Opdateret kl. 12.15. Nyt tilføjet i kursiv.
Opdateret igen d. 15. juni med lidt præciseringer.
Organisationen som Lars Løkke Rasmussen etablerede i 2006 for at få styr på skandalen med sygehusenes elektroniske patientjournaler, stækkes alvorligt nedlægges. Det gælder organisationen SDSD (Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark), som var forankret i Finansministeriet, og hvorfra der længe er efterlyst afgørende initiativer.
Nøjagtig hvad der sker, har ikke været muligt at få oplyst. Den administrerende direktør for SDSD, Otto Larsen, holder p.t. et medarbejdermøde. Men noget tyder på, at en hårdt beskåret SDSD kan blive lagt over under Sundhedsministeriet.
SDSD skal være nedlagt inden årets udgang, men der skal så opbygges en organisation hos Sundhedsministeriet, hvor Staten samler it-initiativer på sundhedsområdet.
SDSD, der gælder sundhedssektoren bredt (stat, regioner, praktiserende læger, kommuner) fik i februar hård konkurrence fra en organisation, som regionerne selv oprettede. Jeg skrev tidligere om RSI (Regionernes Sundheds it-organisation) her på bloggen.
Og regionerne vandt. De har også på det seneste varmet voldsomt op for markedsføringen af eget samarbejde, hvilket bl.a. ses i dagens historie på Ingeniørens it-medie Version 2 med overskriften “Regionerne klar med konkrete mål for sundheds-it”.
Årsagen til, at der gribes ind over for SDSD? Efter hvad jeg hører, er Finansministeriet frustreret over, at man ikke har magt til at kræve SDSD’s planer gennemført. Der har været givet penge via den såkaldte ABT-fond (ArbejdskraftBesparende Teknologi var det oprindelige navn, men senere ændret til det mere politisk korrekte Anvendt Borgernær Teknologi).
Finansministeriet ønskede at se umiddelbare besparelser af investeringerne, men har ikke midler til at sikre det udover via reduktion af bloktilskuddene.
Har jeg hørt ret?
Gad vide hvilken garanti, der fås på, at regionerne omsider begynder at høste gevinsterne at it-investeringerne hjem?
Og gad vide, hvad klogskaben er i, at der først skal oprettes en dyr, tungt bemandet SDSD, for så at blive overhalet af regionerne, der burde have oprettet deres RSI for 10 år siden? Gad vide, hvor længe det tager for Sundhedsministeriet at opbygge en ny organiation? Og gad vide, om regionerne, der hidtil ikke har gidet sikre sammenhæng på tværs af hele sundhedssektoren, formår det?
Noget tyder på, at regionerne stadig er mere optaget af mursten og sengeantal end af teknologiens muligheder for effektivisering blandt andet gennem telemedicin. Det fremgår for eksempel af artiklen “Supersygehuse kan være brøler i milliardklassen” i Dagens Medicin.
PS: Stakkels dem, der søgte til SDSD i håbet om at kunne gøre den store forskel.

14. juni 2010 kl. 13:17
Det er forunderligt, at man stadig er så fokuseret på edb som løsning på sundhedssektorens problemer. Og forarget over at vi vil ha mursten.
Jeg har selv været med i processen med edb i sundhedssektoren siden 1984, og tror stadig at der er nogle gevinster tilbage. Specielt måske med elektronisk journal. Men det kommer til at koste langt mere, end der er afsat til det.
Som læge synes jeg nu, at jeg ind i mellem også behøver at undersøge en patient, indlægge en patient og måske endda operere en patient. Og til det behøver vi … nye mursten. Den eksisterende bygningsmasse er på næsten alle de sygehuse jeg har arbejdet på været helt nedslidt.
Og edb blir lidt ligegyldigt, hvis de fysiske rammer ikke blir bedre…
14. juni 2010 kl. 16:51
Kære Dorte, måske skulle du prøve at læse den offentliggjorte aftaletekst mellem regeringen og regionerne om sundheds-it.
Det vil helt sikkert medvirke til at gøre indholdet i din blog mere korrekt…
Tilføjelse fra DT: Link er fjernet, da den ikke fungerede.
15. juni 2010 kl. 08:09
Udviklingen i det danske sygehusvæsen er et spørgsmål om både muresten og EDB. At stille det op som et enten eller er absurd.
Det ville være helt naturligt at tænke det med ind i de nye bygninger.
Manglen på et veludviklet EDB system i sygehusvæsenet skyldes udelukkende den daværende regerings manglende visioner og erkendelse af at det skulle styres centralt.
