Indtil for få måneder siden oplyste søgemaskine-selskabet med de danske rødder, Masterseek Corp, på sin investorside en aktiekurs på 6,4 dollars, hvilket angiveligt repræsenterede en kursstigning på 28 pct. Og markedsværdien blev opgjort til 150 millioner dollar, altså 840 millioner kroner ved dagens kurs.

Det var kuriøse oplysninger, idet firmaet IKKE er noteret på nogen børs, og i dag er informationerne fjernet.

“Vi ville bare gøre vores investorer en tjeneste,” lyder forklaringen fra Rasmus Refer, der er iværksætteren bag business-to-business-søgemaskinen, som i øvrigt har haft en svær tilværelse med et par Masterseek-konkurser undervejs.

Knap to timer med Refer

Simon Bendtsen fra Berlingske Business og jeg interviewede i fredags Rasmus Refer, der havde stemt til møde i de bløde sofaer i D’Angleterres lobby. Det var til en artikel, der er i avisen i dag, og netop Masterseek Corp.-investorsiden var blandt emnerne.

Refer forklarede, at potentielle investorer og tidligere ofte ringede for lige at blive orienteret om, hvad aktien senest var solgt til. Ifølge ham repræsenterede 6,4 dollar de to seneste aktiehandler. Kursen ligger ellers pænt over, hvad aktien tidligere er solgt til, og der er desuden uddelt ret mange gratisaktier i forskellige sammenhæng.

“Tidligere havde vi log-in på investorsiden,” fortæller Refer, der tilføjer, at det var bøvl med glemte adgangkoder, som bevirkede, at login-kravet blev fjernet.

Uden bestyrelsesformand

I dag er tal-oplysningerne som nævnt fjernet fra investorsiden. Ifølge Refer, fordi det måske alligevel ikke var den rette løsning.

Som tidligere nævnt i anden sammenhæng er den kendte it-mand Michael Mathiesens navn også forsvundet fra investorsiden. Mathiesen fortalte, at han var blevet adspurgt, om han ville være formand, men han havde aldrig sagt ja.

Rasmus Refer forklarede under interviewet, at årsagen til, at Mathiesen stod som formand for Masterseek Corp., var fordi han var formand for det svenske Masterseek AB.

Michael Mathiesen oplyste i fredags over for mig, at han også har krævet den svenske registrering fjernet.

Endnu et navneproblem

I dag figurerer kun Kim Winther Jensen, nordisk direktør for Sirius IT, som bestyrelsesmedlem. Men da jeg kontaktede ham i lørdags, fortalte han, at han forlængst have afsluttet enhver kontakt med Masterseek. Derfor undrer han sig over at se sig selv præsenteret som bestyrelsesmedlem på investorsiden.

Kim Winther Jensen var blandt de tidligere investorer og har for længst afskrevet sit tab. Han blev heller ikke fristet til at prøve igen, da Refer lavede aftaler med de effektive finansmænd Jesper Svane Thomsen og René Lauritsen om at få skaffet en masse ny kapital, så løfterne om en supersøgemaskine omsider kunne realiseres.

“Jeg har ingen tillid til Refer og dem, han omgås med,” siger Kim Winther Jensen.

Den høje markedsværdi

Markedsværdien på 150 millioner dollar repræsenterer noget af en påstand for et firma, hvor det kniber både med indtægter og de resultater, som søgninger giver.

Men Rasmus Refer mener bestemt ikke, at det er urealistisk. I en mail til Berlingske, hvor han besvarer en række spørgsmål forud for interviewet, nævner han blandt andet store forretningsmuligheder i Kina.

I interviewet stilles desuden en række spørgsmål vedrørende det store millionbeløb, som blandt andre finansmændene Jesper Svane Thomsen og Réne Lauritsen fik fremskaffet fra investorer.

Nærmere om det i Berlingske Business i dag, men her er det fulde e-mailinterview:

– Ifølge dokumenter, som Berlingske Tidende har fået indsigt i, er det i bedste fald blot lige under 30 procent af provenuet fra salget af Masterseek Corp.-aktier tilbage fra 2005 som rent faktisk går til Masterseek. Hvad er din kommentar til dette?

