At bygge en avanceret robot som et menneske blot for at kunne teste soldaters beklædning under farlige forhold? Den begrundelse for den imponerende robot Petman har fået lov til at leve, siden Petman først blev vist frem af sin skaber Boston Dynamics, men vi er vel en del, der mente, at planerne gik videre.
Nu har det amerikanske forsvars forskningsorganisation, Darpa, afsat 7 millioner dollar (knap 40 mio. kr.) på 2012 budgettet til følgende:
“develop interfaces and algorithms to enable a soldier to effectively partner with a semi-autonomous bi-pedal machine and allow it to act as the soldier’s surrogate.”
Petman beskrives på Wikipedia som et bi-pedal “device”.
En soldat skal altså via diverse hard- og softwareinterfaces kunne “partner with” en Petman eller noget lignende, så robotten agerer som soldatens surrogat – altså på soldatens vegne som ham eller hende.
Perspektiverne kan du tænke over, mens du ser denne Petman-video på godt 1 minut. Robotten er meget interessant i sin konstruktion ud fra menneskets egen måde at være bygget på.
Soldaterrobotten Petman fra Boston Dynamics
Darpa kalder sit projekt for Avatar, og forskningsweb-stedet IEEE Spectrum fortæller mere om det her.
Lige nu tror jeg, at Darpa-projektet skal ses mere som politisk PR for Darpa og militæret, for bevillingen er ret lille.
På sigt er der nok et ønske om sådanne robotter. Jo færre amerikanere, der kommer hjem i “body bags” jo mere ro får militæret. Vi kan jo se, at brugen af ubemandede fly, de såkaldte droner, er steget meget kraftigt.
Jeg blev i øvrigt for nylig under et foredrag om robotter spurgt, om jeg ikke kunne se værdien af droner?
Jo, det kan jeg bestemt. Men jeg er heller ikke blind for, at jo mere der kan ske “fjernstyret” og uden risiko for at egne udsendte dør, jo sværere kan det blive at standse – i tide. Det kan være svært nok i forvejen.

21. februar 2012 kl. 16:27
1) Nu skal vi lige være klar over hvad DARPA er. Det er en udviklingsafdeling der går efter “langhåret” teknologi, hvor de potentielle gevinster er næsten lige så store som sandsynlighederne for et brugeligt resultat er små. Jeg erindrer umiddelbart to projekter – bare for at give en fornemmelse:
a) XFV-12, der skulle bruge jetudstødningen til at trække luft gennem store klapper i vingerne for at kunne starte lodret – eller med meget kort startbane.
Indvendinger:
i) Jeg mener ikke man fandt nogen løsning på recirculationsproblemet.
ïi) Det var heller ikke klart hvor brændstoffet skulle underbringes: I vingerne var der jo luft og i kroppen befandt sig en rimelig stor motor.
iii) Problemet var i rimeligt omfang læst med AV-8 Harrier (af engelsk fabrikat).
iv) Startbanelængden er stort set løst ved den store motorkraft man har haft de sidste 30 år.
b) Et studie, hvor man ved oplægningen af glasfibermåtterne forsøgte at styre vingernes vridningsakse således, at det divergerende vridningsmoment i fremadstrøgne vinger kunne gøres konvergerende.
Prøv selv at stikke en arm ud af sideruden på bilen under kørset:Rækker du bagud sker der ikke noget – rækker du fremad kan du mærke hvordan luften tager i hele armen.
Jeg har ikke hørt det store til det projekt efterfølgende:
i) Evnen til krappe drej i god fart er for f.eks. en F-16 allerede så voldsom, at den kan knalde piloten bevidstløs i løbet af 0,1 sekund i det der hedder g-loc (g induced loss of consciousness) – forløber så at sige altid fatalt – for pilot og maskine.
ii) Krappe drej beror mere på vinklen mellem motorens trykakse og tangenten på drejecirklen.
iii) Pålidelig manøvreevne i missilerne – i bare nogenlunde lav højde er det søgehovedet, der “vender det hvide ud af øjnene” som oftest det, der gør at man kan ryste dem af sig.
Det foreliggende projekt lader til:
1) Løse et problem som Hjemmeværnet løser med at opstille kasseret uniformsmateriel – udstoppet. Sådan en dukke kan holde en snigpatrulje beskæftiget hele natten.
2) Det store problem ved robotvåben er – i alt afgørende grad – signalforbindelsen mellem operatør og bevægelig enhed.
Forøvrigt også med bomber, hvor man i tilfælde af fejl skal kunne uskadeliggøre våbnet inden det rammer utilsigtet (i lyset af ny information – dvs. ældre dame med rollator, der kommer ræsende over gaden).
3) Tabene komme i overvejende grad fra uopdagede fjender og miner. Er fjenden først opdaget, så er pensionering ikke nogen mulighed for ham. Man går endda så vidt, at man piller sprængstoffet ud af bomberne, fordi præcisionen er så stor at fjendens humør ødelægges så rigeligt af, at få en klods beton på 250 kg lige i hovedet med et par hundrede km i timen.
