Det nylige angreb mod NemID fik min opmærksomhed rettet mod, hvor himmelråbende dumt det var, da gode gamle PBS skiftede navn til noget, der minder om en massebetegnelse, nemlig Nets.
Der er knap grænser for, hvor mange firmaer, der globen over hedder noget med Net, og Nets blev slet ikke sikret de rette internet-domæner.
I stedet kan Nets associeres med det skattely, hvor f.eks. Stein Bagger havde sit investeringsselskab, og jeg blev selv advaret om, at Nets hoveddomæne på nettet kunne være et ondartet phishing-site.
Nøglen til det hele
Alt det vender jeg tilbage til, men først lidt om selskabet. Det er Nets, der står for DanID, som igen står for NemID.
NemID er nøglen til både din netbank og til det offentlige, fra Skat til sundhed.dk til biblioteker. Nets markedsfører også NemID som nøgle over for forsikringsselskaber o.a.
P.t. skrives der hårrejsende historier om, at 3,5 millioner danske netbank-konti er i fare for at blive lænset, fordi der er lavet et skræddersyet angreb mod NemID.
Det er ikke sandt (men det er en helt anden historie). Sådanne historier gør det imidlertid helt naturligt at tjekke, hvad ejeren, Nets, har at sige til sit forsvar, for der skete jo misbrug.
Hverken .dk eller .com
Forsøger man at finde information via den mest logiske netadresse, nemlig Nets.dk, kommer man til et dansk webdesign-firma.
Næste forsøg bliver med Nets.com. Det fører til et websted, der tilhører Cyber Mesa – et firma i New Mexico.
Det er ikke betryggende, for man har ikke en anelse om, hvorvidt det er et reelt websted eller en facade for kriminelle, som – ved at man klikker sig ind på siden – kan forsøge at losse noget skidt ind på ens pc.
Nets på .net og .org (de to andre internationale topdomæner) fører heller ikke til NemID’s Nets, men til to helt andre firmaer.
Valgte eu-domænet
PBS’ navneskifte skete efter fusionen i 2009 med et norsk betalingsservicefirma, og man valgte at satse på et eu-domæne, nemlig Nets.eu. Men lige netop .eu er noget, der ligger dansken og mange andre ret så fjernt.
Finder man så endelig en dansk webadresse, er man lost alligevel. Oplysninger om Nets NemID’en findes på nets-danid.dk, men det er faktisk blot en markedsføringsside, rettet mod private firmaer, som man vil sælge NemID-løsningen til som login for ansatte/kunder/klienter.
Jamen… “NemID ligger jo på NemID.nu. Det ved alle da”. Jeg hører råbet i øresneglen og må erkende, at det havde jeg glemt.
Skatteparadis-domæne
Men at bruge domænet .nu er ikke god skik – i hvert fald ikke for finansbranchen. Faktisk ejes domænet af et skatteparadis, Stillehavsøen Niue, hvor også Stein Bagger investeringsselskab Agios United var registreret.
Hvilken garanti har Nets for at kunne beholde navnet Nets.nu? Vi har tidligere set, at Libyen, som har .ly, havde planer om at fratage udenlandske firmaer deres .ly-navn.
God skik for et professionelt firma, hvis brand skal være meget sikkert, er at vælge et navn, hvor man kan få alle de væsentlige domæner. I dette tilfælde ville det i hvert fald være .dk, .no, .com, .org, .net og .eu.
Hvad skete der?
Så kære PBS/Nets – og jeres ejere, Nationalbanken og en række banker. Hvem kunne være så tumpet at sige ja til Nets? Og til registreringen i et skatteparadis?
Hvem bærer aben, når netop den tågede navngivning letter kriminelles adgang til at udnytte forvirringen.
Tillid overstyr
I “gamle dage” kunne PBS sende en mail eller et brev, man umiddelbart stolede på grundet mange års bekendtskab. Nu kommer der bare noget Nets…..
Man sætter tillid over styr i håb om et dansk-norsk businesseventyr, der skal skaffe kunder i hele EU og vel også udenfor.
Nets.eu er “farlig”
Til slut, kære Nationalbank og ærede banker. Her er lidt ekstra at grue over, et urovækkende skærmbillede.
Via en artikel på Version2 klikkede jeg mig til, hvad der skulle være Nets pressemeddelelse om NemID-angrebet (angrebet hvor Danske Bank-kunder blev frastjålet 700.000 kroner).
Den underliggende link, som jeg klikkede på i artiklen, hed: http://www.nets.eu/dk-da/Om/nyheder-og-presse/Pages/Netbanksvindel-ved-brug-af-NemID.aspx
Resultatet? Et skærmbillede med følgende tekst:
“Advarsel: Mistanke om phishing-websted!”
Det blev værre
Dernæst kan læses følgende:
“Webstedet på pbs-erhverv.dk er blevet rapporteret som et “phishingwebsted. Phishingwebsteder narrer brugerne til at udlevere deres personlige eller finansielle oplysninger, ofte ved at udgive sig for at være institutioner, der er tillid til som f.eks. banker.”
Endelig følger dette:
Læs mere om bedragerier via phishing
Rapporter en fejl
Hvis du er indforstået med risikoen ved dette, kan du fortsæt alligevel.
Skærmdump kan ses her.
Under alle omstændigheder er det, der skulle fremstå som Fort Knox, markeret som noget, der kan være kuppet af kriminelle.

20. februar 2012 kl. 22:13
de har spildt en milliard på et papkort så mon ikke de kunne have fået nets.dk nemid.dk hvis de bare tog rigtige penge op af lommen
men istedet for så ligger vi kritisk infrastruktur på .nu , det er formodentelig nemmere at få politiet til at få dkhostmaster til at makke ret end “land” der har solgt deres domain til højest bydende
21. februar 2012 kl. 08:26
To ord: Himmelråbende jubelamatører
21. februar 2012 kl. 15:37
[...] PBS’s idiotiske navneskifte til Nets øger risiko ved NemID [...]