Giv de små og mellemstore virksomheder en hjælpende hånd med ny IT. Det er dem, som krisen går mest ud over, fordi de har svært ved at omstille sig, men det er også dem, som udgør det største vækstpotentiale i Danmark – ikke de relativt få store virksomheder vi har.
Tænk lige over disse tal: 80 procent af samtlige virksomheder i Danmark har under 10 ansatte. 97 procent af landets knap 300.000 virksomheder har under 100 ansatte. Og antallet af konkurser hos små og mellemstore virksomheder (SMV) satte i juli årsrekord, oplyste Danmarks Statistik for nylig.
Min påstand i dagens klumme i Berlingske Business med overskriften ”Dødvinkel for vækst” er, at med de nye brugervenlige netbaserede tjenester, ville de små og mellemstore spare mange kroner og megen tidskrævende bøvl. De ville måske tilmed få lyst til at vove at udnytte teknologi yderligere i et samspil med kunder og leverandører, der kan forbedre konkurrenceevnen.
Sort hul
Men hvem gør dem løbende opmærksom på de nye muligheder? De gamle it-aktører har SMV’erne i folden på den “gamle” teknologi, og det er hvor der tjenes mest.
Det synes som om, at i Danmark forbliver viden om det nye i et meget lille univers – der hvor man dyrker netop det nye og er lidt/meget techkyndig.
Rådgiverne? Der er ikke mange, der retter sig mod SMV, og mon ikke de få, der gør det, også hænger fast i den gammelkendte it-verden?
Medier gået døde
Medierne? Umiddelbart kan jeg kun huske at Erhvervsbladet har gjort en indsats over for netop SMV. Den øvrige del af dagspressen beskæftiger sig stort set kun med Iphone og Facebook, mens skibet er ved at synke.
Selv et banebrydende dansk-etableret nyt firma som Tradeshift.com, hvis netbaserede gratis fakturering udenlandske medier har udvist stor interesse for, ignoreres stort set herhjemme. Et firma som det burde ellers være lige i hjertekulen, når man ser den danske erhvervssammensætningen med alle de små SMV’er. Om det gælder fakturaer til det offentlige eller til eksportmarkedet.
Går vi tilbage til de glade dotcom-dage faldt danske medier ellers i svime over noget, der gik Tradeshift til sokkeholderne, bare det var dansk. Måske er det forskrækkelsen over så ukritisk at hoppe på alt den gang, der har bevirket, at man selv på erhvervsredaktionerne har skiftet til forbrugerstof på it-området.
Lænket af gammel teknologi
Mange SMV’er hænger desværre fast i gammeldags teknologi, der absolut ikke er udviklet til lægmand – til amatører på it-fronten.
De får flommefedt software installeret på pc’erne. De slås med at få sat mailserver op, de har måske betalt dyrt for et websted, der allerede er forældet, og hvor mange bruger mon Office-pakken til andet end fakturaskrivning? De skal have betalt hjælp til en masse, fordi det er så bøvlet, og på sikkerhedsfronten kniber det også.
Politikervisioner
Fra politikernes side snakkes om, at væksten hos SMV skal fremmes ved at få dem til at øge forskning og udvikling og innovation og universitetssamarbejde og mere kapital og andet, der lyder lovende. Der snakkes imidlertid ikke om at få det helt elementære it-fundament på plads.
Måske kan noget, der minder om en solid gang folkeoplysning, kunne hjælpe både på kort sigt og langt sigt. Både på omkostningsniveau og lyst til nytænkning.
Hvordan får vi fristet SMV’er?
I min klumme kommer jeg med et enkelt forslag til sådan en informationsindsats, let tilgængelige tålmodige tv-udsendelser om de nye værktøjer (selvfølgelig også til podcast), suppleret med noget på skrift “Det så du, og sådan kommer du i gang”. Fokus skal være strengt på behovene hos SMV, ikke på alskens nyt og fancy, og selvfølgelig kan det blive vanskeligt at udvælge, men umuligt? Nej.
