Om
- At sætte innovation på skoleskemaet
- Uddannelsesminister Morten Østergaards efterlysning af viden om innovationens DNA m.v.
- Om Rådet for Teknologi og Innovations pulje på 900 millioner kroner til uddeling.
- Om innovation, historisk og aktuelt set
- Om politikeres og mediers medskyld
- Og, sorry, om meget, jeg har skrevet om før, herunder innovationsomsorgsindustrien som større vinder end innovationen
Innovationssnak morgen, middag og aften. Intet nytter, men håbet lever. Lige nu efterlyser uddannelsesminister Morten Østergaard om bud på “kernen i Danmarks innovative DNA”.
Samtidig har Rådet for Teknologi og Innovation 900 millioner kroner på gavekontoen og efterlyser forslag til, hvorledes de skal bruges.
På skolebænken
Uddannelsesministeren udtaler sig i tråd med tidens mantra om, at innovationen styrkes og nye arbejdspladser skabes, hvis de unge undervises i entreprenørskab. Der er allerede postet mange millioner i mantraet, og flere er på vej.
Der er postet endnu større summer i den type innovativt projektsamarbejde, som foreslås i forbindelse med gavepakken på 900 millioner kroner.
Suboptimering i støtteindustrien
Det gælder samarbejde mellem forskere og erhvervsliv. Mellem forskere, erhvervsliv og det offentlige. Og ofte initieret af hoben af institutter, vækst- og innovationscentre, hvis største succes måske er væksten i egne arbejdspladser. Innovation har vi ikke set meget af.
Heller ikke fra de helt små, lovende innovative virksomheder, der er i kuvøse hos hoben af støttecentre. De forbliver typisk nogle småskravl, hvis ikke de dør.
Ingen faktuel måling af effekt
Undskyld tonen, men man kan ikke blive andet end beskæmmet, når man har set så magre faktuelle resultater af så mange penge over så mange år.
Ej heller, når man har hørt og læst så mange skåltaler om, hvor godt det er gået og vil gå også for næste hold. Ganske symptomatisk har ingen ønsket at måle effekten. Ikke engang yderen.
Manglen på sult, på nødvendighed
Personligt tror jeg ikke, det er mangel på viden om entreprenørskab, der har holdt de unge tilbage, ej heller forskerne. Det er i høj grad mangel på ”sult”. Sulten efter at forandre verden, sulten efter at blive rig, sulten efter at sikre egen familie bedre vilkår, end man selv fik.
I dag er det lysten, det handler om, og lyst har også med bekvemmelighed at gøre. Det skal jo være sjovt, ik?
Tidsånd imod
Selvfølgelig hjælper det heller ikke med en tidsånd, hvor en kritisk holdning anses for finere end en konstruktiv, og hvorfor man ligefrem kan skaffe sig mere plads i medierne på at rakke ned end på at bygge op.
Ej heller hjælper det med tidsånd, der dumstædigt fastholder, at Danmark kan overleve på at være kreative, tværfaglige væsener, der bare er bedre til at samarbejde end alle andre.
Lyst og tidsånd! Jovist, der oprettes et utal af sexede kombi-fag, og ingen aner, om det tjener andet end at gøre de unge glade og at sikre øget taxameterindtægt til læreanstalterne.
Nu bebuder regeringen desuden oprettelsen af endnu 10.000 studiepladser. Uden at relatere dem fagligt til nytteværdi. Mønstret, som OECD har advaret mod, fortsætter.
Radikal innovation
Jeg tror, det kan være nyttigt at se på radikal innovation over tid. Den kommer især fra tre fronter: Den dybt specialiserede ekspert, den unge, der hurtigt ser nye muligheder i horisonten, samt den gode ”håndværker”.
Triggeren? I visse tilfælde presserende behov, i andre ønsket om at gøre noget på en smartere måde. Det kan også være, at antennerne simpelthen er så langt fremme, at opfinderen skaber noget, der i sig selv skaber helt nye behov.
De danske trækdyr
Vi kan for eksempel takke ingeniørerne – de dybt specialiserede – for den mikroprocessor, som er hjertet i al teknik i dag. Ingeniørerne har skabt mange virksomheder, lige fra Intel til F.L. Smith og Danfoss, og de gør det stadig.
Men lad os blive i Danmark, hvor en snedker så mulighederne i at gå legetøjsvejen og skabte Lego. Afgørende for Novo Nordisk var en læge, hvis hustru var ramt at diabetes-2. En maskinarbejder, der videreuddannede sig til ingeniør, opfandt en pumpe i mangel på samme i forbindelse med en ordre, og det blev starten af Grundfos.
