Samsø Bredbånd: Når markedet ikke vil opgaven

Af Dorte Toft 14

“Du kan få en 256 Kbit forbindelse, men vi garanterer ikke for stabiliteten.” Et øjebliksbillede fra Samsø, hvor Skylines konkurs betyder endnu flere sorte huller i bredbånds- og mobildækningen til skade for erhverv, borgere og fritidssamsinger.

Derfor forsøger øens borgere sig nu med en græsrodsbevægelse, ligesom man tidligt gjorde på Djursland. I det jyske har man flere steder på frivillig basis fået oprettet op til 20 Mbit-forbindelser, og de er tilmed billigere at bruge end, hvad markedet kræver.

I fuld gang

På Samsø mødte knap 50 borgere frem i mandags (den 11.6.) for at stifte Foreningen Samsø Bredbånd. Samsø Erhvervsforum tog initiativet, idet den utilstrækkelige dækning er et problem for mange af øens landmænd og virksomheder.

Også i relation til den kommende obligatoriske digitalisering af kommunikation med det offentlige giver de sorte huller problemer.

I fuld gang

Foreningens bestyrelse og arbejdsgrupperne er allerede i fuld gang, støttet af de garvede på Djursland.

Samsø Bredbånd stræber efter at kunne tilbyde 20/20Mbit-forbindelser over hele øen, men fase for fase, og Nordbys smukke bakker bliver lidt af en udfordring. Men går alt glat, skulle første strækning på øen være på plads i løbet af kort tid.

Telia som hjælper

Udgangspunktet for Samsø-nettet er formentlig et samarbejde med Telia, der har en mast, som foreningen kan leje sig ind på. Telia kan tilbyder op til 300 Mbit til foreningen.

Fra masten spredes signalet via små modtage- og sendeparaboler, placeret på højliggende huse, siloer og privatejede master.

Der er tale om et trådløst Mesh-bredbånd, altså baseret på kraftig Wifi og redundans. Går et forbindelsespunkt ned, kanaliseres signalet videre via et andet.

Kobberet rækker ikke

TDC er, så vidt jeg ved, ikke interesseret i at bistå. TDC står for majoriteten af netforbindelserne her på øen, der jo ikke ligefrem er en markedsmæssig lækkerbidsken, så konkurrencen er begrænset.

Jeg sidder selv meget yderligt på TDCs kobber. Når solen skinner, så de andre i “min” lille havneflække holder sig fra tasterne, har jeg omkring 500-600 Kbit. Det gør til tide ondt (f.eks. forleden hvor en automatisk windows-update trak rigeligt ud). Alligevel er jeg heldigere end en del andre herovre.

Bestyrelsespost

Og nu må jeg aflevere en disclaimer – en slags varedeklaration. Jeg er fremover inhabil, hvad angår bredbånd på Samsø. Jeg er nemlig gået med i det frivillige arbejde, også som medlem af bestyrelsen for Samsø Bredbånd.

Jeg, der kun er “fritidssamsing”, nåede dog knap at acceptere den overraskende opstilling, inden jeg blev klar over, hvor meget, de frivillige skal klare.

Blandt opgaverne er det rent tekniske, en god hjemmeside, kontrakter, fremskaffelse af startkapital, installationsvejledning, valg af medlems-/økonomisystem, salgsstrategi etc. etc.

Kun det nødvendigste

Skræmmende meget, men vi går efter, at “alting kan lykkes i en gasovn”. Vi stiler altså ikke efter “drømmekomfuret med to ovne til samtalekøkkenet”. Vi går efter det nødvendigste, ikke mere. I hvert fald ikke i første omgang.

Hjælp til udkantsdanmark

Jeg vil berette om projektet undervejs. Gode som dårlige hændelser, og altså også om, hvis det ikke lykkes at samle medlemmer og/eller startkapital nok. Men opbakningen er p.t. stor, også fra erhvervslivets side rent praktisk og fra det lokale medie, Samsø Posten.

Jeg håber på gode råd fra jer læsere, der kender udfordringerne – om de teknologiske, markedsmæssige eller nogle helt tredje. Er der for eksempel risiko for, at satsningen undermineres af teleoperatørernes udrulning af 4G net? Gider man denne gang yderste kilometer? Lever kapaciteten op til det lovede? Det gør den jo ikke på 3G-nettene.