Men mit forslag er alt for spinkelt. Det skal meget mere til – noget i uddannelsessystemet, noget i efteruddannelsen, noget i Håndværksrådet, noget i Dansk Erhverv, noget på højskoler…. Men er der overhovedet nogen i de systemer, der har fingeren på pulsen?
Brug tænkehatten
Tag tænkehatten på en stund. Hvad skal der til for at nogle af alle de lettelser, som den unge generation af techkyndige iværksættere får, også kommer majoriteten af SMV’er til nytte? Og hvad mangler der ellers (langt enklere økonomisystemer m.v.)? Hvilke 2 netbaserede tjenester vil du sige er tæt på et “must” for en virksomhed med under 10 ansatte?
PS: Hvis du mener, at jeg er helt ude i hampen med min påstand om, at SMV’er kører med for lidt af den moderne brugervenlige teknologi og for meget manuel administration, så giv også lyd.
PPS: Folketingets nuværende og tidligere politikere bør vel trues med en rigsretssag, hvis de ikke lynhurtigt får gjort lovgivningen så gennemskuelig, at SMV’er kan nøjes med at bruge 12 minutter dagligt på bureaukratiet i stedet for en time eller to:-) Bureaukratiet de har påført er jo landskadelig virksomhed.
23. august 2010 kl. 11:17
Kan som aktiv spiller på dette marked godt genkende den overordnede trend du her beskriver. De “gamle” selskaber ser kunderne som malkekvæg, der blot skal bidrage til indtjeningen istedet for en aktiv medspiller til fælles udvikling.
Heldigvis kan vi se på vores omsætningstal, at SMV’erne er klogere end de fleste levarandører. Når de rigtige løsninger kommer til SMV’erens kendskab bliver de også valgt.
Vanetænkningen er den største forhindring, både hos de traditionelle leverandører, såvel som hos uddannelsesinstitutionerne. Politikerne har, ganske som du skriver, et meget stort ansvar for at anspore til øget konkurrenceevne og den evindelige snak om Danmark som et videnssamfund må gerne udmønte sig i konkrete initiativer på operationelt plan.
Tejn Nielsen
Salgsdirektør
http://www.e-conomic.dk
23. august 2010 kl. 11:30
Noget der mangler, er et CRM-app og en projektsstyringsapp. Jeg ved, at der findes en del, også danske, tilbud, men der er ingen, eller meget få, tilpasningsmuligheder og interfacet er som oftest dårligt designet (både æstetisk og funktionelt).
Jeg kan kun give dig ret i, at det er rigtig svært at overbevise virksomheder om, at der er en anden mulighed end Microsofts, og at de oftest er bedre. Ofte hænger det sammen med, at de er bange for sikkerheden i oplysningerne, og om deres data er sikre ved sammenbrud og lignende, så måske man skal sætte ind der?
23. august 2010 kl. 11:34
Jeg tror ikke man kommer uden om at løfte vidensniveauet i hele netværket om SMV.
Nye – og gamle – SMV’ere har vel ofte et netværk omkring sig, som de bruger til sparring på alt fra forretningsstrategi til tips og tricks om bogholderi.
Hvad nu hvis det var revisoren, der pegede på den tunge IT-post og fortalte, at det fås billigere, når det bor i en browser? Eller advokaten?
Særlig når vi taler om de små af SMV’erne, så er det jo typisk direktøren for det hele eller dennes bedre halvdel, der sidder med f.eks. bogholderiet, som man skal have i tale. Så en netværksindsats er det, der skal til.
