Liberalisterne får måske brækfornemmelser, når jeg hævder, at I et så lille og moderne land som Danmark kan der være infrastruktur, som det offentlige simpelthen bør eje. Her tænker jeg på kobbernettet, som TDCs ejere, kapitalfondene har scorer solidt på. Jeg tænker på KMD, hvis kommunale it-systemer kapitalfonde har tjent flot på og nu tilsyneladende vil score endnu mere på ved gensalg, og jeg tænker på Datacentralen, som CSC måske – måske ikke (grundet egen uduelighed) – har scoret på.
At en, der har stemt borgerligt hele sit liv, ikke tror på velsignelsen af de frie markedskræfter på disse områder, skyldes simpelthen, at det danske marked er for lille til at nok gider slås og holde hinanden i ave. Det viser historien. Og samfundshensyn blandt kapitalfonde er lig en by i Putin-land.
Slagter grisen
Kapitalfonden EQT, der med ATP som minoritetspartner (15 pct) købte KMD i 2008, fik en pengemaskine, og ifølge Børsen skal grisen nu slagtes. KMD skal sælges videre til anden nykapitalfond til mere end det dobbelte af, hvad man selv gav. (Begge Børsen-artikler fordrer abonnement for fuld tekstvisning).
Taberne bliver
Taberne bliver… Først og fremmest de danske skatteborgere, for det er hvor regningen ender. Landets 98 kommuner poster milliarder i KMD, fordi man på så mange områder er helt afhængig af de fælleskommunale it-systemer, og der er ingen grund til at tro, at en ny ejer vil sætte priserne ned.
Innovationen står også som taber. Markedskræfternes princip om, “lad falde, hvad ikke kan stå”, vil sikkert også koste problemer, lige som fornyelse kun vil ske, hvor business casen taler for det (omend der altid vil blive set lidt show cases af PR-hensyn).
Der er heller ingen tvivl om, at gennemskueligheden falder, og det er ikke rart, når det gælder en virksomhed, der ved så meget om dig og mig og det offentlige.
Fik varmet bukserne
Selvfølgelig har vi allerede hørt klager om øgede udgifter fra kommuner efter det først salg, men man må tilføje, at kommunerne ligger som de har redt. Det er deres organisation, Kommunernes Landsorganisation, der valgte at sælge KMD for at “varme bukserne” hos medlemmerne med indtægterne fra salget.
Selvfølgelig måtte en del af millionerne dog også gå ind i etableringen af en ny fælles IT-organisation, Kombit, der specificerer krav og står “bestiller”, når fællessystemer skal udbydes. Alt andet, ville være galimatias. (Tør jeg nævne de utallige dybe tallerkener, som regionerne fik opfundet, grundet manglende ulyst til at gå sammen om patientjournaler).
Da Datacentralen blev solgt, var det også for at varme bukserne, men her hos staten. Men priserne steg, skandalerne florerede, effektivitetsmotoren hostede, mens konsulenter kunne smile hele vejen til banken, fordi behovet for “uvildig rådgivning” naturligvis steg.
De skiftende centralistiske tiltag for at rode bod på miseeren var ikke meget værd, omend der omsider synes at kunne skues noget, der batter.
De mange aspekter
Disse salg har jeg beskæftiget mig med flere ældre indlæg og her et par af dem:
Torskedumt at sælge KMD (Januar 2008)
Fiasko for privatisering af Datacentralen. (Februar 2008)
Lykketofts salg af Datacentralen: Årsag til de dyre it-skandaler, eller er CSC offer”. (Oktober 2010).
ATP’s Udbetaling Danmark
Hvis KMD sælges igen, bliver det også interessant med følgerne for den tidligere medejer ATP’s Udbetaling Danmark.
Staten lader jo ATP overtage en lang række kommunale udbetalingsopgaver (folke- og førtidspension, boligstøtte, barselsdagpenge og familieydelse), og man må gå ud fra, at der er pænt med genbrug fra KMD’s kernesystemer på disse områder. Mon ikke også en ny ejer gerne vil score lidt mere på det.
