eBoks vil nu sikre et højere informationsniveau i de mails, som adviserer borgere om ny post i den digitale postkasse. Fremover skal mailens overskrift rumme den reelle afsender, om Trafikstyrelsen, kommunen, forsikringsselskabet eller en helt fjerde. Det oplyser eBoks’ marketing- og kommunikationschef, Pernille Brandis Rosengaard.

Det bliver således slut med blot at anføre standardteksten ”Post i eBoks til” … modtagerens navn. Oplysningen fra kommunikationschefen kommer, efter jeg i går fortalte om, hvordan ganske mange folk kommer for sent til syn med deres biler, fordi de overser, at Trafikstyrelsen har indkaldt via eBoks, der ejes af bankernes organisation Nets samt Post Danmark.

Blogindlægget har overskriften: ”Folkebommert
Glemmer at tjekke eBoks, og det kan gøre av”
.

Kostede dyrt

Blandt reaktionerne på indlægget var en konstatering af, at politiet havde nået at klippe pladerne, og at det kostede flere tusinde at få forholdene på plads igen.

En anden fortalte, at han havde overset en besked fra kommunen om en ønsket børnehaveplads og derfor mistet den.

Velkommen debat

Også eBoks’ Pernille Brandis Rosengaard skrev en kommentar til blogindlægget, som hun hilste velkommen. Hun skriver blandt andet følgende:

”… det er rigtig vigtig at få punkteret myten, om at de breve, der sendes via e-Boks, ikke har presserende relevans og kræver en action af modtageren.
I den nære fremtid kommer vi til at se endnu mere korrespondance, som kræver svar eller handling fra modtageren, idet det offentlige for alvor tager hul på at kommunikere digitalt via e-Boks og Digital Post på Borger.dk. Fremover vil fx indkaldelser til undersøgelser på hospitaler og sagsbehandlingskorrespondance komme til at foregå via e-Boks.”

En påmindelse?

Jeg spurgte kommunikationschefen, om det ikke var muligt, at sende en påmindelse, når deadline f.eks. for bilsynet nærmede sig.

”Det er efterlyst fra både borgere og vores kunder,” lyder svaret.

Så mon ikke muligheden kommer. Men som Brandis Rosengaard pointerer, så er det alene kunden, der bestemmer, om man vil yde borgeren den venlighed at sende reminder via eBoks. Selv om det koster.

Rykker, når gået galt

I dag sender Trafikstyrelsen en rykker ud pr. almindelig post, lang tid efter deadline er overskredet. Heri adviseres man om udsigten til, at pladerne klippes.

Det har endnu ikke været muligt at få svar fra Trafikstyrelsen på, om man vil benytte sig af en eventuel mulighed for en elektronisk påmindelse.

Pernille Brandis Rosengaard oplyser i øvrigt, at så sent som i går blev et nyt oplæg vedrørende eBoks kommunikationen fremlagt. Der var ingen aktuel anledning dertil.

Det kan så undre for netop skiftet fra, at det var rutinemæssige beskeder, der løber ind i eBoksen, til beskeder, der også kan kræve handling, hvis ikke det skal gå galt, er jo sket.

Et afgørende kryds

Når borgeren har krydset ja til, at det offentlige kan bruge eBoks til al kommunikation, bliver det også lidt efter lidt på alle områder, og Trafikstyrelsen er som nævnt allerede gået den vej.

Flere klippede plader?

Jeg har kontaktet Trafikstyrelsen blandet andet med spørgsmål om, hvorvidt brugen af eBoks har øget det antal rykkere, der sendes ud, og antallet af klippede plader, men har endnu ikke fået svar.

Man kan formode, at det bliver som ”brændt barn skyer ilden”, altså når man først en gang har fået en afklapsning over at have glemt at tjekke sin eBoks, så sker det ikke mere.

På den anden side, er erfaringen jo også, at hvis der går relativt lang tid imellem man skal gøre noget, så glemmes det lettere.

Teknisk afklaring

Det forbedrede informationsniveau på overskrifterne vil dog hjælpe. Men hvornår det indføres, kan ikke siges endnu.

”Der er nogle tekniske hensyn, der først skal afklares i relation til, hvis afsenderens navn er så langt, at det overskrider maksimumsgrænsen i overskriften”, siger Brandis Rosengaard.

