Dorte Toft
Medforfatter af "Bedrag" om Stein Bagger-sagen, hvor Bizzen-bloggen spiller en væsentlig rolle. Har modtaget eJour-prisen, IT-prisen, FUJ-prisen og Publicistprisen for sin journalistik. Desuden nomineret til Cavling-prisen i 2009.
Lykkelig i nørdland. Hvem bygger fremtiden? Gyldendal, 256 s., kr. 249,95.
Læs mere hos Boghuset eller download bogen gratis her.
Hvis den ypperste it-ekspertise er at finde hos de allerdyreste aktører, de store konsulenthuse, så overvej at nøjes med lidt mindre. Det er tanken, man kan få efter visheden om, at hele seks konsulenthuse har været inde over politiets skandaleramte Polsag-system i forskellige faser.
Hvad de seks konsulenthuse alt i alt har scoret på politiets nu skrottede Polsag til godt 400 mio. kroner, burde nok lægges frem. Det er tildels også prisen for, at toppen i det offentlige ikke tager området alvorligt.
Censur
Version 2, der bringer oversigten over de involverede konsulenthuse, fortæller, at Ernst & Young, der kiggede på Polsag og flere andre offentlige it-projekter i 2009, måtte afvige fra den normale analyseprocess, hvad angår politiet.
Afvigelsen forklares således: “idet projektmyndigheder har bedt om muligheden for at tilpasse interviewreferater af flere omgange”.
Tilpasse referater? Hvor meget blev mon fjernet, forskønnet og fordrejet, inden rapporten om Polsag kunne afleveres til opdragsgiveren, et tværministerielt udvalg.
Sikkerhedskortet
Henviste politiet måske til sikkerhed? Det har jo tidligere været en yndet forklaring fra toppen hos politiets it-organisation, når man bortforklaret procedurer, som stadig holdes på Storm.P.-niveau.
Og der er ligegodt behov for mange bortforklaringer. Version 2 har f.eks. et eksempel herpå:
Især sagsdeling på tværs af politikredse er stærkt tiltrængt. I dag kan det … tage op mod en lille uge at sende sag til en anden politikreds. Sagen skal nemlig først igennem den interne postfordeling for derefter at blive sendt med brevpost til brevfordeling i en anden politikreds.
Ja, du læste rigtig. Pr. snailmail. Ikke e-mail. Forbryderne må glæde sig.
Skarptvinklet angreb
Version2′s artikel om den omfattende brug af konsulenter har trukket et skarpt kommentarspor, og min overskrift er nuppet direkte derfra. Den flittige it-debattør, adm. direktør Mogens Nørgaard, står bag begrebet luderrapport, og han skriver også “Det er rent luderarbejde, når der bestilles rapporter i det offentlige.”
Helt sandt er det ikke, men det hænder lidt for ofte. (Det hænder dog også i det private erhvervsliv, at man tager et konsulenthus ind, der starter med en slags facit).
Bag linjerne
Som journalist er jeg jo vant til det stærke ord, der bruges. Vi kender desværre alle til luderjournalistik, der lugter af at være en “tak for rejsen” eller “tak for middagen”. Men på baggrund af, hvad jeg har hørt gennem årene, også fra konsulenter off the record, er ordet “luderrapport” ikke helt på sidespor.
Jeg er overbevist om, at de fleste konsulenter gerne – i en ideel verden – ville fortælle sandheden. Men verden er ikke ideel, og derfor gås der lige lovligt diplomatisk til værks for at forblive inde i varmen, så man senere kan få endnu en opgave og endnu en. Budbringeren er altid i fare, hvis budskabet er for ilde hørt.
Største kunde
Det offentlige er den største kunde i Danmark, og nogle af de anerkendte konsulenthuse har i årti efter årti har haft hovedomsætningen på det område. Enten i den forberedende fase, eller kaldt ind, når det er ved at gå galt (eller er gået helt galt).
Der ligger mængder af rapporter på hylderne i det offentlige. Til tider smører konsulenthusene sukkerglasuren på så tykt, at ingen højtstående aner, hvilken rotterede, der gemmer sig i kagen. De på gulvet, der ved det, holder kæft af skræk for repressalier.
Frit løb når fyring
Kun når konsulenthuset klart fornemmer, at ordregiveren vil ud af en kontrakt og banke leverandøren fattig med bodsparagraffer, slippes kræfterne løs. Så er der ingen grænser for klarsyn og klart sprog. Men kun vedrørende leverandørens svigt, selv om det typisk takes-two-to-tango.
Bodsparagraffer er der også til overflod. Det har andre konsulenthuse sikret, da de var bistod med at skrive udbuddet med en hyldemeters kravspecifikation.
Læsestof
Lad Polsag blive det case study, som skal bankes ind i hovedet på alle i det offentlige. Åbn for aktindsigt, for arkiver. Få kaldt en spade for en spade, om en it-politichef, en rådgiver eller en leverandør.
Og indtil det sker, så læs venligst Version2′s artikel om konsulenterne med kommentarer.
Læs derefter kommentarsporet til mit indlæg om skrotningen af Polsag – om politiets egne problemer.
Har du mere tid, så læs om, hvorfor EU-udbud også tager livet af en smidig og sund it-udvikling i det offentlige og knækker mindre og mellemstore danske it-virksomheder.
6. februar 2012 kl. 21:20
Konklusionen fra en af rapporterne ringer ekstra hult når man læser http://tech.mit.edu/V130/N18/dubai.html
7. februar 2012 kl. 11:22
@ Andreas. Læsningen som din link førte til gav mig et større gys end nogen krimi. Fordi det er så bevist både hos kunde og konsulenthus at gå efter andet facit end det, der bør være formålet med en dyr analyse, og som i sidste ende kan forhindre at gode penge smides efter dårlige.
Når man så lige vender tilbage til Version2-historiens omtale af netop Boston Consulting Group rejser hårene sig virkelig:
“Boston Consulting Group gennemførte i 2009, før Ernst & Young gennemgik de statslige it-projekter, et såkaldt review af hele Polsag og endte med at konkludere, at systemet godt kunne rulles ud og løse politiets behov.”
@ alle. Er der nogen derude med eksempler fra det danske på, at facit IKKE er, hvad facit ville have været, hvis parterne gik efter sandheden?
7. februar 2012 kl. 12:46
Dorte Toft: Og så siger Du, at du ikke kan læse bankregnskaber?
Princippet er helt det samme.
I min tid kaldte man sådanne konsulentrapporter for håndklæder.
8. februar 2012 kl. 17:59
@Thomas. Håndklæder. Den er god. Til køen ved håndvasken:-)