Debatten i Danmark om et større samarbejde mellem universitetsforskere og erhvervsliv minder om filmen “Groundhog Day”. Dagen, hvor amerikanerne venter på, at et murmeldyr dukker frem fra sit bo, og hvor den udsendte tv-reporter (Bill Murray) hver dag vågner op til samme dag, gentagelsernes dag.
I Berlingske var det i går igen “Groundhog Day”. Anledningen er en god kronik med overskriften “Forskere skal udvise social ansvarlighed”. Den er forfattet af Flemming Besenbacher, professor for iNano ved Aarhus Universitet og bestyrelsesformand for Carlsbergfonden. Besenbacher slår på – som overskriften også indikerer – at skal der skabes nye arbejdspladser, så har forskerne også et samfundsmæssigt ansvar.
Det er politikernes skyld!
Det er ikke en populær påstand i tider, hvor unge som gamle hallucinerer om, at folketingspolitikerne er dem, der kan trylle nye varige arbejdspladser op af hatten, og hvor universitetsfolk i forvejen klager over for stort erhvervshensyn i forskningspolitikken. Professoren er da også ret forsigtig i sin formulering.
Men Danmarks bundlinje et af beviserne på, at der er noget galt, ligeså landets nedtur på lister over nationers konkurrenceevne. Væksten i danskerne effektivitet har i årevis har ligget langt fra, hvad for eksempel nabolande som Tyskland og Sverige kan præstere.
Ej smartere
I Danmark har vi ikke gjort ting smartere – ikke nok. Der er i stedet blot ansat flere personer.
I dette faktum spejles i høj grad et forskningsmæssigt aspekt. Enten har god forskning, der gør det muligt at gøre ting smartere, ikke smittet af i erhvervslivet, eller også er al for megen forskning irrelevant i erhvervssammenhæng. At en forsker publicerer, altså får godkendelse af kolleger (peer review) er målestokken, og dermed hvad belønningssystemet styres af.
Fra rødt til blåt
Ovenpå de røde årtier med den ekstreme berøringsangst over for ”kapitalisterne”, er der ellers postet milliarder af kroner i øremærket forskning og i “mellemmænd” (organisationer, konsulenter), der skulle sikre den smidige videnoverførsel mellem universiteter og erhvervsliv.
Men intet har rigtig battet, selv om der er undtagelser, der desværre forstørres groft betydningsmæssigt. Alligevel lægges nu endnu flere penge på bordet fra politikernes side igen med en twist over mod, at universiteter og erhvervsliv skal nærme sig hinanden.
Dødens dal
Professor Flemming Besenbacher beskriver det dog i sin kronik som et fælles europæisk problem, at universitetsforskningen sjældent når uden for egne døre. Det gør måske stikpillen lettere at fordøje herhjemme.
I EU kaldes problemet, han nævner, for “The Valley of Death”. Et landskab mellem universiteterne og erhvervslivet, hvor alt går dødt. Begrebet skrev jeg sidst om her på bloggen, da emnet var robotforskning. Der findes nemlig megen robotforskning på EUs universiteter, men det er især Japan, Sydkorea, Kina, USA og Israel, der rykker industrimæssigt. Så hvem forskes der for i EU?
Handlingslammet Europa
Det stolte, gamle Europa sakker bare bagud på robotfronten og på alt for mange andre fronter. Der er handlingsresistens, mens gamle arbejdspladser fosser ud, og nye arbejdspladser oprettes udenfor. Lønniveauet er en stor del af forklaringen i flere lande, og ikke mindst i Danmark, men slet ikke den fulde.
Så hvor er ondets rod derudover? Her blot 10 bud fra en på sidelinjen, der har fulgt udviklingen i Danmark både i de røde årtier og de blå.
1. Uvidenhed
Der er noget galt, når så stor en del af forskerne, politikerne og journalisterne kan komme igennem en hel karriere uberørt af ordentlig viden om/erfaringer fra erhvervslivet. Og den del vokser år for år.