Ideelt set tager vi hele DK og uddanner dem i den fagre nye light IT-verden :)
23. august 2010 kl. 14:03
[Disclaimer: Fortsæt blot diskussionenog lad jer ikke anfægte af denne generelle betragtning -- hvis det ikke interesserer jer -- over hvordan Danmark med et hug kan bedre kårene for vore små ogmellemstore virksomheder - de som udgør selve rygraden i vort næringsliv]
Ja, Danmark mangler vækst – og penge i statskassen til at indføre forskellige lettelser overfor den skatte- og afgiftsbyrde (* Se note) den privatesektor er udsat for. Hvordan skaffer man vækst i løbet af nul komma fem? Ved at lade markedet nedskrive kronenes værdi. Sverige havde en vækstpå 3 % i 1. kvartal og 3,7 % i andet – tilfældigt?
Storbritannien har ligesom Sverige ladet markedet nedskrive deres valuta – i UK’s tilfælde med 25 % her under finanskrisen, og det har fungeret som en “cushion”, som har bragt flere peneg til landets eksportvirksomheder og gjort at de lettere kan konkurrere og tage ordrer. Jo, konkurrere – for alle verdens lande — med undtagelse af Euroland — har ladet markedet nedskrive deres valuta. I Euroland er det kun Tyskland som har rigtig vækst (men de seneste prognoser siger at den allerede har toppet) – men det er takket være en stram løn-disciplin i de sidste 10 år. I Danmark har vi som bekendt haft store lønstigninger, men det vi kan gøre nu er at holde igen med lønnen, og så lade markedet nedskrive kronens værdi, for på den måde at indhente noget af det tabte. Den øgede pengerigelighed her i landet og de afledte, nævnte , effekter vil give en hårdt trængt stimuli til de små og mellemstore virksomheder, som ofte er underleverandører tilde større.
En af mine helt store interesser er hvordan ideer bliver til dogmer og urokkelige fixpunkter. Schlüter introducerede en stærk krone i 1982 som reaktion på Anker Jørgensen tidens eksesser – men rent real-økonomisk er det etåbent spørgsmål hvor smart det var atfølge D-Marken slavisk – som netop i de år var ude for nogle kraftige revalueringer onisk nok noget som ikke er muligt nu — ØMU konstruktionen forbyder det — men som ellers er lige det der kræves, for at udligne de store forskelligheder mellem Tyskland og resten af Euro-landene) Fra og med 1995 begyndte de små og mellemstore virksomheder at beklage sig over den stærke krones negative effekter – men etablissementet var opsat på at vi skulle glide stille ind i Euro-land – men folket ville det som bekendt anderledes,da de sagde Nej i september 2000. TRYK PÅ MIT NAVN og læs mere om euroskygningens omkostninger – selvom jeg stadig mangler svar på hvor meget det har kostet os netto at skygge euroen i nu 4.250 dage. Så meget er klart: De små og mellemstore virksomheder er dem som taberallermest. Jeg er enig med Dorte Toft i at der skal en helt ny tænkning som indrager alle aspekter af de konkurrenceforvridende forhold som vore små og mellemstore virksomheder er udsat for.
——
*) Note
Bilafgifterne ligger lige tilhøjrebenet at reducere, fordi importvarer bliver jo dyrere ved en markedsdevaluering af kronens værdi.
23. august 2010 kl. 14:33
Fordi Schlüter tiltrådte på et tidspunkt hvor olieprisen var på en
6 år lang nedtur (1980-85) , og en verdensomspændende højkonjunktur med USA som lokomotiv var under opsejling, kickstartet af Reagans skattelettelser – så har alle et positivt billede af Schlüters faste krone-politik – men det var altså ikke den der alene gjorde det, og det som nævnt spørgsmålet om det ikke havde været smart, at ligge på omkring 4,87 kr for en DM (eller hvad nu markedet havde bestemt) i stedet for de ca. 3,87 kr , som de fleste husker fra perioden
23. august 2010 kl. 16:36
Hvis du mener at din livsmission er at agere fødekilde for en af de store, så er det klart vejen at gå.
Forær alle dine forretningskritiske hemmeligheder til den første, den nærmeste gatekeeper som kan suge sig fede på lock-in og salg af dine data til din højstbydende konkurrent.