Dækningen her på Bizzen-bloggen kan måske være til nytte andre steder i udkantsDanmark, hvor man er uinteressant for teleoperatørerne.

PS: Foreningen venter at have hjemmesiden oppe inden for en uges tid, hvis alt går vel. Men er du f.eks. fritidssamsing og interesseret i medlemsskab og måske tilslutning, så kan du foreløbig maile til mig (dorte.toft1 snabela gmail.com). Det samme gælder, hvis du vil give en hånd med i en af arbejdsgrupperne.

14 kommentarer RSS

  1. Af Lars T. Hansen

    -

    Jeg kan tilføje lidt af teknisk art.

    “Lever kapaciteten op til det lovede? Det gør den jo ikke på 3G-nettene.”
    Det er fordi man deles om internetforbindelsen fra basestationen. En basestation er den sende/modtage station, hvor en mobil kobler sig op på. Hastigheden på en internetforbindelse via en basestation falder så i samme takt med at antallet af brugere stiger.

    Jeg kender en lektor på en ingeniørhøjskole.
    Han har lavet successfulde forsøg ved landmænd med hurtige 5 GHz WLAN (WiFi) forbindelser over længere afstande. Han har en meget dyb viden om trådløse netværk. Jeg kan prøve at kontakte ham/ingeniørhøjskolen, når skolen starter igen (der er ferie lige nu). Hvis jeg skal kontakte ham skal jeg lige vide lidt mere konkret hvad i har tænkt jer at gøre vedrørende trådløse netværk.

    Paraboler skal ikke være for små.
    Dårligt vejrlig kan klippe en internetforbindelse, fordi vand blokerer for højfrekvente radiobølger.
    Så en lille parabol bliver måske så meget større i diameter end i lige havde regnet med.

    Husk også meget kraftige beslag til parabolerne og andre antenner, da vindkræfter kan være meget stærke, især et stykke op over jordoverfladen.

    Overvej at opbygge en central internet “mortorvej” med optiske fibre – det er så øens backbone netværk.

    Jurdisk ting: Logningsbekendtgørelsen
    En person i bestyrelsen skal sikkerhedsgodkendes af PET.
    Såvidt jeg husker det skal den person være den eneste der har adgang til det sted hvor logningen foretages, og backup af logningen foretages.

    Lidt om mig selv:
    Jeg er IT diplomingeniør med specialisering i teknisk informationsteknologi og indlejrede systemer.

    Email gerne tilbage til lrshansen88 snabela gmail punktum com
    Jeg svarer tilbage fra en anden email adresse. Adressen der er opgivet er en jeg bruger offentligt. Den slettes, hvis der kommer for meget spam.

  2. Af Lasse Storgaard

    -

    Når 4G bliver rullet ud på 800 MHz vil det jo naturligvis være undergravende for foreningen, men det er jo ikke lige noget der sker i morgen. 800 MHz 4G er jo være perfekt til steder som Samsø hvor tætheden ikke er så stor. Kapaciteten kan være svær at spå om.

    Mht. Logningsbekendtgørelsen så kan frivillige foreninger vist nok fritages for dette. Jeg mener hvertfald at mit kollegie var dette (indtil vi outsourcede den drift). Men det er måske gradbøjning i forhold til hvor frivilligt initiativet bliver.

    Der er forøvrigt sjovt hvor stor forskel der er på TDC og Telias dækningskort. Gad vide hvem af dem der har ret :)

  3. Af Christian Nobel

    -

    Hej Dorte.

    Spændende initiativ I har taget der, og nok en meget fornuftig vej at gå, når nu de gamle kapitalfondejede dinosaurer ikke vil tage sig deres ansvar bevidst og diverse tele-anal-ytikere gør alt hvad de kan for at sabotere udviklingen.

    Som nævnt af Lasse, så burde I overveje en eller anden form for fiberbackbone, om ikke andet så en enkelt streng der går fra nord til syd (især når man tager hensyn til Samsøs geografi), hvorfra der så sendes ud til siderne.