Coloplast, der i dag har 7.000 ansatte, kan takke en sygeplejerske, hvis søster undergik en stomi-operation, for sin eksistens.
Yngre industrier
I den lidt yngre kategori ses Navision, der blev skabt af tre DTU-studerende. De gjorde undervejs deres studier færdig, mens Microsoft, der opkøbte Navision, blev skabt af en mand, der droppede ud af universitetet.
Bag Facebook står også en drop out, mens det er to hard core dataloger, der byggede Google op, startende mens de begge gik på Stanford. Begge var også “smittet” kraftigt hjemmefra i interessen for datalogi.
Stifteren er verdens største butik på nettet, Amazon.com, havde en bachelor – en kombineret elektroingeniør og datalogi-baggrund – inden han var med til at opbygge handelsnetværk især for finansbranchen.
Eksperterne, de unge vilde, de gode “håndværkere”. De sultne.
Ministerens efterlysning
Hvordan gør giver man mennesker i Danmark sulten tilbage? Undersøgelser viser, at krisen og den deraf følgende stigende arbejdsløshed også blandt akademikerne har fået flere til at forestille sig en fremtid som iværksætter fremfor som i den ellers overmåde populære lønmodtagerrolle.
Udannelsesminister Morten Østergaard skriver selv følgende:
”Første skridt er at finde ind til kernen i Danmarks innovative DNA, så vi ved, hvad vi skal styrke for at finde svaret på globale udfordringer – og hvor vi skal finde de løsninger og job, vi skal leve af i fremtiden. Og så skal vi sikre, at vi har en høj innovationskapacitet i vores uddannelser og ordninger, der giver mest mulig innovation for pengene. Endelig skal vi etablere en model for, hvordan vi griber de rigtige muligheder og skaber løsninger på konkrete samfundsmæssige udfordringer.”
Spol tiden tilbage
O.k. Spol så bare tiden tilbage til den gang, sulten fandtes. Til lang tid før love og regler blev så stramt et korset, at væksten blev hæmmet. Tilbage til den gang, hvor man også lyttede til manden og kvinden ”på gulvet”, i stedet for at kontrollere og detailadministrere dem. Spol tiden tilbage, til den gang dem med højere uddannelse ikke var endt i redebyggeralderen, inden de var færdige. Til den gang, hvor mange først havde en praktisk uddannelse, før de supplerede med en teoretisk.
Reducer omsorgindustrien
Fjern så den omsorgsstat – omsorgsindustrien – der er vokset ud af i den offentlige innovationssatsning gennem årtier.
De sikre vindere på de store millionsatsninger blev omsorgsaktørerne, altså diverse vækst- og innovationscentre og diverse rådgivere. Alle dem, der fortsat hvisker “opskriften på innovation” i ministrenes øre.
I et vist mål vandt forskere også på det, nemlig en klat penge hist og pist til den trængte forskningsindsats, og der blev da også til et institut eller to.
Blandt vinderne var desuden politikerne, der solede sig som de fremsynede.
Pauvert resultat
Taberne? Som nævnt står resultatet innovationsmæssigt og erhvervsmæssigt slet ikke mål med de mange millioner, der gennem årene er postet ind. Og som nævnt er det sigende, at ingen har ønsket eller krævet at få dokumenteret, hvor fattigt resultatet blev.
Det er fortsat de gamle lokomotiver, der er primære for samfundets indtægtsmuligheder. De større virksomheder, der lod sig involvere i innovationsprojekter, fik typisk mindre ud af det, end hvad de selv bidrog med.
Dårlige erfaringer nok
Der er høstet og dokumenteret dårlige erfaringer nok. Man skal bare gange alvoren med mindst fire, for at få det virkelige billede. De mennesker, hvis job det er at afrapportere, ved, at det vil være døden for omsorgsindustrien at kalde en spade for en spade.
Erhvervslivet tier også typisk. Det kan ellers fortælle en og anden historie om beskæftigelsesterapi, projekter uden jordforbindelse samt om nas på andres viden.
Her og nu-løsning
Men o.k. Vi har ingen tidsmaskine, der kan spole tiden og tidsånden tilbage.
Få så korsettet løsnet, og rammebetingelserne på plads. Fjern iværksætterskatten, der holder investorer væk, og lad de unge virksomheder trække de mange års indledende underskud fra, når omsætningen endelig begynder at melde sig.
Saner lov- og regeljunglen, så det ikke bliver en pest at udvide medarbejderskaren, og så der ikke står 15 emsige kontrollanter på nakken af virksomheden.
Halver for eksempel kontrolkorpset, så det kun er absolut ”need”, det handler om, og dermed plads også til at tage en risiko.