Få nu en smule fornuft på banen.
a) Det er fint at kontekst-specifikke data – dvs. IKKE-personhenførbare og muligvis også ikke virksomhedshenførbare data deles af modeldreven kompatible software as a service mekanismer.
b) Men selvfølgelig skal kontrollen ligge hos dig selv – uanset om du er borger, virksomhed eller stat.
23. august 2010 kl. 17:28
@ Stephan Engberg. Alt er en afvejning. Der er masser af små og mellemstore virksomheder, hvis egne usikre installationer er lige til at stikke snablen i, og det går jeg ud fra, at du som sikkerhedsekspert også er bekymret for.
Hvad vil du anbefale virksomhed med 5-8 medarbejdere, der ikke er it-kyndige, at gøre for at kontrollen ligger sikkert og godt hos dem selv?
23. august 2010 kl. 22:46
E-conomic er en god web-tjeneste, som gør det enkelt for iværksætteren at holde styr på bogholderiet, og så har de ret genialt tænkt muligheden for at “se over skulderen” ind i konceptet, lige som andre kan overtage hele eller dele af bogholderi arbejdet. SMV’erne kan nemlig ikke det hele selv, og har derfor behov for at andre let kan hjælpe dem.
Amino er et godt eksempel på et netværk som kan tilgås hjemme fra kontorstolen, og så har Martin Thorborg formået at sætte godt damp på kedlerne. Der og i lignende netværk kunne der sættes noget i gang. Det er der faktisk allerede med rådgivere som hjælper iværksættere frem. Det er ikke engang offentligt, men et privat initativ, hvor nogen konstant arbejder på at forbedre konceptet fri af offentlig administration.
Open source kan også være en løsning: http://www.computerworld.dk/art/100761?cid=4&q=open+source&sm=search&a=cid&i=4&o=0&pos=1. Som Claus Sølvsteen ganske rigtigt skriver, kan det også bruges andre steder end i Software.
Men hvordan får vi fat i dem som ikke er tech kyndige?
23. august 2010 kl. 23:08
Helt enig!
Små virksomheder – herunder håndværksvirsomheder – ville være meget bedre stillet med f.eks. Google Apps – evt. i gratis-version – end alle de mail- og kontor-systemer der skal anskaffes, installeres og vedligeholdes. Det ville gøre det enkelt og billigt at kommunikere med medarbejdere og kunder.
Men der er en mistro mod den relativt nye platform “i skyen”, og mod gratis – eller næste gratis – service-ydelser.
23. august 2010 kl. 23:33
Næ – ikke i forhold til den risikokoncentration og voldsomme markedsforvridning som pt. foregår.
Web 2.0 naivisterne har slet ikke blik for konsekvenserne af Facebook, Google Analytisk, offentlig planøkonomi, infrastrukturspillernes magtkoncentration etc.
Den bedste måde at hjælpe de små og mellemstore virksomheder er ved at styrke forbrugerens så meget at de store ikke har en netværksfordel vs. de små.
Det vil samtidig sikre de mindre installationer fordi deres absolut største risiko er at man angriber deres kunder hvad enten det sker via deres systemer eller i stigende grad via infrastrukturens registreringer – det forebygger man samtidig med at man styrke de smås kunderelationer.
24. august 2010 kl. 00:32
Fokus på besparelser via nytænkning er altid en god ide. Og IT-siden er sikkert et sted der er meget at spare på.
Jeg vil dog påstå at en stor del af problemet for vores SMV’er er at de ikke samler sig i større enheder. Med udgangspunkt i Dorte Tofts tal om at 80% af de danske virksomheder udgøres af selskaber med op til 10 ansatte, så må der være en del virksomheder som overlapper og som burde finde sammen. Big er absolut ikke altid beautiful men størrelse giver nu engang nogle andre muligheder. Måske skulle man undersøge om hvorfor flere virksomheder ikke går sammen. Er det mon fordi de fleste er styret af en ildsjæl som ikke ønsker at miste kontrollen eller …?