Derfor brugte mange sygehuse tid og ressourcer på at opfinde hver deres system, som ikke kunne tale med de andre systemer.
De vissioner, IT- verdenen havde for EDB i sygehussektoren for 10 år siden kunne have været virkelighed i dag, hvis ……..
15. juni 2010 kl. 11:36
@Lars Frelle-Petersen. Din link virker desværre ikke, så jeg har fjernet den. Spørgsmålet er så, om du ville henvise til denne adresse:
http://bit.ly/a8D0Qu
(jeg bruger en forkortelse af adressen, da der desværre er lidt problemer med lange links i kommentarfeltet).
Desværre fangede jeg ikke – da jeg i går tjekkede Finansministeriets websted for pressemeddelelser – at det var meddelt allerede den 12. Jeg ledte efter noget, dateret den 14. Ifølge mine oplysninger blev de ansatte i SDSD nemlig først orienteret på den dag, men måske har jeg også der overset noget.
15. juni 2010 kl. 12:09
@Peter Raabye. Også jeg har hørt om håbløst nedslidte hospitaler, så ja. Selvfølgelig skal der også investeres i mursten. Spørgsmålet er blot, om man investerer med den nuværende teknologibrug for øje, eller med den, der ligger lige om hjørnet.
Men a pro pos mursten generelt. Det har altid undret mig, hvor meget prestige, der ligger i for politikere, at få bygget noget fornemt, og hvor lidt prestige der tilsyneladende er i at sikre penge til det, der er målet med et offentligt system. Og her tænker jeg ikke blot på DR.
@Anne Raft. Du skriver: “Manglen på et veludviklet EDB system i sygehusvæsenet skyldes udelukkende den daværende regerings manglende visioner og erkendelse af at det skulle styres centralt.”
Som jeg så situationen, var det ikke helt så enkelt. Når man har en politisk situation med selvstyre hos både kommuner og amter, må man nødvendigvis respektere det. Amterne burde selv have brugt den sunde fornuft og samarbejdet i stedet for at udvikle hver deres. Det var de jo på ingen måde tvunget til, men der gik vist ego’er i det hele.
At Staten/regeringen så bestemt også kan klandres er rigtigt. For det første gik man alt, alt for sent i gang med standardiseringsarbejdet, og for det andet endte det med standarden G-EPJ, som i dag er stendød. Af gode grunde. Det var standarder, der gjorde sig bag de ministerielle skriveborde, men ikke ude i virkeligheden på sygehusene.
My 5 cents:-)
16. juni 2010 kl. 10:47
Jeg hæfter mig ved at regionernes systemer blot skal kunne udveksle data – og undrer mig over at man ikke kan bruge det samme system i alle regioner?
Og hvorfor skal systemet opfindes fra bunden? Der må findes noget i Sverige, Tyskland eller andre steder der virker allerede?
Det er nemt at sige at det er svært, men hvis udfordringen ikke kan beskrives på en enkelt side er der ikke noget at sige til at der går udvalg i den.
16. juni 2010 kl. 11:24
Det er da tankevækkende at man i et lille moderne land med kun 5 mio indbyggere ikke har et nationalt patientsystem. Det er kort sagt en ledelsesmæssig fallit erklæring at dette ikke er en realitet.
18. juni 2010 kl. 15:32
Jeg bor i den region hvor det fine nye supersygehus, der har været meget blæst om skal opføres. Om jeg dog fatter det, for dét sygehus jeg jeg var indlagt på i denne uge var moderne, velfungerende, med nye tilbygninger og IT der virkede efter hensigten. Hvad pokker skal nye mursten kunne gøre bedre? Udover en hel del mennesker får meget langt til et sygehus. Jeg tror nemlig ikke på løfterne om, at Holstebro sygehus får lov til at bestå.
For nogle år siden var der i Version2 en artikel, om et sygehus i Jylland (Mener det var Horsens) som faktisk med både IT og mobiltelefoner fik effektiviseret arbejdsgangene til fulde. Hvad mon der blev af det desværre tidsbegrænsede projekt? Og hvorfor kunne det ikke bruges når det faktisk fungerede efter hensigten?
Det handler nok mere om de politiske småkongers egoistiske tanker om, hvilke fodspor de kan sætte i historiebøgerne.
16. januar 2012 kl. 16:29
[...] ud af finansloven., og den udvikling skrev jeg om i en klumme i Berlingske, og i 2010 blev SDSD nedlagt. Det skete efter at regionerne havde givet Staten håndslag på selv at rydde op efter egne [...]