Fup-pressemeddelelse om Google-opkøb er lussing til nyhedssystemet

Af Dorte Toft 1

En pressemeddelelse om, at Google havde opkøbt et lille Wifi-firma ved navn ICOA Inc., fløj i går glat videre fra et bureau til masser af mediers læsere. Kursen for ICOA nåede blive mangedoblet, inden selskabet fik finansmyndigheder til at standse handlen med aktien, da der var tale om en falsk påstand.

Ifølge omtale hos blandt andre Wall Street Journal anvendte ICOA aldrig selv bureauet, PRWeb, hvis business det alene er at sprede pressemeddelelser og dermed at skaffe kunderne omtale.

Rutinemæssige tjek

PRWebs ejer, firmaet Vocus, fortæller på egen blog, at de rutinemæssige tjek for lødighed af pressemeddelelsen var foretaget, men at ingen kan gardere sig helt mod snyd.

Den famøse pressemeddelelse om, at Google havde givet 400 mio. dollar for ICOA, hvis markedsværdi lå på blot 1 mio., er sandsynligvis blot endnu et nøk i satsningen fra de professionelle plattenslageres side. De profiterer på kursmanipulation. Om på opgave fra en kunde, eller direkte for egen vindings skyld.

Fra overdrivelser til løgn

Tidligere har plattenslagerfirmaerne typisk “nøjedes” med at overdrive vildt i pressemeddelelserne gennem f.eks. helt urealistiske sammenligninger og nasseri på kendte brands. Det har jeg flere gange beskrevet, blandt andet med udgangspunkt i firmaer med danske rødder (Bloggerwave, Masterseek og Bark Group).

Men påstanden om Google-opkøb går skridtet videre, og på nyhedsbureauer som Reuters og APP samt på medier, der også åd pressemeddelelsen råt, blusser ørerne. Der blev hverken indhentet kommentarer fra Google eller ICOA før offentliggørelse.

Lussing til nyhedssystemet

Det er således en lussing af format til nyhedssystemet. Den illustrerer, hvorledes medierne har sænket paraderne, efterhånden som der i de pressede tider er skåret i de interne ressourcer. Medierne har færre journalister, men øget pres på at levere nyheder 24/7. Det har lettet pressemeddelelsers vej fra at være markedsføring til at tælle som redaktionelt stof.

At bureauer som PRWeb så også afsløres med bukserne nede, kan være et lille plus i regnskabet.

Masser af firmaer bruger netop sådanne mellemmænd til at få spredt pressemeddelelser til flest mulige, fremfor selv at udsende til relevante medier. Og det viser sig, at f.eks. PRWeb tager revl og krat med, trods sine påstande om tjekprocedurer – selv pressemeddelser om online-apoteker, der kan sælge receptpligtig medicin til folk uden recepter.

Blog dokumenterer forfald

Kynismen dokumenteres på websitet searchengineland.com.

Skræmmende er det at se, at også Google News og nyhedsbureauer medvirker aktivt til at føre læsere bag lyset. PRWebs kunde skal blot “købe” en særlig pakke hos disse informationsformidlere. Jo dyrere pakke, jo længere frem kan pressemeddelelsen trænge sig i søgeresultater og andre placeringer.

Kun i USA? Nixen. Også herhjemme udviskes grænser mellem redaktionelt stof og pressemeddelelser om fra virksomheder, tænketanke, fagforeninger eller noget helt fjerde. Der er dog noget længere mellem forsøg på kurspåvirkning, og den med opkøbspåstand…. har vi set den endnu?

1 kommentar RSS

  1. Af Michael Iversen

    -

    God artikel!!

    “Det har lettet pressemeddelelsers vej fra at være markedsføring til at tælle som redaktionelt stof.”

    Man kunne spørge: Findes der efterhånden andet..? (…end markedsføring, lobbyisme og tænketanke i medierne)

    Efterhånden er det jo kun “indpakningen” (valg af font, farve osv.) på mediernes dækning af disse “nyheder”, der differentierer et medie fra et andet.

    Ingen tvivl om at “nyhedssystemet” – som det kaldes her – er rimeligt meget selvforskyldt i den krise der ruller ind over medielandskabet i disse år med sådan en omgang kaloriefattigt indhold.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info