Spareiver i Billund kommune kan meget vel give bagslag for samtlige kommuner. Billund har nu fået ret til at kræve, at ældre i eget hjem selv anskaffer en robotstøvsuger. Kommunen sparer den del af hjemmehjælpens arbejde væk. Men ældres hjem er nok de mest uegnede til netop robotstøvsugere.
Mange kommuner har appetit på den Billundske løsning, men den kan lede til modstand mod en senere helt nødvendig indførelse af robotteknologi, hvor den vitterligt vil være nyttig OG en hjælp for de svage.
Der er solgt mange millioner robotstøvsugere verden over, med amerikanske Roomba som en af de mest solgte. De fleste købere er fornøjede over hjælpen, ikke mindst børnefamilier, men erfaringerne viser også, at ikke alle hjem egner sig til en robotten, der mest af alt ligner en curling-sten uden håndtag.
“Udstillingsrum” bedst
Robotstøvsugere egner sig bedst til de moderne hjem, hvor holdninger er “Less is more”. Få møbler, få løse tæpper, skjult ledningsføring og masser af gulv lige til at gå til. Det er ikke ligefrem typisk, hvad der karakteriserer ældres hjem. Mange ældre er desuden flyttet i mindre boliger, hvorfor der er endnu mere trangt.
Billund kommune og de øvrige spareivrige bør i hvert fald være klar over nødvendigheden af at gøre de ældres hjem parate til robotstøvsugning (begrebet roombarization dukkede op netop om det arbejde).
Før robotten flytter ind
Det indebærer, at ledninger skal hæftes op på kanter/vægge, så støvsugeren ikke kløjs i dem. Gør kommunen det?
Møbler skal måske omplaceres (og hvad siger den ældre til det?), så gulvarealet bedre kan klares af robotten. Er der kommoder, senge eller lignende i en højde, der inviterer til, at robotten kører fast under møblet, skal nogen (og hvem bliver det?) enten montere en højdesensor på selve robotten, eller der skal hamres et brædt el. lign. på selve møblet.
Har den ældre person ægte tæpper eller andre tæpper med frynser, skal de inden støvsugningen helst foldes ind under tæppet. Skal de være der for evigt?
Ikke grundigt nok
Der vil også skulle efterstøvsuges visse steder, hvor robotten ikke kan komme til. Er der husdyr, kan det desuden være nødvendigt for hjemmehjælpen en gang imellem at køre over en ekstra gang for f.eks. at fjerne hår.
Støvsugeren skal tømmes langt hyppigere end de traditionelle, og dens hjul skal holdes rene og funktionsdygtige. Den opgave vil næppe alle svækkede ældre kunne klare, så visiteringen må også tage stilling til den sag.
Forstyrrer i lang tid
Hvad angår de ældres trivsel, er det også værd at notere, at robotten tager længere tid om arbejdet end hjemmehjælperen, og den summer rundt på kryds og tværs i rummet, så den ældre skal være opmærksom på ikke at snuble over den.
Det blandt årsagerne til, at mange ejere af robotstøvsugere først sætter dem i funktion, når de selv forlader hjemmet.
For og imod
Det var så problemerne. Nogle ældre vil garanteret se fordele i at slippe for at skulle have et fremmed menneske i boligen så længe, og i selv at kunne bestemme, hvornår der støvsuges.
Men der vil også være andre ældre, som slet ikke trives med robotten. Spørgsmålet er, om de sætter robotstøvsugeren i gang, eller om de “drukner” i fnullermænd og snavs.
Pengene
Og så vil der være ældre, som synes at robotstøvsugeren er for dyr. “Jeg har jo en støvsuger!”
Der antydes så hist og pist, at det næste bliver, at kommunen kan kræve en opvaskemaskine købt af de ældre, så hjemmehjælperen også slipper for den opgave. Hvordan ser miljøregningen ud for en opvaskemaskine for 1 person? Hvordan ser regningen for den ældre ud?
Økonomien
Der ER problemer med økonomien i kommunerne, og det er så let at udregne en business case, der viser besparelser for kommunen ved at erstatte hjemmehjælpere med teknik, men holder regnestykket på den lange bane?
Mon ikke business casen blev langt bedre, hvis man skar i det evigt voksende lag af administratorer, kontrollanter og ledere. Det sker nok som det allersidste, men kan der ikke findes mellemveje i stedet for tvang?
Findes der f.eks. rådgivning af ældre om, hvilke støvsugertyper, der er allerlettest selv at bruge? Det kunne jo samtidig blive et lille plus på motionskontoen:-)
PS: Jeg ville selv elske at have en robotstøvsuger, men mit hjem er trangt, så bøvlet ville være for stort.

18. november 2011 kl. 16:10
Ret tåbeligt at man har kastet sig over en støvsuger. I hjem hvor der kun færdes een person er rengøringsbehovet ganske begrænset.
Ingen tør udfordre FOA og ingen tør fortælle at det var ren propaganda at sige at Danmark er førende i velfærdsteknologi. De fleste har overhovedet ingen anelse om hvad begrebet dækker eller kunne dække.
Dansk Blindesamfunds førerhunde er dansk velfærdsteknologi langt overlegen. Men alle de kommunalpolitikere som elsker at rejse, hvorfor rejser de ikke til Japan, der kan man få demonstreret hvad de bør vide.
19. november 2011 kl. 23:57
Kan robotten støve borde af eller fjerne spindelvæv? Hvad med toiletter?
Se også:
http://www.fyens.dk/article/1970455:Nordfyn–Yrsas-moebler-skaber-voldsom-debat
22. november 2011 kl. 17:13
Tak det var dejligt, at du kommenterede det.
Dig står der jo respekt om. Politikere er jo tit døve på det øre, der vender mod brugerne. Jeg er vild med teknologi, men robotstøvsugeren er stadig ikke “god nok” og derfor ingen løsning for de ældre. Rigtig mange har heller ikke råd.
23. november 2011 kl. 15:32
Jeg er helt enig! og jeg er glad over at der er nogen der protesterer.
Den værste følge af robotstøvsugere er, at deres bevægelser rundt på gulvet vil være helt uforståelige for gamle mennesker, så enten vil de ikke turde rejse sig fra stolen, eller de vil kunne falde over apparatet.