Dorte Toft
Medforfatter af "Bedrag" om Stein Bagger-sagen, hvor Bizzen-bloggen spiller en væsentlig rolle. Har modtaget eJour-prisen, IT-prisen, FUJ-prisen og Publicistprisen for sin journalistik. Desuden nomineret til Cavling-prisen i 2009.
Lykkelig i nørdland. Hvem bygger fremtiden? Gyldendal, 256 s., kr. 249,95.
Læs mere hos Boghuset eller download bogen gratis her.
Alt for mange EU-udbud er gift for et land som Danmark, præget af høje arbejdslønninger, stor retskaffenhed, angst for fejl samt et erhvervsliv domineret af små og mellemstore virksomheder. Men de danske politikere fatter vist ikke alvoren.
Oveni kommer, at kulturen i det offentlige også spænder ben for fornuftig brug af pengene. De værste problemer fra begge sider lyder således:
- For lavt grænsebeløb for EU-udbud (1,5 mio. kroner)
- For høje udbudsomkostninger
- Systemet belønner store virksomheder
- Lav pris tæller mere en kvalitet
- Gamle produkter i højsædet, innovation ikke
- For lille risikovillighed i det offentlige
- Fejl-juristeri i fremmarch
For lavt grænsebeløb
Mange EU-udbud vedrørende it og velfærdsløsninger har i Danmark resulteret i, at skatteydernes penge er fosser ned i et sort hul helt uden nyttegevinst i form af de lavere priser, som oprindelig var formålet.
Den i dansk sammenhæng latterligt lave udbudsgrænse på 1,5 millioner kroner, øger let omkostninger ved et køb med 15-30 procent. Vinderne er advokater og konsulenter.
For høje udbudsomkostninger
Der er eksempler på, at et kommunalt udbud af en it-løsning, der endte med at koste 2 millioner kroner, i virkeligheden kostede 2,5 millioner for kommunen. Den halve million gik til selve udbudsarbejdet.
At leverandøren så også oveni spilder uforholdsmæssig megen tid/kroner på udbud (hvilket i sidste ende påvirker prisen) bør også noteres.
De store leverandører favoriseres
De store virksomheder (ofte internationalt ejet) har så egne jurister og rutinen i tilbudsgivning. De mindre og mellemstore virksomheder (SMV) har ikke råd til at satse så store beløb på så usikre satsninger.
I en bibemærkning må tilføjes, at SKI (Statens- og Kommunernes Indkøbscentral) medvirker til at knække nakken på landets SMV’er, som beskrevet tidligere her på bloggen.
Sæt mindstebeløb i DK på 1 mio. Euro
Mindstebeløbet for udbud bør sættes op til 1 million Euro i hvert fald for et land som Danmark.
Og hvorfor skal et lands omkostningsniveau ikke afspejle sig i forskellige udbudsgrænser? En MacDonald koster jo heller ikke det samme i alle lande, så hvorfor tro, at en advokattime gør det – eller et it-projekt?
Lammer innovation og dermed vækst
Værre end spildet af penge på små udbud er nok, at EU-udbud er godt i gang med at kvæle den nødvendige innovation både i det offentlige og i erhvervslivet.
Udbud går i dag typisk på produkter, altså noget skabt tidligere. Ikke på løsninger, altså noget nyt, der løser en given opgave bedre end tidligere.
Ned til mindste skrue
Hvis der endelig skal skræddersyes en ny løsning, skal alt typisk specificeres ned til mindste detalje fra den offentlige kundes side i udbudet.
Det, på trods af, at den offentlige kunde næppe er på forkant med teknologiudviklingen, hvorfor der hives fat dyre konsulenter, der ikke sjældent markedsfører seneste hype, uanset om det er for tidligt.
Det hjælper så heller ikke, at det offentlige har problemer med forandringsviljen, så der spændes en “hypomobil” foran hesten. Det er jo den, der betaler for festen, der bestemmer musikken.
Kritik fra eksportsuccesen
Tidligere var det offentlige mere lydhør overfor, om leverandører kunne vise vej til en ny og bedre løsning på en given opgave. Det fortæller den administrerende direktør for en landets alt for få virksomheder, der byder på høj vækst, nemlig Guldmann i Århus.
Firmaets producerer blandt andet avancerede lofthejse til sygehuse, men omsætningsvæksten på de 14 procent kommer især fra USA.
Danske politikere ville gøre klogt i at lytte til, hvad den administrerende direktør, Carsten Guldmann, siger om de danske forhold.