    Nu plejer der jo at være sådan at des længere man kommer væk fra København, des rimeligere bliver det at få udført gravearbejde (rendegravere koster åbenbart 3 gange så meget i København som på landet), så mon ikke man med lidt snedighed kunne få ført fiberen op gennem landet – måske man kunne lave aftaler med de enkelte lodsejere, så man ikke gravede i grøften, men inde på de enkelte grunde, og dermed undgik at komme i karambolage med andre former for forsyning (plus hvis det foregår på privat grund efter aftale, så er der heller ikke problemer med gravetilladelser).

    Prøv i øvrigt at læse denne her artikel fra Gotland, den kunne godt give noget inspiration:
    http://www.idg.se/2.1085/1.401984/gravmaskinernas-glada-dagar-pa-gotland

  4. Af Dorte Toft

    -

    Kære Lars, Lasse og Christian,

    Vi læser, hvad I skriver, bliver klogere og vender måske tilbage. Historien om Gotland skal jeg vist skrive en kort nyhed på vores kommende hjemmeside om:-)

    Men det med at få gravet fiber ned? Det er der vist slet ikke penge til. Samsø har omkring 3.500 beboere, der ligger helt i top, hvad angår >65 år. Antal husstande er vist omkring 2.400 (har ikke lige tallet ved hånden), incl. lidt helårshuse, der er sommerhuse, og dertil kommer så nogle hundrede sommerhuse.

    Men situationen er ret bizar. Alene i formiddag, hvor alle tiders frivillige person og jeg puklede med den nye hjemmeside, gik TDC-nettet ned to gange. Men heldigvis sat han på næsten 1 Mbit.

    En munter historie, hvad angår mobilsituationen. Kender et par på sydøen, hvor – hvis der skal ringes på mobilen – så må de begge udenfor. Og mens den ene holder låget af en Webergrill bag hovedet på den anden, ringer denne op. Det gi’r forbindelse:-)

  5. Af Ryan Graakjær

    -

    Hej Dorte.

    Det kan sagtens lade sig gøre. Og også for (forholdsvist) små penge i den sammenhæng, I sigter efter.

    Prøv at gi’ drengene hos Vestdjursnet et kald, og spørg om de vil dele erfaringer. De bruger hvad der lige er i landskabet, og kraftig backbone på samme måde som I taler om.

    Som jeg lige ser det, er der rigeligt med infrastruktur (master og andet højt) på øen til at det nemt burde kunne lade sig gøre. Topografien kan muligvis blive et problem enkelte steder, men hvis I har kommunen med jer, burde et par repeatere på solceller og vindmølle ikke være det store problem.

    jeg glæder mig til at læse mere om projektet, efterhånden som det skrider frem. :)

  6. Af Fritz Henglein

    -

    Kære Dorte:

    Jeg håber, du undersøger og skriver en artikel om, hvordan afdigitaliseringen af store dele af Danmark er i gang. Dette bliver så — per definition — Udkantsdanmark: Hvor mange unge/Web 2.0er/virksomheder vil bo et sted med < 10/1 Mbps eller < 3g indendørs dækning? Og Udkantsdanmark er ikke så langt fra København. Imens vores lejlighed i Kbh får installeret 100/10 Mbps til 100 kr./måned, er vores hus i en lille landsby med ca. 60 huse kun 40 km fra Kbhs rådhus nu nede på maks. 1/0,5 Mbps (den var højere for 10 år siden) til 170 kr./måned, og kvaliteten bliver værre og værre. Herude ligger vi i TDC-land uden (interesse i) fiber (efter at have købt det fra Dong), tudsegammel kobber, WiMax (Skyline) lukket, på kanten af Net1's 450 MHz net, og i et hul mellem 3 mobilmaster, med kun udendørs 3g-dækning. Der er ringe chance for, at der nogensinde kommer indendørs 3g dækning, for ikke at nævne 4g dækning: rækkevidden af wireless teknologier falder med frekvensen, og udbudskontrakterne for spektra siger normalt, at kun en vis procentdel af landets beboere behøves dækkes: resten — tough luck, flyt så (hvorved i øvrigt procenterne nemmere opnåes ;-)) eller være gammel nok til ikke at vide, hvordan den moderne verden fungerer. Staten kan tænke i gynger og karusseller: øgede skatter, fordele af en homogen digital infrastruktur osv. ved at rulle high-speed bredbånd ud i hele landet, som det er sket i en række andre lande. Hvorfor skulle private operatører, som kun ejer gyngerne, have en interesse i det? Politikkerne privatiserede kobberinfrastrukturen i 90erne ifm. salget af TDC, og hvorfor skulle et privat monopol så ikke presse citronen, når de nu nærmest er blevet opfordret til at gøre det? (TDC-aktien kan i øvrigt anbefales: De har en høj dividende. Måske ikke så overraskende.) Fra perspektiverne af vores lejlighed og vores hus ser det ud til, at du allerede nu kan skrive artiklen "Hvordan Danmark gik fra digitalt foregangsland til hullet digitalt kludetæppe" og publicere den, når konsekvenserne er åbenlyse for alle. I mellemtiden: Held og lykke med Samsønet!
    Fritz