Akademia, medier, det offentlige samt erhvervslivet udgør på mange punkter 4 forskellige verdener, hvilket ikke erkendes. Erhvervslivet sælger sig selv dårligt, også fordi tiden er knap, og de øvrige verdener betragter alligevel deres egen som den mest værdifulde.
Næsten ethvert emne kan dog blive interessant, hvis man tager tiden til at orientere sig. Men mens Danmarks i årevis ophidsede sig over efterløn og andre ting i den offentlige sfære, var der alt for få, der så og kerede sig over, at revnerne i fundamentet, indtjeningen der bærer velfærdssamfundet, blev dybere og dybere.
Lad mig eksemplificere med robotområdet igen. Den nok største robotdiskussion herhjemme har drejet sig om robotsælen Paro, produceret i Japan for en del år siden, og introduceret på danske plejehjem noget senere. Der forskes i Paro-effekt, der tages etisk stilling til den, der arrangeres seminarer etc. etc.
Men den manglende automatisering i Danmarks små og mellemstore virksomheder, dem, der helst skulle kunne fostre de næste store virksomheder? Den udfordring stod i alt for mange år langt nede på dagsordenen både blandt forskere og mediefolk.
2. Falsk interesse
Lægges der penge nok på bordet, er enhver tilfals. En generalisering med stor grad af sandhed, og netop pengeposer har været brugt som guleroden, der skal få forskere til at interessere sig mere for at bidrage til et sundt erhvervsliv.
Guleroden virker, fordi universitetsforskningen i forvejen er økonomisk udsultet i en grad, der indebærer et nærmest svinsk spild af forskernes tid til at søge om midler fra eksterne fonds og politikernes mange forskellige projektpenge.
Penge kan dog kun købe ”kroppen”, ikke engagementet. Resultatet er ofte blot nye overskrifter på forskningen. Men der ses desuden forskere, der fristes af spektakulære nye emner (hype), som inden projekterne er færdige, ofte er passé. Potentialet kan måske være oversolgt til forskerne af den unge samarbejdende virksomhed, der vokser op på støtten, eller af mellemændene – støtteindustrien.
Det etablerede erhvervlivs samarbejde med universitetsforskerne? Selvfølgelig ses der indimellem et perfekt match, men ikke sjældent høres om, at erhvervslivet spilder flere ressourcer, end man får igen.
3. Ingen effektmåling
Der er for mange, som IKKE er interesseret i, at der bliver målt helt konkret på de mange dyre projektsamarbejder mellem forskere og erhvervsliv, og dermed ingen lokumskold læring af, når udbyttet er pauvert eller manglende.
Men hvem har lyst til at få skuffelsen beskrevet sort på hvidt, når man kan nøjes med new speak i dyre glossy rapporter om læreprocesserne, de lovende potentialer, peppet godt op med skulderklap til mellemmændene – den enorme støtte industri.
Viser det sig, at forskerne blot havde sat ”ny titel” på noget, der egentlig ikke havde relevans, er det ikke rart at få dokumenteret, ej heller hvis man blot har jagtet hype. Det store antal arbejdspladser, som der er etableret i støtteindustrien (kuvøser, rådgivere etc.), skulle desuden nødig komme i fare. Og virksomheder, der måtte være for vanetænkende, ønsker nok heller ikke det nedskrevet.
En større forståelse for hinandens behov ville måske gøre, at forskere rakte direkte ud til de relevante virksomheder. Og at virksomheder researchede sig frem til de helt rigtige forskere for dem.
4. Taxametertænkning
Når der snakkes om manglende kobling mellem universitetsforskning og erhvervslivet, må der også ses på udbuddet af forskning.
Der er noget galt, når universiteter bliver ved med at udvide med “sexede” studier, der kan tiltrække de unge så flere taxameterkroner kommer i hus, uanset beskæftigelsesmuligheder og uanset mulig forskningsdybde.
Danmark er ifølge OECD karakteriseret af en underproduktion af kandidater inden for Science & Tech (naturvidenskab og tekniske videnskaber) og overproduktion af kandidater inden for Humaniora og Samfundsvidenskab.
