Bogen “Kammerherrens nye klæder” stripper ikke blot Fritz Schur

Af Dorte Toft 8

Den er svær at kapere, bogen ”Kammerherrens nye klæder” om erhvervsmanden Fritz Schur, selv om bogen er letlæst og fængende. Bogen er nemlig endnu en dokumentation af, at ”Ja, vi mennesker vil bedrages”. Vi er til fals.

Journalisterne Niels Sandøe, Hanne Sindbæk og Thomas G. Svaneborg klarlægger i bogen på fornemste journalistiske vis, hvorledes erhvervsmanden Fritz Schur udøver forførelsens kunst ved brug af løgn på løgn, gavmildhed og ikke mindst flid.

Den mørke side

Bogen viser også, at hvor forførelsen ikke rækker, slår Schur til med manipulation, grove trusler, karaktermord og flid. Flid ikke mindst i form af udmattelsesangreb på det statslige embedsværk, men endnu mere på det det kommunale, når han vil have rettigheder, som få – hvis nogen overhovedet – er forundt.

Forfatterne leverer en grundig afdækning af, at det billede af den succesrige Schur, som blandt andet gjorde ham til den mægtigste mand hos offentlige sværvægtere som Dong og SAS, var et glansbillede, der ikke holder til nærmere eftersyn. Et eftersyn, som Schur selv gør sit bedste for at umuliggøre, blandt andet gennem uigennemsigtige selskabskonstruktioner i Danmark og mørkelagte udenlandske selskaber.

Journalistisk kinderæg

Bogen repræsenterer fornem erhvervsjournalistik, der udover at illustrere, hvor meget netværk de facto betyder, og hvorledes man får magten i netværk, også rummer konkrete eksempler på, hvorledes formandsposter i bestyrelser absolut ikke bør forvaltes.

Bogen repræsenterer imidlertid også politisk journalistik, og man må ikke mindst undre sig over Anders Fogh Rasmussen store præference for Schur på tunge poster i offentlige virksomheder. Den tidligere statsminister havde øret hos vennen Helge Sander, der har Schur meget at takke for, i stedet for hos erhvervskyndige.

Endelig rummer bogen også kendis-journalistikken for at dokumentere, at netop name dropping og forkælelse på 1. klasse af de royale og andre kendte, også har smurt magtmaskineriet.

Ydmyg og selvhævdende

Bogen kommer hele vejen rundt, hvilket er nødvendigt for at komme ind bag facaden på en mand, som får ord fra politikere og andre for at være ydmyg og uselvisk.

Niels Sandøe og Thomas G. Svanegaard har tidligere i deres avis, Jyllands-Posten, på deres kendte gravervis dokumenteret, at det renskurede billede af den succesrige erhvervsmand ikke holder. Medforfatteren Hanne Sindbæk har konstateret det samme ikke mindst på baggrund af et mange timer langt interview med Schur tilbage i 2006.

Men det fulde overblik kommer først med bogen. Med gentagelser af avisstoffet, med mere baggrund (ikke mindst den historiske), med en lang række nye kilder og med systematisk gennemgang af andre mediers Schur-interviews. Derved klarlægges Fritz Schurs snu spil på medier, politikere og andre forbindelser.

Bør være pensum

Det er en beretning af relevans for langt flere end den læserskare, som erhvervsjournalister typisk har. Det er desuden endnu en vigtig ”lærebog”, der systematisk klarlægger, hvordan ”appearance” kan forføre. Hvorledes en ydmyg facade kan dække over et galopperende ego. Hvorfor uigennemskuelige selskabskonstruktioner er så yndet blandt alle, der bevæger sig ud til kanten eller over.

Fritz Schur er ifølge bogen ikke kriminel. Men en samfundsstøtte? Nej. Manden har benhårdt og kreativt udnyttet smuthullerne for at betale så lidt skat som muligt. De borgerlige politikere ”kvitterede” ved at indstille ham til vellønnede topposter i offentligt ejede virksomheder af en størrelse og betydning, der langt overgår, hvad erhvervsmanden har erfaring fra.

Forfængelighedens løgne

Det, der måske siger allermest om mennesket, er dog mængden af løgne, der afdækkes en efter en i bogen. Løgne om arv, om ”slot”, om livvagter, om Mærsk McKinney, om et digt, om formue, om, om, om… Fritz Schur har en alvorlig brist.

Det er en sjælden erhvervsbog i et landskab, hvor mikrofonholderi har ganske pæne kår, og den må give anledning til selvransagelse i mange kredse. Også i de journalistiske.

PS: Jeg har indstillet forfatterne til en Cavling-pris. Ovenstående tekst er fra indstillingen (med få undtagelser). Bogen, der er på 265 sider, er udkommet på Jyllands-Postens Forlag.

8 kommentarer RSS

  1. Af Peder Pedersen

    -

    .
    Ja, det er grimt når man fjerner stenen der skygger for “overdanmark”.

    Men der er mere af samme skuffe.

    Desværre er der åbenbart også tendens til, at “overdanmerk” også får rabet ved domstolene…

    Fx. en overklasse frue der slipper lidt for billigt fra en narkodom, og senest et ægtepar der slap for en åbenlys brug af et proforma udenlandsk selskab til at slippe for skat.

    Men jeg kan blive ligeså forarget over, at jeg forleden skulle bremse hårdt op i krydset til fiskerihavnen, fordi en-eller-anden fra “overdanmark” med politieskorte skulle ned i bådklubben.

    Hvis det skulle vise sig, at det er de “kongeligt priviligerede”, så skal jeg hilse og sige, at de skulle eskorteres ud af landet og betale for deres egen luxus livssstil, istedet for at skatteborgerne skal….

  2. Af Thomas Petersen

    -

    Gisp.

    En person der ikke er alt det som andre gør ham til.

    Ryd forsiden!

  3. Af Peder Pedersen

    -

    Hvordan kan Schur få lov at fortsætte i DONG, SAS og i Posten det virker helt amartør agtigt at en mand der konstant har fyldt danskerne med løgne og købt sig til sin magt kan få lov at fortsætte.

    En ting er at Venstre som var købt og betalt lod ham blive men hvad sker der for Socialdemokratiet. De skal få den mand smit ud og helst lidt hurtigt.

  4. Af Axel Hammerschmidt

    -

    Hvorfor nævne Fogh?

    Schur blev udpeget til SAS’s (og Post Danmarks) bestyrelse under nyrupregeringen. Danmark har ca 15 pct af aktierne i SAS så det er osse Norge og Sverige der har peget på ham som formand.

    Check “min” Webside for en leder i Politiken fra den 16. november hvor avisens chefredaktør osse kommer med en række forkerte påstande om Schur. Især i kommentarerne af Mikkel Østergaard.

    Pinligt! Dem der har skrevet den bog skal i hvert fald ikke ha’ nogen pris. H’øjst en skamstøtte.

  5. Af Dorte Toft

    -

    @Axel Hammerschmidt. Så vidt jeg forstår, er der tale om, at positioner i en vis grad går på tur. Det er altså ikke alle positioner, der besættes under f.eks. rød regering, der går til “røde”, lige som det ikke er blå-blå. Der indstilles fra begge fronter, og det skulle være blandt årsagerne til at Schur kommer til under Nyrupregeringen. I øvrigt går også SAS-formandsposten typisk på tur mellem landene, og der er aldrig samme land på både formands- og næstformandsposten.

  6. Af Axel Hammerschmidt

    -

    Det er fuldstændig rigtigt, Dorte. Der ville rejse sig et ramaskrig hvis det var som f.eks det amerkanske system, hvor alle ledende offentlige stillinger besættes efter valg eller partitilhørsforhold.

    Men som man kan se, så påstår Lidegaard, at det er det, der er sket med Schur.

    “Det er da også Venstre, der har indsat eller stillet forslag om at indsætte partiets hovedsponsor i de nævnte tre og yderligere to statslige bestyrelser”.

    Det er også Venstre, der har indsat …

    Jeg kan da osse lege konspiration!

    Schur fyrede Anders Eldrup, som er gift med Merete Eldrup, der havde en ledende stilling i JP/Politiken inden hun kom til TV-too. Hun er een af vennerne og de står sammen. Derfor er JP/Politiken ude efter Schur.

    Det er ren hævngærrigjhed.

  7. Af Dorte Toft

    -

    @Axel Hammerschmidt – tror ikke på den:-) Jeg fornemmer, at for de fleste gode journalister betyder medietilhørsforhold meget, meget lidt.

    @alle. Jeg hørte i går på møde i Publicistklubben om Schur-bogen, at forfatterne ikke tager ordet løgn i munden, men bruger ordet usandhed.

    Årsagen skulle vist være, at “løgn” kan udlægges som injurierende og altså medføre retssag.

    Det virker meget kringlet med “usandhed”. Nogle siger, at der er tale om en juridisk spidsfindighed i retningen af det, der kaldes en løgn er ytret forsætlig, men ikke “usandhed”.

    Så juraen er måske i gang med at ødelægge gammel og klar dansk sprogbrug. I forvejen bliver det jo stadig vanskeligere at kalde en spade for en spade i Danmark grundet politisk korrekthed, men hvorfor dog gøre et lille trængt sprog mere upræcist.

  8. Af Axel Hammerschmidt

    -

    Man kan godt “komme til” at sige en usandhed, men en løgn kræver forsæt.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info