»Hvis vi skulle starte i dag, ville vi sandsynligvis ikke overleve. Og hele den underskov af virksomheder, der kunne udvikle sig til fremtidens eksportsucceser, er slemt nødlidende.«
Uenig med Ole Sohn
Vores erhvervsminister Ole Sohn og mange andre politikere, røde som blå, ytrer alligevel samstemmende, at velfærdsteknologi bliver landets næste store eksportsucces. Det har Carsten Guldmann svært ved at tro. I et interview med ham, som jeg skrev til Ingeniøren, nævner han blandt forhindringerne den lave udbudsgrænse, den lille risikovillighed, overfokus på laveste pris, udbudsbureaukratiet og -kulturen.
»Ting gøres så firkantede, at intet kan misforstås, og det er dræbende for innovationen på begge sider af bordet. Den kreds af virksomheder, der skulle vokse frem, når aldrig over kravlegårdsstadiet.«
Læs hele interviewet, hvis du ønsker at høre om situationen fra en af dem, der trodser den triste udvikling herhjemme.
Fra anden side hører jeg, at offentlige kunder i andre EU-lande har valgt en langt mere dialogorienteret fremgangsmetode, uden at det er i strid med EU-regler. Den innovation, der kommer deraf, kommer disse lande til fordel – Danmark til ulempe.
Juristernes triplegarderinger
Endnu en udvikling er ved at gå amok. En stadig større del af udbudsmaterialet handler om ansvarsplacering og straf for, hvad der end måtte gå galt.
“Jamen, I bør vel også tage højde for det … og det og det” lyder anbefalingerne fra juristeriets side, selv efter de vante forretningsmæssige forholdsregler er taget.
Kasseapparaterne klinger lystigt i advokatfirmaer, jo mere nervøse deres offentlige kunder bliver, og de bliver let nervøse. De er rædselslagne for at blive hængt ud, hvis alt ikke går planmæssigt.
Leverandører går i bak
Men den overnervøse offentlige institution får et ekstra problem med sit udbud. Det er nemlig hændt, at de fornuftige leverandører står af overfor advokaternes triplegarderinger og kunden-har-aldrig-et-ansvar.
Der er leverandører, der har nægte at deltage i udbud grundet urimelige betingelser, og kun de løse i kanten eller de alt for sultne bider til bolle. Det kan ende med at koste det offentlige dyrt, og man burde overveje at sende noget af regningen til advokaterne, der ville triplegardere.
Nye jagtmarker for juristerne
Inden for de seneste år, er der så opstået en helt ny givtig jagtmark for jurister – en ny disciplin, der hedder “find en fejl i udbudet”. Ordregiveren er leverandøren, der blev vraget.
Den jagtmark er opstået, fordi praksis er ændret. Tidligere kunne den, der skar et hjørne eller blot havde forglemt sig, ofte nøjes med at få en næse. Nu er der truffet stadig flere afgørelser, der gør, at kunden skal opsige kontrakten med vinderleverandøren, og hele udbuddet skal gå om.
Tik, tik, tik. Tiden går, pengene ruller, effektiviseringen udsættes.
Sagsøgningscirkus
“Jagten på fejl” kan give en duft af det amerikanske sagsøgningscirkus, men forhåbentlig går det aldrig så vidt. Men de fejljagende jurister har skaffet endnu mere arbejde til de jurister, der bruges til udbudsarbejdet.
Det er godt nok en kollegial win-win for juristerne, og måske for leverandøren, der følge sig uretmæssigt fravalgt. Men kan også meget let blive at skalte og valte med skatteydernes penge uden at have det egentlige mål for øje.
Det store sorte hul
Når skatteyderne ikke fatter, hvorfor det offentlige trods en stadig øget skatteinddragning over årene ikke yder mere, så kan de blandt andet takke det store sorte hul, som EU-udbud har skabt.
De kan også sende en ekstra hilsen til advokaterne samt til de overnervøse offentlige kunder.
Pressen is watching you
Men hvorfor denne overnervøsitet? Åh jo. Pressen.
Pressen, der ikke kan (vil) regne. Som fravælger at perspektivere. Som bliver taberleverandørens nyttige idiot. Som nøjes med den lavthængende frugt, fordi det er nok til at sikre de store overskrifter, og … hvem gider tackle EU?
Og nej, selvfølgelig er jeg ikke fortaler for, at der snydes, men Irren Ist Menschlich. Det erkendelse burde pressen om nogen have.