Forskernes interesse kan desuden reflektere store huller. Tager man for eksempel it-sikkerhedsområdet, så står Danmark stærkt, hvad angår at skabe algoritmer også til sikkerhed, men på en lang række andre områder har sikkerhedsinteressen i dansk akademia været overmåde begrænset.
Det har hæmmet udviklingen. Sikkerhed er så afgørende del for ethvert it-system, at et så it-afhængigt, gennemsystematiseret land som Danmark, kunne have være bedre klædt på, og måske kunne Danmark tilmed have været i front med sikkerhedsmæssige løsninger.
5. Rammebetingelserne
Som nævnt har politikerne postet milliarder ind i diverse forskningsprogrammer, og der har været områder, som er prioriteret højere end andre. Af politikerne og deres embedsmænd.
Vindmølleindustrien for eksempel. Hvilket gav Danmark en førerposition, der dog ikke holder meget længere. Hvad blev forsømt i mellemtiden?
Hvor godt kvalificerede er politikere og embedsværk til at pege på vækstområder? Selvfølgelig sker der høringer, men også organisationer har egne dagsordener og er konserverende, beskyttende over for de gamle, store aktører. Oveni kommer, at feltet jo gerne skal være til at prale af, såsom noget ”grønt”, noget ”velfærds” eller kreative “computerspil”.
Hvor er politikernes og embedsværkets kompetencer allerbedst? Uddannelsesmæssigt er det jura, økonomi og statskundskab, der dominerer. Karrieremæssigt er det helt fra starten ofte ”blot” politik.
Hvor vil politikere/embedsværk skabe se de bedste rammebetingelser arbejdsmæssigt? For bureakratiet? Hvad er det mest spændende for dem? Egne positioner eller eksport? Hvilken indsigt har man i forskning på andet område end det, man selv har papir på? Hvilke fag elsker man højest?
Tjek væksten i de lande, hvor der er høj status i, hvad der kaldes Science/Tech, hvor ekspertisen også er til stede i det øverste politiske lag, og hvor ungdommen inspireres af de prioriteter.
Er der mere end et par medlemmer af det danske folketing, der har en solid uddannelsesmæssig baggrund inden for Science & Tech? Hvor mange procent er der mon i embedsværket?
PS: Se artiklen “Den forsømte rumalder” i Weekendavisen i dag om rammevilkårene for en lille højteknologisk dansk virksomhed, GomSpace, der bliver nødt til at satse på at vokse uden for Danmark for at have en chance. Desværre er artiklen ikke på nettet.
1. september 2012 kl. 11:48
I erhvervslivet skal man tjene penge. Der er en top og bundlinie at tage hensyn til. Der er sjældent tid til at gøre tingene ordentligt som studerende lærer at gøre igennem deres universitetsuddannelse. Mange brandslukningsopgaver på IT produkter med fejl. Dagbøder og søgsmål hvis det solgte ikke kommer til at virke. Små og mellemstore virksomheder skal tjene penge. Det skal store virksomheder også, men kan have råd til at forske for de tjener penge fra andre forretningsområder.
I det akademiske miljø er der en pengestrøm af skattekroner. Der er ikke det samme pres fra dem der stiller kapital til rådighed. Offentligt ansatte har betalt frokostpause og ordnede overenskomstsforhold. Relativt stressfrit miljø. I det private erhvervsliv er der mere fokus på effektivitet og desuden anarki mht. overenskomster.
Nogle forskertyper lever meget i en abstrakt teoretisk verden og regner almindelige praktiske opgaver i virksomheder for trivielle: samarbejdsproblemer, bundet til gammel teknologi fordi mange kunder bruger det, ekstra supportopgaver til kunder når noget laves om, omkostningsoptimeringer, styring af supportopgaver, lønforhandlinger, pensionsordninger, frokostordninger, finde nye lokaler, fakturering, momsafregning, store kunder bestemmer ofte hvad en virksomhed gør da det hænger tæt sammen med virksomhedens overlevelsesmuligheder. Det der gøres er så ikke nødvendigvis det optimale rent fagligt set. Det kan være svært for en forsker at penge ofte styrer løsningerne, osv. Der er mange praktiske opgaver der tager tid for at drive virksomhed.