Skriv en kommentar   RSS feed

  1. Søren Jann Birch

    Hej Dorte,

    Der er andre end eBoks der skulle tage sig selv lidt mindre højtidligt. Oven på det sjove med E-boks. du har beskrevet her, så har jeg lige oplevet det samme med KÆRE SKAT. De er også nogle varylere er de. Jeg har ifb. med årsopgørelse for 2011 beklaget nogle tal i rubrik 51. Og det blev hørt. Det tog tre uger, men det skete. So far so good. Jeg får så i dag endnu en email i min indbakke:
    “Ny meddelelse i TastSelv”

    Ikke et ord om, hvad emnet er. Som sædvanlig.
    Jeg er ved at løbe tør for SLEM ID nøgler, og SLEM ID har naturligvis stadigvæk ikke fået fingrene ud og sendt mig det nøglekort, de har lovet. Alligevel logger jeg på for blot at møde den mest irriterende af alle typer robotbeskeder
    DELTAG I VORES KUNDETILFREDSHEDSUNDERSØGELSE

    FOR !”#¤%!”#¤!”#¤

    Hvis SKAT ønsker min deltagelse i en ”kundetilfredshedsundersøgelse” (jeg troede, skat var noget man SKULLE betale? Jeg er ikke kunde her, jeg er skatteyder – død over newspeak/managementsprog) så kan de da henvende sig til mig som en normal person. Pr. Email. Sådan uden omsvøb!

    Det er flabet og en attitude overfor borgerens tid som værende ligeglad, og det er virkelig ufedt at få disse kryptiske og intetsigende beskeder i min inbakke om, at der er post til mig. Så spilder jeg tid og kræfter med SLEM-ID for blot at skulle svare på latterlige spørgsmål om at de gør deres arbejde ordentlig.

    SPILD IKKE MIN TID, TAK!
    Tilfredshed: 1 ud af 5

    Med venlig hilsen/Best regards

    Søren J. Birch

  2. Kenneth Gaarslev

    Hvis man så også kunne gå direkte til e-boksen, uden først at skulle åbne banken, så kunne det oven i købet blive praktisk – men der er måske grænser for hvad “underbetalte topskatteydere” kan finde ud af!

  3. Henrik Størner

    @Kenneth Gaarslev: eBoks er noget hø på mange måder, men lige præcis den anke er nu ikke rimelig.
    http://www.e-boks.dk er der en “Log på” knap øverst til højre på siden – faktisk pænt synligt – hvor du logger ind med dit NemID.

  4. Dorte Toft

    Jeg har nu fået svar fra Trafikstyrelsens kommunikationschef Thorbjørn Ancker, og den gode nyhed er, at min bekymring for e-boks’ “ude af øje, ude af sind” i den forbindelse (periodisk syn) synes helt ubegrundet.

    Her er spørgsmålene til Trafikstyrelsen og svarene:

    A. Hvordan er udviklingen i antallet af rykkere vedr. periodisk syn?
    Svar: De udviser et fald. I 2006 var antallet i snit 3.000 pr uge og i 2012 har snittet været 1.800 pr. uge.

    B. Er der tale om en stigning efter Trafikstyrelsen begyndte at fremsende via eBoks, og hvis ja, hvor stor er stigningen?
    Svar: Der er ikke tale om en stigning

    C. Er der tale om en stigning i antallet af klippede plader?
    Svar: Det spørgsmål kan vi ikke svare på, men det kan politiet.

    D. Procentdelen af borgere, der får indkaldelse via papir/elektronisk?
    Svar: I 2006 blev 2 % af alle synsindkaldelser leveret i eboks og 2012 er procentdelen steget 21 % – dvs. mere end hver 5 bilejer får i dag sin synsindkaldelse i eboks.

    E. Har Trafikstyrelsen ændret praksis (f.eks. øget tålmodighed over for bilejere i indkøringsperiode med eBoks?)
    Svar: Nej

    F. Har Politiet?
    Svar: Det kan vi ikke svare på, men det kan Politiet.

    G: Hvis eBoks også tilbyder påmindelser op til sidste frist, vil Trafikstyrelsen benytte sig af den tjeneste?
    Svar: Det tager vi stilling til, når påmindelsestjenesten er udviklet, men det er da sandsynligt at vi ville anvende den

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes



Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites