Nysgerrigheden over for Kinas imponerende vækst- og innovationsevne har vundet. Jeg lander i Shanghai mandag morgen.
Dermed slutter mig til hoben af politikere, erhvervsfolk og mediefolk, der drager på studietur til sært land.
Det er et land, hvor flertallet af de højest placerede politikere er ingeniører. Et kommunistisk land; et diktatur med markedsøkonomi. Et land, hvor unge strømmer til uddannelser inden for naturvidenskab og teknologi. Et land, der knægter ytringsfriheden.
Kan det bliver mere forskelligt end Danmark – end USA?
Nu og i morgen
Jeg har jo på det seneste fokuseret en del på den digitale infrastruktur herhjemme. Opbygning sker markedsdrevet.
I Kinas femårsplan, vedtaget af regeringen i 2011, blev 80 procent af det samlede budget afsat til digitalisering. For eksempel skal, hvad der svarer til omkring 1.300 milliarder danske kroner postes i en fibersatsning. Den skal give 100 millioner kinesiske husstande adgang til 100 Mbit/s i 2015.
Hvorfor mon?
Mobilkamp
Lige nu går snakken herhjemme om Apples nye iPhone 5, mens den kinesiske telegigant Huawei går helt under radaren med sin smartphone. Får Huawai mon vippet Sydkoreas Samsung, p.t. verdens største leverandør af den type mobiler (33 pct. af markedet) af pinden? Eller bliver det måske Apple, der må vige andenpladsen med sine knap 17 pct?
Hvor blev Danmark af? Danmark, der også en gang var et meget stort videncenter på området?
Vindmøller
Vindmøllerne? Den industri, der skulle blive fremtidens industrilokomotiv for Danmark?
Kig på Vestas-udviklingen og bliv skræmt. Kig mod Kina og bliv endnu mere skræmt over deres vindmølleindustris succes.
Servicerobotterne? Fremtidens store industri? Jeg er overbevidst om, at der også er en kæmpesatsning i gang der.
Kun kopister!
Det er år siden, at jeg kunne tro på påstanden om, at Kina kun kan kopiere. Jovist, Kina kan kopiere og forbedre. Kina har også vist, at man kan tage “godt nok”, og gøre det mere slagkraftigt end det forkromede fra Vesten – selv i Vesten.
Men Kina nupper også så mange patenter i disse år, at påstande om at landet kun kan kopiere, viser, at afsenderen enten har været for doven til at orientere sig, eller også er for ræd til at lægge skyklapperne.
Virksomhedsbesøg
På studieturen, der er sammen med en gruppe, besøger jeg både kinesiske virksomheder og danske for at høre holdninger.
Ikke, at jeg gør mig forhåbning om at blive klog nok på Kina, men lidt klogere. Og efter flere år, hvor jeg har fulgt den kinesiske vækst og uddannelsessituation på godt og ondt gennem artikler, bøger, tv og bekendte, vil jeg et skridt tættere på. Det skridt, som jeg tager, når flyet lander mandag.
Gennem mine mange år som observatør af tech-branchen har jeg lært, at det ikke nødvendigvis er den bedste teknologi, der vinder. Det handler om det største marked, den mest overbevisende markedsføring.
Kina har verdens største hjemmemarked.
Medier forsømmer
Til en helt anden sag. Oplysningsniveauet herhjemme om Kina.
Hvor mange spaltemilimeter og seerminutter bruges til dækning af USA (og ikke mindst præsidentvalget)? Hvor mange om Kina, der også har et forestående skift på øverste plads?
Kina ventes om få år at overhale USA som verdens største økonomi, og alligevel forsømmes dækningen. Kina er bare ikke “sexet” nok.
Bliver det med Kina som med finanskrisen? Vupti. Hvem havde set den komme. Selv om der var tegn nok at tyde for dem, der gad.
Kina – Knald eller Fald
DR2 tager har taget hul på en serie med navnet “Kina – Knald eller Fald”. Første afsnit er sendt, men kan ses her.
Serien tyder ikke godt.
Man tager en erhvervsjournalist, Christina Boutrup, der har boet i Kina i flere år og skrevet en bog herom, Kina Sweet & Sour.
Man parrer hende med en, der præsenteres menneskerettighedsforkæmper, Frank Piasecki Poulsen, tidligere bz’er. En mand, der har lavet dokumentarfilm om elendige arbejdsforhold i Afrika.
Programplanlæggerne har forbudt ham at gøre sig klog på Kina inden rejsen, så sporadiske indtryk fra medier er, hvad han har i baggagen.
Sort/hvidt
At dømme efter 1. afsnit bliver det ulideligt sort/hvidt for underholdningens skyld. Den ene står som enøjet beundrer af vækstmiraklet og med så stor trang til egen luksus, at hun end ikke vil tage med ud til Shanghais losseplads. Den anden er the good guy. De svages og klodens samvittighedsfulde beskytter.
Har man læst Christina Boutrups bog, ved man, at alt ikke males lyserødt. At det ofte er en Catch 22. Damn if you do, damn if you don’t.
Som mormors bordel
Modsætningen i “Kina – Knald eller Fald” er sandsynligvis den søde glasur, der skal lokke viden ind i den danske befolkning. Men herregud. Serien kører DR2 – den “kloge kanal”.
DR har købt (og bestilt?) et produkt fra Koncern TV, der har skåret det efter samme læst som “Mormors Bordel”.
Brug tiden bedre. Læs solide bøger om udviklingen i Kina. Læs i de internationale kvalitetsmedier. Hvis du ellers kerer dig om den verden, som de nye generationer konfronteres med.
14. september 2012 kl. 20:09
Hej Dorte,
God tur…
14. september 2012 kl. 20:23
Enig med din kommentar til “Kina – knald eller fald”. Den er ganske enkelt for “tumpet”.
God tur og husk, at det kinesiske køkken er noget af det mest varierede og velsmagende, der findes i verden.
15. september 2012 kl. 13:33
@Ulrich Heegaard Tak. Og tak for dine gode blogindlæg. Behov for mere om Kina.
@Kurt Friis Hansen Vi må håbe, at udsendelsen bliver bedre over tid. Kunne i øvrigt ikke lade være med at grine lidt over the good guy’s utilfredshed med, at hans tilsyneladende helt nye sneakers (made in Asia til lavtløn, garanteret) blev så beskidte.