24. august 2010 kl. 13:57
Indledningsvis kan TimeLog som SaaS leverandør kun tilslutte sig Dorte Tofts kommentar omkring sikkerhed – nemlig at hovedparten af de danske SMV’ere har væsentligt dårligere sikkerhed end en SaaS leverandør, for hvem det er selve levebrødet at levere en troværdig og sikker service.
Når det være sagt, så tror jeg på at en bedre understøttelse af de billige SaaS-produkters forretnings- og leverancemodel i selskabslovgivningen vil gøre en stor forskel. I dag er generelle problemstillinger såsom potentielt misbrug af data, konkurshåndtering, handlingsmønstre ved manglende betaling gråzone for mange købere – som kan forlænge deres valg af de dyrene tykke klienter.
Sidst men ikke mindst så findes en række udmærkede billige DK løsninger som samlet set vil kunne levere en professionel forretningsplatform bestående af økonomisystem, lønsystem, projektstyring, crm, og help desk for under 2.000 kroner per måned (alt inklusiv) til en virksomhed på 10 brugere. Det interessante nye er, at kunderne i fremtiden forventes at sammensætte deres forretningsplatform af 4-5 integrerede billigløsninger, der tilsammen skaber en professionel ERP platform. Og for at nævne nogle danske (eller dansk stiftede) produkter til løsningen: e-conomic, TimeLog (tids- og projektstyring), Zendesk (Issue Management), WebCRM (Salgsstyring), Danløn, BIQ (Forretningsdata). OneLogin (Single Sign-on).
24. august 2010 kl. 21:45
Som Michael skriver, så er Amino.dk også en spille i dette marked.
Amino er nok det største medie i forhold til de små virksomheder og der er ingen tvivl om at en guide til hostede løsninger i alle afskygninger er noget vi skal lave.
Men som netmedie får vi ingen tilskud og de offentlige iværksætter tiltag, bruger heller deres annoncekroner hos papiraviser og Google, end på et medie der arbejder for at fremme iværksætter og innovation og det er jo lidt paradoksalt. Men vi skal ikke græde, vi er i live og vi vokser hver dag.
Vores plan er at lave et “Wiki Projekt” hvor de små virksomheder selv kan hjælpe til med at fortælle om de løsninger de bruger og som sparer dem tid og penge.
Dorte, er det en løsning du kunne se som en hjælp til de små virksomheder?
Dbh Martin
25. august 2010 kl. 12:32
@ Katrine Emme Thielke Jeg er ikke sikker på, hvor gode revisorer og advokater vil være til at påpege genveje, for begge fag tjener jo på at det ikke er så enkelt. Masser af revisorer står på bogføringen – også en stor del af det netbaserede e-conomics’s kunder overlader arbejdet til firmaets revisor.
Du skriver så også følgende: “Ideelt set tager vi hele DK og uddanner dem i den fagre nye light IT-verden :)”. Hørt, hørt. Men hvordan?
@ Michael C. Kring . Ja, der sker en masse godt på amino-nettet, men når det bredt nok ud, eller er det især dem, der i forvejen er tech-mindede, der er der? Vedr. economics – jeg hører meget godt om det, men faktisk også, at det – selv om det er netbaseret – alligevel er ret gammeldags.
@ Asiak Stage. Så enkelt er det nok ikke som bare at lægge 2 og 2 sammen til 4. Der er geografiske forskelle, fagforskelle, ambitionsforskelle, mand-kone-butikker der ønsker at forblive sådan, og ja – der er stædige ildsjæle:-)
@ Martin Thorborg. Alle tiders, at I laver en guide til netbaserede løsninger, og Wiki-projektet til erfa-brug mellem SMV er også fint. Giv endelig lyd, når der er noget, der skal informeres om.
Men hvordan når I bredt ud – altså ud til alle dem, hvor pc’en stort set blot er en skrivemaskine og fax?
