Udover, at jeg kan se, at min tekniske faglighed er stærkere end ikke-uddannede skribenter – altså at strukturere end tekst, vinkle det væsentlige, bygge end spænding op og vælge præcise formuleringer, så budskabet går klart igennem – så har det også givet mig evnen til at give mig i kast med komplicerede problemstillinger, der skal formidles ordentligt til danskerne. Især har det givet mig evnen til ikke at lade mig kue af alle dem, der med venlig, men bestemt patos fortæller mig, at “der er slet ikke nogen historie her” fra deres direktørstole. Den egenskab tror jeg journalistuddannelsen er ene om at lære sine elever.

Det at være fire år i et journalistisk miljø og at få bekræftet at det er også MIG, der er journalist, det giver en pondus, som jeg har med fra journalistuddannelsen. Med pondus mener jeg en klippefast vished om, at jeg stiller spørgsmål, fordi jeg er repræsentant for mine læsere og de har krav på at få svar, så det nytter ikke, at jeg ikke får dem. Det tror jeg også er unikt for journalistuddannelsen, for den vished er skabt af undervisere, der selv er journalister og som ved, hvad det handler om. Og den er skabt af at være på en skole, hvor al undervisning stopper, fordi Anna Lind er blevet myrdet og det er vigtigt at følge nyhederne lige nu og her. Det kan ikke vente til klokken ringer.

Selvfølgelig kan man lære at skrive alle steder.

Men hvis man gerne vil være journalist, så er der kun en vej: Tag en journalistuddannelse. Som den primære.

Men jeg kom faktisk heller ikke selv på ideen. Det var Henrik Tüchsen, den garvede erhvervsjournalist, der kontaktede mig med forslaget, og efterfølgende blev jeg ringet op af en halv snes fra forlagsverdenen, der gerne ville have en bog om Bagger.

Det, der var medvirkende til, at jeg sagde ja, var, at jeg kunne sige, at kun hvis de tog bogen “Lykkelig i nørdland” – om pigernes ekstreme fravalg af it- og ingeniørfag – med i købet, ville jeg skrive. Jeg havde fået flere afslag på Lykkelig-bogen, som jeg fandt og stadig finder mere væsentlig end nogen Bagger-bog, min “egen” inklusive.

Vedr. det at holde teknologi tilbage i 10 år…. den har jeg ikke hørt før. Men jeg ved, at maskin-stormertendensen i de glade 68-tider medvirkede til, at f.eks. Kontanten (Dankort-automaten) først kom på gaden 10 år efter, softwaren var “fordansket”. Der blev jo spændt ben for både Dankort og teknologi alt i alt.

I øvrigt. Da jeg tog journalistuddannelsen fandtes kun den i Århus. Om status for håndværkeruddannelser? Nu nævnte du mureren, der er ret konjunkturfølsom, men f.eks. tømreruddannelser er vel mindre. Alle håndværkere har imildertid haft nogle gyldne år, fordi vi har haft alt for få af dem, og fordi folk har haft flere penge. At vi havde for få af dem skyldes desværre, at håndens arbejde på et tidspunkt mistede status, da højtuddannede opinionsdannende besservissere mente, at en boglig viden var bedre. Jeg selv er fuld af beundring for håndværkeren, der virkelig kan sit fag.

Pøj, pøj med dit valg.

@Steen Ehlers. Ja, det ville være en lykkelig udvikling, hvis journalister havde en bedre faglig baggrund. Ville heller ikke skade, hvis de havde erhvervserfaring :-)

@ Henrik Lemvig. Lad mig udvide din klippe-metafor:-) Vi kan ikke leve af at informere, kurere og underholde hinanden.

@ Christian Richardt Heldigvis er medierne under skarp kritik i disse dage for at gå så meget i selvsving over personsager. Om det så ændrer noget fremover…..Jeg er ikke for optimistisk.

Jeg kan godt forstå den forundren der er fra både Dorte Toft og alle jer andre.

I er super gode til at nævne mulighederne indenfor nogle noget mere samfunds relevante fag, dog undlader (nogen af jer) at tænke på det moderne samfund og hvad det medfører af problem stillinger i forhold til uddannelses valg.

