Opskriften på at blive rige HURTIGT har de næppe, de tre danske iværksættere, der netop er kravlet op fra en kælder på Vesterbro. Den opskrift lyder nemlig på at skabe noget på tech-forkant, som brugerne elsker, og som de store it- eller teleaktører burde have lavet selv. Et lille hjørne.
Hvad Kasper Hulthin, Jon Froda og Anders Pollas byder på med Podio, er hot, lige i tidsånden, for det handler om at lette samarbejdet mellem folk også ved øge den personlige effektivitet. Men den netbaserede tjeneste kan udfordre for meget af gamle spilleres givtige territorium til at der ligger et opkøb om hjørnet.
Podio, der også gør det let for menigmand at udvikle ekstra funktionalitet (apps), er imidlertid så lovende, at start up’en har kunnet tiltrække udenlandsk topekspertise samt to markante investorer.
Fra Zyb til Podio
Med helt fra starten har været Thomas Madsen-Mygdal, den kendte visionære iværksætter. Ny investor er cand. jur. Tommy Ahlers, der for to år siden solgte sin unge mobiltech-virksomhed Zyb for godt 230 millioner kroner. Ahlers, der er tidligere McKinsey-konsulent, har også påtaget sig direktørposten, mens Madsen-Mygdal er bestyrelsesformand.
Der er udsigt til god organisk vækst for selskabet, næret af begejstret brug, som breder sig som ringe i vand. Det tyder visse tilbagemeldinger fra de foreløbigt 500 kunder på. De 100 af dem er betalende, heriblandt et C20-firma, Økonomistyrelsen og landets største mediebureau. De små er på gratis, endnu en opskrift på succes i nutidens verden, for kunder bliver større, og de bidrager med konstruktiv kritik og nye ideer.
”Bare man lige kunne”
Det, der tæller for de foreløbige kunder, går på to ting, der begge hører til i kategorien ”Bare man dog lige kunne…”. Man får samlet gruppens kommunikation, der i dag typisk kører via mails og chat, ét sted i en løbende strøm, hvor også milepæle, ansvarsfordeling med videre er tæt tilknyttet, ligesom kalenderfunktioner.
Det med at samle strømmen af informationer forsøgte Google jo også, via sin Wave, men det blev aldrig brugervenligt nok, så stikket er trukket.
Selvbyg med klodser
Podio fænger imidlertid ikke mindst som udviklingsplatform. Der bygges med klik og små klodser af standardfunktionalitet.
”Jeg ved, at byggearbejdet er sket under allerførste projektmøde, så alt er på plads og nikket til, inden folk forlader lokalet. Men der er også en række færdige apps, at trække på, såsom en CRM-app”, siger bestyrelsesformanden. “Det er ikke den forkromede udgave som salesforce.com, men har det, der er nok for de allerfleste.”
Sund fornuft og genbrugsmøbler
Jeg fik et smugkig i onsdags hos Podio, der netop er flyttet op i lyset – på en 4. sal. Det hvide nymalede mødelokale emmer af 70’erne. Genbrug for i alt 12.000 kroner. Lamper, det lange mødebord samt 12 stole. Godt, velholdt håndværk i teak. Heller ikke i de andre rum er der ruttet med pengene, men de 14 ansattes arbejdspladser er up to date.
Jordforbindelsen repræsenteres også i teamets sammensætning. Det er ikke ”bare” en skovlfuld topudviklere, der tror, at bedste teknologi vinder.
Kloge på mennesker
”Princippet er, at udviklingsafdelingen skal rummet lige så mange, der er kloge på mennesker og godt design, som folk der er kloge på kodningen. Og afdelingen med salg og marketing skal være lige så stor som udviklingsafdelingen,” forklarer Thomas Madsen-Mygdal, hvis seneste succes er 23Video, der hurtigt blev dansk erhvervslivs fortrukne platform for videoer på nettet.
Han var også medstifter af firmaet Socialsquare, stedet, hvor landets største koncerner og organisationer søgte råd om, hvordan man skulle gebærde sig i den helt nye verden, hvor sociale medier, som blogs, Twitter og Facebook punkterede klassiske kommunikationsmønstre.
Socialt software
Podio er, hvad der kaldes socialt software, og nogle har allerede valgt at kalde det erhvervslivets Facebook, hvilket dog giver et skævt billede. Nok er der nogen, der evner at bruge Facebook-professionalt, men det er alt for magert.
Hos Podio kan der også blandes small talk ind i ”big talk”, som man gør, når man nu engang samarbejder, men det allervigtigste er værktøjer til at holde fokus skarpt på, hvad den pågældende gruppe samarbejder om, det er et nyt projekt eller ledelse af virksomheden.
Fra idé til produkt
Under mødet med Podio nåede jeg at få en fornemmelse af, at jeg måske omsider kan bygge et værktøj, der gør vejen fra ideer til færdige produkter – eller skraldespand – mere effektiv. Helt velegnet synes det være til artikelsamarbejdet jeg har med Berlingske og/eller par superkilder om mere komplekse sager.
Det er jo efterhånden også mere normen end undtagelsen, at erhvervslivet arbejder tæt også sammen med eksterne eksperter, kunder og leverandører, og det samarbejde fanges på enkel vis med Podio. Der er ikke en Sharepoint-server, der skal sættes op til det eller lignende.
Kom i gang-workshops
Podio, der i startfasen gik under navnet Hoist, gør i øvrigt også noget rigtigt i, at der inviteres til små workshops, hvor man får en hjælpende hånd og inspirerer hinanden. Selv i den nye verden, hvor manualer sjældent er nødvendige, er det godt, hvis der lige er en vejviser.
Techcrunch først
Som sædvanlig, når det gælder de bedste danske iværksættere, var det anerkendte amerikanske techmedie, Techcrunch, først ude med nyheden om Podio. Men dagbladet Børsen har også øje for den nye.
Ordet ”Hot” var i overskriften, lige som mangemillionæren Tommy Ahlers.
Ved teakbordet fortæller han en nylig familieforøgelse og planen om at tage den med ro efter alt for travle år også hos køberen af Zyb.
”At gå så hurtigt ind i opbygningen af et nyt selskab, var bestemt ikke på programmet. Men det er bare for interessant,” siger Tommy Ahlers.
iPhone app
En iPhone-applikation er på vej, så man også er koblet på samarbejdet, mens man er på farten. Den ventes om et par uger, og bagefter gælder det en app til Android-baserede mobiler.
Der vil også blive åbnet snitflader (API’er) så man f.eks. kan koble den populære Dropbox (fildeling af Word, Exel, fotos og alt andet) til sin app. Ligesom der arbejdes på import af kontakter fra for eksempel Googles Gmail.
Og så er det bare at krydse fingre for, at Danmark stadig evner at markerer sig på den internationale tech-himmel. Der er lidt for langt mellem snapsene. Har Podio en chance?
3. september 2010 kl. 15:06
3. september 2010 kl. 15:51
@ den såkaldte “Peder Bisgaard”. Man kan jo ikke sige, at du holder dig til emnet, men du har måske ikke læst vilkårene for kommentarer og debat på Berlingske.
Lidt synd for iværksætterne bag kæmpeindsatsen, at det første andre læsere møder, er dit opstød.
3. september 2010 kl. 18:16
Uha. Jeg skylder vist selv de tre iværksættere med flere end undskyldning. Der var røget et ord ud af første linie, et afgørende ord, nemlig hurtigt.
Den lyder nu således: “Opskriften på at blive rig HURTIGT, har de næppe, de tre iværksættere”… og senere hen ser man så, hvordan de måske kan blive rige langsomt:-)
Er rettet.
Skrækkeligt med manglende ord, der forvrænger. Den klassiske er et “ikke” der forsvinder.
3. september 2010 kl. 20:35
Podio er efter min mening den første ambitiøse og innovative (tør man overhovedet bruge det ord?) danske startup som ikke er varm luft. Det er folk med forstand og vilje til at skabe en ny platform.
De var drenge dengang dansk web var for nørder og som har lavet Social software fra før det blev trendy (undertegnet havde selv fornøjelsen af at opleve hvordan der blev grinet i krogene da Thomas Madsen-Mygdal præsenterede sig som en der lavede “Social software” tilbage i 2003!).
Nu er de mænd, hærdet af ikke at have gået efter Snabba Cash som så mange andre det sidste årti. Med et hold omkring sig som forhåbentlig kan virke som inspiration på en vissen og røvsyg dansk IT branche.
Niels Hartvig / Umbraco
4. september 2010 kl. 09:15
@Dorte
Jeg synes for en gang skyld, at du er hård vi Peder Bisgaard. Der er fornuft i, hvad han skriver:
Det er dyrt at bo på toppen
Se f.eks.:
http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2010/08/03/091441.htm?rss=true
kortlink.dk/849e
“Ganske kort kan man sige, at 5. etage-lejlighederne koster 66 pct. mere end lejlighederne i stueplan, der almindeligvis er de billigste. Priserne stiger så at sige, jo højere oppe man ønsker at bo, siger kommunikationschef Birgit Daetz, Boligsiden.dk.”
Grundet it-boblen og burn-rate skal de nye virksomheder signalere sparsommelighed. Ligesom dengang i 70′erne hvor bl.a. Mærsk og Brask Thomsen kørte journalister rundt i en Ford Fiesta. McKinsey-baggrund lyder dyrt for mig.
Jeg glæder mig til at lære mere om firmaet. Når jeg googler podio ligger nærværende blog nærmest øvrest. Deruodver er der et firma i Taiwan, som vel ikke har noget med nærværende firma at gøre.
Linket
http://but-why.dk/innovation/arbejds-facebook-lancerer-under-navnet-podio
kortlink.dk/849f
minder om dengang, der var gang i 90′erne. Flot beskrevet på ovenstående hjemmeside:
“Vinylplader, iPhones, baggy pants og jakkesæt, cremen af iværksættermiljøet og en hel del investortyper minglede over champagne og fadøl, da firmaet Hoist gik fra kælderlokale og bootstrap projekt til Podio, lokaler med højt til loftet, success entrepreneur Tommy Ahlers i CEO stolen.”