4) Dette projekt er med garanti opgivet – havde der været fremtid i det, så var det ikke kommet til dit kendskab. Amerikanerne har masser af disse projekter – jagerfly på vandski, fodsoldat med jet-pac, flyvende tallerkener – her sætter end ikke fantasien grænser.
Nogen gange giver det virkelig noget: Stealth er et eksempel, SR-71 Blackbird.
USA offentliggør KUN de projekter, der er slået så meget fejl, at de har en underholdningsværdi.
Du har f.eks. ikke noget om eksternt forbrændende motorer – som der måske er noget i. Noget har de skulle bruge startbane forlængelsen i Dreamland til.
Reelt vil giver fjernstyrede våben en MINDRE anvendelse:
a) Rammer man, så er der ikke nogen grund til at bruge mere end én bombe.
b) I vidt omfang har større præcision gjort a-våben forældede – når man kan høvle 500 kg sprængstof gennem ventialtionsskakten på bunkeren, så HAR beboerne fået foretaget en tilstrækkelig tandrensning.
c) Du kunne se i Libyen, at man ved anvendelse af præcisionsvåben kunne yde nær luftstøtte mod kampvogne – til CIVILE. Man undgik dermed at vade ind og nedkæmpe Gadhaffi EFTER han havde massekreret befolkningen.
Syrien er en anden taktisk situation. Meget nemmere at gemme sig i Damascus snævre gyder.
22. februar 2012 kl. 16:11
@Thomas Borgsmidt. Så gjorde du mig klogere på både fly og våben. Teoretisk set er jeg enig med dig i, at fjernstyrede våben, der rammer præcist, vil mindske behov for våbenanvendelse. Men jeg har lidt forbehold over for den menneskelige faktor. Hvornår er nok nok? Er det ikke et af de klassiske stridspunkter militærfolk imellem, militærfolk og politikere imellem. Så vidt jeg har forstået var den evige strøm af fyldte body bags fra Vietnam, der blev afgørende for, at modstanden mod krigen blev så stor, at det ville være “selvmorderisk” for politikerne at fortsætte.
26. februar 2012 kl. 10:33
DT: Nu er der meget spin bagefter – og navnlig Vietnam.
Min vurdering er, at USA trak sig ud af den krig fordi der ikke var nogen grund til at vinde den. Altså styret i Sydvietnam var håbløst (korrupt og udueligt), man forsøgte at bringe en hæderlig mand som præsident: Nguen Kao Ky. Han kom ingen vegne – sidst jeg hørte om ham var han pizzabager i USA.
Den egentlig begrænsende faktor er nok nærmere de omkostninger rent økonomisk som krigen giver. Vietnam kostede afsindigt.
Som Mao Tse Tung sagde: Han forstod ikke amerikanerne opgav efter kun 40.000 tab.
Nixon som bragte krigen til ophør anlagde en anden vurdering end Johnson: Nemlig at dominodoktrinen ikke var sandsynlig.
I stedet åbnede man mod Kina, som rent taktisk gav den fordel, at man kunne overflyve Kinesisk territorium – hvilket flåede det russiske luftforsvar op – og gjorde at USSR anvendte afsindigt med midler til opbygning af et luftforsvar der.
Reagan accelererede politiken med at ruinere Sovjet – den virkede.
Når man nu trækker sig tilbage fra Afghanistan, så¨er det nok så meget fordi man ikke kan opnå så forfærdelig meget mere. Det er mildest talt ikke gratis at operere der.
Min vurdering er, at f.eks. vejsidebombers egenlige skadevirkning er, at stort set alt skal transporteres i luften.
I 2.verdenskrig regnede man med at en soldat i gennemsnit brugte 10 kg/dag forsyninger. Under den kolde krig var det 20 kg/dag. ‘Fordelt: 10 kg/dag på brændsel, 6 kg/dag på ammunition – resten 4 kg/dag: Mad, cola og pornoblade – reservedele.
I Afghanistan er forbruget 40 kg/dag. De ekstra 20 kg er udelukkende brændsel – helikoptere bruger afsindigt med brændsel.
Tab af døde og sårede er fortrinsvis soldaternes problem.
Vietnam var blev lukket fordi, der ikke var nogen sammenhæng mellem bevillingerne og de opnåede resultater. Man kunne blive ved at hælde penge i den krig – og intet skete der.
Problemet var at Maxwell Taylor havde totalt fejlvurderet den militære problemstilling.
Men det er kun min vurdering.
Men Nixon vidste, hvad han talte om, når det drejede sig om udenrigspolitik, hvorimod Johnson selv medgav, at han intet vidste om udenrigspolitik. Kennedy var komplet idiot – for helvede: Være ved at starte en krig med Sovjet, hvor han kunne have købt Castro: Han var billigt til salg.