Som jeg ser det er der ganske få ting der er i vækst.
Journalistik og medicin er to fag det vokser fabelagtigt hurtigt.
Den første går jeg ud fra, er fordi verden bliver mindre og mindre og folks sult efter viden, nyheder og de famøse 15 minutter, vokser og vokser.
Den anden fordi at der aldrig vil komme krise i Panodil omsætningen eller kræft-forskningen.
Selvfølgelig er det også for at hjælpe folk, men i privatiseringens højalder, må man nødvendigvis sætte spørgsmålstegn ved folks motiver.

Al teknologi holdes flere år tilbage i produktionen for at producenterne kan følge med efterspørgelsen (siges det). Det syntes jeg faktisk er et godt eksempel på hvor vi er henne. Ingen har råd til at få pudset huset op (-mureren) men vi har allesammen råd til en fladsærm OG tid til at følge med i alle kanalers sendeflader på èn gang.

Hvorfor skal jeg blive murer og lide under ressesionen, når jeg kan starte på guld drømmen som praktikant på et ugeblad og stille og roligt udsejle verdens situationens bølgegang? For det er det man tænker på når man skal vælge uddannelse. Man tænker; “hvor står jeg om ti år!?”

Jeg er sikker på, Dorte, at dine statistikker fra RUC så anderledes ud, da du læste journalistik og at murer-faget var noget mere attraktivt på det tidspunkt.
Du følger da i øvrigt selv medie hysteriet meget godt med dit medforfatterskab på “bedrag”. Havde du været medforfatter på den bog, hvis Stein Bagger kun var blevet nævnt flygtigt på TV2?

Når alt er sagt vil jeg give dig tak for indsigten i uddannelses tendenserne. Nu vil jeg undersøge andre muligheder.

Med venlig hilsen K

“Til Hr. Peter Nedergård, som skriver nogle udmærkede blogindlæg iøvrigt. Må jeg tillade mig at planke noget, jeg lige har
skrevet andetsteds, men som synes underligt relevant her. Jeg er helt enig i det om Stauning – han er ligegodt et godt fixpunkt.
Og jeg er specielt enig i betragtningerne omkring privatliv og politisk virke. Men jeg har her over sommeren fået en tiltagende
kvalmefornemmelse. Jeg har prøvet alt:
Kamillethe, blåbærsaft, whisky og hjemmefremstillet porsesnaps, men lige meget hjælper det! Selv lange ensomme ture i skoven
og kolde afvaskninger er forgæves. Jeg er ved at brække mig over fra tidlig morgen til efter midnat at blive
bombarderet med budskaber om de to ærede medlemmer Fr. Lene Espersen og Fr. Helle Thorning-Schmidts seneste meritter. Sandt
at sige har jeg aldrig været særligt begejstret for nogen af dem. Men jeg ville aldrig – aldrig nogensinde fornedre
mig selv til at tale eller skrive om andre mennesker på den måde.
Men omvendt ville jeg heller aldrig søge et job i mediernes søgelys, hvis jeg selv følte mig så let, at jeg måtte omgive
mig med spindoktorer, politiske rådgivere, fallerede journalister og lige. Men de er billige for tiden, og de bliver endnu billigere.
Se blot på optagelsesstatistikkerne til de videregående uddannelser. Halvdelen af blomsten af Danmarks fremtid synes at ville
være journalister og resten retorikere, kommunikationsgenier, italesættere, trendforskere eller lignende.
Jeg kan da godt forstå, at mennesker som ham, der er kommet til TV2, Niels Krause Kjær og Fr. Ib og mange – mange flere er begyndt
at blive bange. De nærmer sig jo alle førtidspensionsalderen. Og godt for det. Det formeligt vælter ind med nye talenter, med langt -
langt bedre uddannelser. Og lønfremgangen i branchen er jo ikke noget at råbe højt over bare set over de sidste 5 år. Og selv
om arbejdsløshedsstatikken som dansk journalistforbund udsender altid har været svær at greje, fordi der er så mange free-lancere
og deltids- og sådan noget, så taler den alligevel sit tydelige sprog. Og hånden på hjertet, uanset om man er mest til den ene
eller den anden side (sådan rent politisk), så er det jo udbud og efterspørgsel der bestemmer. Når krybben er tom – så bliver
tonen mere og mere skinger. Og det er denne sommers gylle vel et godt bevis på.
PS: Hvorfor er alle disse her fortabte ambitioner “forhenværende”. Kender I nogle erhverv eller brancher hvor det i sig selv er den dyd
at være forhenværende?”

med venlig hilsen

PS: En blogger skrev: Ja EU-parlamentet :-).