  7. Af Dorte Toft

    -

    @ Fritz Henglein. I skal vist i gang med kuglegrillens låg apropos dette “i et hul mellem 3 mobilmaster, med kun udendørs 3g-dækning” :-)

    Og tak for overskriften “”Hvordan Danmark gik fra digitalt foregangsland til hullet digitalt kludetæppe”. Den historie må snart skrives.

    Interessant det med Stat kontra marked. Selv om jeg vist er ærkeborgerlig, mener jeg noget af det dummeste, politikerne har gjort, er at sælge TDC, Datacentralen og KMD. Det koster bondegårde efterfølgende i øgede priser og – måske – lavere kvalitet.

    DK er for lille et land til at markedskræfter på infrastruktur-området udfordres og holder hinanden i ave. Og er der frit løb for køberne af infrastruktur-firmaerne til at presse citronen. Tøws a.

    I øvrigt håber jeg meget snart at kunne komme med rigtig godt nyt vedr. humlebi-projektet Samsø Bredbånd. Kig bare ind hos os på http://net4samsø.dk

  8. Af Morten Kjeldgaard

    -

    Jeg er en af de ulyksalige, som har mistet Internetforbindelsen på Samsø. Og vores forbindelse var endda en ganske gemen 1 Mbit ADSL forbindelse.

    Nu er vi blev overtaget af Fullrate, som snuppede alle Skylines ADSL kunder ved konkursen, og det har desværre vist sig at være særdeles problemfyldt. I første omgang troede jeg, fint, det kører bare videre som altid, men nej. De insisterede på at sende mig en ny router, og jeg bad dem både skriftligt og mundtligt at sende den til min adresse i Århus, og selvfølgelig sendte de den til Samsø, hvor der hverken er postkasse ude eller nogen til at tage imod en pakke. Nåh, det lykkedes mig at få fat i pakken, og her i weekenden skulle jeg sætte det op, vi var på Samsø og havde set frem til at få lavet lidt arbejde.

    Selvfølgelig virkede det ikke.

    Så prøver man at følge vejledningen på hjemmesiden, hvor sidste punkt er: har du stadig ikke forbindelse, så henvend dig til vores support. Det gør man så, hvorefter de sender en vejledningen fra hjemmesiden en gang til.  Efter meget frem og tilbage får jeg nu at vide, at Fullrate slet ikke kan levere Internet til adressen. Der er for stor dæmpning på signalet sagde han, og nævnte nogle tal, som jeg har glemt.

    Jeg sagde, at det forstod jeg ikke, fordi vi i årevis har fået meget stabil og velfungerende service fra Skyline. Ikke hurtig, men stabil.

    Lad mig lige gentage: FULLRATE KAN IKKE LEVERE INTERNET PÅ EN 1MBIT ADSL FORBINDELSE. Det er hvad man kalder fremskridt.

    Supporteren forklarede, at vores forbindelse er for langsom til Internet telefoni, hvortil jeg svarede, at vi er bedøvende ligeglade med telefoni. Vi har ikke brug for det, vi har mobiltelefoner. Vi har derimod brug for Internet, hvilket fungerede fremragende indtil Fullrate overtog os som kunder og afbrød vores forbindelse den 12. juni.

    Dertil sagde supporteren, at den ADSL router, Fullrate har sendt os, ikke er så god til de langsomme hastigheder. Men vi kunne få en anden router, sagde han. Jeg spurgte, hvorfor vi ikke kan bruge det ADSL modem vi har fra Skyline, som er et Siemens Speedstream. Det fungerer fint.