Fra Hoist Aps årsregnskab:
Selskabet har i indeværende år realiseret et underskud på 998 t.kr. Årets resultat anses som tilfredsstillende.
Jeg værdsætter ærligheden. Det er ligesom i de gode gamle 90′ere.
4. september 2010 kl. 09:33
Umiddelbart kan jeg ikke se høje lønninger eller udlodning i regnskabet. Håber, at de oprindelige lavtlønnede kælder-programmører får glæde af en evt. succes.
Opdelingen i A-anparter og B-anparter har Dorte Toft tidligere omtalt, at man skal være påpasselig med. Hvorvidt det er tilfældet her kan jeg ikke udtale mig om.
Se
http://bizzen.blogs.business.dk/2009/04/27/usund-dansk-venturekultur-%e2%80%93-del-i-af-ii/
kortlink.dk/849g
“Realia med en anden aktieklasse er at denne ?Aktieklasse B? har nogle ?attributter? som Aktieklasse A ikke har. Det er nogle for Iværksætteren grimme ting som på engelsk blandt andet hedder ?Antidilution? og ?Liquidation Pref? + typisk meget mere. ?Antidilution? beskytter Venture A mod ?Downrounds?, dvs hvis der senere tegnes til en lavere kurs end netop indbetalte penge i ?Aktieklasse B?, får Venture A ret til at tegne forholdsmæssigt for at beskytte mod udvanding. ?Liquidation Pref?/Likvidations Præference = den multipel ?X? som aktieklassen oppebærer af rettigheder til at få de netop indbetalte penge ud igen ved likvidation/exit.”
4. september 2010 kl. 09:58
@Dorte
” Og så mit “take” på danske Podio skrevet som klumme, men avisen aflyste grundet gode nyheder. Flere annoncer.”
Mener du, at Berlingske mente, at der var tale om redaktionel reklame?
4. september 2010 kl. 17:34
@ C H. Berlingske havde IKKE set klummen, da den blev aflyst. Så det er såmænd bare en lykkelig udvikling med flere annoncer, der var en af årsagerne til aflysningen (der aldrig er sket før).
Så kan man jo spørge, om det er tekstreklame, det jeg skriver. Nu er jeg typen, der synes, at det også er væsentligt at dække GODE bemærkelsesværdige nyheder, og ikke kun dårlige. Og med så få iværksættere vi har, så lille vækst, så lidt buzz om den type arbejde, så fremsynet et projekt – ja, så finder jeg det væsentligt at beskrive. Det tæller så også, at det er nøglepersoner, der i deres virke før har vist, at de er seriøse.
6. september 2010 kl. 18:50
@ CH Jeg havde overset en kommentar, der afventede godkendelse (det sker ved 2 links og derover). Det var den vedrørende huslejens størrelse.
Jeg spurgte faktisk til den, og fik svaret, at man godt nok skulle tro, at lejen var dyr (det var også smukke lokaler), men at den faktisk var meget rimelig. Ved ikke om det kan hænge sammen med, at der står mange kontorer ledige.
14. september 2010 kl. 12:22
Grundlæggende må man da håbe, at Podio har en chance? særligt set fra Danmark? kunne det da være herligt? hvis vi kunne bidrage med innovation.
Men ? er der tale om innovation? eller blot en copycat model? tilsat lidt krydderi??
Jeg ser ikke det store? men jeg kan selvfølgelig tage fejl.
Faktisk håber jeg, jeg tager fejl.
Men det er jo primært person hypet? og det ses fx i Niels Hartvigs ?forsvar? for løsningen.
Har vi set noget rigtigt innovativt, siden Skype?
Og ? bemærk hvor lidt, pre-hypet det var?. alene det, fortæller sin egen historie? om seriøsitet.
Et andet eksempel er e-conomic – meget lidt ordflom, og person hype? men meget faglighed.
Hvorvidt 23video er det fortrukne system, vil jeg også sætte spørgsmålstegn ved?. det lyder lidt som et citat fra en pressemeddelelse?. (!) og ifm det, kan man læse et interessant debat indlæg “Web-TV skal være kvalitets-TV”
af Kim Gude, partner i esee media technology a/s på AVM.
vh
Frans
10. februar 2011 kl. 20:21
[...] har jeg tidligere skrevet om her, og samarbejdsplatformen har også fænget interessen hos toneangivende techmedier, såsom [...]
22. marts 2011 kl. 11:11
[...] Francisco. Det skriver it-mediet Inc. om og ligeledes Fast Company. Jeg har før skrevet om Podio her. document.write(”); « Japan: Hvor er robotterne, der kunne spare liv? Udviklingen ikke [...]
11. april 2012 kl. 15:03
[...] Jeg må så blankt erkende, at Podio-gutternes exit kom langt hurtigere, end jeg havde forestillet mig. Det fremgår også af første gang, jeg skrev om selskabet. Det var under overskriften Danske Podio udfordrer Google, Microsoft, Yammer m.fl.”. [...]