Refer: Der er tilbage i 2005 underskrevet en funding-aftale, hvor Masterseek Corp. samlet skal afregne ca. 35% i fee, der i øvrigt også fremgår af vores åbningsbalance for 2008. Provisionen dækker udarbejdelse af investormateriale, investor road-show, udsendelse af investor newsletter, presseomtale etc. Aftalen udløb i udgangen af 2008 og er herefter ikke forlænget.

– Masterseek får en hård medfart af flere søgemaskineeksperter og søgemaskinen har jo været længe undervejs. Hvorfor mener du, at Masterseek bliver en succes?

Refer: Vi har nu efter mange års arbejde fået opbygget den rigtige teknologi og software til hurtigt og nemt at kunne hente oplysninger fra virksomheders websider. I den nye betaversion, vi netop har lanceret, kan man i real-time finde stort set alle digitaliserede virksomheder på under 2-3 sekunder, dette gør Masterseek til et attraktiv søgeredskab, når man skal finde virksomhedsinformation.

Opgaven foran os er nu at få præsenteret virksomhedsoplysningerne i det rigtige format sammen med en fornuftig forretningsmodel. Behovet for virksomhedsoplysninger lokalt som globalt er stærk stigende, og der er derfor gode muligheder for en søgemaskine som Masterseek. Trafikken på Masterseeks kinesiske site www.masterseek.com.cn er alene steget med over 40% de seneste 14 dage. Kina har over 450 millioner internetbrugere, så det er et gigantisk marked for os. Masterseek lancerer i øvrigt i slutningen af maj måned en gratis Iphone apps på både engelsk og kinesisk.

En af de nærmeste konkurrenter, Jigsaw.com, er netop solgt til salesforce.com for 143 mill. USD, så det er med til at underbygge potentialet og værdien i markedet for B2B søgemaskiner som Masterseek.

(Tilføjelse fra DT: Jigsaw og Masterseek kan ikke sammenlignes. Masterseek svarer til en slags fagbog med – i bedste fald – lidt information også om ledelse. Informationerne kommer ad to veje. Indledningsvis den dyre. Her opkøbes navne og adresser fra ind- og udenlanske selskaber, der ligner Købmandsstandens Oplysningsbureau. Derefter er det må søgerobotter, der finder frem til resten. Det helt nye koncept, som Jigsaw repræsenterer, er ikke blot Yellow Pages – en fagbog. Funktionaliteten gælder også brugerinddragelse, lidt i stil med Wikipedia, hvor enhver kan sikre, at et emne belyses godt nok. I Jigsaw-sammenhæng gælder det firmaer, nøglepersoner, historik, relevante links og andre interessante detaljer – det kan måske også kaldes crowdsourcing. DT kommentar slut)

– Ifølge jeres åbningsbalance fra oktober 2008, udsendt til potentielle investorer, er Steen Louis Reinholdt bestyrelsesformand. Det benægter han dog. Hvordan kan det være, at navnet på formanden er forkert?

Refer: I perioden hvor åbningsbalancen blev udarbejdet var Steen Louis Reinholdt bestyrelsesformand, men udtrådte herefter, udelukkende fordi han havde for travlt med egne aktiviteter til at kunne tilgodese tid til Masterseeks mange opgaver.

(DT kommentar: Steen Louis Reinholdt oplyser igen, at han aldrig har sagt ja til posten. Han deltog i et enkelt møde i Refers Frederiksberg-lejlighed, men afviste tilbudet, idet han ikke følte sig tryg ved selskabet. DT kommentar slut).

– Var du involveret i salget af Masterseek Corp.-aktier gennem Masterseek Holding (der har Jesper Svane Thomsen og René Lauritsen blandt medejerne)? Er du eller har du været medejer af holdingselskabet?

Refer: Jeg har aldrig været medejer af Masterseek Holding. Masterseek Corp. har iøvrigt skriftligt anmodet ejerkredsen i Masterseek Holding om at ændre navn, da Masterseek er et internationalt registreret varemærke ejet af Masterseek Corp.

– Hvad var årsagen til, at du i 2005 involverede Jesper Svane Thomsen, Rene Lauritsen m.fl. i opgaven med at skaffe nye investorer til Masterseek? Og hvilken provision blev aftalt til dem og deres hjælpere?

Refer: Jeg traf dem i en anledning, hvor de viste interesse til selskabet. Det var vores opfattelse, at de havde et godt netværk til at hente nye investorer til Masterseek og på denne baggrund blev der lavet en aftale med ca. 35% provision.