Jeg er i øvrigt fuld af beundring for frivilligheden i amino-netværket og hvor meget, der udveksles af indbyrdes hjælp. Gad vide om I ikke flytter mere end nok så mange offentlige millioner, og a pro på det 2 ting:
Er der nogensomhelst i det offentligt støttede system, der henviser til amino-universet.
Og hvad siger du, og I andre til følgende:
@alle VTU har skaffet 50 mio. til innovationsagenter, der skal besøge SMV http://bit.ly/bA9w4J
Der skrives følgende:
“Det er det samlede net af Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS), der er gået sammen om at gøre Innovationsagenterne til virkelighed efter en periode som pilotforsøg. Det betyder, at virksomhederne kan trække på en bred vifte af teknologiske kompetencer og viden lige fra IKT og logistik til materiale- og miljøteknologi i forbindelse med innovationstjekket. ”
Så må vi vel gå ud fra, at innovationsagenterne kender andet end deres “Microsoft”:-)
25. august 2010 kl. 12:40
Jeg mener at have fundet en fornuftig vej til at lette min administration. Jeg bruger Apple til det meste, da det er let at gå til og meget stabilt. Jeg supplere så med enkelte gratis værktøjer som f.eks. SugarCRM (som forøvrigt er det bedste CRM system jeg har brugt.), samt småting i skyen.
Håber det kan inspirere.
/Lars
25. august 2010 kl. 13:19
I øvrigt. Der er lavet en rapport over, hvilke fordele netbaserede løsninger kan have for små og mellemstore virksomheder. Den gælder så New Zealand, men værd at lære af. Der synes at være meget at hente.
Rapporten kan downloades her:
http://blog.xero.com/2008/11/small-business-report/
27. august 2010 kl. 21:51
Ref. “Dødvinkel for vækst” 23.08.10
Vist er det muligt at levere it-service, som udnytter internettets standarder og udbud – også selv om små “apps” ikke kan stå alene. Der er for en virksomhed altid brug for et skelet, som overholder regelsæt for regnskab – ofte kaldet ERP. Men det er fuldt ud muligt at integrere ERP med apps’s fra nettet. Selv har vi integreret ERP med Google Apps – og kunderne kan addere flere apps.
Det er ikke teknikken som spærrer. Det sparsomme udbud er en funktion af meget svag efterspørgsel – Danmark er et Microsoft territorie. Senest har CW bragt artikler, hvor Microsoft meddeler, at det med tynde klienter og service fra internettet “er det rene sludder og vrøvl” – næh man skal både have fede klienter (nu omdøbt til smarte klienter) og service fra nettet. Denne strategi er måske god for Microsoft; men for kunderne betyder det, at man fortsat skal betale for inhouse programmel – og så kan man mod ekstra betaling også få lidt service fra skyen (internettet).
I Sverige er udviklingen mod Cloud computing / Software-as-a-Service ret så tydelig – men det er jo heller ikke et rent Microsoft territorie
Mvh Per Reinholdt
3. september 2010 kl. 13:49
Jeg tilslutter mig gerne kritikken af mediernes manglende evne til at beskæftige sig med det nye, der kan hjælpe landets SMVere.
Som leverandør af ERP som SaaS – systemet Winfinans.Net, der billigt kan dække – ikke kun de fleste danske SMVeres behov for regnskab og administration – men også større virksomheders behov, så er det vores erfaring, at kun de allerede kendte og massivt markedsførte produkter bliver nævnt i medierne.
Det er samme syndrom som at det altid er de samme eksperter, der bliver indkaldt, når en nyhed skal kommenteres.
Sagen er nok den, at der ikke er oplag i den form for dækning.
Javist er moderne økonomisystemer (læs – nytænkende/ ikke gammeldags) til kr. 50,- pr. måned ikke raketteknologi, men det er nok den bedst skjulte økonomiske sensation. Danske virksomheder kan ved at vælge et nyt system spare mange TUSINDE KRONER OM ÅRET i forhold til det de i dag betaler for systemer, der har deres rod i 1980erne.
