Stærkt brand: Et Lenovo i stabil vækst viser Kinas globale potentiale

Af Dorte Toft 4

Kinesiske Lenovo overhalede i 3. kvartal 2012 amerikanske HP som verdens største pc-leverandør, og omend HP gav igen i 4. kvartal, så har Kina med Lenovo fået sit første rigtigt stærke internationale brand. Det skriver Economist i sit seneste nummer.

Det er en tankevækkende artikel, og ikke mindst for alle dem, der stadig måtte ynde at påstå, at Kina ikke kan levere kvalitet og kun kan kopiere.

ThinkPad holdt

Lenovo, der oprindelig hed Legend, begyndte som en virksomhed med fokus på hjemmemarkedet. Senere kom selskabet også til at stå for selve produktionen af IBM’s berømmede business-pc’er ThinkPad’en.

Da Lenovo tilbage i 2005 købte IBM’s ThinkPad-forretning, altså hele den amerikanske arm med rup og stup inkl. udvikling og design samt Think-navnet, var der nok flere end mig, der spekulerede over, hvornår ThinkPad blev udvandet som et top end brand. Men Lenovo viste sig at kunne både og.

14 kvartalers vækst

Selskabet har haft 14 kvartaler i rap med en vækst større end gennemsnittet for branchen. Og alt tyder på, at Lenovo ender med at være permanent på pladsen som den største pc-sælger, også takket være det kolossale hjemmemarked. Lenovo er desuden i fuld gang med at udbygge sin forretning med smartphones og tablets.

Læs artiklen, der også fortæller om opkøbet af tyske Medion, kendt fra Aldi-kæden, og om en organisationsændring, der måske kan give Apple lidt sved på panden. Koncernsproget er engelsk, men i toppen sidder en kineser. Forud er gået to mislykkedes forsøg med vesterlinge.

På baggrund af intervew med Lenovo-bossen, Yang Yuanqing, skriver Economist følgende:

“He also thinks Lenovo has a secret weapon. It has kept a lot of manufacturing in-house (why outsource to Foxconn when you already pay Chinese wages?). Mr Yang believes this in-house expertise gives his firm an edge in product development.”

Skolepc med Chrome OS

Også over Microsoft kan der falde en kinesisk skygge. Lenovo har netop bebudet en ThinkPad Chrome-book rettet mod skolesystemet. Chrome-books er baseret på Googles operativsystem, Chrome OS. Via Chrome-browserens adgang til Google apps på nettet, er der heller ingen brug for en Office-pakke.

Kina er i gang med pluk for pluk for pluk. Førerpositioner, der tidligere tilhørte andre nationer, ender i Kina. Cementfabrikker, solenergi, netværksudstyr, pc’er..

De ender i et land, hvor der mangler transparens, hvor kapital for de store er billig, hvor styret kan påvirke afsætningsmuligheder, og hvor befolkningen er langt, langt mere ambitiøs, både hvad angår uddannelse og karriere end befolkninger i Vesten.

Og imens snakkes der om salg af amerikanske Dell, der en gang var lærestykke for alle. HP, der blev verdens største pc-fabrikant gennem opkøbet af Compaq, måtte trods førerpositionen i 4. kvartal se sit pc-salg falde kraftigt i forhold til samme periode året før, og firmaet er nærmest koblet helt af den mobile udvikling.

Nogle vil måske mene, at det er fuldstændig ligegyldigt hvor hardware produceres, for de er software og ikke mindst services, der scores på, men Lenovo har faktisk overskud, og med et godt brand døren altid lidt mere åben også for andre produkter.

4 kommentarer RSS

  1. Af Ken Hansen

    -

    Det er en tankevækkende artikel, og ikke mindst for alle dem, der stadig måtte ynde at påstå, at Kina ikke kan levere kvalitet og kun kan kopiere.

    Ja netop, Lenovo købte sig til teknologi og viden. Det var ikke noget de udviklede på egen hånd. Innovation fra egen hånd er netop den største udfording for kinesiske virksomheder og årsagen til Made in China associeres med tvilvsom kvalitet og kopier

  2. Af Dorte Toft

    -

    @Ken Hansen. Ja, som der står købte Lenovo sig til IBMs ThinkPad business, men det var altså tilbage i 2005, og siden har Lenovo at dømme efter anmeldelser af nyt udstyr været med fremme i skoene.

    Hvis vi ser på et andet succesrig brand, Huawei, så er der vist også en del “inspiration” hentet fra gamle vestlige firmaer, men stadig… Derfra bygges videre.

    Men du peger på noget vigtigt, nemlig at Kina i visse tilfælde netop køber sig til det sidste af, hvad de mangler. Men hvad de i Kina er gode til kan også i sig selv være en trussel. (Skrev lidt om low cost innovation her: http://ing.dk/artikel/133770-saadan-kan-kina-vaere-en-genvej-til-billig-innovation ).

  3. Af Ken Hansen

    -

    @Dorte

    Tak for linket. Interessant artikel.Low cost innovation er vel nok den største trussel for udenlandske produktionsselskaber i Kina. Der er mange historier som udenlandske firmaer, som mister kinesiske nøglemedarbejdere, der starter en virksomhed baseret på low cost innovation og know how fra deres tidligere arbejdsplads.

  4. Af Axel Hammerschmidt

    -

    Hvis man har lyst til at prøve en Chrome Book – de fås stadig ikke i Danmark, jeg har været rundt til IT butikkerne her i Slagelse i går – så findes der Chrome efterligninger baseret på Linux, der kan installeres på en USB nøgle og hvis din bærbare kan sættes til at Boote fra nøglen, ja så kan du få en ide om hvordan det bliver med en Chrome Book.

    Det er en ung britte der kalder sig Hexxeh – han hedder Liam McLoughlin der har programmeret.

    Jeg hentede hans Flow – den er nu forældet – for nogle år siden og brugte den fra en USB nøgle på på en Lenova X60.

    Det var faktisk ret sjovt. Hans senseste hedder vist Chromium OS.

    Google Hexxeh, så finder du dem. Han driver osse en blog.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info