– Hvad var årsagen til Jesper Svane og Rene Lauritsens afgang fra rollen som dem, der trak nye investorer til Masterseek?

Refer: Aftalen udløb, og vi ønskede herefter ikke at forny denne.

– Har Svane og Lauritsen fortsat en relation til Masterseek Corp.?
Refer: Efter aftales udløb i 2008 har hverken Jesper Svane eller Rene Lauritsen haft relation til Masterseek Corp.

– Har I fået afsat de 450.000 nye aktier, som skulle udbydes her i april måned?

Refer: Vi har ikke fået afsat alle 450.000 nye aktier på nuværende tidspunkt, da vi er i et svært marked for at hente investorer.

– Hvad er din reaktion på advarslerne mod Masterseek Corp. fra det svenske finanstilsyn (Finansinspektionen) og Dansk Aktionærforening?

Refer: Jeg har allerede personligt talt med det svenske finanstilsyn flere gange. Jeg kender ikke reglerne til bunds, men vi kigger med alvor på sagen og håber på snarest at kunne få sendt den fornødne dokumentation til Finansinspektionen i Sverige, så vi kan få slettet den pågældende warning.

– I meddelte i 2009, at Masterseek havde påbegyndt en noteringsprocess. Hvad var årsagen til at børsintroduktionen på NasdaqOMX First North glippede?
Refer: Markedet for at notere selskaber eller for at hente kapital i Danmark og Sverige har i 2009 ændret sig mere negativt end forventet. Vi valgte derfor at stoppe processen for i stedet at fokusere på den amerikanske marked, der nu er på vej op.

Især er der stor interesse omkring Google og dermed søgemaskiner og informationsteknologi som vi arbejder med.

– Tror du stadig på en børsintroduktion for Masterseek inden for den nærmeste fremtid?
Refer: Vi arbejder primært på at lave en god søgemaskine og opbygge en sund forretning, men vi kan ikke udelukke en børsnotering for at styrke selskabet økonomi og aktiviteter i Masterseek, men det afhænger af det finansielle markedet her i 2010.

– Hvor meget omsatte Masterseek Corp. for sidste år?
Refer: Vores omsætningstal for 2009 er endnu ikke offentligt gjort, hvorfor jeg af gode grunde ikke kan udtale mig om disse tal.

– Hvad er dine forbindelser til selskaberne Capital Nordic, Vopium, Bark Group, DK Group og Bloggerwave?

Refer: Jeg har ingen forbindelse til disse selskabet, udover jeg kender noget af ledelsen i Vopium og Bark Group.

Mailinterview slut.

Tilføjelse kl. 8.50. Selv om der er postet mange penge i udviklingen af Masterseek-søgemasinen og indholdet, så imponerer resultatet ikke eksperterne. Læs artiklen om søgemaskin-kvaliteten. Den er netop er lagt på business.dk.

11 responses to “Refer om fiktiv markedsværdi og bestyrelse hos Masterseek

  1. Nååå det var dér den lå begravet. 35% provision for bl.a. “investor roadshow”.

    Hehe. “Roadshow”- Man tænker straks Ditlev Engel og får så en skræmmende åbenbaring over hvor langt Ditlev kunne køre for den sum penge.

  2. 35% i provision!? Kan man skrive desperat mere tydeligt?

    Der er nok ingen tvivl om, at det er Rasmus Refers drøm at lave en søgemaskine der bare virker, og kan gå ind på BtB markedet. Den virker bare ikke, og kommer heller aldrig til det.

    Prøv selv søgemaskinen – prøv at søge efter de små virksomheder i Danmark. Det er altså hjemmemarkedet!

    Måske Rasmus Refers drøm er krydret med ønsket om at have et arbejde?

    Det virker som om, at personkredsen føder hinanden i et lukket kredsløb, hvor det gælder om at få lokket investorer ind. Hvis man fortalte en investor, at 35% af hans investering går til formidleren, så håber jeg at han ikke tager tilbudet seriøst.

    Nu er der så navne på bordet, så ved man hvem man bør holde sig væk fra.

    Godt gravet frem af holdet bag artiklerne. Imponerende at I kunne få bilag og transaktioner frem.