    Supporteren sagde, han ville finde ud af noget og ringe tilbage efter en halv time. Jeg har ikke hørt fra ham endnu.

    At gå fra Skyline til Fullrate er som at gå fra asken ind i ilden. Nu har jeg meldt mig ind i Samsø Bredbånd, desværre ser det ud til, at vores område ikke bliver dækket i første omgang.

  9. Af Dorte Toft

    -

    @Morten Kjeldgaard. Det er en illustrativ, grotesk historie om de gamle, der via deres indkøbte unge selskaber, stadig agerer gammelt.

  10. Af Jens Jönsson

    -

    Trådløst netværk er en god idé. Desværre så er træer en hindring. Signalerne bryder sig ikke så meget om træer. Derudover er der begreber som fresnel zone osv.

    Grav fiber ned i stedet. Er der ikke nogen på Samsø der har en rendegraver ?
    Tænk tanken som man gjorde i halvfjerserne, da man oprettede antenneforeningerne i Danmark.
    Med fiber kan I også få TV signal ud til brugerne. Så udover telefoni og Internet, vil I kunne lave tjenester som TV/Radio og video on demand, samt f.eks. tyverialarm osv.
    Så er I også fremtidssikret….

  11. Af Morten Kjeldgaard

    -

    I skal lige have resten af historien.

    Siden jeg havde den sidste kontakt med Fullrate i form af en telefonsamtale med en supporter den 19. juni har der været total radio-silence fra Fullrate.

    Jeg har skrevet på deres support-form flere gange. Onsdag den 27. juni skrev jeg, at hvis ikke de henvendte sig, enten telefonisk eller pr. mail, før dagens slutning, ville jeg betragte mit kundeforhold som ophævet.

    Stadig ingenting.

    Derfor har jeg netop nu skrevet en sidste mail til Fullrates supportforum hvor jeg ophæver kundeforholdet og beder dem meddele mig, hvorledes de vil have deres udstyr retur.

    Forbløffende, elendig og uprofessionel service fra Fullrate, og jeg kan kun advare på det kraftigste mod dette firma.

  12. Af Michael Larsen

    -

    Er utroligt et land som Sverige stadig kan være et lysår foran os på det område…

  13. Af Erik Poulsen

    -

    Held og lykke med initiativet på Samsø. Vores erfaringer på vestkysten, hvor Skylines pludselige farvel også ramte hårdt, er, at den slags frivillige, borgerinitiativer er eneste ordentlige løsning for rigtigt mange mennesker og virksomheder.

    Både tele- og energi-branchen samt ikke mindst Folketinget har siden Skylines konkurs kun leveret tomme ord eller ekstremt dyre løsninger. Personligt er jeg blevet tilbudt en fibernet-løsning til 250.000 kr. fra Altibox, og TDC har uden at være særligt skamfulde erkendt, at de simpelthen ikke kan levere løsninger, der rækker ud over de mest basale behov.

    Tværtimod hører jeg fra eksisterende TDC-kunder, at de oplever dårligere og dårligere bredbåndsforbindelser, fordi Fullrate m.fl. blot hælder nye kunder ind på det samme, slidte kobbernet.

    Vores redning er VestjyllandS.net – http://www.vestjyllands.net – der i lighed med Samsø-løsningen bygger på erfaringerne fra Djursland. Det er billigt og lynhurtigt, og hvis det lykkedes at finde den rette model for balancen mellem frivilligt initiativ og professionel organisation, er jeg sikker på, at det også bliver en dominerende løsning i store dele af Vestjylland.

    Fibernet og 4G er selvfølgelig løsninger på længere sigt, men vil enten teknisk eller økonomisk set reelt aldrig blive 100 procent dækkende. Samtidigt er en vigtig lære af Skyline-skandalen, at vi aldrig igen må stå i en situation, hvor 40.000 husstande pludseligt ikke har et bredbåndsalternativ.

  14. Af » Mast’urbation i åbent Samsø-landskab - Bizzen – IT & Business

    -

    […] Samsø Bredbånd: Når markedet ikke vil opgaven […]

Kommentarer er lukket.