At Winfinans har bygget automatiseret og omkostningsbesparende administration til virksomheder som Lauritz.com, Skagenfood, Torvet.dk, Mini Trans A/S og DSB har i tidens løb heller ikke været stof, der har været godt nok.
Men vi håber stadig på, at medierne – ligesom vi – hele tiden arbejder på at blive bedre :-)
Indtil da kan vi glæde os over, at et stigende antal almindelige SMVere finder os på trods af den manglende omtale.
3. september 2010 kl. 22:45
@Dorte
Jeg har tænkt over det du skrev, og svaret er jo nok ja, for en stor dels vedkommende. Det er de mere eller mindre tech mindede som udnytter Amino og internettets ressourcer i det hele taget.
Hvad skal vi så gøre? Det har krævet lidt tankevirksomhed. Jeg tror ikke kun det handler om IT-systemer, men også om dem som er eksperter i dem.
Hvis konsulent branchen finder en open source forretningsmodel, så bevæger vi os måske der henad.
En anden løsning kunne være: Hvis flere går sammen om at få udviklet og tilpasset IT-systemerne og udvikler fælles standarder for de processer alle udfører i branchen, så kan hver enkelt koncentrere sig om at specialisere sig.
Stift fælles IT-selskaber der servicerer en branche, som bankerne og ejendomsmæglerne har gjort med succes. Kan brancheforeningerne løfte opgaven, eller er det måske et helt nyt forretningsområde for nogen?
Måske er E-conomic gammeldags, men kan det ikke også være en kvalitet? Det betyder vel også at det er kendt og dermed nemmere at tage i brug.
3. september 2010 kl. 22:58
@alle VTU har skaffet 50 mio. til innovationsagenter, der skal besøge SMV http://bit.ly/bA9w4
Jeg vil præsentere det for direktøren i virksomheden, hvor jeg arbejder. Som jeg læser det, er det en katalysator. Forhåbentlig giver det noget, men det kræver at nogen samler rapporterne op og udfører det arbejde der skal til for at implementere forandringerne.
Der kunne jeg godt tænke mig at have Jacob Haugaard med en gang imellem, for forandringens cykelsti har for det meste en strid modvind.
3. november 2010 kl. 18:54
[...] små og mellemstore virksomheder, så det er dem, der har brug for mest hjælp. Det har jeg også skrevet om tidligere. Jeg tvivler nemlig på, at de får nytte nok af den moderne techudvikling, der netop [...]
3. maj 2011 kl. 18:45
[...] Uha. Og her gentager jeg mig selv fra et andet blogindlæg. [...]
2. august 2012 kl. 16:57
Kære Dorte Toft,
Jeg har lige fundet den artikel,
og jeg kan man sige Du har skrevet en meget interessant artikel, og jeg håber du vil skrive mere om denne.
Jeg vil gerne introducere dig vores koncept -
Danske Marked – Online Business Networking ®
Vores portal er en Online Business Networking og direct trade market rettet mod danske virksomheder og freelancere. Unik og effektiv Markedsførings platform B2B, med online promovering af produkter og ydelser.
Konceptet er et revolutionerende Social Media portal for virksomheder og freelancer – koncept
som hele tiden er i udvikling .
Danske virksomheder bruger i dag mere og mere sociale medier som Facebook, Linkedin, Twitter, MySpace for at promovere deres produkter eller ydelser, kampagner der har høje økonomiske omkostninger, som i dag ikke så mange har råd til det omkostninger.
Vores mål er at gøre http://www.danskemarked.dk den første Dansk Social media portal onlineværktøjer for økonomisk vækst i Danmark.
P.S. Vi er mange IT pionerer, der gør noget for at udvikle online markedsføring, men jeg ting, vi har brug for noget hjælp til at promovere vores projekter.
Med venlig hilsen,
Petre L.Dumitru