  3. I de 35 procent er der ifølge Refer også indregnet udgifter til investormateriale, newsletters etc.

    Det kan så virke underligt, at det bliver et Holdingfirma, der IKKE er moderselskab til Corp, men blot ejet af pengemænd, som skal ud på PR/reklamemarkedet og finde leverandører til investormaterialet, men pengemændene kan jo have et godt netværk.

    At søgemaskinen (stadig ikke) fungerer godt, hvad angår danske selskaber, forklarer Refer med, at fokus er på store lande, såsom USA og Kina.

  4. Rasmu Refer har været i spil helt tilbage fra 90’erneog har aldrig kørt en virksomhed seriøst igennem, men altid lukket med mange firmaer i hælene. I starten var det medievirksomheder med bladudgivelse og annoncer solgt til Byggeri leverandører og en enkelt google søgning, viser hans karakter. Her er blot et enkelt link. Han har velnok bedraget i længere tid og påvirket flere virksomheder negativt end Stein Bagger, omend han ikke helt har kunnet nå milliarden.
    http://www.computerworld.dk/art/14159/tidligere-ansatte-kraever-loen-af-refer
    Hans nylige komentarer om Masterseeks er af samme utroværdige karakter.

  5. Investormateriale og newsletters???

    – Nååååå så er det jo en helt anden snak. Særligt newsletters til investorer (som sendes via emails?) må være en stor udgift.

    Not!

  6. Jeg forstår ikke helt at rasmus refer ikke siger at siden ikke er optimeret helt til Danmark da jeg har fundet alle de resultater som nr 1 når jeg har lavet søgningen på masterseek.dk, det er vel kun danskere som søger med ÆØÅ eller misforstår jeg noget en englænder eller americaner søger med ae oe og aa og bruger nok masterseek.com .
    Jeg er derfor lidt uforstående hvorfor kritikken er så stor fra Dorte Toft omkring søgningen, jeg ved at microsoft også har haft vanskeligheder ifht de danske bogstav søgninger og fremvisninger af resultater jeg finder masterseek som et udemærket værktøj ifht DnB.

    Når man skal ud og skaffe penge til så stort og ambisiøst projekt som Masterseek er så er investorer nok godt klar over risikoen og at afkastet kan være astronomisk såfremt produktet bliver brugt hvem havde troet at google ville være så stor en virksomhed hvis du ser 10 år tilbage, jeg forstår godt at folk investere penge i Masterseek da det er en bedre investering end en lottokupon.

  7. @Søren Nielsen. Fint også at høre fra en tilfreds bruger.

    Men søgningerne kan nu give sære resultater. Tidligere kunne man f.eks. se, at der skulle være over 50 hits på noget, man søgte efter, men der blev kun præsenteret 3 forkølede resultater.

    Nu er brutto-hittallet væk, men søger jeg f.eks. på rejer, får jeg stort set ingen grossister/speditører frem, kun restauranter med rejemadder m.v., og så et supermarked, som jeg ved blev solgt til anden side for et år siden. Det eksisterer ikke længere under eget navn. Netop nettet skulle da ellers sikre opdaterede informationer.

    Kan du med en søgning f.eks. få alle banker, der har adresse i Bergen, frem? Det har jeg hørt efterlyst.

    Fik du læst artiklen “Eksperter dumper søgemaskine” på business.dk
    http://www.business.dk/tech-mobil/eksperter-dumper-soegemaskine

    Jeg har hørt antydning om, at der kan være tale om “sure rønnebær” fra kritikerne, men de virker nu troværdige med deres track records.

  8. @Søren Nielsen: En lottokupon er en klart bedre investering end en Masterseek-aktie. På lottokuponen har du i det mindste en marginal chance for at vinde.

    Sammenligningen med Google er komplet meningsløs. De producerede brugbare resulter meget hurtigt. Hvis jeg ikke husker helt galt, havde de faktisk præsenterbare resultater og rigtige brugere inden de fik den første kapital ind. Og allerede efter et par års eksistens var de et velrenommeret firma i det meste af verden.

    Masterseek har derimod efter over ti år ikke kunnet producere noget, der kan opnå meget andet end negatv kritik. Og det turde være unødvendigt at nævne deres renomme.

    Og til Refers snak om at søgemaskinen ikke er optimeret til DK: Bullshit. Crawlere kender ikke til landegrænser og forskellige tegnsæt i søgninger er et trivielt problem.

Comments are closed.