Usund forskerstøtte
Brug ikke innovationspuljer til forskerstøtte. Det er ofte et håbløst koncept, der kræver at forskeren skal lave alverdens krumspring for at få sin forskning til at virke hot og for at få erhvervsvirksomheder trukket ind i samarbejde.
Spild ikke forskerens tid. Giv dem de nødvendige penge, så de kan udføre deres arbejde. Hvis altså forskeren ikke faldet i søvn. Så fyr ham eller hende.
Den fremsynede virksomhed vil typisk selv finde frem til de mest relevante forskere og byde dem til dans, som partner eller ansat. Ligesom den virkelighedsnære forsker selv finder ud af, hvilken virksomhed der er den perfekte match.
Udbud og indkøbsaftaler
Og så til den hvide elefant. Med en så stor offentlig sektor som den danske – en så stor indkøbskraft – får det offentlige en langt større rolle for vækst og innovation, end for eksempel i et land som USA.
Det kommer sjældent noget godt ud af at være på støtten, men det gør der ud af begavet efterspørgsel.
Kæmp, kære Morten Østergaard med fæller, til det yderste for at få annulleret den i danske sammenhæng latterligt lave grænse for EU-udbud. Kæmp for, at lokale leverandører igen kan få en chance trods SKI-aftaler og andet, der kun har gavnet de helt store leverandører.
Gødningen til dansk erhvervsliv er i dag blandet med gift.
Jeg har tidligere beskrevet, hvor alvorlige konsekvenser udbudsregler og indkøbsaftaler har for Danmark. Det skete blandt andet i blogindlægget med overskriften “EU-duksen Danmark: Dødsensfarlig for sig selv. Knækker vækst og Innovation”.
Forklaringen på, hvorfor den danske underskov af lovende virksomheder ikke som ventet blev de nye trækdyr for vækst, er enkel. Den ligger i den livskvælende skygge fra udbud og indkøbsaftaler.
Indkøbernes gevinst er ofte tvivlsom, og de lokale erhvervsliv får ikke mulighed for at blive udfordret på innovation. I stedet udsultes det.
Forsøgitissen
Det offentlige bør desuden stoppe med sin helt ustyrlige forsøgslyst. Den hænger igen sammen med projektpuljerne, danske og fra EU, samt de alt for mange vækst- og innovationscentre i kommuner og regioner. Politikernes trang til at sole sig i innovationsskæret, spiller naturligvis også ind.
Opskriften er ellers enkel. Faktisk logik for burhøns. Gentag aldrig et forsøg, der er foretaget i et sammenligneligt land eller område. Og se så at få de vellykkede forsøg omsat til stordrift med det samme. På tværs af kommune- og regionsgrænser, naturligvis.
Skab så virkelyst blandt offentligt ansatte, der langt bedre end deres chefer ved, hvor skoen trykker, og giv dem mulighed for selv at iværksætte med det offentlige som aftager.
Skam få
Til sidst.
Skam få den politiker, der af frygt for ikke at blive genvalgt nakker embedsmanden for at have taget en risiko i det godes tjeneste.
Skam få den presse, der har fremelsket nul-fejlskulturen (nulrisiko-kulturen) i det offentlige og bare venter på næste ”skandale”.
Medierne praler med at være vagthund, men en erkendelse af, at de også agerer som skadedyr ville være på tide. Presset fra medier har resulteret i at feje politikere indfører kontrol på kontrol, registrering på registrering.
Nå, men det var vist det hele, eller har jeg glemt noget?
16. maj 2012 kl. 13:18
Kære Dorte
Efter min mening en af dine bedste indlæg. Tak for det.
Mvh
Henrik Nielsen
16. maj 2012 kl. 13:39
Kære Dorte/
Super indlæg, jeg meget enig…
Innovation er – som bekendt – svært at spotte og udvikle, men jeg mener at man med 98% sikkerhed kan sige at et “projekt” IKKE er innovativt, hvis det har brug for offentlig støtte.
mvh
/Rene
16. maj 2012 kl. 13:57
Bravo. Bravo. Stående bifald. Alle skal læse det her. Flid og sult mangler der. Elastisk erhvervsliv hvor led ikke er forkalket af forsøgitis eller over-djøfferi.
16. maj 2012 kl. 14:39
Vise ord! Meget, meget vise ord.
Der er for meget sokkebytter-pladder i Danmark, hvor vi sidder i en stor rundkreds og taler, uden at ane hvordan man handler. Vi taler om iværksættere, men vi ved ikke hvad det vil sige at sætte iværk (udover at etablere en grønthandel eller en frisør).