Med denne bandbulle over mit fag, vil jeg afslutte.
Udbudsgalimatias
Jeg har været efter udbudsgalimatiassen mange gange, men for jer der ønsker at vide,, hvordan kommunerne og it-aktører selv vurdere situationen, så er der netop i dag kommet en større udmelding med overskriften “IT-udbud er for dyre og skader innovation”.
Amen.
Den nye regering?
Og hvad vil du gøre ved det, Bjarne Corydon? Hvad vil du gøre, Margrethe Vestager? I har jo ansvar for digitalisering i det offentlige.
Og hvad vil Ole Sohn mon gøre? Ham, der ser kæmpeeksportmuligheder i innovative danske firmaer, der imidlertid ikke får en chance af det offentlige. Også takket være den tidligere regerings apati .
18. januar 2012 kl. 20:53
Dorte indlægget lyder overbevisende. Alligevel vil opfordringen ikke blive hørt da den strider mod den økonomiske politik som føres overalt i den vestlige verden i dag, Monetarismen. Den har stået for al økonomisk aktivitet siden 1980 og vil vedblive hermed indtil det endelige crash. Så udbudsmodellen er urørlig.
Når du refererer til EU regler og regler som er afledt heraf, skal du være opmærksom på at man f.eks. i Tyskland ikke har skatteudskrivning på kommunalt niveau. Det er nok noget tilsvarende i alle de større lande med mange små kommuner. Så reglerne i Danmark er nok blot en tilnærmelse til hvordan det kan fungere i en fransk bjergkommune, formodentlig noget der ligner vores gamle landsbykommuner med 200-1000 indbyggere. Der må man formode at man holder snor i disse kommuner med udbud og vareoverførsler i stedet for kontanter.
Og er det ikke Østergaard og Antorini du skal have fat i i stedet for Corydon og Vestager?
Sohn kan du vist afskrive da han sikkert er et blålys ligesom Möger!
19. januar 2012 kl. 14:03
@ Claus Sønderkøge. Interessant ny viden for mig, den om kommunerne. Tak.
Men hvorfor mener du, at det er Østergaard og Antorini, der er de relevante?
20. januar 2012 kl. 17:17
Fra person, der af hensyn til sit selskabs muligheder på det offentlige marked, har behov for at være anonym, har jeg modtaget følgende med accept af, at det offentliggøres.
CITAT:
Med den viden jeg har i dag, havde jeg aldrig turde starte mit softwarehus. Det er ikke blot kunder, men så sandelig også konsulenterne, der hindrer, at nye virksomheder kommer ind.
Samtidig ser du “svinestreger” som konsulenten og kunden laver i fællesskab. Jeg erindrer, at det i det første udbud på vores område, var en meget speciel formulering, der gjorde, at en særlig konkurrent kunne komme med – og selvfølgelig blev valgt.
Jeg husker også et andet udbud fra en organisation, hvor vi blev fravalgt af ej-saglige årsager.
Vi måtte i årevis kæmpe med at være den lille, og for overhovedet at komme med i nogle mere omfattende udbudsrunder måtte vi arbejde meget hårdt på også at få et stort navn på.
I Danmark mente den tidligere regering, at så få leverandører som muligt var bedst for det offentlige. Det har nærmest resulteret i, at man har fået givet en enkel stor it-forhandler noget, der på flere områder ligner et monopol, så i sidste ende er det nok blevet en del dyrere.
Det kan gøres anderledes, men grundlæggende er det en holdningsændring der skal til: at SMV skal hjælpes og støttes
Man skal ikke gå længere end til Sverige, da de lavede et udbud svarende til et af de mere omfattende herhjemme. Det var opdelt i en softwaredel og en implementeringsdel. Med softwaredelen fik de små softwarehuse en chance, og med implemteringsdelen, fik basserne – de store konsulenthuse – også deres del,
Men der var vist derudover også en vis regional prioriterering, altså at f.eks. en lokal virksomhed i Gøteborg kunne byde på dette område for kommunen og få lidt flere fordele end et af de store internationale konsulenthuse.
I USA er lokal udvikling i øvrigt en del af betingelserne for føderale virksomheder. Der er afdelinger, der skal hjælpe de lokale små og mindre virksomheder. Derudover skal disse virksomheder indkøbe 25% lokalt, og det betyder at lokale firmaer sælger IT-udstyr med videre.