Der er tonsvis af lykkelige folk, som aldrig blev det, de ønskede. I stedet har livet udviklet sig ganske glimrende, og arbejdet behøver absolut ikke at være det, der fylder hos dem.

Men derfra er der langt til at overbevise en nyudklækket student om, at jobsikkerhed er målet i arbejdslivet. Jeg mener da også, at der i første omgang skal være plads til at se, om drømmen kan bære.

Når det så er sagt, er det værd at nævne, at der altid foregår en afvejning. Folk går jo ikke i hobevis efter at blive rockstjerne eller astronaut, heldigvis.

Langt de fleste satser på et af deres mest oplagte og langtidsholdbare talenter, som Anne-Sofie Nielsen i citatet giver udtryk for, at de burde.

For nogle er det så talenter, der er indeholdt i deres billede af journalistfaget. Men det er da bestemt værd at overveje, om arbejdet som journalist står mål med forestillingen om det. Her gælder det vel om research, så man har en idé om, hvad man går ind i.

Jeg tror ikke, at joken, du nævner, er en joke for ret mange på studiet. Ikke på den måde forstås, at man efterlader alt det, man har lært. Men at det er en realistisk fremtidsudsigt, at man kommer til at bruge i en stilling, der ikke betegnes journalist.

Og det tror jeg, er en af grundene til, at mange vælger at søge ind. Der er nemlig stadig den aura af, at “journalistik kan føre til meget”, at det giver én af bred ballast. Om det så er rigtigt, er et interessant spørgsmål, som du så udmærket rejser.

Som du selv skriver, er det et priviigeret arbejde at få lov til at være med til at skabe overblik og indblik. Det skal man ikke glemme. Det er da den helt store godbid – om det så bliver éns dagligdag i fremtiden er en mere usikker sag.

@ Per Erik Rønne. Umiddelbart kan jeg ikke se, at det er pigerne især, der “begynder på en håbløs journalistuddannelse”. Fordelingen er nogenlunde fifty-fifty.
På den største journalistuddannelse, den i Århus, blev der optaget 148 mænd og 104 kvinder. På de mindre retninger, på RUC og Syddansk Universitet, blev der optaget flest kvinder. Du kan tjekke de konkrete tal her:
http://www.kot.dk/KOT/statistik_xls.html
Så vidt jeg lige i skyndingen kan se, så er der optaget i alt 191 mænd på de tre journalistuddannelser og 196 kvinder.

@Martin Ove Christensen. Drømmen? Jamen mange af os ændrer drømme over tid – både hvad angår drømmepartneren og drømmefaget:-) Så hvorfor tro, at den drøm, der var stærkest, da man var 22, er den man i længden trives bedst med.
Netop som journalist oplever man gang på gang, at et emne, som man finder kedeligt kan udvikle sig til at blive noget af det mest interessante, når man giver sig tid til / tvinges til at dykke ned i det.
Anne-Sofie Nielsen (civilingeniør, it), som jeg interviewer i bogen “Lykkelig i Nørdland”, udtrykker det noget i denne retning. “Jeg tror, at de fleste mennesker har flere talenter, så hvorfor ikke vælge at satse på det af talenterne, hvor der er udsigt til, at man får mulighed for at anvende sit fag, når studietiden er afsluttet.”
Og så til slut den kendte joke om journalistik: “Journalistik kan føre til meget, bare man forlader faget i tide:-)”
Det er et priviligeret arbejde at få lov til at være med til at skabe indblik og overblik, så jo, jeg elsker journalistikken. Men jeg valgte så at gå freelance for selv i højere grad at kunne arbejde med de sager, som JEG fandt mest væsentlige. Og det er ikke nødvendigvis de samme, som ens arbejdsplads vil prioritere.
Et sådant valg er imidlertid risikabelt for den med ansvar for flere end sig selv. Mit eget spring skete først, da jeg var 61 (og for længst gældsfri), så det var risikofrit.