Herhjemme TØR folk ikke at forsøge igen hvis de fejler, for man bliver totalt sat i gabestokken af Kåre Qvist eller Ekstrabladet eller af sin bank. Tag Line Baun Danielsen. Hun har lukket en lille bitte biks uden de store konsekvenser – men BT har nu skrevet om det i over 6 måneder! Modemanden Uffe Buchard bliver på 2. år sværtet til af Ekstrabladet fordi han gik brændte et par leverandører som havde leveret på kredit og som ikke fik betaling af en uvis grund. Vi skal jo nævne Riskær – Danmarksmester i iværksætteri – som Bagmandspolitiet har gjort til deres hadeobjekt nummer ét, og sat i spjældet for at interessere sig meget for penge han selv har tjent. Skræmmende. Danmark bærer nag, – det er ret uklædeligt.
Hvad får man hvis man sætter 100 lønmodtagere til at dele 200 mio kroner ud? – Så får man 100 lønmodtagere der har noget at lave – og en udgift på 200 mio uden mærkbart (målbart) afkast. Money out the window!
Iværksætteri er som champignoner. Hvis de rigtige simple rammebetingelser er til stede (hestemøg), så kommer de piblende op ad jorden helt af sig selv, uden lys, uden ret meget andet end vand. (læs: Kunstgødning virker ikke!)
16. maj 2012 kl. 16:45
Hej
Melder mig i koret der priser denne artikel. Jeg har nævnt det tidligere, men arbejdet i en række lande og der findes ikke mange hvor befolkningen er så tilfredse og “mætte” som her. Der er bare så uhyggeligt langt til de lande hvor befolkningen er sultne og vil en hel masse.
Problemet kan løses ret simpelt (og så alligevel ikke):
Hvordan skaber vi “sult”?
Her mener jeg ikke at gå efter X faktor eller lignende happenings!
Gør det “sexet” at være iværksætter
Lad være med at se ned på dem der fejler
Skab adgang til finans
Når der er udbud, giv plads til de nye
Start i hjemmet, børnehaven og skolerne
Når succes kommer, vil udviklingen gå af sig selv
18. maj 2012 kl. 16:04
Jeres påskønnelse giver mig stor glæde, men… please hjælp mig med at henvise til dette blogindlæg, så det kan læses af lidt flere.
20. maj 2012 kl. 21:51
Super indlæg Dorte
Det kan godt være at sult er godt, men virkelyst er bedre, hvis man brænder for en god idé, som andre truer med at kvæle.
Jeg har dyb respekt for de folk, som starter med en idé fra scratch og får succes med det. Men der findes sikkert rigtig mange kreative folk i virksomhederne, hvor de finder nye måder at gøre ting på eller anvende smart teknologi eller viden, som bare ikke passer til virksomhedens fokus lige nu. Og derfor gemmes (og glemmes) ideerne i skuffen.
Hvis man kunne lokke eller friste de samme folk og den virksomhed de arbejder for at teste eller udvikle ideen i nye rammer, de såkaldte “spin-off” ville det måske også skabe nye jobs. På mere sikker grund end “rigtige” innovationer.
Problemet er her, at en professionel virksomhedsledelse er god til at vælge fra og fokusere på kerneforretningen. Og det befordrer ikke udnyttelse af nye “skæve” innovationer.
Mit mantra er derfor, at man bør fremme knopskydning i eksisterende virksomheder mere end det sker i dag.
22. maj 2012 kl. 13:52
Fantastisk godt indlæg.
Der er bare lige en detalje. Statslig støtte giver faktisk masser af innovation. Det er bare en anden form for innovation:
For nylig var jeg til en konference, hvor der var tre talere. En dansk lobbyist, en dansk direktør, og en norsk direktør, som talte om den samme vækstbranche.
Både den danske lobbyist og den danske direktør fortalte, at det vigtigste for branchen var at lave politisk acceptable produkter, som kunne give flere statslige støttekroner. Uden massiv støtte vil branchen aldrig blive rentabel.
Derefter kom nordmanden og fortalte, at hans firma havde eksisteret i over 50 år uden offentlig støtte, fordi de havde fundet på nogle overraskende produkter, som de tjener penge på. Sidste år var overskuddet på 16 % af omsætningen!
Danskerne og nordmanden var lige innovative, men mens nordmanden brugte sin innovation på at tjene penge, var al danskernes kreative energi fokuseret på at skaffe støttekroner.
Er kernen i dansk innovation at finde nye måder at støvsuge statskassen?
Er det den form for innovation, som uddannelsesministeren ønsker at fremme?
27. september 2012 kl. 17:34
[...] “Kender du innovationens DNS? Spol tiden tilbage” [...]