Konklusionen vedr. den danske situation er følgende: Man kan ændre alt på de fleste udbud, og det vil i sidste ende ikke flytte en skrue, før der også sker en holdningsændring, og det tager som bekendt tid – ikke mindst i Danmark.
21. januar 2012 kl. 13:01
Du har fuldstændig ret i konkrete de problemer med udbuddene, som du anfører. Men du har ikke ret i, at der ikke er nogen, som gør noget ved det. EU´s udbudsdirektiv er under revision i denne tid, og jeg har personligt fremsat en lang række af ændringsforslag i Europa-Parlamentet, som dels hæver grænsen til 1. mio. euro, dels vil kunne sikre en langt mere enkel resultat- og kvalitetsorienteret udbudsmetode, hvor det heller ikke er muligt at “designe” udbud til specifikke virksomheder gennem specifikationer, som netop passer til “gode venner”. Nu forestår så en lang forhandlingsrunde under det danske formandskab. Jeg håber, at Venstres ideer nyder fremme under ledelse af den danske regering.
Men det er vigtigt at understrege, at det er i de politiske løsninger, at vi skal finde svarene. Ikke ved at problematisere, at Danmark er duks. Vi skal være stolte over og glade for, at vi har en kultur, hvor en aftale er en aftale, og hvor vi gennemfører den lovgivning, som rent faktisk er vedtaget. Det gør livet meget lettere. Det ved jeg, som rejser i mange europæiske lande. Alternativet til at overholde aftaler og regler vil blot underminere Det Indre Marked til en total illussion til endnu større skade for dansk erhvervsliv, herunder IT-branchen. Men det er fuldstændigt rigtigt, at der er for mange overflødige udbud, og derfor glæder det mig, at også den branchekendte kan støtte den højere tærskel.
Med venlig hilsen
Jens Rohde – gruppeformand for Venstre i Europa-Parlamentet.
21. januar 2012 kl. 15:50
@claus hvad i alverden har Dorte’s artikel om udbud med monetarisme at gøre?
21. januar 2012 kl. 22:17
Jeg kan ikke se hvad problemet er. Det holder jo i høj grad rigtig mange danske beskæftigede -ganske vist med at shufle papir og ikke producere, men det er måske en af årsagerne til den lave danske produktivitet.
22. januar 2012 kl. 10:25
Jeg arbejder selv i IT-branchen i et firma som er leverandør til det offentlige, dvs. staten.
Det er muligt at EU-udbudsreglerne er problematiske. Dog mener jeg at det offentlige har tre helt overordnede problemer på IT-feltet.
1) En himmelråbende mangel på teknisk-kompetence, på alle ledelsesniveauer.
Man aner simpelthen intet om “IT” og de tekniske aspekter ved moderne informationsteknologi. Konsekvensen er, at man igangsætter et projekt, som man er ude af stand til at vurdere og når man modtager leverancen er man såmænd også ude af stand til at vurdere den. På ikke-ledelsesniveauer kan der godt sidde folk der kan deres fag, men dem er der ingen der hører på – de er jo ikke “Chefer”.
For mig er det overraskende at folk der får ansvaret for enorme investeringer er så dårligt klædt på, fagligt.
2) Total mangel på tværgående viden om organisationen (f.eks. en styrelse eller et ministerium); de tekniske muligheder der byder sig til og forståelse for det “forretningsmæssige aspekt”.
3) Tendensen til at staten tror at man kan købe f.eks. sine konsulentydelser billigere ved at slå en (eksklusiv) leverandøraftale med et, to eller tre meget store firmaer (CSC, KMD m.m.) er helt galt, kvæler de små og sætter konkurrencen ud af drift – og det skal nok blive både dårligt og dyrt – for skatteyderne.
IT-branchen lider forøvrigt også under det her, og det lader til at det faglige niveau i mange store firmaer lider stærkt – De mange eklatante fiaskoer, mange af teknisk og procesmæssig art, vidner om dette.
Jeg gætter på at det er fordi man ikke konkurrerer om de bedste løsninger, men om bedst at kunne “servicere” (og sælge til) de offentlige beslutningstagere/Chefer – men det er kun et gæt.
23. januar 2012 kl. 10:24
Enig i at EU-udbud ikke fungerer optimalt. Men leverandørerne laver også selv nogle dumme fejl, som måske diskvalificerer den bedste løsning:
http://www.version2.dk/blog/udbudsdansen-og-jura-piruetten-naar-den-bedste-leverandoer-taber-et-eu-udbud-43052