Rygte: eBays PayPal investerer 80 mio. i Morten Lund-firmaet Tradeshift

Af Dorte Toft 1

Sejlivede rygter om, at eBays betalingsgigant PayPal skyder et kæmpemillionbeløb ind i den purunge danske e-faktureringstjeneste Tradeshift har nu nået til it-mediet TechCrunch, hvis kildenet i it-branchen slår alt.

Tradeshift, som har den kendte iværksætter Morten Lund med i teamet, har sandsynligvis fået i nærheden af 80 millioner kroner (ifølge TechCrunch er beløbet på godt 16 millioner dollar, men det er vist i overkanten.)

Det her kan blive stort. Danske Tradeshift kan blive selve kernen i en helt ny global internetbaseret fakturerings-infrastruktur, som udfordrer både banker og det dyre gamle e-faktureringssystem (EDI).

14 millioner erhvervskunder

PayPal er en mægtig spiller. Firmaet, der også er inde i Kina, har 73 millioner aktive privatkunder og 14 millioner erhvervskunder.

Lad os sige, at de 14 millioner virksomheder vælger at e-fakturere via lille danske Tradeshift. Nice, ikke? Lad os sige, at PayPal takket være Tradeshift får det dobbelte antal erhvervskunder eller tredobbelte. Nice, ikke?

I forvejen passerede der for 380 mia. kroner igennem PayPals-betalingsservice i 2009. Det svarer vist til omkring 15 stks Storebæltsbroer, alt inklusive.  Selskabets egen 2009-omsætning på at være en slags PBS lå på 12 milliarder kroner (dollarkurs 5.40).

Ejer af PayPal er auktionsgiganten eBay, der herhjemme mest er kendt for sin forgyldning af den bemærkelsesværdige erhvervsmand Karsten Ree gennem købet af Den Blå Avis for 2,1 millarder kroner.

SAP med i opløbet

Lyden i de vandrør, jeg lytter til, kan tyde på, at også den tyske softwaregigant SAP havde en vældig appetit på Tradeshift, men at det blev PayPal, der gik af med sejren.

PayPals rolle bliver heller ikke blot som passiv långiver, men også som strategisk partner i forbindelse med udviklingen af helt nye produkter.

Rødder i NemHandel

Men det her er faktisk også en kuriøs historie. Tradeshift blev nemlig stiftet af nøglepersoner bag det offentlige danske initiativ, Nemhandel, altså e-fakturering for små og mellemstore virksomheder.

Nemhandel er den enkle tjeneste, der afløste den håbløse løsning med indlæsningsbureauer. Den, som var det offentliges første bud til de stakkels små og mellemstore virksomheder, den gang man satte en stopper for at modtage papirfakturaer.

I dag ses NemID-nøglepersonerne fra IT- og Telestyrelsen, Christian Lanng, Mikkel Hippe Bruun og Gert Sylvest i direktionen for Tradeshift. Morten Lund, der har været gennem en personlig konkurs efter eventyret med Nyhedsavisen, har titlen “Chief Visionary”.

Stor markedsværdi

Men udviklingen må give det offentlige anledningen til et suk eller to. Står hvad jeg hører fra vandrørene til troende, så har bette, unge Tradeshift en markedsværdi på omkring 100 millioner dollar (540 millioner danske kroner).

Men honestly. Jeg har lidt allergi mod markedsværdier. Ikke mindst efter, at den nok så kendte erhvervsmand Asger Jensby lod sive ud i det danske bank- og medielandskab, at IT Factory var op mod 8 milliarder kroner værd:-)

Men ingen anden sammeligning i øvrigt. Tradeshift har teknologi:-) Og Tradeshift rammer et kæmpebehov – hvis alt lykkes. Hvis du vil se, hvad jeg tidligere har skrevet om Tradeshift, så klik her.

1 kommentar RSS

  1. Af Frans Josef Meyer

    -

    ”den gang man satte en stopper for at modtage papirfakturaer.”

    Ja, og det var på tide at det skete – men der var mere i det end som så:

    i 2003 vedtog man en lov om digitalisering af den offentlige sektor.
    Og langt overvejende har det været en succes.

    Man indførte, bl.a., fra statens side elektronisk fakturering som krav.
    Og det ved at indregne gevinsten ved den effektivisering – som et mindske drift beløb til alle offentlige aktører.
    Det var piske-metode modsat gulderods-metode. Og det virkede.

    Det gav en brat opvågning i mange administrative led. Jeg husker stadig en Regions kundes øko afd. der selv 2 mdr. før deadline 1. Jan, mente at loven gjaldt alle andre steder i Staten – bare ikke hos dem….
    Når man efterspurgte deres EAN nr.
    Og de var ikke en lille aktør, med deres budget på >1 Mia.

    I den første tid var det tydeligt, at de håndtere de nu elektronisk modtagende fakturaer, manuelt og som papir, internt i de enkelte organisationer.
    Det blev tungt og dyrt for dem. Nu printede de selv noget, de før kun fik på papir, men samtidig skulle det også håndtere elektronisk, – altså en form for dobbelt håndtering.
    Og de fik færre administrative penge.

    En pisk til at indføre noget – de burde have gjort af sig selv, mange år tidl.: fuld elektronisk øko administration hele vejen ud til den enkelte medarbejder der skulle godkende/foretage det pågældende køb.

    Men – de var ikke alene…. en hel vifte af interesse organisationer løftede heller ikke deres del – og det samme gjaldt IT pressen.
    Først da tømmermester Hansen ikke fik sine penge – blev der kigget lidt på emnet. Desværre ofte i tabloid avis retorik.

    Og nej, ”indlæsningsbureauer.” var ikke ” Det offentliges første bud til de stakkels små og mellemstore virksomheder”

    Der var, og er, intet til hindre for at man selv kan aflevere sin faktura elektronisk direkte. Og de mest innovative øko systemer var også på banen med den facilitet, fx e-conomics.dk

    NemHandle er ”blot” en overbygning på elektronisk fakturering (EAN ) – men det er godt lavet og burde have været der fra starten.

    Tradeshift er et herligt og klogt koncept, og rimeligt unikt – det vil blive en kæmpe succes.

    Og det bliver det af flere grunde – men også fordi, det er de færreste steder i verden, EU incl., at man har så vel reg. samfund, som det danske.
    Og gennem reg. erhvervsliv – og tillid mellem stat og erhvervsliv – derfor har en statslig aktør i andre lande svært ved selv, at løfte den opgave som Tradeshift er i gang med. EU systemet incl.

    Og jeg tænker også på Podio du tidl. har omtalt her på bloggen – Tradeshift er faglighed mere end det er marketing.
    Vi har tidl. set hvorledes marketing og besnakkede presse kan drive en virksomhed frem – det så vi med IT Factory, uden sammeligning i øvrigt (!)

    /Frans

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info