Rygtet om salg af KMD for op imod 7 mia. kroner HAR sat gang i debatten, også andre steder, og jeg kan f.eks. anbefale at tjekke kommentarfeltet hos den garvede it-mand, Poul-Henning Kamp. Også de såre vigtige sikkerhedsaspekter (persondata) diskuteres her.
22. august 2012 kl. 10:05
Mja – jeg kender da til i hvert fald en af spillerne på det danske marked, der i mange år har været interesseret i at få fingre i drift og udvikling af både statslige og kommunale IT opgaver og jeg vil tro at de andre store spillere har det på samme måde.
Hidtil har det nok snarere været modet og evnen til at gøre det begavet og successfuldt der har manglet.
23. august 2012 kl. 14:02
Ja, der har altid været mange, der var interesserede. Nogle har prøvet, mange uden succes. Antallet af kunder er begrænset, lovtolkning kan være en umådelig kompliceret sag (og politikerne spytter love og lovændringer ud), man er oppe mod en stor spiller etc.
Det værste er måske i virkeligheden det offentliges angst for at vove – tæsket, som de bliver, over den mindste fejl. Det betyder, at i en tidsalder, hvor der på stadig enklere måde kan laves billige løsninger også af mindre spillere, så får mange af dem ikke en chance. Sandsynligvis savnes der også kompetencer i det offentlige. Jeg kender i hvert fald tilfælde, hvor man har valgt noget, der er dårligere, fordi den nødvendige it-ekspertise bare ikke var til stede.
Men udbudscirkusset/SKI-cirkusset har jo også udgjort en urimelig fordel for de store.
24. august 2012 kl. 11:39
Vil også mene, at udbudscirkusset er det egentlige problem her. Udbudsmaterialet i de offentlige projekter er så omfattende, så det reelt kun er de største firmaer, der har mulighed for at byde ind. Når opgaven derefter skal implementeres, står udviklerne med en “big upfront design”-type opgave, hvor der næsten er garanti for, at produktet vil være forældet, mangelfuldt og ikke vil møde kundens behov. Herefter bliver skandalen dysset ned efter bedste evne, da der både hos leverandør og kunde sidder folk, hvis karriere afhænger af at kunne sætte et flueben i succesfeltet.
Et firma som CSC er et skræmmende eksempel på, hvordan man man kan vade fra fiasko til fiasko og stadig køre en glimrende forretning. Ret beset burde de ikke betros så meget som at lave en side i et Excel-ark, når man ser på deres track record. Men faktisk er det snarere systemet end det er CSC, der er sygt. Hvis de ikke fandtes, ville der være andre firmaer, der skummede fløden på prædestinerede fiaskoer.
En bedre model for offentlige IT-projekter vil nødvendigvis tage udgangspunkt i meget mindre og mere inkrementelle leveringer, og hyppige justeringer af kursen. Altså det som nogle kalder agilt, mens andre kalder det for sund fornuft. Læste på et tidspunkt det fornuftige forslag, at leverandører vælges ud fra deres evne til at implementere en lille delmængde af opgaven. De hertil udvalgte leverandører betales herfor, mens kun det dygtigste firma fortsætter med videre opgaver. Man kunne også finde på andre variationer. Muligvis vil det stride mod nogle EU-regler, men som de har forstået i resten af “unionen”, så er EU-regler vejledende og ikke bindende.
Hvad angår ejerskabet af leverandørerne, så tror jeg det betyder mindre, selv om det selvfølgelig er svært at elske de her kapitalfonde.
13. september 2012 kl. 10:37
KMD er en gammel kæmpe, som har rygte for (og de rygter taler sandt) at være langsom og meget lidt kundeorienteret.
Helt enig ang. CSC osse, martin. Man skal aldrig handle med en gigant / et monopol. Det kommer der sjældent noget godt ud af.
Jeg bruger i mit firma en lidt mindre leverandør der er nørdet og prof og bl.a. arbejder for Statens IT. De kan sagtens anbefales: http://www.rackhosting.dk